|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Bygningen er tegnet af Carl Westman og blev indviet i 1916. Den blev skabt i en tid, hvor designmuseer havde et klart formål, hvilket var at uddanne offentligheden i god smag, godt håndværk og god form.

Mere end hundrede år senere står museet over for et helt andet spørgsmål. Nu handler det Ikke længere om hvordan man lærer folk at værdsætte design, men hvordan design kan bruges til at forstå verden.

Efter en omfattende renovering og genåbning har Röhsska Museum udviklet sig til et af Nordens mest interessante eksempler på den forandring, som præger mange europæiske kulturinstitutioner.

Hvor designmuseer tidligere organiserede deres samlinger omkring stilarter, perioder og berømte formgivere, er fokus i stigende grad flyttet mod identitet, globalisering, bæredygtighed, beredskab og sociale relationer.

Denne udvikling bliver særlig tydelig i fire af museets aktuelle udstillinger: Inspiration East Asia, 18th-Century Design & Craft, We Will Survive – The Prepper Movement and Design og Design Stories.

Tilsammen fortæller de ikke blot om design. De fortæller om museets egen transformation.

Inspiration East Asia – Mødet mellem Østasien og Norden

I Inspiration East Asia vender museet blikket mod en af sine vigtigste samlinger: kinesisk og japansk kunsthåndværk.

Historisk har europæiske museer ofte præsenteret østasiatiske genstande som eksotiske inspirationskilder for vestlige kunstnere og designere. Röhsska forsøger at nuancere denne fortælling.

Udstillingen viser, hvordan kulturelle impulser har bevæget sig mellem kontinenter gennem handel, diplomati og samlerkultur.

Her bliver kinesisk porcelæn, japanske lakarbejder og nordisk design ikke præsenteret som isolerede traditioner, men som dele af et langt historisk netværk af påvirkninger.

Kuratorisk repræsenterer udstillingen en moderne museumsforståelse. Fokus ligger ikke alene på objekternes æstetiske kvaliteter, men også på de kulturelle forbindelser, som gjorde dem mulige.

Samtidig bevarer udstillingen en stærk forankring i genstandene selv. De besøgende møder stadig håndværket, materialerne og formgivningen.

Måske derfor har den også undgået de større kontroverser, som ofte følger med nyere museumsfortolkninger.

18th-Century Design & Craft – Da design blev moderne

Hvor Inspiration East Asia åbner verden, vender 18th-Century Design & Craft tilbage til designhistoriens klassiske kerne.

Her møder man møbler, interiører, sølv, tekstiler og kunsthåndværk fra det attende århundrede.

Udstillingen viser en periode, hvor design endnu ikke eksisterede som profession i moderne forstand, men hvor mange af de idéer, der senere skulle definere feltet, begyndte at tage form.

1700-tallet var en tid præget af international handel, voksende forbrugerkultur og nye forestillinger om komfort og repræsentation.

De aristokratiske interiører og raffinerede håndværksteknikker fremstår som forløbere for den moderne designverden.

Det er bemærkelsesværdigt, at denne udstilling næsten ikke har affødt debat. Den leverer præcis det, man traditionelt forventer af et designmuseum: historisk kontekst, materiel kultur og æstetisk fordybelse.

Men netop derfor fungerer den også som et vigtigt sammenligningspunkt. Når man træder videre ind i museets øvrige udstillinger, bliver det tydeligt, hvor langt designbegrebet siden er blevet udvidet.

We Will Survive – The Prepper Movement and Design – Kan design hjælpe os med at overleve?

Den mest overraskende udstilling på Röhsska er uden tvivl We Will Survive – The Prepper Movement and Design.

Her handler design ikke om møbler, keramik eller mode. I stedet undersøges nødproviant, beredskabsudstyr, beskyttelsesrum, kommunikationssystemer og strategier for overlevelse under kriser.

Udstillingen tager udgangspunkt i den voksende prepperbevægelse, som især har fået fornyet opmærksomhed efter pandemien, krigen i Ukraine og en stigende bevidsthed om klimarelaterede katastrofer.

Det mest interessante ved udstillingen er måske ikke dens emne, men dens definition af design.

Design forstås her som noget langt mere omfattende end formgivning. Det bliver en metode til at organisere hverdagen under ekstreme omstændigheder. En måde at skabe orden i usikkerhed.

Denne tilgang blev generelt positivt modtaget af kritikerne. Udstillingen blev rost for sin aktualitet og sin evne til at forbinde design med spørgsmål, der optager mange mennesker netop nu.

Samtidig pegede enkelte anmeldere på en væsentlig svaghed. Ved at fokusere på prepperkulturens redskaber og strategier risikerede udstillingen at acceptere dens grundlæggende verdensbillede.

Hvor går grænsen mellem ansvarligt beredskab og individualistisk katastrofetænkning? Kunne museet have udfordret disse forestillinger mere direkte?

Spørgsmålet afslører en grundlæggende spænding i moderne museumsarbejde: Skal museet beskrive samfundet eller kritisere det?

Design Stories – Historien, der forsvandt

Hvis We Will Survive udvider designbegrebet, udfordrer Design Stories selve måden, designhistorie fortælles på.

Traditionelt ville en designhistorisk udstilling begynde med ældre genstande og bevæge sig kronologisk frem mod nutiden. Röhsska har valgt en anden vej.

I stedet organiseres mere end 600 genstande omkring temaer som identitet, innovation, forbrug, kreativitet og sociale relationer. Målet er ikke at fortælle én samlet historie, men mange forskellige historier.

Metoden afspejler en bredere tendens inden for international museologi. Objekter ses ikke længere primært som repræsentanter for bestemte perioder eller stilarter, men som afsæt for samtaler om menneskers liv og erfaringer.

For nogle besøgende vil dette gøre samlingen mere relevant og tilgængelig. For andre betyder det, at designhistorien mister sin struktur.

Netop denne kritik blev formuleret af flere anmeldere. De anerkendte ambitionen om at skabe en mere inkluderende fortælling, men mente samtidig, at udstillingen nedtonede designets egen historie.

Når kronologien opløses, bliver det vanskeligere at forstå forbindelserne mellem perioder, stilarter og kunstneriske strømninger.

Kritikken rammer et spørgsmål, som rækker langt ud over Göteborg. Hvad er et museums vigtigste opgave? At bevare historisk viden eller at skabe relevans for nutiden?

Efterskrift

Ser man de fire udstillinger samlet, fremstår Röhsska Museum som en institution midt i en større transformation.

18th-Century Design & Craft repræsenterer den klassiske designhistoriske tradition. Inspiration East Asia udvider perspektivet gennem globale kulturmøder. We Will Survive flytter fokus fra objekter til samfundsmæssige udfordringer. Og Design Stories stiller spørgsmål ved selve den måde, historien organiseres på.

Resultatet er et museum, der ikke længere blot handler om design, men om designets rolle i verden.

Det er en udvikling, som ikke alle kritikere bifalder. Nogle savner den ældre designhistoriske tilgang, hvor håndværk, stiludvikling og æstetik stod i centrum.

Andre ser museets nye retning som et nødvendigt svar på en tid, hvor kulturinstitutioner forventes at engagere sig i globale og sociale spørgsmål.

Måske er netop denne uenighed det mest interessante ved Röhsska Museum i dag.

Museet er ikke længere blot et sted, hvor man lærer om designhistorien. Det er blevet et sted, hvor man diskuterer, hvad design overhovedet er, og hvorfor det fortsat betyder noget.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Gøteborgs Kunstmuseum

Göteborgs konstmuseum byder både på kunst fra nutiden og fra før modernismen

Lær mere

Matters of dirt and longing

I maj 2026 kunne besøgende hos Röda Sten se årets afgangsudstilling fra HDK-Valand

Lær mere

Världskulturmuseet

Mødestedet mellem kulturer og et forum for dialog i Gøteborg.

Lær mere

Indlægget Sverige: Röhsska Museum i Göteborg – Kunsthåndværk og Design blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Midt på Stigbergstorget i Majorna rejser en af Gøteborgs mest karakteristiske bygninger sig som et monument over byens evne til at genopfinde sig selv.

Den gamle biograf Kaparen fra 1940 er i dag hjemsted for Moreno Pizza, som er et gigantisk pizzapalads, der af mange beskrives som verdens største pizzeria.

Men historien handler om langt mere end pizza. Den handler om arkitektur, kulturarv, håndværk og transformationen af en glemt funkisbygning til et moderne folkeligt samlingspunkt.

Fra kvartersbiograf til pizzapalads

Kaparen blev opført i 1940 under den svenske funktionalismes storhedstid. Bygningen blev tegnet som kvartersbiograf i en periode, hvor “folkhemmet” formede svensk arkitektur og byudvikling.

Idealet var enkelt da bygninger skulle være funktionelle, demokratiske og tilgængelige for alle.

Arkitekturen bar tydelige træk af funkisstilen med enkle geometriske former, flade tage, horisontale linjer, minimale dekorationer, store åbne rum med fokus på funktion.

Biografen fungerede som kulturelt samlingspunkt i Majorna frem til begyndelsen af 1980’erne. Derefter gennemgik bygningen flere mere anonyme perioder som blandt andet postkontor, banklokaler og senere Lidl-supermarked. Til sidst stod den tom og begyndte langsomt at forfalde.

Alligevel beholdt Kaparen sin særlige position i göteborgarnas kollektive hukommelse. Den markante bygning ved Stigbergstorget var stadig et pejlemærke i bydelen som et sted med historisk tyngde og lokal identitet.

Visionen om Moreno Pizza

I 2020 købte restaurantgruppen Göteborgsfamiljen den tidligere biograf med ambitionen om at skabe noget helt nyt: et stort, varmt og inkluderende samlingssted for byen.

Resultatet blev Moreno Pizza, som åbnede i 2022. Restaurantkonceptet kombinerer italiensk pizza, ølhall og biergarten, enorme langborde, tagterrasse med udsigt over Göta älv, og storslåede sociale rum inspireret af både biergartens og folkets hustradition.

Moreno blev hurtigt kendt som “verdens største pizzeria” med plads til omkring 1.650 gæster. Men ambitionen var aldrig kun størrelse. Projektet handlede lige så meget om stemning og arkitektonisk identitet.

Okidoki Arkitekter og transformationen af Kaparen

Den omfattende ombygning blev udført af Okidoki Arkitekter i samarbejde med Göteborgsfamiljen og designeren Jennie Bramer.

I stedet for at rive den gamle bygning ned valgte arkitekterne at arbejde med det, der allerede fandtes. Transformationen blev et eksempel på det, man i dag kalder “adaptive reuse”, hvilket vil sige genanvendelse af historiske bygninger til nye funktioner.

Arkitekterne beskrev selv projektet som en balance mellem bevaring og fornyelse. Under renoveringen opdagede man flere skjulte detaljer fra den oprindelige biograf, blandt andet originale relieffer af kunstneren Gunnar Erik Ström, som havde været skjult bag senere ombygninger gennem årtier.

Samtidig blev bygningen opgraderet med nye vinduespartier, specialdesignede egetræsdøre, kobberbeklædte detaljer, ny tagterrasse og biergarten, samt moderne logistik og teknik skjult i nye tilbygninger

Et af de mest markante arkitektoniske greb blev den nye trappetårnskuppel beklædt med genbrugt kobber fra bygningen selv og fra et gammelt kirketag. Kombinationen af genbrugsmaterialer og moderne håndværk gav projektet stor opmærksomhed i den svenske arkitekturbranche.

I 2023 modtog projektet PLÅTPRISET, som er Sveriges prestigefulde pris for innovativ anvendelse af metal i arkitektur. Juryen fremhævede især den varsomme transformation, respekten for den oprindelige funkisarkitektur, genbrug af materialer, den elegante integration mellem gammelt og nyt.

En ny type folkelig luksus

Noget af det mest interessante ved Moreno Pizza er, hvordan stedet kombinerer monumental skala med en næsten overraskende folkelig stemning.

Hvor mange moderne restauranter forsøger at skabe eksklusivitet gennem minimalisme og afstand, gør Moreno det modsatte, da der er lange fællesborde, store åbne rum, støj, varme og bevægelse, øl i store glas, og pizzaerne bliver serveret hurtigt og uformelt

Interiøret spiller en afgørende rolle i denne oplevelse. Mange af møblerne er specialtegnede og udført i massiv eg af lokale håndværkere i Göteborg. Bænke og borde refererer til traditionelle svenske køkkenmøbler og kirkebænke, mens belysningen trækker inspiration fra klassiske svenske armaturer.

Arkitekterne beskrev selv ambitionen som at skabe et “nöjespalats”, hvilket er et moderne folkepalads, hvor bygningens historie stadig er synlig i vægge, materialer og rumforløb.

Efterskrift

Moreno Pizza repræsenterer også en bredere udvikling i Göteborgs byliv. Tidligere industrikvarterer og havneområder omkring Majorna og Stigberget er i de senere år blevet centrum for en ny bølge af kultur, restauranter og kreativ byudvikling.

Kaparen viser, hvordan gamle bygninger kan få nyt liv uden at miste deres identitet.

I stedet for at bygge endnu et anonymt glasbyggeri valgte man at bevare:, den gamle funkisstruktur, den historiske volumen, de originale detaljer og kvarterets lokale karakter.

Resultatet er en bygning, der både føles historisk og moderne på samme tid.
Moreno Pizza er derfor mere end bare et populært pizzasted. Det er et arkitektonisk statement om genbrug, kulturarv og socialt byliv som er pakket ind i duften af vedfyret pizza og lyden af hundredvis af mennesker omkring langbordene på Stigbergstorget.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Haga og Hagabullen

Hagabullen er en gigantisk stor kanelsnegl som kan købes i det gamle arbejderkvarter Haga.

Lær mere

Köttbullar med mos

Köttbullar med mos er en af de mest klassiske retter i svensk husmandskost.

Lær mere

Feskekörka

Den nygotiske fiskekirke er en af Sveriges mest særprægede bygninger, og ligger i Gøteborg.

Lær mere

Indlægget Sverige: Verdens største pizzaria – Moreno Pizza i Göteborg blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Skabt i forbindelse med byens 400-års jubilæum er parken ikke blot et rekreativt anlæg, men et eksperiment i byudvikling, hvor arkitektur, landskab og sociale processer smelter sammen.

I modsætning til traditionelle parker, der planlægges og færdiggøres som afsluttede projekter, er Jubileumsparken udviklet som en løbende proces.

Her er designet fra hovedarkitekten Mareld og samarbejdspartneren Atelier Le Balto ikke fastlagt fra begyndelsen, men vokset frem gennem midlertidige installationer, borgerinddragelse og gentagne tests i fuld skala. Resultatet er et sted, der fremstår både råt og inviterende, og som en park, der ikke blot er tegnet, men løbende bliver optimeret.

Jubileumsparken

Kernen i Jubileumsparken er en konsekvent anvendelse af placemaking som designstrategi.

I stedet for den klassiske lineære proces fra tegning til færdigt anlæg, har projektet arbejdet cirkulært, da idéer er blevet afprøvet i midlertidige versioner af borgerne, inden projektet er blevet evalueret og derefter videreudviklet.

Denne tilgang har betydet, at mange af parkens elementer først eksisterede som prototyper.

Midlertidige badefaciliteter, opholdsrum og aktiviteter blev etableret tidligt i processen for at undersøge, hvordan stedet faktisk blev brugt.

Arkitekter og planlæggere observerede bevægelsesmønstre, opholdskvaliteter og sociale interaktioner. Ikke som abstrakte analyser, men som konkret adfærd i rummet.

Borgerinddragelsen har derfor ikke kun bestået af workshops og høringer, men også af fysisk deltagelse. Lokale har været involveret i både opførelse og brug af installationer, hvilket har skabt et stærkt ejerskab til stedet. På den måde bliver brugerne medskabere, og arkitekturen udvikler sig i dialog med hverdagslivet.

Et landskab af “gläntor”

Parkens stisystem er organiseret af Topotek som en serie af “gläntor”, hvilket vil sige åbninger eller rum i landskabet med forskellige funktioner.

I stedet for en fast komposition med klare akser og symmetrier er Jubileumsparken opbygget som et netværk af steder, der består af badezoner, legeområder, opholdsrum og mere naturprægede partier.

Stisystemet understøtter denne struktur. Det fungerer ikke som en stramt styret rute, men som forbindelser mellem forskellige opholdspunkter. Bevægelsen gennem parken bliver dermed mere undersøgende end lineær. Man opdager stedet snarere end at gennemløbe det.

Materialiteten med trædæk, broer og brygger, understreger forbindelsen mellem land og vand. Overgangen mellem fast grund og flydende elementer er central og gør vandet til en aktiv del af oplevelsen.

Vandet som byrum

Et af parkens mest markante greb er integrationen af vandet som rekreativ ressource. I stedet for blot at fungere som baggrund eller udsigt er Göta älv en direkte del af parkens program.

Det flydende badeanlæg gør det muligt at svømme midt i byen, og aktiviteterne er tilgængelige året rundt. Denne tilgang ændrer forholdet mellem by og havn: fra en tidligere industriel grænse til et aktivt, kropsligt byrum. Vandet bliver noget, man deltager i, og ikke bare betragter.

Saunaen som social arkitektur

Parkens måske mest ikoniske element er saunaen er udviklet af Raumlabor Berlin i samarbejde med lokale borgere. Oprindeligt opført som en midlertidig konstruktion af genbrugsmaterialer fremstod den bevidst uperfekt og eksperimenterende.

Saunaen er organiseret som en rumlig sekvens fra omklædning til varme rum og videre til udsigten over vandet og det kolde bad. Denne koreografi forbinder krop, klima og by og skaber en intens sanselig oplevelse.

Men det centrale er ikke kun det rumlige, det er det sociale. Saunaen er gratis og offentlig. Og den inviterer til, at fremmede mennesker deler et intimt rum. Dermed bliver den et sted for uformelle møder og social blanding på tværs af alder, baggrund og tilhørsforhold.

Efter en periode som prototype blev saunaen videreudviklet til en permanent version. Den tekniske kvalitet er forbedret, men det rå udtryk er bevaret, hvilket er et bevidst valg, der fastholder forbindelsen til projektets eksperimenterende oprindelse.

Leg som landskab

Legepladserne i Jubileumsparken adskiller sig fra traditionelle standardløsninger. I stedet for færdigdefinerede redskaber består de af skulpturelle og landskabelige elementer, der inviterer til fri og fantasifuld leg.

Her er legen ikke forudbestemt, men opstår i mødet mellem krop og rum. Børn og voksne kan klatre, balancere og udforske uden klare instruktioner. Legepladsen bliver dermed en integreret del af landskabet snarere end et afgrænset program.

En alternativ model for byudvikling

Jubileumsparken repræsenterer en tilgang til byudvikling, der adskiller sig fra både ikonisk design og stramt styrede masterplaner. Hvor projekter som Superkilen i København fremstår som færdige, kuraterede helheder, og HafenCity i Hamborg som langsigtede, topstyrede byudvidelser, arbejder Jubileumsparken med åbenhed, midlertidighed og læring.

Denne metode indebærer både styrker og udfordringer. Den skaber fleksibilitet, ejerskab og mulighed for innovation, men kræver også løbende drift, vedligeholdelse og en villighed til at acceptere uafklarede tilstande.

Efterskrift

Jubileumsparken er ikke blot et grønt område i Gøteborg, men et levende laboratorium for fremtidens byrum. Gennem placemaking, borgerinddragelse og eksperimenterende arkitektur viser den, hvordan byens rum kan udvikles i tæt dialog med dem, der bruger dem.

Parkens største kvalitet ligger måske netop i dens uafsluttede karakter. Den er ikke en fast form, men en ramme for liv – et sted, hvor byen kontinuerligt kan genopfinde sig selv.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

UNI3

Et af Nordens mest markante innovationsbyggerier ligger i Gøteborg.

Lær mere

Nils Ericson Terminalen

Den prisvindende senmodernistiske busterminal i Gøteborg blev tegnet af arkitekten Niels Torp.

Lær mere

AB Götaverken

Det tidligere skibsvært var i sin levetid en af Gøteborgs allerstørste arbejdspladser.

Lær mere

Indlægget Sverige: En Ad Hoc Park – Jubileumsparken i Frihamnen i Göteborg blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Dokumentaren BauhausWORLD markerer 100-året for åbningen af Tysklands mest kendte kunst-, arkitektur- og designskole, Bauhaus.

Deutsche Welle (DW) udforsker i denne dokumentar i tre dele, arven fra denne ikoniske tyske institution. Mediet rejste verden rundt og mødte arkitekter, kunstnere, byplanlæggere, handlekraftige og drømmende for at få nogle svar på om Bauhaus’ sociale idealer og designprincipper stadig former den måde, vi lever på i dag?

BauhausWORLD

Nye tilgange til uddannelse og træning, arkitektur, maleri, dans og design blev udforsket og udviklet på Bauhaus.

Dens grundlægger og instruktør Walter Gropius tiltrak tidens førende kreative personligheder, herunder Hannes Meyer, Mies van der Rohe, Lyonel Feininger, Oskar Schlemmer, Wassily Kandinsky, Paul Klee, László Moholy-Nagy, Anni Albers, Josef Albers og Gunta Stölzl.

I dag betragtes Bauhaus som modernismens fødested og er blevet et synonym for elegant, funktionelt design.

Bauhaus var en skole som kun eksisterede i 14 år

Bauhaus-skolen, der blev grundlagt i Weimar i 1919, flyttede til Dessau i 1925 og derefter til Berlin, hvor den blev tvunget til at lukke i 1933, efter at Hitler tog magten.

Mange af dens kunstnere, arkitekter og visionære, emigrerede, spredte og udbredte Bauhaus-doktrinen over hele verden.

Udover Bauhaus-stederne i Weimar, Dessau og Berlin besøgte instruktøren Lydia Ranke byer som Tokyo, Amman, Tel Aviv, New York, Chicago, Mexico City og Medellín. Og talte med eksperter fra arkitekterne Norman Foster og Tatiana Bilbao til arkitekturkritikeren Mark Wigley, møbeldesigneren Yinka Ilori og modedesigneren Kasia Kucharska.

De tre programmer

“Koden” er den første del af BauhausWORLD. Jagten på hemmeligheden bag Bauhaus’ vedvarende succes fører hele vejen til Japan.

En rejse, der illustrerer, hvordan den tvungne lukning af skolen, der drev bevægelsen i eksil, tjente til at sprede dens filosofi over hele verden.

Del 2 af BauhausWORLD, “Effekten”, tager seerne med på en rejse fra Dessau til New York, Älmhult i Sverige og Ulm i Tyskland for at undersøge den indflydelse, Bauhaus stadig har på kunst, design og arkitektur verden over.

I dag er navnet Bauhaus blevet forvandlet til et brand. Er det skyld i den moderne verdens besættelse af design?

Den tredje og sidste del af BauhausWORLD, “Utopien”, udforsker Bauhaus-filosofiens indflydelse på nutidens globaliserede samfund.

Hvad er dens arv? Hvad blev der af dens utopiske visioner for fremtiden? Har de stadig relevans i det 21. århundrede?

Programmet prøver at konklusere om de spørgsmål, som Bauhaus stillede, er blevet besvaret. Og om vi stadig kan lære af de løsninger, de foreslog for 100 år siden. Et lignende forsøg gjorde DW i 2025 i denne rapport.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Den Hvide By i Tel Aviv

Der er over 4000 Bauhaus-inspireret bygninger i Israels næststørste by.

Lær mere

Fagus Skofabrikken

Walter Gropius, en af de helt store pionerer indenfor modernismen, tegnede fabrikken.

Lær mere

Barcelona Pavilionen

Udstillingsbygningen blev Ludwig Mies van der Rohes internationale gennembrud.

Lær mere

Indlægget Film: BauhausWORLD – Koden, Effekten, Utopien blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Hvad har en latinamerikansk favela at gøre med en gammel arbejderbosættelse i Dessau? Hvad er forbindelsen mellem en jødisk socialist i en landlig kommune og børnene i en skoleklasse i Stockholm?

Alle disse historier handler om visioner og de praktiske forsøg på at gøre dem til virkelighed.

Bauhaus Ånden

For næsten hundrede år siden blev en radikal kunstnerisk utopi, som stadig har en indflydelse på den verden, vi lever i i dag, født i en stille by i Tyskland.

Bauhaus, der blev grundlagt i 1919 af Walter Gropius, ville forene skulptur, maleri, design og arkitektur til en enkelt kombineret konstruktiv disciplin.

Det er en syntese af frigjort fantasi og stringent struktur; tværmedielle koncepter, der forskønner og beriger vores eksistens, oplysning og klarhed, orden og legesyge.

Bauhaus udgjorde et af de mest betydningsfulde bidrag til hverdagskulturen i det 20. århundrede. Og indflydelsesrige moderne designs, fra Apple til avantgarden inden for bæredygtig og fremtidsorienteret arkitektur, refererer stadig til den i dag.

Men Bauhaus var aldrig bare et kunstnerisk eksperiment. Konfronteret med de sociale forhold på den tid, såvel som erfaringerne fra Første Verdenskrig, beskæftigede bevægelsen sig med de politiske og sociale konnotationer af design fra starten.

Bauhaus-historie er derfor ikke kun kunsthistorie, men også historien om en æra, der strækker sig fra begyndelsen af det 20. århundrede til i dag.

Efterskrift

Filmen beskriver den fascinerende historie om Bauhaus som et statement, en fiasko og en fornyelse af en social utopi.

Og den fortæller om kunstnere, videnskabsmænd og arkitekter i dag, der i deres undersøgelser af aktuelle udfordringer også forholder sig til Bauhaus.

På den måde udfolder historien om dette ufærdige utopiske projekt med dets mange spændende krydsreferencer sig for øjnene af os, samtidig med at den altid holder kontakten med de spørgsmål, der stadig er aktuelle i dag: Hvordan vil vi leve, hvor vil vi hen?

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Den Hvide By i Tel Aviv

Der er over 4000 Bauhaus-inspireret bygninger i Israels næststørste by.

Lær mere

Fagus Skofabrikken

Walter Gropius, en af de helt store pionerer indenfor modernismen, tegnede fabrikken.

Lær mere

Barcelona Pavilionen

Udstillingsbygningen blev Ludwig Mies van der Rohes internationale gennembrud.

Lær mere

Indlægget Film: Bauhaus Ånden: Den Globale Arv Fra En Radikal Utopi blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

I 2019 var det 100 år siden at arkitektur, kunst, og designskolen Bauhaus blev grundlagt i Weimar i Tyskland.

I den anledning blev der i de tre byer som Bauhaus holdt til i sin korte levetid på 14 år, indtil den lukket af nazisterne i 1933, afholdt masser af events og udstillinger.

Samtidig med blev der også produceret mange tv-producerede indslag og programmer om skolen, der sammen med den schweiziske arkitekt Le Corbusier, blev toneangivende i udviklingen af funktionalistiske boliger og bygningskomplekser.

Britiske BBC var også en af dem der hyldede skolens eksistens, da de udgav dokumentaren Bauhaus 100 som giver en introduktion til dens samfundsmæssige placering i mellemkrigsårene.

Bauhaus 100

Bauhaus opstod i kølvandet på 1. verdenskrig. Skolens første leder, arkitekten Walter Gropius, havde deltaget i den, og overlevede mirakuløst krigens rædsler.

Det fortælles i dokumentaren at på et tidspunkt var han den eneste overlevende i en bygning, der styrtede sammen. Noget som kom til at stå i skærende kontrast til det som han senere blev kendt for, da han i 1919 skabte Bauhaus fra bunden.

Som arkitekt var han modsat sine kollegaer i branchen ikke i stand til at kunne tegne. Dette gjorde at han udviklede nogle gode organisatoriske evner til at få projekterne gennemført.

Hvilket også var en nyttig egenskab hos Bauhaus, hvis retning i starten udelukkende bestod af en manifest, han havde udformet for at lokke nye studerende til den lille by Weimar fra hele Tyskland.

I manifestet ville Bauhaus nedbryde grænserne mellem arkitektur, kunst, og håndværk, og skabe en ny bygning, som blev til den banebrydende skole.

Han sørgede for at der blev trykt tusindvis af flyers som blev delt ud i de tyske byer, og mange søgte ind på skolen med de progressive tanker og ideer.

Derudover havde han fået nogle af de bedste kunstnere såsom Vasilij Kandinskij, Paul Klee, Oskar Schlemmer, László Moholy-Nagy, til at komme og undervise på skolen.

Forkursuset

Noget af det som i en undervisningsmæssig kontekst har gjort Bauhaus kendt for eftertiden, er dens halvt årige forkursus, som blev skabt af kunstpædagogen Johannes Itten.

Her lykkedes det den schweiziske åndelige underviser at lave et abstrakt forløb som var bygget op af grundformer, geometri og farvelære, som skulle virke som en indgangsport til alle skolens discipliner.

Gennem sit virke i Mazdaznan, inddrog han elementer fra det ind i hans undervisning. Det kunne for eksempelvis handle om åndedrætsøvelser og have den rigtige kropsholdning, før man gik i gang.

Da hans personlighed var lidt for excentrisk for Gropius, endte det med at han endte med at fyre ham i 1923. Ansvaret for skolen Forkursus blev derefter givet til László Moholy-Nagy, som trak den i en mere teknisk retning.

Udstilling i 1923

Det var i Weimar at store kunstneriske personligheder såsom Johann Wolfgang von Goethe og Friedrich Schiller tidligere havde slået sine folder. Da nogle af de studerende fra Bauhaus skolen havde valgt af overmale skulpturerne af dem med maling viste byens konservative indbyggere godt hvem der havde stået bag.

Da dette var kulminationen på en større skeptisk overfor den frigjorte skole, så forlangte Weimar-republikken at se nogle håndfaste beviser på hvad de udrettede på skolen. Derfor skulle de arrangere en udstilling som offentligheden kunne se et års tid efter.

Men i stedet for bare at ”lave en udstilling”. Så gik Bauhaus i gang med at bygge et hus, som efterfølgende skulle genbruges. Inde i den blev der produceret mange forskellige eksempler på de studerendes kunnen indenfor møbeldesign, tapetdesign, vævning, mm.

Reaktionen fra den lokale presse var meget kritisk, da 85-90 procent af artiklerne nedsablede udstillingen, og lokalbefolkningen var heller ikke tilfreds. Til gengæld fik udstillingen stor positiv opmærksomhed fra udlandet, hvor journalister fra hele verdenen kom, på foranledning af Walter Gropius.

Året efter da der skulle bevilliges penge til skolen, blev summen halveret. Dette var baggrunden for at skolen rykkede til Dessau året efter.

Dessau

I Dessau flyttede skolen ind i en bygning som var tegnet af Walter Gropius. Nu var det tid til at folde talentet ud på ny.

Grunden til at det var Dessau skolen rykkede til var pga. byen havde et venstreorienteret bystyre som var meget interessent i skolens tanker om gode og billige boliger og design til arbejdere.

Gropius som ønskede at gøre skolen mere arkitektonisk, fik hyret den schweiziske arkitekt Hannes Meyer til at komme. Og, da Gropius i 1928 trådte tilbage, var det den kommunistiske Meyer som tog over.

Ironisk nok var det under Meyer at produkterne som skolen udformede, blev egnet til at sætte i masseproduktion. Og, var i stand til at tjene penge.

Men pga. politiske strømme i samfundet, som blev mere og mere domineret af nazisterne, valgte byrådet i Dessau at fyre Hannes Mayer i 1930. Ny leder blev den mere konservative superarkitekt Ludwig Mies van der Rohe.

Efter at han var trådt til, tog han en individuel 1-1 samtale med alle skolens studerende. Det medførte at ca. 20 kommunistiske studerende efterfølgende blev bortvist. Men det var ikke nok til at stoppe nazisternes fremmarch. Så i 1932, inden at de lukkede skolen flyttede Bauhaus til Berlin, og forsatte som privatejet skole indtil det lukket af nazisterne året efter.

Efterskrift

Med lukningen af Bauhaus i 1933 forblev mange af skolens undervisere og studerende i Tyskland.

Nogle, såsom Walter Gropius og Ludwig Mies van der Rohe tog til USA, hvor førstnævnte til sidstnævntes store fortrydelse, blev ansat på Harvard Universitetet hvor han gerne ville have været. I stedet for blev Illinois hans base og Chicago hans scene.

Hannes Meyer tog til Sovjetunionen. Og, andre tog til Tel Aviv og skabte Den Hvide By, som er fyldt med Bauhaus arkitektur.

Så selvom nazisterne lukkede skolen var de også med til at udbrede ideen om Bauhaus på den internationale scene. Men hvor tankerne om socialt boligbyggeri blev til store kontorbygninger i USA, så blev ånden i højere grad realiseret i Tel Aviv.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Den Hvide By i Tel Aviv

Der er over 4000 Bauhaus-inspireret bygninger i Israels næststørste by.

Lær mere

Fagus Skofabrikken

Walter Gropius, en af de helt store pionerer indenfor modernismen, tegnede fabrikken.

Lær mere

Barcelona Pavilionen

Udstillingsbygningen blev Ludwig Mies van der Rohes internationale gennembrud.

Lær mere

Indlægget Film: Bauhaus 100 – En BBC kunst dokumentar om den tyske skole blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

The Open University der blev grundlagt i 1969 i Milton Keynes, Storbritannien, var et centralt eksperiment indenfor fjern- og voksenuddannelse. Det var en del af Labourpartiets socialt progressive reformer mellem 1964 og 1970.

Gennem kurser som A305 udvidede Open University den videregående uddannelse ud over en typisk klasse af studerende ved at bruge medier som et værktøj til at transformere både produktion og formidling af viden.

Som en del af deres virke, oprettede de en treårig bacheloruddannelse i kunst “A305, History of Architecture and Design, 1890-1939” som blev formidlet via tv- og radioudsendelser mellem 1975 og 1982.

Dengang fremstod det som et radikalt projekt for deling af viden gennem konvergens af massemedier og masseuddannelse. I dag er hele programrækken at finde på YouTube, hvor vidensdeling er en selvfølge i vores tid samfund. Og, nedenunder kan du se hele programserien.

Hvad er arkitektur? En arkitekt på arbejde

I den første udsendelse bruger Dr. Geoffrey Baker det hus, han tegnede til sig selv, Fletcher’s Well nær Newcastle upon Tyne, til at forklare nogle af de praktiske begrænsninger, en arkitekt står over for i designet af enhver bygning. Og til at antyde den rolle, æstetiske overvejelser spiller.

Denne diskussion forklarer i høj grad, hvordan nutidige arkitekter tænker på arkitektur, og på hvilke måder de er blevet påvirket af den moderne periode, vi har valgt at studere.

Den Universelle Internationale Udstilling i Paris 1900

Den anden tv-udsendelse er ment som en slags opsummering af de vigtigste udviklinger inden for arkitektur og design i Europa frem til 1900.

Tim Benton ser på noget af arkitekturen og indretningen i denne gigantiske fejring af århundredeskiftet. Og viser, at udstillingen i Paris langt fra var domineret af Art Nouveau. Men at de mest markante træk vat eklektiske og nationalistiske.

Charles Rennie Mackintosh: Hill Huset

Sandra Millikin ser nærmere på Hill House, som måske et det mest perfekte af alle Mackintoshs huse. Det er bygget i 1903 i Helensburgh, nær Glasgow, for forlæggeren Walter Blackie.

Udover at angive, hvordan designet imødekom den specifikke klients behov, foreslår Millikin også, hvordan huset forholdt sig til traditionelle skotske former og til Mackintoshs andre værker.

Industriel Arkitektur: AEG og Fagus Fabrikkerne

I den fjerde tv-udsendelse sammenligner Tim Benton industribygningerne af Peter Behrens til AEG i Berlin med den næsten samtidige Fagus-skolæstefabrik, som Walter Gropius tegnede til Karl Benscheidt i Alfeld-an-der-Leine, som begge blev bygget lige før Første Verdenskrig.

Fagus-fabrikken omtales ofte som den første virkelig ‘moderne’ bygning, mens AEG-bygningerne ved første øjekast synes at have en udpræget klassisk æstetik.

Frank Lloyd Wright: Robie Huset

Sandra Millikin præsenterer Robie House, der blev bygget i Hyde Park-distriktet i Chicago i 1909. Boligen repræsenterer en kulmination på den hustype, som Wright udviklede i 1890’erne, i det, der er blevet kendt som “Prairie”-stilen.

Millikin demonstrerer Wrights omhu med materialer og hans mesterlige organisering af rum.

R.M. Schindler: Lovell Strandhuset

Sandra Millikin viser Rudolf Schindlers yderst originale bidrag til den moderne bevægelse. Hvilket ofte tilskrives hans strandhus for Dr. Phillip Lovell i Newport Beach, Californien.

Dette mesterværk blev bygget i perioden 1925-26. Og dets klare design og sofistikerede stil løfter Schindlers arbejde til et niveau, der er direkte sammenligneligt med Le Corbusiers på dette tidspunkt.

Erich Mendelsohn: Einsteintårnet

Dette afsnit ser på et af de meget få færdiggjorte ekspressionistiske projekter. Erich Mendelsohns Einsteintårnet blev bygget i nærheden af Potsdam mellem 1918 og 1922.

I udsendelsen bliver Mendelsohns arbejdsmetoder analysereret gennem breve og skitser fra fronten under Første Verdenskrig.

Som en stort set symbolsk, men teknisk velgennemført bygning, opnåede Einsteintårnet øjeblikkelig berømmelse for Mendelsohn.

Han vedblev med at benytte sig af sin ekspressionistiske skitseringsteknik som et middel til at udarbejde sine ideer gennem hele sin karriere.

Bauhausskolen i Weimar 1919-1925

I dette program undersøges Bauhaus-genstande fra perioden. Og en model af Haus am Horn bliver diskuteret i studiet.

Tim Benton taler med George Adams, som var studerende på Weimar Bauhaus i dets første år. Emnerne, der vendes, omfatter hvilke holdninger de studerende havde i denne periode. Og, hvordan indflydelsen fra fremherskende tendenser indenfor avantgardekunst var.

Berlin Siedlungen

Den mest bemærkelsesværdige succes med den nye rationalitet indenfor arkitektur var løsningen på de fleste af de problemer, som massebyggeri i Tyskland skabte.

I denne udsendelse sporer Tim Benton udviklingen af Siedlungen (boligområder), der blev bygget i Berlin i 1920’erne, demonstreret gennem arbejdet af Bruno Taut, Hans Scharoun, Walter Gropius, Hugo Häring og Otto Bartning. Han viser, at på trods af disse projekters store skala var havebyidealet aldrig langt væk.

Weissenhof Siedlung i 1927

Weissenhof Siedlung, som blev bygget i Stuttgart i 1927 til en boligudstillinge der var sponsoreret af Werkbund, viste sig at være et vendepunkt i den internationale stils selvidentifikation.

Det var tænkt som en ”manifest” af den moderne bevægelse indenfor boligområdet. I programmet belyser Tim Benton værker af Peter Behrens, Walter Gropius, Mies van der Rohe, J. J. P. Oud, Mart Stam, Hans Sharoun og Le Corbusier, for at vurdere, i hvor høj grad værkerne stemmer overens med arkitekternes idealer.

Den Internationale Udstilling for Dekorativ Kunst i Paris i 1925

Tim Benton giver et detaljeret kig på den internationale udstilling af dekorativ kunst i Paris i 1925.

Benton tilbyder en gennemgang af de udstillede bygninger og designs for at belyse mange af de paradoksale karakteristika ved fransk design i denne periode. Ved hjælp af samtidige fotografier overvejer han på hvilke måder arkitekturen i udstillingens pavilloner kan siges at afspejle tendenser indenfor avantgarden.

Adolf Loos

Tim Benton ser på en række bygninger i Wien der tegnet af Adolf Loos. Herunder Goldman og Salatsch-butikken, Kniže’s, Scheu-huset og Møller-huset.

Disse projekter illustrerer Loos’ karakteristiske håndtering af rum og fokus på håndværk og materialer. Benton viser, hvordan Loos’ arbejde udviklede sig fra en sofistikeret version af Arts and Crafts til noget som lænede sig tæt opad den internationale stil.

Le Corbusier: Villa Savoye

I dette program besøger Tim Benton Le Corbusiers Villa Savoye fra 1929-1931. Det blev bygget i Poissy i nærheden af Paris, og er et af de mest imponerende monumenter indenfor den internationale stil.

I en detaljeret analyse af bygningen relaterer Benton Villa Savoye til ideer udtrykt i Le Corbusiers skrifter fra 1920’erne. Filmens motto er Le Corbusiers sætning: “Huset: en maskine at bo i”.

Engelske lejligheder i 1930erne

Tim Benton kommer ind på to meget forskellige udviklinger for at illustrere forskellene og fællesnævnerne i designet af lejligheder i 1930’erne.

Det enorme kommunale Quarry Hill-område i Leeds, designet af R.A.H. Livett, sammenlignes med Highpoint I, som er en lejlighedsblok for lejere med højere indkomst, i Highgate, London, designet af Berthold Lubetkin.

Engelske huse i 1930erne

I del 15 ser Geoffrey Baker på tre vigtige huse af arkitektfirmaet Connell, Ward og Lucas. Det var det første firma, der bragte den internationale stil til England.

Det første hus, High and Over, i Amersham, blev designet af Amyas Connell. Det andet hus af Connell, som diskuteres i dette program, er New Farm, nær Haslemere. Det sidste hus, Temple Gardens, Moor Park, blev designet og bygget af Basil Ward i 1937.

Hans Scharoun

Hans Scharoun er bedst kendt for sine ekspressionistiske designs i årene efter Første Verdenskrig. Og, for sine boliger i Siemensstadt og Breslau i slutningen af 1920’erne, samt for sit arbejde efter Anden Verdenskrig.

Mindre kendt er hans arbejde fra 1930’erne. I programmet undersøger Tim Benton to af Scharouns boligdesigns fra dette årti: Mohrmann-huset og Scharf-huset i Berlin.

Træ eller Metal? Engelsk møbeldesign i 1930erne

I dette afsnit analyseres strukturerne og produktionsprocesserne i træ- og stålmøbler omkring 1930-34, med et specielt fokus på arbejdet, der blev udført af Heal and Son og Pel Limited.

Programmet undersøger introduktionen af rørformede stålmøbler i Storbritannien fra Tyskland og Frankrig. Og, sætter spørgsmålstegn ved Charlotte Perriands forsvar af rørformet stål som et materiale til masseproduktion og overlegne teknologiske egenskaber, som blev offentliggjort i The Studio i 1929.

Edwin Lutyens: Deanery Gardens

Udsendelsen undersøger Sir Edwin Lutyens’ arbejde, som ifølge Amyas Connell er at betragte som den største engelske arkitekt i det tyvende århundrede.

Når vi tænker på, hvordan britisk arkitektur blev renset for sit tidligere traditionelle romantiske udtryk af modernister som Connell, kan dette synspunkt virke besynderligt.

I sin perspektivering af Deanery Gardens i Sonning (1899), bemærker Dr. Geoffrey Baker Lutyens’ empiriske tilgang til planlægning og ser en overordentlig engelsk karakter i Lutyens’ arbejde.

The London Underground

Geoffrey Baker besøger tre stationer som er designet af Charles Holden til London Undergrounds Piccadilly Line (Cockfosters, Oakwood og Southgate).

I en tid hvor den internationale stils billedsprog var kontroversielt i England, var Holdens opgave at udvikle et arkitektonisk udtryk for undergrundsbanen, der ville passe ind i forstæderne og som også ville projicere et billede af et moderne transportsystem.

Moderne og Modernistiske

Når man ser tilbage på britisk arkitektur i 1930’erne, var der et betydeligt antal bygninger, der så moderne ud for lægmanden, selvom puristiske fortalere for moderne arkitektur foragtede dem som farlige afvigelser og kaldte dem “Moderne” eller “Modernistiske”.

I denne udsendelse overvejer Geoffrey Baker nogle af ingredienserne i “Moderne”-idiomet med eksempler hovedsageligt hentet fra kommerciel arkitektur (herunder Wallis, Gilbert and Partners’ Firestone- og Hoover-fabrikker). Samt, kystarkitektur (Joseph Embertons bygninger i Blackpool Pleasure Beach og Oliver Hills boliger i Frinton-on-Sea).

Den anden tradion

Geoffrey Baker undersøger i dette program den akademiske klassicismes vedholdenhed i britisk arkitektur i 1920’erne og 1930’erne. Eksemplificeret i bygninger som Manchester Bybibliotek og Liverpool Katedral.

Trods voksende støtte i 1930’erne til den moderne bevægelses ideologi var eksempler på stilen forholdsvis sjældne i Storbritannien.

Med fokus på det nye hovedkvarter for Royal Institute of British Architects, bygget i 1930’erne, viser Geoffrey Baker, hvordan konservative traditioner blev modificeret af modernistisk smag.

Mekaniske serviceydelser i Biografen

I del 21 bruger Stephen Bayley biografen som et paradigme for mekanisk service i arkitekturen. Én bestemt biograf udpeges til en detaljeret analyse: Astoria i Finsbury Park i London.

Varme- og elværkets rolle beskrives i detaljer. Hvilket i forbindelse med den bizarre udsmykning skabte en følelsesmæssig og fysisk atmosfære. For mange mennesker var dette deres første smagsprøve på den bekvemmelighed og de fordele, som moderne arkitektur kunne bringe.

Dobbelthuset

Et argument kunne bygge på, at i de engelske forstæder forudsagde jordudviklere og spekulative bygherrer udformningen af havebyerne, ved at bygge individualistiske huse i folkelig stil væk fra byen.

I programmet antyder Stephen Bayley, at akkumuleringen af forskellige pres i samfundet blev kombineret for at producere en form for bolig- og samfundsplanlægning, der ligesom den romerske idé om rus in urbe, var en slags ideal.

Boligspørgsmålet

Boligen har været den mest karakteristiske udtryksform for den moderne bevægelse indenfor arkitektur. Men på trods af teoretikernes gode intentioner har resultaterne af denne interesse ikke altid været succesfulde.

I det sidste program, bliver tre boligbyggerier som er bygget efter krigen studeret. De er meget forskellige i deres karakter. L.C.C.’s Roehampton Estate. Erno Goldfingers Trellick Tower i North Kensington. Og Ralph Erskines nye ejendom i Byker i Newcastle Upon Tyne.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Den Hvide By i Tel Aviv

Der er over 4000 Bauhaus-inspireret bygninger i Israels næststørste by.

Lær mere

Fagus Skofabrikken

Walter Gropius, en af de helt store pionerer indenfor modernismen, tegnede fabrikken.

Lær mere

Barcelona Pavilionen

Udstillingsbygningen blev Ludwig Mies van der Rohes internationale gennembrud.

Lær mere

Indlægget Film: The Open University: Arkitektur og Design Historie 1890–1939 blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

I 2017 viste Netflix den otte afsnit store tv-dokumentar som hylder nogle af tidens mest innovative designere i den vestlige verden, og sætter fokus på design i et positivt lys.

De otte personer som bliver præsenteret er Christoph Niemann, Tinker Hatfield, Es Devlin, Bjarke Ingels, Ralph Gilles, Paula Scher, Platon, Ilse Crawford.

Disse giver nogle forskelligeartede holdninger til hvad design kan være. Og, hvad er design egentligt. Da det ikke eks. giver god mening at tage nogle deignere som beskæftiger sig med biler og sko, hvorfor skal en illustrator og en arkitekt være med i denne kontekst. Er alt design?

Christoph Niemann: Illustration

Christoph Niemann er en tysk-amerikansk illustrator, grafisk designer og børnebogsforfatter.

Han er primært kendt for sit arbejde for The New York Times og sine Sunday Sketches, der leger med skala og position.

Tinker Hatfield: Fodtøjsdesign

Tinker Linn Hatfield Jr. er en amerikansk designer, som har designet adskillige af Nike-sportssko. Pga. sine mange innovative designs og talrige kreationer over mere end tre årtier betragtes Hatfield som en designlegende.

Efter en skade satte en stopper på en lovende karriere indenfor atletik, blev han uddannet arkitekt. Nogle år efter startede han hos Nike i starten af firserne, hvor han brugte sin viden fra arkitektur og sport til at designe prisvindende skomodeller.

Es Devlin: Scenedesign

Esmeralda Devlin er en engelsk kunstner og scenograf, som er blevet hædret af Dronning Elizabeth II for sine tjenester inden for design.

Hun er specielt kendt for sit arbejde med scenografi, både indenfor teaterverdenen og indenfor musikbranchen, hvor hun har samarbejdet om storstilede scenedesigns for kunstnere som Kanye West, Beyoncé, Adele, U2, The Weeknd, Lorde og Pet Shop Boys.

Devlin, var også kvinden som skabte scenografien til afslutningsceremonien ved OL i London i 2012, og fire år senere designede scenografien til åbningsceremonien ved OL i Rio.

Bjarke Ingels: Arkitektur

Bjarke Bundgaard Ingels er en dansk arkitekt og grundlægger af BIG, som slog sit navn fast pga. opførelsen af VM-husene og Bjerget i Ørestad.

I 2011 udnævnte The Wall Street Journal Ingels til Årets Innovator inden for arkitektur, og i 2016 udnævnte Time ham til en af de 100 mest indflydelsesrige personer.

Ralph Gilles: Bildesign

Ralph Victor Gilles er en amerikansk bildesigner. Hans karriere startede i 1992, hvor han kom til Chrysler. I sin tid hos Chrysler var han ansvarlig for at designe Chrysler 300 som vandt prisen som årets nordamerikanske bil i 2005.

Siden han var otte år gammel startede Gilles med at tegne konceptbiler. Da han var fjorten år gammel, sendte hans tante en af hans skitser til den daværende Chrysler-formand Lee Iacocca.

Chryslers daværende designchef svarede og foreslog at han skulle søge ind på en af de tre designskoler han anbefalede ham at gøre. Derefter gik hans karriere i gang.

Paula Scher: Grafisk Design

Paula Scher er en amerikansk grafisk designer, maler og designunderviser. I halvfjerdserne designede hun 150 pladecovers om året for virksomheder som CBS og Atlantic.

Efter at hun i 1982 blev selvstændig inkorporerede hun skrifttyper der opstod i forbindelse med Art Deco og russisk konstruktivisme med hendes helt personlige fortolkning, inden hun to år senere grundlagde firmaet Koppel og Scher.

De udviklede corporate visual identities for store virksomheder, og beskæftigede sig også med emballage, bogomslag og reklamer.

I starten af 90erne begyndte hun som grafisk konsulent og underviser. Og, samarbejdede i samme periode med virksomheder såsom Bloomberg, Microsoft, Coca-Cola, og mange andre.

Platon: Fotografi

Platon Antoniouer en britisk portræt- og dokumentarfotograf. Nogle af Platons kommercielle arbejde omfatter fotografering for Levi’s, IBM, Nike, Motorola, Timex og Ray-Ban, m. fl.

Hans fotografier har også været på forsiden af magasiner, herunder Time, Esquire og Wired.

Derudover har han samarbejdet med Human Rights Watch, National Center for Civil and Human Rights, ExxonMobil og FN-fonden.

Gennem hans projekt Folkets Portefølje sigter Platon mod at øge bevidstheden om dem, der står over for undertrykkelse.

Ilse Crawford: Interiør Design

Ilse Catherine Crawford er en britisk interiør- og møbeldesigner, som i 2000 grundlagde Crawford afdelingen for Mennesker og Velvære på Design Academy Eindhoven i Holland.

I 2003 etablerede hun interiørfirmaet Studio Ilse, som designede Soho House-klubben i New York, Babington House, Electric Cinema og Hong Kong-restauranten Duddell’s. Derudover har hun lavet værker for Georg Jensen og IKEA, samt udgivet en del bøger om design.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Den Hvide By i Tel Aviv

Der er over 4000 Bauhaus-inspireret bygninger i Israels næststørste by.

Lær mere

Fagus Skofabrikken

Walter Gropius, en af de helt store pionerer indenfor modernismen, tegnede fabrikken.

Lær mere

Barcelona Pavilionen

Udstillingsbygningen blev Ludwig Mies van der Rohes internationale gennembrud.

Lær mere

Indlægget Film: Netflix hylder nutidens designere: Abstract – The Art of Design blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Christoffer Herwig er en canadisk fotograf som slog sit navn for en bredere offentlighed, da han udgav den første bog om busstoppesteder i det hedengangne Sovjetunionen i 2015.

Han spiller hovedrollen som sig selv i Hegnsvads dokumentarfilm. I mere end 15 år har han gjort det til sit speciale at dokumentere disse specielle værker. Som oftest kan kategoriseres i området mellem kunst, håndværk, og arkitektur.

Soviet Bus Stops

Det som giver roadmovien drama og fremdrift er fotografens møde med naturen og lokalbefolkningen. Samt det at største del af filmen er optaget om efteråret og vinteren. Her kan vejret spille ind som en aktiv aktør i de oftest hullede veje, han kører på i sin jagt efter et nyt motiv.

Vi oplever blandt andet hovedpersonens nørdede passion på vej mod en busstopsted. Den befinder sig på en snebeklædt bjergtop i Georgien. Hvad skal han gøre, når bilen har sat sig fast i sneen. Skal han droppe projektet? Eller prøve at komme i mål?

Efter at være blevet trukket fri af et andet køretøj, kan han fortsætte turen indtil han ser en øde og forladt stykke arkitektur som de fleste nok ikke ville have i deres sind, som værende en vigtig destination.

I Georgien møder han også den anerkendte, men også kontroversielle kunster Zurab Tsereteli, fordi mange mener han blev overbetalt for sine mange skulpturelle kunstværker.

De kan eksempelvis ses mange steder i Tbilisi. Samt i Rusland, hvor han var en af de ti rigeste mennesker som boede i nabolandet ved årtusindeskiftet.

På sin rejse rundt i de gamle socialistiske sovjetrepublikker, kommer han i kontakt med to gamle håndværkere Enu Mäela og Jüri Konsap i Estland. De konstruerede en busstop som er inspireret af en edderkop uden foran den møbelfabrik de arbejdede for.

Grunden til at de opførte den var ikke forbundet med at glæde styret, men derimod lokalbefolkningen i en tid hvor det var knap med økonomiske ressourcer.

Mange unikke værker

Det som er det mest fascinerende ved filmen er dog at se de mange busstoppesteder som stadig står der. Mange af dem er i fare for at blive revet ned, dels pga. dårlig stand, men også fordi de minder folk om en tid som de gerne vil fortrænge.

Mange folk som Christoffer Herwig har mødt på sin vej, er derfor også meget skeptiske over hvorfor han vil fotografere dem. Og, ofte skal han komme med en overbevisende forklaring om at det ikke er fordi han ønsker at nedgøre dem. Men det modsatte. At skildre dem inden de forsvinder.

Efterskrift

I Sovjetunionen hyldede de ensretningen. Også i valget af byggematerialer, som gerne skulle være standardiseret.

Busstoppestederne står med deres individuelle karakterer som en slags modsvar mod denne ideologi. Da de med deres mangfoldige udtryk, vidner om en hyldest til noget dybt menneskeligt, da de udtrykker en kreativitet som ikke kan være maskinskabt.

At de så er blevet opført, skyldes måske en ikke farlig reaktion mod den herskende totalitære ideologi, da nogle af dem blev opført med midler fra den lokale regions pengekasse. Andre pga. privat initiativ. Men fællesnævneren er at de kun kan opleves i de gamle postkommunistiske lande, og derfor fremstår som kulturarv.

Håbet for den georgiske arkitekt Nana Zaalishvili er dog også at de bliver bevaret, da man ikke bare kan slette historiens gang.

Hvad der så helt konkret vil ske med på den lange bane er dog svært at spå om. Men i en tid hvor gamle socialistiske modernistiske bygningsværker får en revival, kan det være at de bliver beskyttet på den ene eller anden måde.

Christoffer Herwigs arbejde med at sprede kendskabet til denne skæve forsamling af små skulpturelle arkitektoniske værker langs vejene, tjener derfor en stor applaus.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Bevægende skulpturer i Prag

Fire reflektioner over tiden med kommunisme efter murens fald i 1989.

Lær mere

Georgiens Krøniker

En af de fineste eksempler på brutalisme i Krakow er det nu delvist forladte Hotel Forum.

Lær mere

Transnistrien

Der er Sovjet nostalgi for alle rubler i udbryderrepublikkens hovedby Tiraspol.

Lær mere

Indlægget Film: Soviet Bus Stops – Hverdagskunst til folket langs hovedvejene blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Boghandlen er kendt for sit imponerende interiør, store udvalg af bøger og kulturelle arrangementer.

Cărturești Carusel

Bygningen, hvor Cărturești Carusel i dag ligger, blev oprindeligt opført i slutningen af 1800-tallet, omkring 1903, som et bankpalæ for den velhavende Chrissoveloni-familie.

Efter mange år med forfald og forskellige anvendelser, blev bygningen restaureret og boghandlen åbnet i januar 2015.

Restaureringen og indretningen af Cărturești Carusel blev ledet af den rumænske arkitektfirma Square One, med Mihai Popescu som en af de førende arkitekter.

Arkitekternes vision var at bevare bygningens historiske charme, samtidig med at de skabte et åbent, lyst og inspirerende rum, hvor bøger og kultur kunne blomstre.

De valgte at fremhæve de originale detaljer som søjler, balustrader og stuklofter, men tilføjede moderne elementer som spiraltrapper og elegante boghylder for at skabe en oplevelse, der føles både klassisk og nutidig.

Efterskrift

Cărturești Carusel er blevet et ikonisk sted i Bukarest, både for lokale og turister. En af de primære årsager til det, er at de besøgende møder en “karussel af kultur”, hvor de kan gå på opdagelse i flere etager fyldt med inspiration.

Den lyse, åbne og elegante indretning skaber en unik atmosfære, hvor man kan tilbringe mange timer, bl.a. pga. af de mange siddemuligheder der er i butikken, og det hyggelige caféområde, som findes på øverste etage.

Cărturești Carusel ikke kun en boghandel, men et kulturelt vartegn og et levende bevis på, hvordan historien og modernitet kan forenes til glæde for både bogelskere og nysgerrige besøgende.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Cafeer og Restauranter i Krakow

I den sydpolske by er der mange hyggelige steder at hænge ud.

Lær mere

Cărturești Verona

Boghandlen i Bukarest får de besøgende til at føle sig hjemme.

Lær mere

Kyiv Biografen

Det var i den æstetiske biograf i Krakow at Schindlers Liste fik sin verdenspremiere.

Lær mere

Indlægget Rumænien: Cărturești Carusel boghandlen i Bukarest blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.