|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Dette skyldes blandt andet at den georgiske hovedstad blev betragtet som Sovjetunionens fjerde vigtigste by.

I øjeblikket består metroen af to linjer, Akhmeteli Teatret til Varketili linjen og Saburtalo linjen. Engang ude i fremtiden vil der måske blive tilføjet en Rustaveli-Vazisubani linje.

Der findes pt. 22 stationer og 26,4 kilometer spor. De 20 af stationerne befinder sig dybt under jorden, imens to af dem befinder sig på overfladeniveau.

I 1966 åbnede den første metrostation. Og metroen blev langsomt udvidet indtil murens fald i Berlin i 1989.

Efter sin indtrædelse som præsident i 2004 lovede Mikhail Saakashvili at ville gøre metroen til den mest prestigefyldte offentlige transportmiddel i Georgien.

Dette satte skub i renoveringen af de eksisterende metrostationer. Men projektet løb hurtig ind i finansielle udfordringer, og sidenhen er der ikke sket så meget.

Formålet med denne artikel er at komme bag om nogle af de historier som knytter sig til navngivningen af metrostationerne.

300 Aragveli (1967)

Metrostationens navn er en reference til de tre hundrede aragvere, som kæmpede for Tbilisis overlevelse mod den invaderende Qajar-hær fra Iran i 1795.

Resultatet af Slaget ved Krtsanisi blev at den iranske hær vandt slaget og efterfølgende udslettede Tbilisi.

I metrostationen kan kan se et stort kunstnerisk værk af skulptørerne T. og G. Gigaurs som beretter om den heltemod de 300 aragvere besad, da de alle gik i døden for sagen.

De kæmpende krigere fik en renæssance i 2008 under Mikheil Saakashvili embedsperiode som Georgiens præsident, da der både blev indviet en lysende mindeinstallation som hylder dem i Tbilisi. Samtidig med at de af kirken blev gjort til martyrer.

I dag er der dog fredeligt udenfor metrostation der blev tegnet af T. Tevzadze og G. Batiashvili. Og som stod færdigopført i 1967.

Akhmeteli Teater (1989)

Alexander Akhmeteli (1886-1937) var en georgisk instruktør. Og en af ​​grundlæggerne af moderne georgisk teater.

Indtil 2023 eksisterede der i et teater i Gidani (som metrostationen tidligere hed) som var opkaldt efter ham.

Akhmeteli blev en af Stalins mange ofre. I 1937 blev han dømt til døden og konfiskering af ejendom pga. “mistanke om spionage til fordel for Storbritannien”. Det var først efter Stalins død at han i 1956 fik sit navn renset.

I 2007 blev metrostationen opkaldt efter ham i forbindelse med afslutningen af en gennemgribende restaurering af den. Hvilket var i overensstemmelse med Mikheil Saakashvilis ønsker om at lægge afstand til fortidens grusomheder forårsaget af Sojvetunionen.

Senere måtte Saakashvili erkende at han også medvirkede til skabelsen af nye. Da det i 2012, to uger før parlamentsvalget skulle finde sted, at der i Gidani-fænglset var videodokumentation for omfattende brug af fysisk og seksuel mishandling af fanger i landets fængsler. Dette førte til Saakashvilis fald.

Avlabari (1967)

Avlabari er beliggende i Isani området, som er et af de ældste i Tbilisi. I Sovjettiden hed metrostationen 26 kommissærer.

Dette er en betegnelse for de 26 kommunistiske revolutionære personer, der mistede livet i Baku i 1918, da de blev henrettet af engelske styrker der stod bag en mod-revolution.

I 1967 åbnede metrostationen, som blev tegnet af S. Revishvili og Sh. Chachanidze. I forbindelse med en rekonstruktion af metrostationen forsvandt det kunstneriske arbejde som Z. Lezhava havde udført.

Udenfor, er der tilføjet et stort kvadratisk udformet blomstermosaik, som er tilføjet den centrale metrostation i byen.

Delisi (1979)

Delisi er en af stationerne på Saburtalo linjen, der krydser mange universiteter i Tbilisi. Den blev tegnet af N. Lomidze og åbnet i 1979.

Det er en station som ligger i en meget befolket del af byen. Og, den har ikke knyttet en stationsbygning til sig.

På væggene er det to kunstnerisk udførte metalplader, hvis motiver er inspireret af dyre- og planteverdenen.

Modsat mange andre af Tbilisis metrostationer ligger perronen ikke dybt under jordens overflade. Af samme årsag er der heller ikke tilføjet en rulletrappe.

Didube (1966)

Didube er et trafikknudepunkt i Tbilisi, da mange busser har sit ende/begyndelsessted her. Af samme årsag er der masser af små handelsboder placeret foran en af de to indgange til stationen.

Det er en af to metrostationer på metrolinien som er placeret over jordens overflade. Den blev konstrueret af arkitekterne G. Modzmanishvili og N. Lomidze og stod kalr i 1966.

I 1997 blev Didube metrostationen utilsigtet omtale, da en tidligere politimand sprængte sig selv i luften på stationen.

Frihedspladsen (1967)

Metrostationen ved Frihedspladsen hed tidligere Leninpladsen. Stationen ligger i hjertet af Tbilisi langt under jordens overflade.

Metrostationen blev til på baggrund af arkitekterne V. Aleksi-Meskhishvili og Kobakhidzes arbejde med selve stationen. Imens at R. Bayramashvili og D. Morbedadze tog sig af tegnearbejdet med indgangspartiet, der var en integreret del af et stormagasin som nu er jævnet med jorden.

I forbindelse med en omfattende renovering i 2006 blev stationen dekoreret med de hvide og røde georgiske farver.

I metrostationen findes der dog stadig spor af den oprindelige dekoration der blev brugt ved indvielsen i 1967.

Reliefferne forestiller det hårdt arbejdende folk, som var et yndet motiv i Sovjetunionen.

Gotsiridze (1966)

Metrostationen er opkaldt efter ingeniøren og tunnelkonstruktøren Viktor Gotsiridze, som har ydet et væsentligt bidrag til opførelsen af ​​metroen i Tbilisi.

I dag fremstår den som den mest nye af alle metrostationer efter at den genåbnede igen i 2023 efter tre års omfattende renovering.

Udsmykningen fremstår derfor af samme grund mere tidstypisk, end mange af de andre på metrostationen som stadig refererer til sovjettiden.

Ved siden af stationen er der en lang gangbro som går over jernbanesporerne. Her kan man blandt andet se eldepotet som var dets tidligere navn.

Ghrmaghele (1985)

Grmagele som blev tegnet af arkitekterne T. Kalandadze og M. Turkadze blev indviet i 1985. Indgangen til metrostationen er koblet direkte til et underjordisk gangsystem.

Udenfor er der placeret nogle få kiosker, bagere og andre mindre handelsdrivende.

Inde i stationen er væggene beklædt med marmor fra uralbjergene, og gulvpartiet er beklædt med granit.

Reliefferne er udformet af kunstneren Zurab Tsereteli, som også har udformet monumenterne Georgiens krøniker og Frihedsstøtten.

Guramishvili (1985)

Guramishvili var en adelsfamilie, som fostrede digteren Davit Guramishvili (1705-1792). Han er mest kendt for værket Davitiani, som behandler emner såsom religion, politik, patriotisme og krig.

Stationen blev tidligere kaldt for Temka, hvilket er navnet på den kvarter af byen hvor metrostationen er beliggende.

Guramishvili metrostationen åbnede i slutningen af 1985. Arkitekten på projektet var N. Lomidze. Det æstetiske arbejde i metrostationen blev udført af kunstnerne I. Tabidze, A. Kharebava, og T. Tskhomelidze.

Relieffen i Guramishvili viser symbolske billeder af forskellige kunst- og videnskabsfelter, der er portrætteret af mennesker.

Isani (1971)

Isani blev grundtlagt for tusinde år siden. I dag er det både navnet på en metrostation og et kvarter som er centralt placeret i Tbilisii.

Den modernistiske stationsbygning, der blev tegnet af G. Modzmanishvili og N. Lomidze, stod færdig i 1971.

Den synlige del af stationen er genkendelig da der ovenpå glasbygningen er en original kuppel, som er udformet af beton.

I 2006 blev Isani renoveret. Forandringerne påvirkede både interiøret og eksteriøret. Forskellige typer af skærme blev installeret og anlæg for lysreklamer blev monteret til væggene.

I forhallen kan man se en stor mosaik, som i sin tid da stationen var under opførelse blev udarbejdet af S. Koiava.

Marjanishvili (1966)

Stationen er en hyldest til en af Geogiens store teaterinstuktører Kote Marjanishvili som døde af sygdom i Moskva i 1933.

Busten af Marjanishvili blev udformet af billedhuggeren Merab Berdzenishvili, som også lavede skulpturen som står uden foran Tbilisi Koncertsal.

Arkitekterne bag indgangspartiet og den underjordiske perron var G. Melkadze, T. Mikashavidze, N. Kvartskhava, og I. Kavlashvili.

Medicinsk Universitet (1979)

Langs Tbilisi anden metrolinie ligger Medicinsk Universitet fra 1979, efter oplæg af arkitekterne G. Modzenishvili, N. Lomidze and D. Iosava.

For at komme til og fra stationen skal man benytte en trappe, der fører ud til gadeplan.

Væggene langs stationens perron er beklædt og dekoreret med røde og hvide mormormaterialer.

Nadzaladevi (1966)

Under Sovjettiden hed Nadzaladevi metrostationen Oktomberi. Dette var en reference til den kommunistiske Oktober revolution i 1917.

I dag er Nadzaladevi som er opkaldt efter den bydel den er placeret i, en af de mindst benyttede metrostationer.

Arkitekterne T. Tevzadze og R. Kiknadze stod bag designet af stationen som blev indviet i 1966.

I stationen kan man se en stor mosaik som er lavet af Avtandil Gurgenidze. Kunstværket illustrerer nattelivet, og de tog som bevæger sig under byens overflade.

Rustaveli (1966)

Rustaveli er opkaldt efter Georgiens nationalpoet Shota Rustaveli som levede i middelalderen.

Stationsbygningen, som er tegnet af O. Kalandarishvili og I. Tskhomelidze, har en relief tilføjet over hovedindgangen.

Refleksionen over Shota Rustaveli og hans digt Vepkhistkaosani (Ridderen i panterens hud) er blevet udformet af Elguja Amashukeli.

Stationen er også kendt over at have den længste rulletrappe af alle stationer i Tbilisis metrosystem.

Samgori (1971)

En af af legenderne om navnet Samgori stammer fra dengang den georgiske hær under ledelse af kong Vakhtang Gorgasali slog perserne som havde invaderet området.

De dræbte geogiske krigere blev begravet i tre massegrave. Herefter kastede hver af de overlevende soldater en håndfuld jord på dem, hvilket skabte tre høje. Dalen imellem dem kom til til at hedde Samgori.

Stationen, som i dag ligger ved siden af et indkøbscenter, blev indviet i 1971 efter tegning af arkitekten N. Lomidze.

De hvide farver går igen i designet af stationen. Dette neutrale udtryk bliver udfordret af de røde relieffer på væggene som er udført af kunstnerne I. Tabidze, R. Tordia og A. Kharebava.

Sarajisvihli (1989)

David Sarajishvili van manden som grundlagde den georgiske produktion af Brandy for lidt over 100 år siden. Og så har han lagt navn til metrostationen Sarajishvili.

Der er en nedgang til Sarajishvili, som blev åbnet i 1989, som en af de senest tilføjede stationer på metrolinien.

Arkitekten på projektet var G. Modzenishvili. Og konstuktionsarbejdet blev udført af Tbilmetromsheni.

Stats Universitetet (2017)

Arbejdet med at få færdigjort metrostationen Stats Universitetet var længe undervejs.

Konstruktionsarbejdet af stationen blev påbegyndt i 1985. Men på gund af Sovjetunionens skrantende økonomi og senere kollaps blev arbejdet stoppet i 1994. Og i 2000 blev stationen droppet.

I 2015 blev stationsprojektet af arkitekten G. Modzenishvili genoplivet da Asiens udviklingsbank gav penge til at få den lavet færdig. Og to år senere, i 2017, var den klar til at blive indviet.

På grund af tidernes skiften, skiller metrostationen udtryksmæssigt markant ud fra de andre stationer på linjen.

Stationspladsen (1966)

Den mest befærdede metrostation i Tbilisi er Stationspladsens metrostation, der ligger lige ved siden af Hovedbanegården, og som den eneste, har to linjer tilknyttet.

Det første projekt, som blev konstueret, blev tegnet af arkitekterne E. Kvernadze og G. Melkadze, og stod færdig i 1966.

Ved indvielsen kunne de rejsende også se to store relieffer som blev udformet af F. Chefashvili og I. Ochiauri. De stod også bag værket der er dedikeret til 1500 års jubilæet for Tbilisi som by. Det forestiller et ha-sværd og en ha-kop.

I 1979 blev den anden metrostation i Stationspladsen åbnet. Her var det arkitekten T. Kalandadze som ledede projekets gennemførelse.

Teknisk Universitet (1979)

På universitetslinjen ligger metrostationen Teknisk Universitet, som tidligere hed Polyteknisk og Polyteknisk Institut.

Stationen, som har to ned/opgange, blev tegnet af arkitekterne G. Modzmanishvili og D. Yosava i 1979. Og konstruktionsarbejdet blev udført af design organisationen Saktransprojekt.

Af alle metrostationer er Teknisk Universitet den mest snukke. Langs væggende er der i dag reklamelystavler som fungerer fint farvemæssigt med det øvrige design.

På væggene ved de to udgange er der to kunstværker som kombinerer relieffer med mosaikker. På dem kan man se menneskelige repræsentationer af kunst, videnskab og sport.

Tsereteli (1979)

Tsereteli metrostationen er opkaldt efter digteren Akaki Tsereteli (1840-1915), som man kan se en stor buste af i endevæggen på perronen.

Han kæmpede for Georgiens kultur og selvstændighed under tiden hvor landet var regeret af den russiske Zar.

Hans tekst til Suliko (Sjæl) blev et kendt værk efter at Varinka Tsereteli satte musik til den. Senere blev den kendt som Josef Stalins yndlingssang. Og blev af samme årsag oftest spillet i sovjetisk radio.

Arkitekten som stod bag Tsereteli var M. Katsitadze. Stationen blev åbnet i 1979. De grønne plastikpaneler i interiørdesignet blev tilføjet ved en renovering i 2006.

Varketeli (1985)

Varketili er en beboelseskvarter i den østlige del af Tbilisi. Det blev opført i 1980erne og består hovedsaglig af højhusbyggeri.

I 1985 åbnede metrostationen efter oplæg af arkitekterne V. Bakhtadze, A. Surviladze.

I dag er metrostationen stadig under rekonstruktion, hvilket skyldes at vibrationerne fra togets bevægelser fik loftet til at styrte sammen i 2017. Heldigvis kom ingen til skade.

Vazha-Pshavela (2000)

Vazha-Pshavela er en af de seneste tilføjede metrostationer i i Tbilisi, da den blev tilfjøet i 2000.

Oprindelig skulle den have heddet Bakhtrioni, hvilket er et digt som Vazha-Pshavela skrev inspireret af en historisk begivenhed hvor georgiere gjorde oprør mod perserne i 1600-tallet og erobrede fæstningen Bakhtrioni.

Men det endte med at det blev forfatteren og digteren Vazha-Pshavela (1861-1915) som blev hyldet. Hvor metrostationen også er en del af den lange alle som også bærer hans navn.

Arkitekterne G. Modzenishvili og N. Lomidze, som har stået bag designet på mange andre metrostationer i Tbilisi, var også ophavsmændene til denne.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Modernistisk Arkitektur i Tbilisi

I Georgiens hovedstad findes der mange eksempler på Sovjetarkitekturen.

Lær mere

Modernistiske skulpturer i Tbilisi

Tbilisi er et mekka for modernistiske skulpturer og monumenter fra Sovjettiden.

Lær mere

Mosaikker og Relieffer i Tbilisi

Rundt omkring i byen er der mange smukke mosaikker og relieffer.

Lær mere

Indlægget Georgien: Metrostationer i Tbilisi blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Tbilisi blev grundlagt i 455 af Kong Vakhtang I Gorgasali af Iberien. Hvilket var datidens navn for Georgien. Efterfølgende er Tbilisi blevet jævnet med jorden 29 gange og genopført tilsvarende antal gange efterfølgende.

Tbilisi Lufthavn

Jeg ankom til Shota Rustaveli lufthavnen i Tbilisi klokken 4.40 om morgenen. 40 minutter efter var jeg kommet igennem paskontrollen efter at have besvaret nogle spørgsmålet om hvad formålet var med rejsen.

I ankomsthallen blev jeg straks omringet af nogle taxachauffører som vil fragte en til byen. Dem takkede jeg nej tak til, da jeg havde hørt at nogle af dem kunne finde på at opkræve 750 kroner for en tur ind til centrum.

I stedet for gik jeg hen til Georgiens Bank for jeg kunne købe et rejsekort til offentlig transportmidler for fem kroner. Og efterfølgende at få kortet aktiveret ved en automat og betale 50 kroner ekstra for en uges billet.

Lige ankommet

En time efter kunne jeg tage den første morgenbus mod Tbilisi Hovedbanegård. Og ved 8-tiden kunne jeg tjekke ind på hotellet.

Jeg blev vist en på et lille mørkt og meget tilrøget værelse, hvilket jeg brokkede mig over da jeg havde bokket et 40 m2 stort værelse med balkon.

Hotel

2½ time senere kunne jeg tjekke ind på mit værelse som jeg fik 20 procent rabat på, af forskellige årsager.

Dels havde det taget noget tid at rengøre værelset, og bagefter så var der andre forhold som heller ikke var i orden. Bl.a. var der hul i slangen i bruseren, som også skulle fikses.

Da vejret var godt, tænkte jeg at det var bedre bare at gå ud i byen og starte med at tjekke den ud, da jeg primært bare skulle bruge værelset til at sove i.

Bitcoinautomat

En del af aftalen med hotellet var at de ville have pengene kontant. Derfor blev den betaling jeg havde fortaget på nettet tilbageført.

På jagt efter et hæveautomat, fandt jeg ud af at der stod en masse automater i byen.

De flest fungerede dog kun som en borgerservice, hvor ældre mennesker kunne få ordnet deres sager. I forlængelse af dem var der mange gange også en kryptoautomat ved siden af.

Men en hæveatomat, det var straks sværere at finde. Tilsidst lykkedes det dog og jeg fik hævet nogle kontanter som jeg kunne give til hotellet om aftenen.

Som en tur til Sovjet lige efter murens fald

Det første indtryk af Tbilisi frembragte nogle billeder frem fra nogle ture til Budapest og Sankt Peterborg i starten af halvfemserne. Da mange af betonbyggerierne fremstod nedslidte, og fortorvene er i dårlig stand.

Imellem højhusene var der mange grønne områder med små legepladser. Der var masser af liv og trafik i gaderne, og jeg følte mig godt tilpas, da jeg følte at jeg var den eneste turist i gaderne hvor jeg gik.

Efter at have gået en lang strækning langs floden med meget tung trafik besluttede jeg mig for at ændre kurs. Dette ledte mig ind i et slumkvarter.

Her hang der noget vasketøj til tørre midt ude på en lille vej. Og bygningerne lignede nogle teaterkulisser.

På en nedlagt fabriksbygning hænger et falmet georgisk nationalflag. Flaget som indeholder det store Sankt George kors og fire små georgiske korse, blev oprindelig brugt i middelalderen.

Efter at Mikheil Saakashvili kom til magten i 2004, blev flaget genindført som Georgiens nationalflag.

Rosenrevolutionen

Det skyldes dels en afstandstagen til Eduard Shevardnadze styre. Ligesom det blev var blevet en symbol for Rosenrevolutionen der væltede Gorbatjovs udenrigsminster, der efterfølgende blev præsident i Georgien.

Efter at have bevæget mig væk fra slummen så jeg denne farvestrålende bygning, som viste sig at være en skole, midt i en masse grå bygninger.

Georgien har deres eget skriftsystem, hvis første udgave stammer tilbage til det tredje århundrede før år 0.

I en af de følgende dage kunne jeg tydelig mærke forskellen på hvor de rige og de fattige bor i hvoedstaden af Georgien. For i dette velhaverkvarter af Tbilisi er der mere eksklusive fliser lagt ned i fortorvet. Og vejene var ikke fyldt med huller.

I de bedre dele af Tbilisi var der installeret et affaldssystem, der gjorde at affaldet ikke hobede sig op på stræder og gader.

Og i hovedbygningerne for Tbilisi universitet var alle bygninger istandsatte og de unge studerende gik i afslappet, men finere tøjbrug, end mange af deres landsmænd.

Politik

Georgien blev oprettet som stat for 3000 år siden. Så det er meget at skulle holde styr på i forhold til landets historie.

I nyere tid har georgierne dog mærket konsekvenserne af hvad skiftende autoritære styreformer kan betyde for folkets frihed og livsvilkår.

I souvenirbutikkerne i Tbilisi kan man købe portrætter af Josef Stalin som med fingrene danner et hjerte.

Denne form for kitsch virker som et dårlig eksempel på at menneskeliggøre en af verdenshistoriens største tyranner, der var ansvarlig for mange millioners menneskers død og lidelser.

Under hans regeringsperiode oplevede mange georgiere konsekvenserne af deres landsmands brutalitet. Og, det er da også kun i turistbutikkerne at du kan mærke hans tilstedeværelse i Tbilisi.

Nu om dage, så er det Vladimir Putin som prøver at styre Georgien fra Moskva. Den russisk-georgiske krig fra 2008 er langt fra glemt i Tbilisi. Og på murene rundt omkring i Tbilisi kan man se mange tegninger hvor han bliver sammenlignet med Adolf Hitler.

Noget som også fanger ens opmærksomhed i gadebilledet er nogle af de beskrivelser, som fortæller baggrundshistorier om personers skæbner.

Oftest er pointen dog den samme, at den pågældende kunstner måtte bøde for sin kamp for frihed under Sovjettiden. Enten med livet, hårde fængselsstraffe, eller torturering.

Shota Rustaveli er navnet på Georgiens nationalpoet. Han levede i middelalderen. Men er i dag vakt til live mange steder i byen. Han har både en lufthavn og en metrostation opkaldt efter sig. Og på billedet ses også en skulptur som ærer den gamle digter.

Kunstnerne bliver hyldet i bybilledet

Noget som også springer i øjnene i en by såsom Tbilisi, det er at det er kunstnerne som bliver mindet. Ikke så meget politikere eller kirkens mænd. Dette skyldes i høj grad arven fra Sovjet, hvor religion var ugleset, efter murens fald, så blev mange skulpturer af politiske personligheder fjernet.

På Revolutionspladsen demonstrerede vrede demonstranter imod styret i november 2003 i to uger før det faldt. Dette førte til at den neoliberale provestlige 36-årige autoritære politiker Mikheil Saakashvili blev valgt til præsident året efter.

Mikheil Saakashvili

I hans regeringsperiode fra 2004-2013 steg Georgiens BNP med 70 procent og lønningerne med 300 procent i gennemsnit.

For at bekæmpe korruption blev landets politstyrker fyret og nogle nye indsat. Alle de offentlige ansatte fik et kæmpe lønhop, for at modvirke at det ikke længere kunne betale sig at modtage bestikkelse.

Deruover blev landets politistationer og offentlige kontorer opgraderet med nye smarte transperante arkitektoniske bygningsværker. Og offentligheden kunne vandre over Fredsbroen, der nu er blevet en af byens kendetegn.

Verdensbanken roste disse initiativer. Men op til valget i 2012 braste korthuset sammen. Fængslerne var blevet overbelastede pga. af alt for mange fanger i dem.

Det blev dokumenteret at flere at dem blev udsat for fysisk og seksuel vold. Og en politisk modstander var allerede død af overgrebene.

Dette kunne have været undgået, hvis præsidenten ikke havde styret medierne så hårdt og at der var fuld ytringsfrihed i landet mente landets studerende på de højere læreanstalter. Alt dette førte til Mikheil Saakashvilis fald.

EU og NATO

I 2008 blev både Ukraines og Georgiens ønske om medlemskab af NATO afvist. For Georgiens vedkommende skyldes det russisk kontrol over to georgiske udbryderrepublikker.

Prisen for at stå udenfor NATO medførte også at der kort tid efter var krig mellem Georgien og Rusland i 2008.

Og for Ukraines vedkommende har det store land i den grad mærket konsekvenserne af dette, specielt efter Ruslands fuldskala invasion i 2022.

Kort tid efter søgte Georgien om EU medlemsskab, hvilket nu er sat på stand by pga. russisk indblanding i georgisk politik.

I centrum af Tbilisi er der dog et stort EU og NATO informationscenter, som dog var lukket da jeg vandrede forbi det.

At diplomati ikke behøver at udspille sig i magtens korridorer inde i centrum af byen, er denne skilt som hedder Svensk-Georgisk venskabshjørne et bevis for. Da den befinder sig langt ude i forstæderne i en park med masse af socialt byggeri omkring det.

Andre steder i byen kan man se at her kan folk søge om at få et amerikansk greencard. Hvordan processen er nu efter at der er kommet en ny administration til i Washington vides dog ikke.

Trafik

Allerede efter at have vandret rundt i Tbilisi i et par timer, så er noget af det man ikke kan undgå at se og høre, det er den tunge traffik som befinder sig i byen.

Den øredøvende larm gør også at der er områder at byen hvor du ser at folk ikke benytter sig af en gåtur på fortorvene, hvilket kan skyldes dette fænomen.

Ved Heltepladsen så jeg to cyklister som i den grad var kommet på afveje. Og som sundede sig inden de besluttede sig for at trække deres cykler igennem de underjordiske gangsystemer.

Senerehen så jeg denne bil, som lignede noget som er blevet efterladt for flere årtier siden. Og, hvor jeg tænkte, hvorfor der ikke er nogle som har fjernet den fra kørebanen.

At dette ikke var et særsyn oplevede jeg en anden dag da jeg så en bil som lignede noget som ikke var blevet rengjort længe holde imellem to veje uden en chauffør ved rattet.

Jeg kunne også konstatere at det stadig er muligt at se gamle russiske biler fra Sovjettiden.

Noget andet jeg også så, en gang om dagen, var biler som havde været indblandet i trafikuheld køre rundt på vejene.

Men så er det godt at det er muligt at få hjælp. På nogle gader kan man se flere små automekanikere som er placeret ved siden af hinanden. Og, de så ikke ud til ikke at have noget at lave.

På vej tilbage til hotellet ude i ingenmandsland en aften så jeg ligepludselig en skilt som skulle føre ned til en togstation.

Da jeg gik nedad stien så endte det ved nogle beboelsesejendomme. Altså blind vej. Og tilbage oppe af bakke.

Offentlig transport

I de områder af Tbilisi hvor internationale gæster må formodes at komme forbi. Såsom eksempelvis ude ved det store kongresområde er busstoppestederne af høj standard med elektroniske lystavler. Der viser hvornår de forskellige busser forventes at ankomme.

Inde i busserne er det ikke unormalt at man sidder forskudt af hinanden. Om dette mere dynamiske design er til det bedre, vil jeg lade andre om at bedømme.

Ligesom i andre metroer som blev opført da Georgien var en del af Sovjetunionen, så ligger stationerne langt under jordens overflade.

Dette benytter mange sig af til at tage et hvil, når de sidder på rulletrappen på vej nedad. Oftest imens de er i gang med at læse en bog mer høretelefoner i ørerne.

I Tbilisi findes der også nogle lift som kan føre en op på toppen af det bjerg som omkranser den sydlige del af byen.

Kunst og Arkitektur

Nær Rustaveli metrostationen findes der nogle markante museer. Blandt andet denne store og høje grønne bygning som er tilegnet kunst.

Andet steds i Tbilisi, kan turister opleve kunst i øjenhøjde. Ingen af de fremviste værker er dog værd at bruge penge på.

Gadekunsten er meget fremtrædende i den georgiske hovedstad. Her kan folk også se det på et af træerne i byen.

Der findes mange forskellige arkitektoniske stilretninger i Tbilisi. Selvom de fleste af bygningerne blev opført under tiden med kommunisme, er der også synlige spor fra mellemøstlige og vestlige typer af arkitektur.

Mange af monumenterne der blev opført i Sovjettiden står og forfalder. Dette gælder også Sejrsmonumentet, som kunstneren Zurab Tsereteli har været involveret i.

Da det store imperium nærmede sig sin udløbsdato i 1989 flyttede kunstneren og hans familie til Rusland.

Her blev han hurtig gode venner med Moskvas borgmester Yuri Luzhkov. Han gjorde straks ham til den bedst betalte kunster i den russiske hovedstad.

I starten af 2000erne var han blevet milliardær på sin kunst. Og kom med på listen over Ruslands rigeste oligarker.

Tbilisi er også kendt for sine brutalistiske arkitektoniske mesterværker. Mange af dem er dog svært at komme i nærheden af, pga. forskellige forhold.

Eksempelvis er Ritualernes Palads nu et lukket område for offentligheden da det er ejet af en oligark.

Parker

I Tbilisi er der mange store parker. Som giver befolkningen et tiltrængt pause fra det støjende gademiljø. Som her i Vake parken.

Sololakigaden siges at være den smukkeste i Tbilisi, da der er god udsigt udover byen fra bjergtoppen. Selv synes jeg at det er noget af en overdrivelse, da jeg fandt gaden noget overvurderet.

Derimod var det en større fornøjelse at begive sig nedad bjerget. Måske fordi du hele tiden også skulle holde et øje med stien og dens trapper.

Da gangstien ikke var lige velholdt alle steder kunne man hvis uheldet var ude, nemt skvatte. Og, det var jeg selvfølgelig ikke interesseret i.

I andre parker dominerer skulpturer og vandbassiner (uden vand) landskabet. Og, da der er mange bænke, og legepladser, er de et yndet sted for hele familien at opholde sig i.

Mad og drikke

Det er billig at gå ud og spise og drikke for en dansk turist i Tbilisi. Midt i turistområdet kostede en stegt fisk med brød og en øl 50 danske kroner. Hvilket er det samme som en McDonalds meal koster i landet.

I Europas kulturelle vugge blev planterne indtæmmet og blev en del af husbeholdningen. Og, det var også her at vinen blev opfundet for 8000 år siden.

Efter at have tilbragt en uge i hovedstaden i Georgien, var det nu tid til at vende snuden hjemad. Selvom jeg sagtens kunne have brugt en uge til i Tbilisi, så fik jeg set det meste af det som jeg gerne ville se.

Turen til Georgien bliver forhåbenlig ikke den sidste. Og, hvis jeg engang i fremtiden beslutter mig for at besøge landet igen, så vil det nok blive med et fokus på at se dets smukke natur som det fremtræder forskellige steder.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Den Gamle Bydel i Tbilisi

Sololaki-området i Tbilisi rummer mange bygninger og stræder med sjæl.

Lær mere

Georgiens Krøniker

Georgiens 3000 år som stat og Kristendommens 2000 år som religion bliver fortalt i monumentet.

Lær mere

Rezo Gabriadze Marionetteater

Tbilisis kunstneriske marionetdukketeater fremfører skuespil om georgisk kultur.

Lær mere

Indlægget Georgien: Tbilisi On My Mind blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Bag ved den ortodokse Kashveti-kirke og Nationalgalleriet på hovedpulsåren Rustaveli Allé i Tbilisi ligger 9. april parken. Den går ned af en bakkeskråning indtil den møder Giorgi Leonidze parken på den anden side af vejen.

Oprindelig hed de to parker siden dens grundlæggelse i 1865 for Alexander II parken for at ære den russiske monark som herskede over Georgien i disse år.

Efter at det kaukasiske land igen blev selvstændig i kølvandet på Sovjetunionens sammenbrud i starten af 1990erne, blev den navngivet 9. april parken.

9. april parken

Parkens navn er en reference til 9. april tragedien som skete 9. april 1989. Her demonstrerede anti-sovjetiske grupperinger som ønskede Georgiens uafhængighed ude i Tbilisis gader.

Begivenheden uartede sig til uroligheder. Og, mange mennesker søgte tilflugt i Kashveti-kirken og i parken. Da dagen var omme havde den sovjetiske hær dræbt 21 mennesker og kvæstet 427 af demonstranterne.

Parken hylder derfor de georgiere som kæmpede for landets frihed ca. et halvt års tid før murens fald i Berlin.

Skulpturparken

Tbilisi er en by med tung og larmende trafik. På en marts dag med høje temperaturer søgte jeg efter et sted hvor jeg kunne slappe af. Og, det fandt jeg i parken.

Sådan startede mit møde med 9. april parken, der blev anlagt af den svenske arkitekt Otto Simonson i 1865.

Det jeg først noterede mig var de mange skulpturer som alle er af høj kunstnerisk kvalitet, og meget forskelligartet i sit udtryk.

De fleste af skulpturerne hylder store georgiske kulturpersonligheder. Og er opstillet på en måde, der giver dem et selvstædigt rum, og som fungerer godt sammen i parken der er fyldt med træer.

I dag står 9. april parken som et rungende symbol på modstandskraft og fred. Specielt det sidste mærker jeg i min færden rundt i det grønne område.

På vej ned af det bakkede terræn ser jeg skulpturen af Ramaz Chkhikvadze (1928 – 2011), som med sit dynamiske kropssprog signalerer at her har vi med en skuespiller at gøre.

Efter en tiltrængt hvilepause på en bænk, var det nu tid til at forlade 9. april parken i Tbilisi. Så efter en behagelig gåtur langs de smalle stier nåede jeg frem til den tilstødende park.

Giorgi Leonidze parken

Den nederste del af den oprindelige Alexander II park blev adskilt fra den øverste, da der under Sovjettiden blev besluttet at anlægge en sporvejsforbindelse igennem parken.

I 1980erne blev denne del, som fylder 36.000 m2, renoveret. Og i år 2000 blev den navngivet Giorgi Leonidze parken.

Leonidze blev op igennem 1920erne en populær litterær skikkelse i Georgien, Det skyldes primært Sovjetstyrets ønsker om at kunstnere skulle behandle emner såsom historie og patriotisme.

Da Stalin op igennem 1930erne begyndte udrensningen af kritiske kunstnere, interlektuelle og videnskabsfolk, så gik Leonidze over til at komme med en overdreven stor hyldest til Stalin. Da han ønskede ikke samme skæbne som overgik hans bror og mange af hans kollegaer, da endte med at blive dræbt.

Senerehen i livet støttede den velhavende Leonidze (1899-1966) sin landsby økonomisk med at tildele dem store summer af sin formue. Og han endte med at blive leder af Det Georgiske Institut for Litteratur ved Det Georgiske Videnskabsakademi.

Det sidste kunstværk jeg betragtede inden jeg gik ud af Giorgi Leonidze parken var monumentet “Evigt minde om revolutionens helte” fra 1981, som blev udført af arkitekterne G. Dzhaparidze, D. Sultanishvili, og T. Tevzadze, i samarbejde med kunstneren G. Shkhvatsabay.

Efterskrift

De to parker er et populært åndehul i Tbilisis centrum. Det er et sted, hvor du via skulpturene kan dykke mere ned i Georgiens nyere kulturhistoriske og politiske udvikling.

Samtidig med er det et område hvor du føler dig godt tilpas at færdes rundt i. Og mange mennesker benytter det da også som et sted, hvor de kan lege med deres børn ved legepladserne, eller tage sig en slapper på en af de mange bænke som er opstillet der.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Modernistiske skulpturer i Tbilisi

Tbilisi er et mekka for modernistiske skulpturer og monumenter fra Sovjettiden.

Lær mere

Georgiens Krøniker

Georgiens 3000 år som stat og Kristendommens 2000 år som religion bliver fortalt i monumentet.

Lær mere

Street Art i Varketili

Langt ude i en af de østlige forstæder til Tbilisi findes byens bedste Street Art.

Lær mere

Indlægget Georgien: 9. april og Giorgi Leonidze parkerne i Tbilisi blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Derudover arbejdede Rezo Gabriadze (1936-2021) også som dukkefører, scenograf og bogillustratør.

I 1981 grundlagde han et marionetteater i den georgiske by Kutaisi, da han ønskede sig at kunne udtrykke sig mere frit.

Klokketårnet

Efter at have flyttet sit dukketeater til Tbilisi, besluttede han sig for i 2010 at foretage en totalrenovering af det lille teater.

Dette medførte også at han tilføjede det skæve klokketårn til bygningen. Her kan folk hver dag klokken 12 og 19 se et optrin af dukker som performer i et par minutter.

Verdens mindste ur

I bunden af Klokketårnet ses en samling fliser som Rezo Gabriadze har udformet. Og helt ude til højre er der også tilføjet det som bliver betegnet som verdens mindste ur.

Selvom det gyldne urskive, som ligner et skibsøje, er til at få øje på, så kunne jeg ikke se uret inden i det. Det var først da jeg brugte kameraets linse at jeg kunne se hvad klokken var!

Efter at have passeret teatrets lille restaurant som der er adgang til på gadeniveau gik jeg om til hovedindgangen, som var et unikt formet trædør.

Her kunne jeg ved siden af denne, i et glasmontre, finde oplysninger om de fire skuespil som Rezo Gabriadze Marionetteatret opfører. Samt om hvordan man kan købe billetter til disse.

Da jeg kom hjem om aftenen kunne jeg se at teatret opfører de fire stykker mandag, onsdag, fredag, og søndag.

Det “eneste” tidspunkt som passede mig var fredagens forestilling, og her var der heldigvis fem billetter ud af de 80 tilbage. Så jeg bestilte et sæde, så langt fremme i salen som det var muligt, og det var på anden række.

Marionetshow klokken 12

Ved middagstid hver dag er der et lille marionetshow i Klokketårnet. Heldigvis er Tbilisi ikke en stor turistdestination, så der var god plads for alle de fremmødte.

Inklusiv hunden som dog synes det var mere spændende at se på menneskernes adfærd end de kunstige væseners fremtoning i tårnet.

Ved 12-forestillingen er der også musik til showet. Først ser man en engel med store vinger komme ud ovenover det store ur.

Først ser publikum et ungt par hvor kvinden med brudeslør holder en buket blomster. Dernæst ser vi det samme par. Her holder manden en marionetdukke, imens kvinden har en rose i hånden.

I næste sekvens ser vi parret som ældre. De har nu begge gråt hår og har briller på. Kvinden holder en paraply som en stok.

Til slut ser vi et nyt yngre brudepar som er klædt i de georgiske farver rødt og hvidt. Brudgommens artefakt er et par boksehandsker. Efterfølgende bliver portene lukket, og forestillingen er over.

Nu var det tid til at vente et par timer indtil at aftenens stykke Marskal de Panties Diamant skulle starte.

Rezo Gabriadze Marionetteater

Dørene til teatret bliver åbnet en time før stykkets start. Ved dørindgangen kontrollerer en ældre kvinde folks billetter, og udover at byde velkommen uddeler hun et lille program, som visualiserer alle medarbejderes funktioner.

Det første jeg ser da jeg træder ind i Rezo Gabriadze Marionetteater er baren. Her bestiller jeg et glas georgisk hvidvin, som kølig og meget velsmagende.

Dekoration

Både udvendig, men også indvendig mærkes tydelig at det er stor kunstner som har stået bag designet.

Imens Rezo Gabriadze levede blev han tildelt store kunstneriske æresbeviser fra Frankrig, Rusland og Georgien. Ligesom hans dukketeater ofte har turneret rundt i forskellige dele af verdenen.

Lyssætningen i teatrets cafe er varm og blødgør modellerne af damplokomotiverne og tæppet som viser en bil sammen med nogle mennesker.

I opgangen til teatersalen kan de besøgende se plakater af nogle af teatrets største succeser, såsom Alfred og Violete, Forårets efterår, Ramona, og Slaget ved Stalingrad.

Hvilket allesammen er titler på stykker som har givet Rezo Gabriadze Marionetteater international anerkendelse.

TeaterButik

I cafeen er der også en lille butik, hvor man kan købe billetter til andre forestillinger, samt souvenirs fra teatret.

Ved butikken kommer der en kunde som fortæller at det er ottende gang som han skal ind og se et stykke. Og, at han havde en stor fornøjelse at tale med den gamle mester inden han gik bort.

Marskal de Panties Diamant

Et par minutter før klokken 19 bliver der ringet med klokken. Alt imens at de besøgende kommer på plads i den udsolgte teatersal, så stiger forventningen til aftenens stykke.

Forestilingen Marskal de Panties Diamant er skrevet af mesteren selv. Og, bliver fremført på georgisk.

Den bliver dog fremvist med engelske undertekster. Og folk som har behov for at få den oversat til andre sprog såsom russisk eller fransk får udleveret høretelefoner.

Efter en introduktion til stykket af en ældre marionetkarakter, så går stykket, som ikke er for børn under 12, i gang.

Marskal de Panties Diamant, der foregår i det 19. århundrede, handler om den fattige general Vano Phantiashvili, som en dag modtager to telegrammer fra Paris.

Det første telegram annoncerer Marskal de Panties død. Imens det andet udråber general Pantiashvili som den retmæssige arving til verdens største diamant, Monte Rosa.

Disse telegrammer sætter gang i handlingen som fører generalen til Paris. Og efter 75 minutters skuespil med store følelser og drama, er stykket slut. De seks dukkefører viser sig nu på scenen, og modtager publikums applaus.

Manden som nu havde set sit ottende stykke på teatret, rejser sig op og fåber Bravo. Og, det samme tænker jeg, imens jeg går ud af salen, og henimod teatrets toilet.

Her venter det sidste skuespil, da toilettet bliver fyldt med forskellige lyde, bl.a. fra fugle og vind.

Efterskrift

Rezo Gabriadze Marionetteater er et sted, hvor kunstens sjæl kommer til live. Hver forestilling består af store følelser, humor og dyb filosofi.

Teatrets arkitektur er også udformet som et eventyr. Og, du får følelsen af at befinde dig i et kunstnerisk totalteater, som dels er en afspejling af georgisk kultur og dels hylder kreativitetens ånd.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Den Gamle Bydel i Tbilisi

Sololaki-området i Tbilisi rummer mange bygninger og stræder med sjæl.

Lær mere

Georgiens Krøniker

Georgiens 3000 år som stat og Kristendommens 2000 år som religion bliver fortalt i monumentet.

Lær mere

Tbilisi On My Mind

Strøtanker om emner såsom samfund, politik, trafik og turisme i Georgiens hovedstad.

Lær mere

Indlægget Georgien: Klokketårnet og Rezo Gabriadze Marionetteater blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

I dag er det billedskønne og idylliske Sololaki-kvarter, det område af Tbilisi som de fleste turister primært opholder sig i når de besøger Georgiens hovedstad.

Første stop på turen bliver dog over den modsatte bred af floden Kura som løber igennem Tbilisi, i Rike parken.

Rike parken

Parken er en af de nyeste anlæg i midtbyen. Hvis man ser den ovenfra i fugleperspektiv dannes der et et storslået kort over Georgien. I dette kort er regionsgrænserne i landet markeret af de bugtende stier parken.

Når vejret bliver varmere. Er Rike parken et samlingspunkt for kunstnere som sælger deres værker til turister. Senere i løbet af oktober måned, bliver der også afholdt et stort kulinarisk arrangement, hvor du kan smage traditionelle georgiske retter.

En ny moderne svævebaneanlæg findes også i anlægget. Her kan de rejsende for 15 kroner komme en tur over Kura-floden og den gamle Sololaki bydel op til Narikala-fæstningen på toppen af Sololaki-højen.

Sololaki

Det oprindelige navn på området, som betyder kanal eller akvædukt, er inspireret af de mange kanaler, der er gravet op for at vande haverne i kongefamilens ejendom.

Storhedstiden for Sololaki var tidsperioden fra det sene 19. til det tidlige 20. århundrede. Her opdagede globale forretningsmænd Tbilisi, fordi de søgte efter formuer i oliefelterne i Aserbajdsjan.

Problemet for personer som Nobels, Siemens og Rothschild var at kunne få adgang til verdenshavene gennem Det Kaspiske Hav, som Aserbajdsjan grænser ud til. Dette bevirkede at de så muligheder i Tbilisi.

På den smalle Sololakigade på toppen af Sololaki-højen, er det første man ser, efter at have passeret souvenirsælgende, det store Georgiernes mor monument.

På vej ned af højen på de smalle og til tider skrøbelige stier, kan man se hele Sololaki-kvarteret som det ser ud fra oven.

Øvre Bethlehemskirken

Den første stop var ved Øvre Bethlehemskirken, som ligger på skråningen af ​​Sololaki-højen.

Kirken er en kopi af den basilika hvor Jesus blev født i byen Betlehem. Som en del med at anlægge kirken blev der hentet noget Betlehemsjord fra Palæstina.

Det menes at den første religiøse bygning blev opført i det 5. århundrede af den navnkundige konge Vakhtang Gorgasal, Og, at hans mor Sagdukht blev begravet her.

Kirken, som i den nuværende udgave blev færdiggjort i det 18. århundrede var indtil 1994 en armensk kirke. Nu fungerer den som en georgisk-ortodoks kirke.

Betlehemsudsigtspunktet

Ikke så langt væk fra Øvre Bethlehemskirken er der et udsigtspunkt som er kendt for sin betagende panoramaudsigt over Georgiens hovedstad.

Her kan man i ro og fred observere byens blanding af moderne og historisk arkitektur i Sololaki og tilstødende områder af den ganle bydel.

I det fjerne kan jeg se Treenighedskatedralen, der blev bygget mellem 1995 og 2004. Det er den tredjehøjeste østlige ortodokse katedral i verden og en af ​​de største religiøse bygninger i verden målt i alt areal.

Til højre for den er der et stort modernistisk beboelseslejlighed som blev opført under Sovjettiden. På denne måde er både religiøse og ikke-religiøse bygninger synlige på lang afstand, som et vidnesbyrd om tidernes skiftende gang.

ICOMOS Georgien

Ved siden af Betlehems-udsigtspunktet kan man se hovedkvarteret for ICOMOS Georgien, der er en NGO som blev stiftet i 1993.

ICOMOS arbejder for at fremme en høj professionel standard for bevaring af bygninger. Dette gøres ved videnspredning, oplysning, og pilotprogrammer på nationalt, regionalt og internationalt niveau.

BetlehemsGadetrappen

På vej ned fra udsigtspunktet passerer jeg den karakteristiske Betlehemstrappe, som blev designet af arkitekten Timote Beloi i 1850.

Projektet blev implementeret som en donation til byen af den tbilisiske håndværksunion Amkaris, og forbinder byens historiske distrikter.

Gudiashvilipladsen

Pladsens historie går tilbage til 1785. Her blev den nævnt for første gang i en byfornyelsesplan. På dette tidspunkt var pladsen omgivet af huse med fladt tag. Men fra starten af 1800-tallet startede opførelsen af ​​Tbilisi-husene med altaner.

Nogle af disse kan stadig ses. Bl.a. bygningen for Georgiens Litteratur og Det Blå Hus. Disse bygninger husede engang kronprinsen af ​​Rusland og de vigtigste medarbejdere i den russiske hær.

I 2018 gennemgik Gudiashvilipladsen en omfattende restaurerering. ‘i 2018. Dette betød bl.a. at huse fra 1500-tallet blev ført tilbage til deres oprindelige udseende.

På pladsen blev der stillet bænke op på det gamle torv, så Tbilisis beboere og besøgende udefra, kunne få et bedre udsigt til arkitekturen på dette historiske sted.

Sololaki-kvarteret

I kvarteret kan man se charmerende bygninger i forskellig forfatning. Nogle er meget velholdte, imens andre savner lidt omsorg og pleje. Da vinduerne ikke længere er placeret i bygningen.

Gia Abesadze-gaden er opkaldt for at ære en doktor som mistede livet i forbindelse med en folkelig opstand i 1991.

Det, der dog slår mig mest når jeg vandrer rundt i gaderne er den stilhed som er. Fordi alle andre steder i byen, kan man ikke undgå lyden af den tunge traffik og mængden af de mange mennesker i bybilledet. Men det kan man her midt i turistland.

Kato-kvarteret

I dette område, som ligger nær Rezo Gabriadze Marionetteater, kan man b.la. se Kari St. George-kirken på Kong Erekle II-pladsen.

Det var her at kong Vakhtang Gorgasali fik opført St. Archangels kirken i det 5. århundrede. Den blev destrueret i slutningen af det 14. århundrede pga. mongolerne angreb Tbilisi.

Kirken som stammer fra det 18. århundrede fungerer i dag som en hofkirke. Dette kan også ses i dets navn, da Kari betyder Hof.

Ved middagstid åbner kirken, og den inviterer byens fattige og hjemløse til en omgang frokost.

Lidt længere nede af den samme gade hvor kirken er placeret er der et område, hvor lokale kunstnere sælger deres værker til turister. Disse er dog ikke af en særlig høj kvalitet.

Abanotubani

Abanotubani er kendt for sine svovlholdige bade, og navnet betyder bogstaveligt talt badedistrikt.

Den spiller en vigtig del af Tbilisis hovedstad. For det var her at kongen af ​​Iberia (Som Georgien hed tidligere), Vakhtang Gorgasalis falk landede.

Dette førte til opdagelsen af ​​de varme kilder og efterfølgende til grundlæggelsen af ​​en ny hovedstad, som blev til Tbilisi.

Kong Erekles bad og Georgisk badekultur

Siden det 18. århundrede har Kong Erekles bad været i drift . Først var det den berømte kong Erekle II’s private badested, men nu er det åbent for alle.

I øjeblikket er Kong Erekles bad det bedst rehabiliterede bad i Tbilisi og leverer svovlbadetjenester i luksusklassen. Du kan bruge poolen, mens væggene der er dekoreret med smukke sten, vil transportere dig tilbage i tiden.

Før i tiden gik folk i bad og blev der i timevis, da det var et sted at opbygge relationer.

De samme bade, der blev brugt dengang er stadig i brug i dag, og er stadig ret populære blandt både lokale og turister.

Metekhikirken

Metekhikirken er en georgisk-ortodoks kristen kirke, som er beliggende på breden af Kura-floden på Metekhi-klippen, overfor den gamle bydel i Tbilisi.

Meget af den eksisterende struktur går tilbage til middelalderen og blev bygget mellem 1278 og 1289 under kong Demetrius II af Georgien,

Efter at Georgien blev en del af det russiske imperium, blev fæstningen som var blevet ophørt ved siden af kirken til et fængsel. Og fangerne ridsede deres navne på kirkens facade.

I 1921, i begyndelsen af ​​sovjettiden blev der oprettet et fangelejr på kirkens område. Her blev der jævnligt begået henrettelser af fanger.

Befæstninger blev ødelagt i 1937, og kirken var også planlagt til at blive revet ned, men på grund af lokale protester overlevede den.

Efterskrift

Sololaki og den gamle bydel af Tbilisi kan ses på en halv dag. Men, hvis man vil prøve at tage et svovlbad, eller tage en tur i botanisk have, mm. Samt slendre langsomt igennem gaderne, vil det selvfølgeligvis tage længere tid.

Men som det forhåbenligt fornemmes af ovenstående tekst, så rummer bygningerne, stederne mange unikke historier, som fortæller brudstykker af Georgiens 3000 år som stat.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Rezo Gabriadze Marionetteater

Tbilisis kunstneriske marionetdukketeater fremfører skuespil om georgisk kultur.

Lær mere

Georgiens Krøniker

Georgiens 3000 år som stat og Kristendommens 2000 år som religion bliver fortalt i monumentet.

Lær mere

Tbilisi On My Mind

Strøtanker om emner såsom samfund, politik, trafik og turisme i Georgiens hovedstad.

Lær mere

Indlægget Georgien: Sololaki og den gamle bydel af Tbilisi blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Et godt sted at starte rundturen er at tage en tur til EXPO Georgien området. Her kan man se markante mosaikker og relieffer.

På vej på gåben fra Gotsiridze metro stationen mod EXPO Georgien så jeg denne relief på Atletikcenterets gavl.

Den er udført af Kukuri Tsereteli, som også har lavet den første mosaik du kan se efter du har passeret hovedindgangen i EXPO området. Tseretelis mere abstrakte arbejde mangler dog mange fliser.

Kunstværket er en del af en del af en række mosaikker som tilsammen kaldes “kommunisternes drømme”, hvilket var en titel som var inspireret af den tjekkiskfødte, østtyske kunstner Walter Womacka.

Temaet på tværs af alle mosaikker er fremskridt og succes, hvor videnskab og teknologi er de vigtigste omdrejningspunkter.

Den næste mosaik du vil møde er dette værk fra Guram Kalandadze, som blev tilføjet kongrescenterområdet i 1961.

I den bliver der fokuseret på industrien. Her bringer den store moderne og frigjorte sovjetiske kvinde alt det gode frem. Lige fra nye produkter til selve solen.

Visionen bliver også synliggjort i Leonardo Shengelias lange mosaik fra 1963 på pavillon nr. 8.

Her bliver den sovjetiske mands og kvindes beherskelse over videnskabelige fremskridt skildret.

I en lang relief på pavillion 5 kan man se Georgiens tidlige historie, hvor datidens bøndere opfandt vinen og lærte at bruge planter til hjemmebrug.

Efter at have set mosaikkerne og relieffen i EXPO Georgien som sætter fokus på videnskab og teknologi var det til at se fire værker som er udført af den store kunstner Zurab Tsereteli.

Zurab Tsereteli

Under mit besøg i Tbilisi så jeg tre eksempler på mosaikker og et enkelt på en relief som Tsereteli er repræsenteret med i den georgiske bovedstad.

I Gogla Leonidze parken har dekoreret en store vandbassin. Som dog var uden vand, da jeg så den.

Til vandbassinet har Zurab Tsereteli, der også har udformet Georgiens krøniker, og andre markante værker i Tbilisi, valgt et abstrakt mønster.

I den store Vake park lavede Zurab Tsereteli dette store værk, hvor det georgiske flag bliver brugt som dekoration, er en del af Ærens monument fra 1973.

Og til brug for Fagforeningens Kulturcenter udarbeede han Mennesket, Arbejdet – Tilværelsens formål og skønhed i 1970-1971. Mosaikken er en eksempel på en af ​​Tseretelis tidligste bestillinger

Blomstermosaikken på toppen af ​​den tre-etagers store Fagforeningens Kulturcenter, er centreret med et mytisk tema omkring en menneskelig figur med armene strakt ud mod en gylden sol. Figuren er flankeret af to store kaniner, der ser ud til at være drægtige.

I 1978 udførte Zurab Tsereteli denne relief, som med sit legende design blev valgt til at pryde den tidligere bygning for politisk uddannelse 2 x 42 meter store facade.

Valget af Tseretelis udkast, var også et fravalg af en mere ideologisk tematisk relief. I denne skulle Lenin, en sovjetisk arbejder og soldater fra den røde hær pryde bygningen, hvilket var mere i overensstemmelse med bygningens oprindelige funktion.

Relieffer

Rundt omkring i Tbilisi kan man se store relieffer, som oftest hænger sammen med indvielsen af en modernistisk bygning.

Ovenover indgangen til den store hostel Fabrika, der holder til i en renoveret fabrik fra sovjettiden, er der montereret en stor relief, med astrologiske motiver.

På en gade som er fyldt med små autoværksteder i et ghettoområde i Tbilisi er der ovenover en af dem indkorporeret denne imponerende relief i husmuren. Motivet minder mest af alt om en kompleks stamtavle.

I det store Radio Computer Centret som ligger i den nordlige del af Tbilisi, er der to meget synlige relieffer. Den første viser en familie med far og mor og barn i samtale med en fremmed.

I den anden er der portrætteret mange arbejdere. Nogle af dem trækker i en land reb. Andre står og kigger lige ud. Helt ude i højre siden af relieffen hilser de største af figurerne, hvor mændene holder et værktøj i hånden, og kvinden ser bedårende ud, til publikum.

Efterskrift

Dette er en lille udplug af de mange mosaikker og relieffer som står i Tbilisi. Dels pga. stærke følelser mod sovjetidens styre, er mange af dem dog blevet ødelagt. Ligesom mange forfalder.

Dette er en skam, da de fleste af kunstværkerne er af virkelig høj standard. Og i en tid hvor interessen for den gamle socialistiske modernisme er i fremmarch er håbet herfra at at værkerne også i fremtiden bliver bevaret.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Modernistisk Arkitektur i Tbilisi

I Georgiens hovedstad findes der mange eksempler på Sovjetarkitekturen.

Lær mere

Modernistiske skulpturer i Tbilisi

Tbilisi er et mekka for modernistiske skulpturer og monumenter fra Sovjettiden.

Lær mere

Metrostationer i Tbilisi

I mange af Tbilisis metrostationer er der udsmykningerne med mosaikker og relieffer.

Lær mere

Indlægget Georgien: Mosaikker og relieffer fra Sovjettiden i Tbilisi blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Her mødes lokale dagligt med turister som krydser hovedpulsåren i Tbilisi, som er floden Kura, når de skal fra den gamle bydel til Rike parken eller omvendt.

Mikheil Saakashvili

Meget af den ny arkitektur som er synlig i Tbilisis centrum skyldes nogle af de tiltag som den neo-liberale præsident Mikheil Saakashvili fortog sig i hans regeringsperiode fra 2004-2013.

Saakashvili kom til magten i kølvandet af rosenrevolutionen i Georgien i november 2003, hvor Gorbatjovs udenrigsminister Eduard Sjevardnadse under Sovjettiden blev væltet som Georgiens præsident.

I sin tid som præsident for Georgien ønskede Mikheil Saakashvili et opgør med korruption.

Dette medførte bl.a. at alle medarbejdere indenfor politiet modtog en fyreseddel, og nye mennesker blev ansat. Ligeledes øgede han de offentlige medarbejderes lønninger betydligt, i sådan en grad at de nærmest blev immune overfor korruption.

Hans kamp mod korruptionen blev også afspejlet indenfor arkitekturen, hvor den uge præsident som elskede banebrydende design, inviterede udenlandske stjernearkitekter til at komme en tur til Georgien og opføre transparente bygningskonstruktioner, som bl.a. tæller Fredsbroen, offentlige servicekontoer, og politistationer.

Finansieringen af disse ambitiøse arkitekturprojekter kom igennem en massiv reorganisering af den georgiske økonomi, hvor landets BNP steg 70 procent i de år han var ved magten, og hvor folk i gennemsnit fik tre gange så meget i løn.

Den økonomiske fremgang i Georgien fik de fattigste borgere i landet, som tæller 25 procents af befolkningen, ikke gavn af. Dermed lykkedes hans projekt kun delvis, da han ønskede at lavlønsindkomstgrupper og pensionister skulle have bedre livs vilkår.

Derudover var der nogle belastende sager, såsom en politisk modstander som døde i politiets varetægt, som medvirkede til hans fald i 2012, hvor han tabte præsidentvalget. Og, i dag er den tidligere præsident i fængslet in absentia.

Fredsbroen

Broen som forbinder den gamle bydel med det nye område af Tbilisi er efter indvielsen i 2010 blevet en af byens mest markante kendetegn.

Broen er tegnet af den italienske arkitekt og designer Michele de Lucchi, som i startfirserne brød igennem med sine Memphis designmøbler.

90 minutter før og efter solnedgang bliver broen forvandlet til et kæmpe lysshow, da der er installeret 1208 LED lamper og 240 bevægelsessensorer på den 150 meter lange bro.

Denne kommunikation skal ifølge lysdesigneren Philippe Martinaud sørge for at gågængerne som passagerer broen vil få en oplevelse af livet og freden imellem mennesker

Det er dog ikke alle som ser med ligeså lyse øjne på Fredsbroen. Kritikere kalder den for “Always Ultra” som er en reference til kvindernes menustrationsbind. Og, uddyber kritikken med at den er alt for dominerende og overskygger de historiske bygninger.

Indenrigsministeriet

Udover Fredsbroen har Michele de Lucchi også tegnet Det Ceremonielle Palads i Georgien i 2004, og Indenrigsministeriets bygning fra 2008 som er placeret i en af byens østlige forstæder

I lighed med Fredsbroen har Michele de Lucchi tænkt i et kurvet design der leger med omgivelserne og en konstruktion som skal fungere som et vartegn for Tbilisi.

Foran hovedbygningens bagside er der placeret en 1000 kvadratmeter stor bassin med en dybde på 30 cm. Det skulle medhjælpe at bygningens facade bliver afspejlet pga. vandet i den store bassin.

Kælderlokalerne i den 10.579 kvadratmeter store bygning får både sollys og luft da der er lavet en åbning i facaden ved at opføre en trappenedgang.

Musikteater og Udstillingshal

Det Ceremonielle Palads, som Michele de Lucchi også har tegnet i Tbilisi, ses øverst i billedet ovenover Musikteater og Udstillingshallen, der udvendig stod færdig i 2016.

Indvendig er den 230 millioner kroner dyre bygning, som er designet af Massimiliano & Doriana Fuksas dog aldrig blevet færdiggjort.

Dette har også betydet af det planlagte musikteater med projekteret plads til 566 siddende gæster og udstillingslokalet aldrig er taget i brug.

Nu er bygningen, som står i Rike parken tæt ved Fredsbroen, blevet solgt til nogle invistorer for 21 millioner kroner.

De planlægger at bruge det ambitiøse projekt til at huse et Vinmuseum og et mødested digital kunst og teknologi med udstillings- og konferencerum.

Dette skulle også gerne gøre at Tbilisis borgere endelig kan starte med at tage den i brug et årti efter at den er blevet opført.

Offentlig Servicebygning

Rundt omkring i Georgien blev der under Saakashvili opført nogle interessante offentlige servicebygninger. Retfærdighedens Hus fra 2012, som bygningen også kaldes i folkemunde, er en af dem.

Retfærdighedens Hus, som er tegnet af Massimiliano & Doriana Fuksas, er opbygget af nogle glasbygninger i forskellige størrelsesforhold. Ovenover, men adskilt fra dem er der placeret 11 store kronblade.

Adskillelsen skyldes at uanset hvilket vejrforhold der er tilstede, skal de ikke lægge et pres på glasbygningerne.

Den 42000 kvadratmeter store offentlige servicebygning kan ses midt i byen ved siden af Kura-floden, som løber igennem Tbilisi.

Politistation

Fra 2008 blev der i Mikheil Saakashvilis embedsperiode også opført 80 nye politistationer med eksperimenterende ny designudtryk, hvor glas er et væsentligt element.

Dette ses blandt andet i denne politistation som kan ses nær Tsereteli Metro Stationen i Tbilisi.

Marriott Luxury Collection Hotel

Hotellet, som ligger på Frihedspladen i Tbilisi, blev færdigopført i 2020. Den femstjernede hotel blev tegnet af arkitektfirmaet Hausart Georgien. Alt imens HAT Design Paris tog sig af interiørdesignet.

Der er 220 værelser med vin i køleskabet på hotellet, som bl.a. også byder på fem restauranter og et 100 m2 stort fitnesscenter.

Vake

I den velhavende bydel Vake i Tbilisi er der ingen huller i fortorvene, der er belagt med fliser af bedre kvalitet.

Det er også her at moderne beboelseslejligheder og høje kontorbygninger skyder op i bylandskabet.

Nogle af de mest markante bygninger er de kurvede skyskrabere Pullman Tbilisi Axis Towers som er et femstjernet hotel. Og lejlighedskomplekset Hausart Plaza.

Lige ved siden af hotellet ligger nogle skyskrabere som rummer mange udlejningskontorer til mindre firmaer.

På samme lange vej er indkøbscenteret Pixel Center 34 og kontorfællesskabet Vake Plaza placeret.

Ilia Chavchavadze alleen i Tbilisi signalerer rigdom og er i stærk kontrast til de områder hvor byens arbejdere bor.

Mediatek

Laboratory of Architecture #3 stod bag designet af Mediateket, som blev færdigopført i 2017 i Vake parken i Tbilisi.

Bygningen fungerer som et traditionelt og et multimediebibliotek for børn og voksne.

Mediateket har læsesale, legepladser, rum til foredrag og forskellige muligheder for præsentationer. Derudover er det også et mødested for konferencer, koncerter og udstillinger.

Det 1200 kvadratmeter store Mediatek, som ligger for enden af Vake parken, er en nærmest kamufleret bygning i forhold til sine omgivelser.

Efterskrift

I Tbilisi mærker man tydelig igennem arkitekturen hvor klassedelt et samfund det georgiske er. For selvom de viste bygninger i denne artikel alle repræsenter nogle nye spændende bud på aktuelle tendenser, så er de stadig et særsyn i den georgiske hovedstad.

Der findes desværre også mange eksempler på nogle bygninger som er tiltænkt folk med en bedre økonomi. Men som ender med at dreje nøglen om et par år efter. Da projektet fra sin begyndelse var baseret mere på ideologi end et egenligt behov.

Dette ses eksempelvis med Musikteateret og Udstillingshallen, der aldrig er blevet taget i brug 10 år efter at bygningens facade stod færdig i 2016 et par år efter at den var igangsat under Saakashvilis præsidentperiode.

I dag er der mange arkitekturkritikere som rejser en kraftig kritik af arkitekturen som blev opført under Saakashvili, da de finder dem for store og markante i sit udtryk i forhold til den omgivende arkitektur.

På den anden side, så flokkes mange turister om Fredsbroen. Og unge beboere i Tbilisi elsker også at fremhæve den nye arkitektur. Måske fordi den repræsenterer nogle nye politiske tanker og ideer.

De tager derned også kraftig afstand fra den modernistiske arkitektur i Georgien. Der for dem også står som nogle påmindelser om en tid, hvor landets borgere var undertrykt.

Dette betyder dog ikke at modernismen kan genfortolkes, sådan at den fremstår frisk og nærværende. Dette ses bl.a. i disse højhuse nær Vazha-Pshavela metro stationen i Tbilisi.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Nutsubidze Himmelbroerne

Broerne som forbinder de brutalistiske bygningerne er blevet et nyt hotspot i Tbilisi.

Lær mere

Modernistisk Arkitektur i Tbilisi

I Georgiens hovedstad findes der mange eksempler på Sovjetarkitekturen.

Lær mere

Brutalistisk Arkitektur i Tbilisi

Hovedkvarteret for Bank of Georgia er en af mange gode eksempler på Brutalisme i Tbilisi.

Lær mere

Indlægget Georgien: Tbilisi – Ny Arkitektur blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Nedenstående gennemgang og udvælgelse af bygningsværkerne er blevet til da det var nogle jeg så på min vej i Tbilisi. Og, er dermed ikke bedømt ud fra nogle bestemte kriterier, udover at det er nogle som blev opført i den primære tidsperiode for modernisme.

Den tidligere Forlagsbygning

I dag er Den tidligere Forlagsbygning fra 1930erne blevet transformeret til det eksklusive Stamba Hotel som ligger i Tbilisis centrum.

Facaden er blevet bevaret i sit oprindelige udtryk. Indvendigt har Adjara Arch Group restaureret trykudstyret og har tilføjet hotellets brutalistiske interiør en smart indretning.

Den tidligere Centrale Post og Telegrafbygning

Et andet ikonisk eksempel på sovjetisk modernisme i Tbilisi er den tidligere centrale post- og telegrafbygning, som er beliggende i hjertet af den georgiske hovedstad.

Bygningen, som blev bygget i 1970’erne af arkitekterne Lado Alexi-Meskhi og Teimuraz Mikashavidze, er i dag transformeret til en fem-stjernet hotel.

Hotellets design og rekonstruktion blev foretaget af det berømte arkitektstudie Neri & Hu, efter at en arbejdsgruppe i Georgien fik lidt over 100 millioner kroner fra den danske investeringsfond for udviklingslande, IFU. Som gav pengene pga. skabelsen af arbejdspladser, muligheden for at udvikle turismen og forretning i det kaukasiske land.

En tidligere syfabrik

Fabrika er et kreativt hub i Tbilisi. Den 7200 kvadratmeter gamle socialistisk modernistiske syfabrik blev total istandsat i 2017 af MUA.

Den rummer kunstbutikker, atelierer, øvelokaler, workshopslokaler, cafeer/barer, kunstnerbolig, galleri, hostel, samt andre offentlige rum.

Fabrika som er beklædt med graffiti, er et tilbud til unge, eller et frirum for dem, der skaber og deler kreative ideer.

På Fabrika mødes folk der elsker frihed, og som er åben for nye ideer og inspirationer.

Det Georgiske Nationale Akademi for Videnskab

Arbejdet med at opføre Det Georgiske Nationale Akademi for Videnskab blev påbegyndt i 1949 på et oplæg af arkitekterne M. Chkhikvadze og K. Chkheidze.

Det siges at konstuktionsprincipperne på rådhuset i Stockholm havde en indflydelse på designet. På det er det også et højt tårn på hjørnet, som forbinder de to hovedbygninger.

Arkitekturen i Det Georgiske Nationale Akademi for Videnskab viser arkitekternes ønske om at bruge nationale georgiske arkitektoniske traditioner.

På facaden er de dekorative motiver af forskellig størrelse, som ikke er sammensat i et enkelt kunstnerisk system. Group restaureret trykudstyret og har tilføjet hotellets brutalistiske interiør en smart indretning.

Sportspaladset

Sportspaladset i Tbilisi er et mesterværk af georgisk arkitektur fra det tyvende århundrede. Det blev designet af arkitekterne Lado Alexi-Meskhishvili og Yuri Kasradze i 1956 og indviet i 1961. Den unikke konstruktion af dens betonkuppel blev skabt af bygningsingeniør Davit Kajaia.

På billeder som blev tegnet i sin samtid ses hvordan Sportspaladset alene står majestæisk i et stort omgivende plads. I dag er den blevet klemt inde af mere tvivlsomme bebyggelser og charmen ved hallen er forsvundet.

Det tidligere Georgiske National Økonomiske udstillingsområde (VDNKH)

Med sine elegante frontbuer, som er indgangsparti for flere modernistiske pavilloner, bliver udstillingspmrådet i Georgien betragtet som arkitekten Levan Mamaladzes livsværk.

Igennem hele hans karriere blev han ved at tjekke og sige god for nye tilføjelser af pavilioner i det tidligere VDNKH udstillingsområde, som nu er EXPO Georgen.

Byggeriet begyndte i 1958, og komplekset omfatter nu 11 pavilloner, et drivhus, pools og en park, som bliver brugt til industri- og landbrugsudstillinger.

Arkitekturen i dette kompleks, som er udført af L. Mamaladze, D. Papinashvili,, V. Nasaridze og V. Peikrishvili er mangetydig, da den første pavillon, såvel som den centrale indgang falder ind under kategorien 1950er-arkitektur. Imens resten af ​​pavillonerne er tydelige eksempler på arkitektur fra tresserne.

De senest tilføjede pavillioner er befriet for den stalinistiske arkitekturs symmetri og egenskaber; og er mere fri og moderne i sit udtryk.

I midten af ​​90’erne blev VDNKH privatiseret, og er siden blevet omdannet til et aktieselskab.

I dag er EXPO Georgien både Georgiens og hele Kaukasusområdets største kongrescentrum.

Tbilisi Koncertsal

Opførelsen af ​​dette ikoniske bygningsværk i Tbilisi begyndte i 1961, da arkitekten Ivanes startede arbejdet. Ti år senere, i 1971 var koncertsalen klar til at åbne dørene for offentligheden.

Siden da har det været Tbilisi Koncertsal været vært for adskillige store koncerter og festivaler, hvilket den dag i dag gør det til et pulserende centrum for byens kulturelle aktiviteter.

Tbilisi Hovedbanegård

Tbilisi Hovedbanegård har gennemgået forskellige arkitektoniske transformationer siden den første udgave af den stod færdig i 1872. I dag fungerer den som en kombineret jernbanestation og indkøbscenter.

I begyndelsen af ​​1980’erne blev den stalinistisk social realistiske bygning fra 1940erne revet ned og erstattet af en brutalistisk bygning.

Dette arbejde blev arkitekterne Bairamashvili, Kavlashvili, G. Shavdia og Libladze hyldet for da de vandt en pris uddelt af staten i 1992.

Imellem Tbilisi Hovedbanegård og busholdepladsen på den anden side af banenettet er der en lang jernbanetubebro som forbinder dem.

Det at gå en tur over broen kræver dog en moden overvejelse da den i dag er i meget dårlig stand.

Efterskrift

Efter at have være ude for at se en masse modernistiske bygningsværker i Tbilisi var det tid til at prøve en af byens få McDonalds restauranter på Rustaveli alleen.

Det mærkes tydeligt i Tbilisi at hvis de modernistiske bygninger er statsejet står mange af dem og forfalder. Imens at dem som bliver overtaget af private invistorer oftest vælger en løsning, hvor facaden forbliver meget lig med det oprindelig udtryk.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Nutsubidze Himmelbroerne

Broerne som forbinder de brutalistiske bygningerne er blevet et nyt hotspot i Tbilisi.

Lær mere

Georgiens Krøniker

Georgiens 3000 år som stat og Kristendommens 2000 år som religion bliver fortalt i monumentet.

Lær mere

Industripædagogisk Teknisk Højskole

Selvom bygningen er nedrivningsparat kan fortidens storhed stadig fornemmes.

Lær mere

Indlægget Georgien: Modernistisk Arkitektur i Tbilisi (Del II) blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Lidt udenfor Tbilisis centrum står Georgiens krøniker placeret på Keeni bjerget som rejser sig ca. 200 meter over byens centrale plan.

Georgiens krøniker

Efter at have taget en bybus fra hovedbanegården i Tbilisi, så var det tid til at se Georgiens krøniker.

Det første jeg mødte var denne store skulptur, som beskriver at monumentet er en hyldest til 3000 år for den geogiske stat og 2000 år med kristendom.

Indgangspartiet

Ved synet at den lange trappe som fører op til den 30-35 meter høje samling af skulpturelle søjler, tænkte jeg at der var tid til at sunde mig i en 5-10 minutters tid.

Her ses det også tydeligt at monumentet aldrig er blevet færdiggjort. Da arbejdet påbegyndtes i 1985 var der store økonomiske udfordringer i Sovjetunionen.

Og i starten af halvfemserne kollapsede økonomien ved Sovjets sammenbrud. Senere hen har krigen mellem Rusland og Georgien også gjort det vanskeligt at få det færdigjort.

Selvom der stadig arbejdes på projektet er det tvivlsomt om den nogensinde kommer til at stå færdig med det udtryk som kunstnerern ønsker sig, da han bliver ældre som tiden går.

16 søjler fortæller historien om Georgien og Kristendom

Der har levet mennesker i Kaukasus i flere tusinde år. Her har Homo erectus levet og udviklet sig langsomt til Homo Sapiens siden den ældste stenalder (12.800 f.Kr. – 8.900 f.Kr.).

Det var i Georgien at ideen om at lave vin opstod. Derudover blev planter integreret som del af husbeholdningen hos de enkelte landbrug. Dette er sidenhen blevet kaldt for en forhistorisk europæisk landbrugsrevolution.

I toppen af monumentet kan man se historien om keramikfremtstilling. Det blev en del af Georgisk kultur efter kristendommens indførelse i år 337.

I den midterste del af Georgiens krøniker er det Georgien store konger og dronninger som der bliver skildret indtil at landet blev annekteret af Rusland i 1801. Og senerehen igen i 1921 af Sojvetunionen.

Selvom Josef Stalin var geogier og har sat sit aftryk mange andre steder i postkommunistiske lande, så bliver han ikke hyldet her.

I bunden af søjlerne er det kristendommens historie som bliver fortalt. Her er det primært fortællingen om Jesus som bliver fortalt.

Bygningerne som omkranser monumentet

Som en del af det samlede udtryk af Georgiens krøniker er der også nogle små brutalistiske bygninger med udstillingslokale og andre faciliteter.

Det er også muligt at gå ovenpå dem og få et godt view udover byen og naturen i det fjerne.

Sankt Nino den oplystes kirke

Ved siden af monumentet er der en krike som ærer Georgiens vigtigste gejstelige figur Sankt Nino den oplyste.

Hendes symbol er vinrankorset, som kan ses oven på kirkens bygning. Og hun er en meget synlig geogisk ortodosk skikkelse der går igen i mange af landets kirker.

Tbilisi havet

Oppe fra Georgens krøniker er der en god udsigt over Tbilisi havet som er en kunstig anlagt sø.

Søen, som er over 25 kvadratkilometer stor, blev anlagt i 1953, og er placeret i en hæjde på 650-800 meter over havniveau.

Efterskrift

Georgiens krøniker er en nærmest ukendt turistspot i Tbilisi. Måske fordi den ligger langt væk fra byens historiske centrum.

Men efter at Instagram er kommet til, og interessen for den arkitektoniske stirlretning brutalisme er stadig stigende, så er mindesmærket begyndt at få en større opmærksomhed.

Dette betyder den ikke at seværdigheden er overrendt af turister. Da jeg var derude var der 20-30 mennesker der. Så det er på ingen måde en stressende oplevelse at være der, sammenlignet med eksempelvis Akropolis.

Hvis du som person har set Georgiens krøniker vil du aldrig glemme det. Fordi udtrykket er så bastant og så massivt. Nu var det tid til at finde tilbage til bustoppestedet og forsætte rejsen mod nutidens krøniker fra Georgien.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Den Gamle Bydel i Tbilisi

Sololaki-området i Tbilisi rummer mange bygninger og stræder med sjæl.

Lær mere

Tbilisi On My Mind

Strøtanker om emner såsom samfund, politik, trafik og turisme i Georgiens hovedstad.

Lær mere

Rezo Gabriadze Marionetteater

Tbilisis kunstneriske marionetdukketeater fremfører skuespil om georgisk kultur.

Lær mere

Indlægget Georgien: Det brutale Stonehenge monument Georgiens krøniker blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

De brutalistiske beboelseslejligheder og himmelbroerne blev designet af de georgiske arkitekter Otar Kalandarishvili og Gizo Potskhishvili. Og, blev opført i årene 1974-1976.

Nutsubidze Himmelbroerne

Et par hundrede meter fra metrostationen Statens Universitet på den lange Nutsubidze vej i Tbilisi ligger højhusene som jeg vil besøge.

Efter at have studeret bygningerne som er forbundet til hinanden med himmelbroerne, var det tid til at finde indgangen til den første af højhusene.

Elevatordamen

For at komme op på Nutsubidze Himmelbroerne skal jeg med en elevator, som er specielt beregnet til turister, op til 14. etage.

Ved siden af elevatoren bor den 70 årige elevatoroperatør Mzia Sabanadze sammen med sine to katte.

For at benytte mig af elevatoren skal jeg bruge en 20 tetri mønt (som i værdi svarer til 50 ører) for at komme op. Og, det tilsvarende beløb for at komme ned igen.

Selvom det står beskrevet på engelsk at man skal proppe mønten ned i en metal postboks inde i elevatoren kommer den venlige ældre dame ud, og forklarer mig på georgisk hvad jeg skal gøre.

Når hun inde i sin lejlighed kan høre at jeg har betalt, så sørger hun for at elevatoren starter med at fragte en op.

Da jeg er steget ud på 14. etage kan jeg se at brandtrappen er aflukket. Så der er absolut ingen grund til at prøve at bevæge sig op af den.

Broerne

Den primære årsag til at arkitekterne besluttede sig for at der skulle være et brosystem er pga. den stejle stigning i området.

Det skulle derfor være let at bevæge sig rundt i området. Og til at starte med var ideen at mange højhuse skulle forbindes. Men pga. økononiske udfordringer så blev det kun til tre højhuse.

Inspirationen til brosystemet fik de to arkitekter fra den historiske georgiske landsby Shatili.

Da jeg krydser Nutsubidze Himmelbroerne så hæfter jeg mest ved at de er blevet renoveret her fornylig.

For på de billeder jeg har set på nettet, så var det nogle rustne, nærmest faldefærdige konstuktioner som matchede højhusenes udtryk der havde printet sig i min nethinde.

Men “Better save, than sorry”. Og, da jeg gik på broerne følte jeg mig 100 procent tryk, da de sorte gitterværk udstrålede sikkerhed.

Den omgivende arkitektur

Der er en god udsigt udover den vestlige del af Tbilisi fra broen. Her kunne jeg se et område som er under forvandling.

For samtidig med at de gamle beboelseslejligheder fra Sovjettiden stadig er meget synlig, så bliver der i disse år opført mange nye højhuse.

Disse nye boligprojekter vil med tiden også lægge et pres på de beboere som har boet i de højhuse som huser Nutsubidze Himmelbroerne siden indvielsen i 1978.

Efter at være nået hele vejen over, så kunne jeg se at det også er muligt at bestige broerne den anden vej rundt. Da der kører minibusser fra det offentlige trafiksystem op i området.

Over broerne en gang til

For ikke at fare vild i området besluttede jeg mig for at gå tilbage samme vej som kom, da det ville føre mig sikkert tilbage til metrostatioen.

På det længste brostykke kunne jeg se to andre turister bevæge sig over broen. De havde taget sommertøjet på, da der var 27 grader på denne dag medio marts.

I den tredje bygning var der en nedlagt galleri, som beskæftigede sig med Street Art. Og på murene var der stadig spor af nogle af deres aktiviteter.

Her kunne jeg bl.a. se et stenciltryk af en kvinde, samt en hvid tre-dimensionel figur som var påført muren.

Nu var det tid til at krydse den sidste brostykke i Nutsubidze Himmelbroerne inden jeg skulle med elevatoren ned igen.

På vej ud af bygningen mødte jeg igen Mzia Sabanadze. Hun kyssede den ene af hendes to katte, som hun holdte, på hovedet.

Efterskrift

Selvom Nutsubidze Himmelbroerne på ingen måde kan siges at være et “must see” i Tbilisi, som rummer stedet mange stærke fortællinger.

Bygningerne er dels en dokumentation for tiden da Georgien var en del af Sovjetunionen, men også et eksempel på brutalistisk beboelsesbyggeri.

I mødet med den gamle elevatoroperatør som har haft jobbet i 18 år, mærker du anden menneskelighed, end den gribske taxachauffører møder dig med lige efter at du er landet i lufthavnen.

I Georgien er der nogle historier som går på at nogle af dem har opkrævet 300 georgiske lari (750 kr) for at transportere en turist til centrum.

Dette er det samme beløb som Mzia Sabanadze i 2024 får udbetalt af staten om måneden. Hvilket er et sum hun hverken kan leve eller dø af.

Læs også: Film: Lift Lady – Kvinden som bestyrer elevatorerne i Nutsubidze

Men hun modtager dig med en anden varme og indlevelse end taxachaufførerne der har dollartegn i øjnene når de ser dig. Og, det er vigtigt at påskønne i en tid hvor det synes at handle om noget for noget.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Industripædagogisk Teknisk Højskole

Selvom bygningen er nedrivningsparat kan fortidens storhed stadig fornemmes.

Lær mere

Georgiens Krøniker

Georgiens 3000 år som stat og Kristendommens 2000 år som religion bliver fortalt i monumentet.

Lær mere

Brutalistisk Arkitektur i Tbilisi

Hovedkvarteret for Bank of Georgia er en af mange gode eksempler på Brutalisme i Tbilisi.

Lær mere

Indlægget Georgien: Nutsubidze Himmelbroerne i Tbilisi blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.