|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

I timerne op til koncerten gik mange folk rundt med en D-A-D t-shirt på i forlystelsesparken i Göteborg, hvilket også antydede at det danske rockorkester var lige så populære som da Gasolin slog sine folder hinsidan i 1970erne.

Da klokken nærmede sig klokken 19:00 bevægede jeg mig indenfor til Stora Scenen inden at strømmen (og dermed også billetten) forsvandt på min mobeltelefon.

Her var det primært folk fra den ældre generation som stod og ventede på bandet foran scenen med en Carlsberg dåseøl i hånden. Samtidig med blev der spillet rockmusik fra højtalerne for at gøre folk klar til aftenens hovednavn.

Da der blev skruet ned for Steppenwolfs udødelige klassiker Born to Be Wild vidste alle at nu var det tid til at D-A-D skulle gå på scenen.

No Fuel Left for the Pilgrims

Efter to underholdende cowpunk plader, der musikalsk bl.a. var inspireret af The Gun Club, så var det tid til albummet No Fuel Left for the Pilgrims fra 1989. En plade, hvor humoren stadig væk var bevaret, men hvor Disneyland After Dark bevægede sig hen imod en mere hard rock lyd, som de sidenhen har bibeholdt.

Allerede året før kunne folk høre smagsprøver fra udgivelsen i forbindelse med bandets koncert til Roskilde festival, hvor mange af dem stadig står som klassiske D-A-D sange i det som blev gruppens adgangsbillet til et bredere mainstreampublikum. Både nationalt og internationalt.

Fra Stora Scenen i Liseberg kunne de ca. 7000 fremmødte mennesker bl.a. høre den evige aktuelle titelnummer, hvis indhold bliver præsenteret i Jihad. Sangen skildrer de mange meningsløse krige der i gang rundt omkring på kloden. Noget man som individ kun kan blive rasende og fortvivlet over foregår, imens man ser magtesløs til fra sidelinjen.

I Girl Nation forvilder en mand som anden Odysseus ind i et kvindeligt univers, som både kan være farlig og forførende på et og samme tidspunkt. Og, i nummeret Point of View, hvori den i dag klassiske D-A-D lyd kommer til fuld udfoldelse handler om at stå ved sine holdninger, selvom der også er en anden side af historien.

Det er også fra denne pladeudgivelse at festnummeret Sleeping My Day Away stammer fra. Et nummer som bandet altid til deres dages ende vil blive husket for, og sikre deres pensionsopsparinger.

Bad Craziness

Efterfølgeren til No Fuel Left for the Pilgrims hed Bad Craziness. Oppe fra scenekanten kunne man høre forsangeren Jesper Binzer føre sig frem på en blanding af dansk og svinsksvensk (som han udtrykte det).

Her prøvede han at opmuntre publikum ved at fortælle at Gøteborg er verdens næst bedste havneby. Kun København er bedre. Denne besked blev ikke lige godt modtaget. Da der kun blev Laugh ‘n’ a ½ af sætningen.

Men det blev personen selv, da han senere hen under nummeret Something Good vandrede igennem den fremmødte skare, som stod på de første rækker. Og, fik dem, og resten af publikum til at vaje med deres arme.

Tidligere på aftenen havde broderen Jacob varmet folk op ved at gå fra scenen ned til publikum. Uden dog at vandre ud blandt dem.

Den eneste rigtige cowpunker som er tilbage i bandet er den androgyne bassist Stig Pedersen, som med sine mange kreative bass-kreationer, er en nydelse at lytte til og se på når han som frontfigur synger Riding With Sue og afslutningshymnen It’s After Dark.

Derunder kørte trommeslager Laust Sonne nærmest konstant op og ned i den store metaliske konstruktion. Den viste bandets tyreskeletlogo for fuld udblæsning.

Speed of Darkness

D-A-D er gennem årerne blevet mere hårde i deres musikalske udtryk og mindre humoristiske i deres tekster. Dette kan bl.a. høres i gruppens seneste udspil Speed of Darkness fra 2024. Så er det ikke den pladeudgivelse, som satte rammen for hverken koncerten i Liseberg. Eller vil blive nævnt i gruppens nekrolog, når den engang skal skrives.

Da numrerne fra specielt udgivelserne fra midten af firserne og op igennem halvfemserne stadig kaster en lang skygge efter sig.

På denne måde kommer Grow or Pay til at virke som alter ego sang for de københavnske drengerøve. Som på den side er bevidste om at de skal udvikle sig musikalsk. Eller at fremstå mere modne som mennesker for at følge med tiden. Men som på den anden side har valgt en tredje vej.

Hvilket handler om at de til tid og evighed at skulle spille de numre, der gjorde dem kendte og elskede. Og så prøve at se om de kan lokke nogle nye uspiselige salater ned i kæften på folk.

Sætliste

Jihad.1st, 2nd & 3rd. Written in Water. Nineteenhundredandyesterday. Speed of Darkness. Grow or Pay. Laugh ‘n’ a ½. Riding With Sue. Girl Nation. Something Good. Point of View. Monster Philosophy. Everything Glows. Bad Craziness. Won’t Cut My Hair. Sleeping My Day Away. It’s After Dark.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

The Raveonettes

Danske The Raveonettes spillede foran en udsolgt forsamling i Proxima i Warszawa.

Lær mere

D-A-D

Det danske rockbands første koncert i Polen fandt sted i Warszawa i 2025.

Lær mere

Morrissey

Den gamle forsanger i The Smith gæstede Goteborg til stor glæde for weltschmerz-folket.

Lær mere

Indlægget Musik: Koncert med D-A-D i Liseberg i Göteborg 31/07/2026 blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Men bag de vilde forlystelser gemmer sig en historie, der strækker sig mere end et århundrede tilbage.

Liseberg er ikke blot en forlystelsespark. Den er et stykke svensk kulturhistorie, der gennem generationer har udviklet sig til en af Nordens mest betydningsfulde turistdestinationer.

En park født af et jubilæum

Historien begynder i 1923, hvor Göteborg fejrede sit 300-års jubilæum med en stor international udstilling.

Som en del af festlighederne blev et område syd for byens centrum omdannet til en kombination af udstillingsområde, haveanlæg og forlystelsespark.

Hensigten var oprindeligt, at anlægget kun skulle eksistere midlertidigt, men succesen blev så stor, at Göteborg Kommune besluttede at bevare området permanent.

Liseberg

Selve navnet “Liseberg” går endnu længere tilbage i historien. Det menes at stamme fra et tidligere landsted, som fik navn efter Elisabeth, kaldet “Lisa”, og var hustru til godsejeren Johan Anders Lamberg.

Gennem århundreder havde området fungeret som blandt andet landsted, planteskole og haveanlæg, inden det blev hjemsted for Sveriges mest berømte forlystelsespark.

Arkitektur i konstant udvikling

Liseberg er usædvanlig blandt Europas store forlystelsesparker, fordi den aldrig er blevet opført efter én samlet masterplan.

Parken er vokset gradvist gennem mere end 100 år, hvor hver generation har sat sit eget arkitektoniske præg.

De overordnede rammer blev skabt i forbindelse med jubilæumsudstillingen af arkitekter som Arvid Bjerke og Sigfrid Ericson. Mens senere udbygninger har involveret både svenske landskabsarkitekter og internationale ingeniører.

Resultatet er en park, hvor klassiske haver, historiske bygninger, moderne stålarkitektur og avancerede forlystelser smelter sammen i et harmonisk hele.

Blomsteranlæggene spiller stadig en central rolle. Hvert år plantes hundredtusindvis af blomster, som giver Liseberg et udtryk, der adskiller sig markant fra mange andre forlystelsesparker, hvor teknologien ofte overskygger naturen.

Verdensklasse blandt rutsjebaner

Lisebergs internationale ry skyldes ikke mindst parkens imponerende udvalg af attraktioner.

Den prisbelønnede Balder, som åbnede i 2003, regnes fortsat blandt verdens bedste træ-rutsjebaner.

Med hastigheder på omkring 90 kilometer i timen og lange vægtløse øjeblikke har den begejstret både almindelige gæster og dedikerede rutsjebaneentusiaster.

Endnu mere spektakulær er Helix, der siden åbningen i 2014 har været et af Europas mest anerkendte coaster-designs.

Rutsjebanen udnytter parkens kuperede terræn med accelerationer, tunneler og syv inversioner, hvilket giver en usædvanlig varieret køreoplevelse.

Blandt parkens øvrige højdepunkter finder man Valkyria, Europas længste såkaldte Dive Coaster, hvor toget hænger lodret få sekunder, inden det styrter næsten lodret mod jorden.

Hertil kommer fritfaldstårnet AtmosFear, der løfter gæsterne mere end 140 meter op over Göteborg, inden de sendes mod jorden med over 100 kilometer i timen.

Samtidig har Liseberg bevaret en lang række familieattraktioner, klassiske karruseller, vandforlystelser og børneområder, hvilket gør parken attraktiv for både børnefamilier og adrenalinsøgende gæster.

Mere end en forlystelsespark

Det er dog ikke kun forlystelserne, der gør Liseberg til noget særligt. Parken fungerer også som koncertarena med internationale kunstnere, kulturhus, botanisk have og ramme om nogle af Sveriges mest populære sæsonbegivenheder.

Hvert efterår forvandles området til en stemningsfuld Halloween-park, mens julemarkedet i november og december hvert år tiltrækker hundredtusinder af gæster fra hele Skandinavien.

I de senere år er oplevelsen blevet udvidet med Liseberg Grand Curiosa Hotel, hvor fortællinger, design og fantasi er tænkt sammen i en helhedsoplevelse, der understøtter ambitionen om at gøre Liseberg til en destination året rundt.

En dramatisk hændelse

Lisebergs nyere historie rummer også en tragedie. I februar 2024 udbrød en voldsom brand i det næsten færdigbyggede vandland Oceana.

Store dele af anlægget blev ødelagt, og ulykken kostede et menneskeliv. Branden vakte stor opmærksomhed både i Sverige og internationalt og satte spørgsmålstegn ved et af parkens største udviklingsprojekter.

Efter omfattende undersøgelser besluttede Lisebergs bestyrelse dog allerede samme år at genopføre hele anlægget.

Genopbygningen er nu i fuld gang, og de seneste meldinger peger på en åbning i begyndelsen af 2027.

Det kommende vandland bliver på omkring 13.600 kvadratmeter med både indendørs og udendørs bassiner, 14 vandattraktioner og plads til op mod 1.750 gæster i sommersæsonen.

Efterskrift

Trods modgangen står Liseberg stærkere end nogensinde. Parkens strategi er ikke længere alene at være en sommerattraktion, men at udvikle sig til en komplet oplevelsesdestination med hoteller, restauranter, konferencer, kulturarrangementer, sæsonevents og vandland.

Samtidig investeres der i bæredygtige løsninger, energieffektiv drift og grønne byrum, så parkens historiske haver fortsat kan være en central del af oplevelsen.

Efter mere end hundrede år viser Liseberg dermed, at en forlystelsespark kan være meget mere end rutsjebaner.

Den er blevet et levende kulturikon, hvor historie, arkitektur, natur og moderne oplevelsesdesign mødes.

Med færdiggørelsen af Oceana og den fortsatte udvikling som helårsdestination ser fremtiden lys ud for Göteborgs grønne hjerte – et sted, hvor tradition og innovation fortsat går hånd i hånd.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

VASSEN

En ny Streetfood Mekka i Gøteborg lidt i stil med Reffen i København.

Lær mere

Holland – Sverige

Storskærmsarrangement imellem Sverige og Holland på Nya Ullevi i Gøterborg

Lær mere

Världskulturmuseet

Mødestedet mellem kulturer og et forum for dialog i Gøteborg.

Lær mere

Indlægget Sverige: Liseberg i Göteborg – Nordens største forlystelsespark blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Filmen er langt mere end et portræt af en af Storbritanniens største kunstnere. Den er en invitation til at se verden gennem David Hockneys øjne og netop det gør den til en usædvanlig kunstfilm.

Udgangspunktet er Hockneys store udstillinger på Royal Academy of Arts i London, hvor publikum føres gennem de monumentale landskabsmalerier fra Yorkshire og den bemærkelsesværdige serie 82 Portraits and 1 Still-life.

Men filmen handler i virkeligheden mindre om værkerne end om manden bag dem, da filmen forsøger at forklare, hvordan et menneske tænker.

David Hockney

Hockney er en sjældent engagerende fortæller. Han taler med en smittende nysgerrighed om lys, farver, perspektiv og den menneskelige evne til at se.

Det bliver hurtigt klart, at han ikke blot maler det, han ser. Han undersøger selve det at se. Hans refleksioner er præget af humor, intelligens og en livslang lyst til at eksperimentere.

Filmen gør ingen forsøg på at presse Hockney ind i en traditionel biografisk fortælling. Den gennemgår ikke systematisk hans liv fra barndommen i Yorkshire til årene i Californien.

I stedet væver den korte biografiske nedslag sammen med lange samtaler om kunst, så publikum gradvist forstår, hvorfor Hockney regnes blandt det 20. århundredes mest betydningsfulde britiske kunstnere.

Netop denne tilgang er filmens største styrke. Den behandler sit publikum som nysgerrige medspillere frem for elever, der skal undervises. Man får lov til at dvæle ved malerierne, studere penselstrøgene og lytte til kunstnerens egne overvejelser uden konstante afbrydelser.

En visuel mester

Filmens visuelle kvalitet er en oplevelse i sig selv. Kameraet bevæger sig langsomt hen over lærrederne og indfanger detaljer, som let overses under et museumsbesøg.

De stærke farver, de enorme formater og Hockneys karakteristiske brug af lys får plads til at folde sig ud på det store lærred. På den måde bliver filmen næsten en forlængelse af udstillingen.

Samtidig bliver det tydeligt, hvorfor Hockney har haft så stor betydning for moderne kunst. Han begyndte som en central skikkelse i den britiske popkunst, men nægtede at lade sig begrænse af én stil.

Han skabte ikoniske billeder af Californiens swimmingpools, genopfandt landskabsmaleriet med sine enorme Yorkshire-panoramaer og var blandt de første internationalt anerkendte kunstnere, der tog digitale medier som iPad og computer til sig. Fælles for hele hans produktion er en ukuelig nysgerrighed efter at forstå, hvordan mennesker oplever verden.

Filmen formidler denne nysgerrighed uden at gøre Hockney til et ufejlbarligt geni. Tværtimod fremstår han som et menneske, der stadig stiller spørgsmål, stadig eksperimenterer og stadig lader sig begejstre. Det er måske netop derfor, dokumentaren virker så levende.

Filmen blev positiv modtaget af dagspressen

Da filmen udkom for et årti siden tog anmelderne generelt set godt imod filmen. Flere fremhævede dens rolige tempo og dens respekt for både kunstværkerne og publikum.

I stedet for hurtige klip og dramatiske virkemidler lader filmen Hockneys egne ord og billeder tale. Nogle kritikere pegede dog på, at den især henvender sig til seere med en interesse for kunsthistorie og moderne maleri.

Ønsker man en traditionel biografi med fokus på privatliv, konflikter og kronologiske nedslag, vil man sandsynligvis savne mere dybde.

Men som kunstfilm fungerer Exhibition on Screen: David Hockney at the Royal Academy of Arts overbevisende.

Den giver ikke blot et indblik i Hockneys værker, men også i den tankeverden, der ligger bag dem.

Man forlader filmen med en større forståelse af, hvorfor han regnes blandt Storbritanniens største kunstnere. Ikke kun fordi hans malerier hænger på verdens førende museer, men fordi han gennem et helt liv har udfordret vores måde at se på.

Efterskrift

Det mest bemærkelsesværdige er dog, at filmen ikke kræver forhåndskendskab til David Hockney. Tværtimod vækker den lysten til at opleve hans kunst i virkeligheden.

Når lyset tændes i biografen, sidder man tilbage med følelsen af, at man ikke blot har set en dokumentar om en kunstner, men har tilbragt halvanden time i selskab med et usædvanligt nysgerrigt menneske.

Exhibition on Screen: David Hockney at the Royal Academy of Arts er en smuk, tankevækkende og velkomponeret dokumentar, der giver publikum en sjælden mulighed for at komme tæt på en kunstner, som gennem mere end 60 år har været med til at ændre vores syn på både maleriet og den verden, det forsøger at indfange.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Georgiens krøniker

En af de fineste eksempler på brutalisme i Krakow er det nu delvist forladte Hotel Forum.

Lær mere

More Than A Museum

En dokumentarfilm om det nye Munch museum i Oslo som blev opført af et lille spansk bureau.

Lær mere

Joseph Beuys

Dokumentarfilmen portrætterer en af verdenens vigtigste aktionskunster.

Lær mere

Indlægget Film: David Hockney at the Royal Academy of Arts blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Når man ser The Match, kunne man umiddelbart tro, at den blot handler om VM-kvartfinalen mellem England og Argentina i 1986.

Kampen der er berømt for Diego Maradonas to ikoniske mål. Det kontroversielle “Hand of God”-mål og det spektakulære solomål, der ofte kaldes “Århundredets mål”.

Men dokumentaren gør hurtigt klart, at den virkelige historie ikke udelukkende handler om de 90 minutter på banen.

Den handler om alt det, der fandt sted før dommerens første fløjt, og om de følelser, kampen stadig vækker næsten 40 år senere.

The Match

Filmens største styrke er dens evne til at sætte fodbolden ind i en historisk og politisk sammenhæng.

Fire år før kampen havde Storbritannien og Argentina udkæmpet Falklandskrigen, som kostede hundredvis af mennesker livet og efterlod dybe nationale sår.

Derfor blev VM-kampen langt mere end en sportsbegivenhed. For mange argentinere blev den en mulighed for symbolsk at genvinde den stolthed, de havde mistet under krigen, mens englænderne oplevede kampen som et opgør, hvor sport og politik blev uløseligt forbundet.

Maradona – Stjernen som stadig lyser fra himlen

Dokumentaren undgår den enkle fortælling om helte og skurke. I stedet lader den både engelske og argentinske spillere, journalister og eksperter fortælle deres version af begivenhederne.

Netop denne balance gør filmen troværdig. Publikum bliver ikke bedt om at vælge side, men opfordres til at forstå, hvorfor kampen betyder noget forskelligt afhængigt af, hvem der fortæller historien.

Maradona står naturligvis i centrum. Han fremstilles ikke kun som den geniale fodboldspiller, men også som et symbol på Argentinas nationale identitet.

Hans to mål bliver næsten en metafor for hans person: Det første repræsenterer snyd, list og kontrovers, mens det andet viser en næsten ubegribelig sportslig kunnen.

Dokumentaren peger på, at begge mål tilsammen fortæller historien om Maradona. En mand, der var både beundret og omdiskuteret.

Interviews på tværs af landegrænser

Visuelt veksler filmen mellem originale tv-optagelser, arkivmateriale og nutidige interviews.

Arkivklippene skaber autenticitet, mens de personlige refleksioner giver historien en menneskelig dimension.

Særligt interessant er det at høre tidligere modstandere beskrive, hvordan deres syn på kampen har ændret sig gennem årene.

Hvor følelserne dengang var præget af vrede, stolthed eller skuffelse, er der i dag ofte plads til større forståelse og respekt.

Fodbold forener modsætninger

Et af dokumentarens vigtigste budskaber er, at sport aldrig eksisterer i et tomrum. En fodboldkamp kan blive et symbol på langt større konflikter, fordi mennesker knytter deres identitet, historie og følelser til den.

Samtidig viser filmen, at sport også kan fungere som et fælles sprog. Selv om England og Argentina stadig husker kampen forskelligt, deler de en fælles fortælling, som fortsat diskuteres og fortolkes.

Dokumentaren rejser også spørgsmålet om, hvordan historien bliver fortalt. Er Maradonas “Hand of God” et utilgiveligt brud på spillets regler, eller er det et udtryk for den list og opportunisme, som ofte hyldes i sport?

Filmen giver ikke et entydigt svar, men lader seeren selv tage stilling. Det gør The Match mere interessant end en traditionel sportsdokumentar.

Efterskrift

Samlet set er The Match en stærk dokumentar, fordi den formår at forene sport, historie og politik i én fortælling.

Selv seere med begrænset interesse for fodbold kan få udbytte af filmen, fordi dens egentlige emne er menneskers behov for identitet, retfærdighed og fælles fortællinger.

Den viser, at nogle kampe aldrig kun bliver afgjort på banen. De lever videre i nationernes kollektive hukommelse.

The Match: Medvirkende: John Barnes. Peter Shilton. Gary Lineker. Julio Olarticoechea. Ricardo Giusti. Oscar Ruggeri. Jorge Burruchaga.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Danmark U21 – Italien U21

Danmark tabte åbningskampen ved europamesterskaberne til Italien i Krakow.

Lær mere

Holland – Sverige

Storskærmsarrangement imellem Sverige og Holland på Nya Ullevi i Gøterborg

Lær mere

Tyskland Fodbold Museum

Museet i Dortmund gennemgår både tysk klub- og landsholdsfodbolds historie.

Lær mere

Indlægget Film: The Match – Mere end bare en fodboldkamp blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Örgryte Idrottsällskap, der blev stiftet i 1887, er Sveriges ældste eksisterende fodboldklub.

Med sine 12 mesterskaber er den en af de mest succesfulde i svensk fodbold. Selvom det er mange år siden klubben fra Gøteborg dominerede i Sverige.

For bortset fra et mesterskab i 1985, så var det i den gyldne periode fra 1896-1913 de vandt alle de øvrige.

På denne måde minder Örgryte lidt om B93 i Danmark. En borgerlig traditionsklub, der lever højt på fortidens minder. Og som stadig har en fin fanbase selvom de er ude af trit med nutiden.

I Danmark kender vi også klubben. Primært fordi det var herfra tidligere markante Superliga-profiler såsom Johan Elmander, Marcus Allbäck og Jens-Lys Cajuste stammer fra.

Örgryte IS – BK Häcken

I går tog bundproppen i Allsvenskan så imod bysbørnene fra BK Häcken på Gamla Ullevi. Inden runden lå gæsterne som nummer tre i ligaen.

I sommerpausen forstærkede Örgryte sig med gøteborgeren Adam Andersson, der i sin tid fik sin fodboldopdragelse i Häcken sammen med sin tvillingebror Joel.

Senere kom de begge kom til spille overfor hinanden for henholdsvis Randers FC og FC Midtjylland i Superligaen.

Adam Andersson gjorde det onde ved sin gamle klub, da han allerede efter fem minutters spil gjorde det til 1-0 for hjemmeholdet.

I stedet for at fastholde presset og momentum overlod Örgryte nu alt spillet til Häcken.

Der kvitterede ved at vise hvorfor de er et bedre hold, da de i tanke og handling, kombinerede sig fint igennem Örgrytes forsvar. Inden pausefløjt stod der nu 2-1 til gæsterne på mål af Julius Lindberg og Adrian Svanbäck.

Efter pausen forsatte Häcken det første kvarter med at lægge et solidt pres på hjemmeholdet. Uden at de dog kom til de helt store målchancer.

Men efter at Örgryte lavede to udskiftninger efter en times spil begyndte de at vise mere mod og aggressivitet. Langsomt men sikkert kom de tilbage i kampen, og det begyndte at trække op til et mål for Örgryte.

De forløsende mål kom. Først da Noah Christoffersson og senere hen Jerome Tibbling Ugwo vendte kampen, sådan det nu højst overraskende stod 3-2 til værterne.

To minutter snorksov Örgrytes forsvar og Abdoulaye Doumbia kunne bringe gæsterne på 3-3 med 10 minutter tilbage af kampen, hvilket var et resultat ingen af holdene rigtigt kunne bruge til noget.

Men tre minutter før tid scorede Noah Christoffersson igen for hjemmeholdet til 4-3 hvilket blev kampens slutresultat til stor begejstring for Örgrytes fans som længe ikke har haft noget at juble over.

Efterskrift

Med sejren har Örgryte nu 9 point, og rykker en plads op i tabellen. De ligger dog stadig under stregen, men har nu kun et point op til det tidligere storhold IFK Göteborg, der igen i år lever livet farligt, da de også er fare for at rykke ud.

For Häcken, så har de nu lukket otte mål ind, og fået 0 point ind på kontoen, i de to første kampe efter sommerpausen. Men er dog stadig at finde som nummer tre i tabellen.

Træneren Jens Gustafsson mener at den primære årsag til det magre udbytte er de to afgange af Silas Andersen og Amor Layouni, som klubben fra Hisingen mistede i sommerpausen.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

IFK Göteborg – Mjällby AIF

Den tidligere storklub IFK Gøteborg tog imod sidste års svenske mestre fra Mjällby AIF.

Lær mere

Holland – Sverige

Storskærmsarrangement imellem Sverige og Holland på Nya Ullevi i Gøterborg

Lær mere

BK Hacken – Hammarby IF

Der var dømt topopgør i Allsvenskan da BK Hacken tog imod Hammarby IF.

Lær mere

Indlægget Sverige: Örgryte IS – BK Häcken på Gamla Ullevi i Göteborg blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Ligesom landsmanden Jørn Uzton forlod Johan Otto von Spreckelsen også det projekt som satte dem på det arkitektoniske landkort i utide.

Von Spreckelsen boede i sin barndom i Morvilles Gård i domkirkekvarteret i Viborg. Efter at være sprunget ud som student fra byens katedralskole fortsatte han studierne på arkitektskolen i København.

Læs også: Viborg Katedralskole – Uddannelse af unge i 1000 år

Som 53-årig vandt han arkitektkonkurrencen om at designe et nyt kommunikationscenter i Pariserbydelen La Défense. Hvilket med tiden blev til det monument som vi i dag kender som Den Nye Triumfbue.

Den Nye Triumfbue

CV’et var på det tidspunkt meget begrænset for Von Spreckelsen. Da han ud over at have tegnet et hus til sig selv, også kun havde tegnet fire kirker i Danmark.

Men Præsident Mitterand var begejstret for vinderforslaget. Og inden længe er Von Spreckelsen, der er spillet af Claes Bang, i fuld gang med at få projektet gennemført.

Læs også: Musik: Serge Gainsbourg (Del VI) – Paris blev stille

Dels med fuld økonomisk support fra den franske stat. Og på hjemmefronten og arbejdet af hans kone, hvis rolle bliver fremført af Sidse Babett Knudsen.

Læs også: Film: The Duke of Burgundy – Sidse Babett som Dominatrix

Arbejdet med at få byggeriet gennemført bliver dog en vanskelig proces for den uprøvede danske arkitekt, som hurtig får hænderne fulde.

Teknokratiet sejrer

Dette afspejles specielt i forhold til hans tætteste samarbejdspartnere, den franske stjernearkitekt Paul Andreu, der bl.a. har tegnet Charles de Gaulle og Orly lufthavnene i Paris. Og som Von Spreckelsen nu havde ansat til at styre projektet. Samt til Præsident Mitterands arkitektoniske rådgiver Jean-Louis Subilon.

I filmen bliver de begge fremstillet som nogle teknokrater, som agerer bremseklodser for den danske arkitekts vision. Hvilket giver anledning til mange konflikter, da Johan Otto von Spreckelsen bliver mere og mere mistroisk overfor deres reele motiver er. Frem for at lytte til, hvad der kan lade sig gøre og ikke lade sig gøre.

Men det bliver værre endnu for byggeriet. For efter at den socialistiske regering taber valget til de borgerlige midt i processen, så skal der skæres kraftigt på projektet. Dette får von Spreckelsen til at gå op i limningen. Bl.a. da det går op for ham at han ikke kan få den marmor som han først havde udset sig.

Da han føler sig snigløbet af hans partnere. Og af konen der flytter tilbage til Danmark efter et raserianfald fra hans side, vælger han til sidst at kaste håndklædet i ringen inden det store monument er gennemført.

Måneder efter ser han Den Nye Triumfbue. Den er nu ved at blive færdiggjort. Rædselsslagen over det han ser, får han en slagtilfælde og falder om på en bænk.

I virkelighedens verden var han ved sit dødsleje på et dansk hospital stadigvæk fortrøstningsfuld over projektets endeligt, inden han dør af kræft to år før dens indvielse i 1989.

Kritik af filmen

Selvom filmens instruktør påpeger før filmen går i gang, at samtalerne mellem Von Spreckelsen ægteparret og til nøglemedarbejderne er opdigtet. Så har det på ingen måde formidlet de efterladte familiemedlemmer som er rasende over den måde de bliver fremstillet på i filmen. Noget som de føler er alt for overfladisk, firkantet, og forkert.

Modsat, så har den dansk-franske filmproduktion høstet gode anmeldelser i Frankrig . Her bliver specielt Claes Bang fremhævet for sit fine spil som den radikale arkitekt. Som på ingen måde har tænkt sig at gå ind i nogen form for kompromiser, selvom virkeligheden banker på med nogle krav, der ikke er yderst urimelige.

Sidse Babett Knudsen leverer endnu en stabil præstation som altmuligkvinden, der både fungerer som konsulent og kone for manden. Inden hans sindstilstand bliver mere og mere kaotisk da han for alvor møder modstand fra den franske statsadministration. Hvilket hun også får at føle.

Derudover leverer de franske skuespillere Swann Arlaud, som også er kendt herhjemme for filmen Frit Fald, hvor han i rollen som advokat også har rollen som en rådgivende person, og Xavier Dolan, et godt indtryk, som dem der skal holde projektet på sporet.

Læs også: Frit Fald – Et ægteskabelig drama med døden til udfald

Efterskrift

Selvom Von Spreckelsens familiens indvendinger imod filmen er forståeligt, da hovedpersonen bliver iscenesat som en inkompetent idealist uden realistisk sans for hvad et byggeprojekt i den størrelsesorden indebærer, så er det bemærkelsesværdig at de ikke med et ord i interviews nævner den danske ingeniør Erik Reitzel, som Von Spreckelsen havde indsendt vinderforslaget med. Og, som var hjernen bag de komplicerede tekniske beregninger der skulle løse de store konstruktionsmæssige udfordringer.

I filmen bliver Reitzel heller ikke nævnt, da det er Paul Andreu, som tillægges æren for denne del af projektet. Ligesom Andreus rolle først kommer til syne efter Von Spreckelsens afgang, da han i samarbejde med Erik Reitzel fører projektet i mål.

Menneskehedens Triumfbue, der skulle hylde menneskelige værdier såsom fred, frihed og menneskerettigheder, bliver på den denne måde udfordret i filmen, da der var ligeså meget kamp og drama i processen, som Den Gamle Triumfbue hylder.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

The Brutalist

Menneskets kraft til at være skabende, selv når det ser sortest ud, synes at være filmens budskab.

Lær mere

More Than A Museum

En dokumentarfilm om det nye Munch museum i Oslo som blev opført af et lille spansk bureau.

Lær mere

Tjekkoslovakisk arkitektur 58-89

Dokumentaren belyser modernistisk arkitektur i Tjekkoslovakiet under Kold Krig.

Lær mere

Indlægget Film: Den Nye Triumfbue – Projektet som Von Spreckelsen stod bag blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

I kølvandet på Den irske uafhængighedskrig starter Den irske borgerkrig. Alle irere kan ikke forlige sig med indholdet af fredsaftalen med Storbritannien. I den står der at de skal have seks nordlige og protestantiske regioner af Irland.

De republikanske irere er af den overbevisning at Nordirland skal være en fast integreret del af den katolske ø,. Derfor kan de ikke respektere at området nu går en anden fremtid i møde.

The Banshees of Inisherin

I filmen The Banshees of Inisherin er vi på den fiktive ø Inisherin. Den ligger ud for den vestirske kyst. Tidspunktet er1923 kort tid før borgerkrigens afslutning.

En dag meddeler Colm Doherty hans livslange ven Pádraic Súilleabháin at han ikke længere vil tale med ham. Pádraic er chokeret over denne udmelding. Han spørger Colm at det ville du i går. Hvorfor vil du så ikke det i dag?

Efter et stykke tid kommer svaret fra den noget ældre Colm at han har måske 10-12 år tilbage at leve i.

Nu vil han gerne bruge sine kræfter indenfor musikkens verden. Planen er at få komponeret et stykke som eftertiden vil huske ham for.

For at kunne gøre dette, så skal han ikke spilde tiden på banale historier. Som eks. kan være at høre om hvordan Pádraics æselpony laver lort. Da det ikke udvikler ham kreativt.

Pádraic er totalt uforstående overfor Colms totale afvisning af ham. Han begynder nu at tvivle på sig selv, og spørger sin søster Siobhán til råds.

Hun bekræfter at nok er han et kedeligt bekendtskab, men han er en flink mand, som ikke skal finde sig i at blive behandlet på denne måde.

Fra venskab til had

Alt imens Colm er kommet videre i tilværelsen, hvor han nu hygger sig sammen med sine musikstuderende på den lokale pub, så kan Pádraic på ingen måde respektere hans gamle vens nye livsstil og bekendtskaber.

Og, det får katastrofale følger fordi en dag så fortæller Colm ham, at hvis han ikke kan lade ham være i fred, så vil han skære en finger at sig selv.

Gammeljomfruen Siobhán, som også er en kulturel begavelse, forstår både Colm og sin bror, og prøver at mægle imellem de to, alt imens konflikten udvikler sig i det lille landsbysamfund.

Men Pádraic forstår ikke alvoren i Colms selvdestruktive trussel, og en dag ligger der en af hans fingre uden foran Súilleabháins hytte.

Da han bliver ved med at irritere ham, ligger der en dag yderligere fire fingre udenfor søskendes hjem. Hvilket får den tragiske udfald at Pádraics æsel, efter den har prøvet at spise fingrene, er kommet til at kvæle sig selv.

Opgørets time er nær

Dette får Pádraic til at bekendtgøre at nu vil han brænde Colms hytte ned. Og, hvis han ser ham indenfor, så vil han ikke tøve med at gøre. Hvilket han også eksekverer på det tidspunkt at han har sagt at han vil gøre det på.

Siobhán, som nu er flyttet over til det irske fastland, skriver til sin bror, om hvor befriende det er for hende at være kommet væk fra det kvælende samfund der er på Inisherin.

Og at hun nu oplever både spanske mænd som flytter til Irland, og et mere liberalt samfundsmiljø, som hun også mener vil være godt for Pádraic at opleve.

Broderen, som har mistet relationer og et æsel på sit opgør med Colm, møder ham en sidste gang på stranden. Da Colm spørger ham om de nu er kvit, får svaret at det var de, hvis han var blevet i den brændende hytte.

Efterskrift

Ligesom Colm Doherty og Pádraic Súilleabháin mister noget i deres indbyrdes kamp, så trak Den irske borgerkrig linierne op til et had mellem katolske irere og protestantiske irere, i mange årtier frem.

To af de ledende figurer i uafhængighedskrigen mod englænderne, Michael Collins og Éamon de Valera var også venner indtil borgerkrigen brød ud.

I den blev Michael Collins, som godt kunne leve med et uafhængigt Nordirland myrdet af folk fra Éamon de Valeras fløj som ikke kunne forlige sig med separationen mellem de to irlande.

The Banshees of Inisherin er både en kommentar til den sorg der opstod i Irland pga. borgerkrigen, men også en skildring af en typisk konflikt i et mindre landsbysamfund, hvor finkultur ikke nyder høj status, da det er den lokale sladder og relationerne mellem beboerne som har højst prioritet.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Triangle of Sadness

Ruben Östlunds Cannes vindende film om overklassens magt og afmagt

Lær mere

Everything Everywhere All at Once

Filmen vandt 7 Oscars ved den årlige Academy Awards i 2023.

Lær mere

Licorice Pizza

En musikalsk hyldest til livet i 1970erne af Paul Thomas Anderson.

Lær mere

Indlægget Film: The Banshees of Inisherin – Når landsbysamfund er kvælende blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Der skulle gå otte år før, Paweł Pawlikowski, instruktøren af de prisbelønnede film Ida (2013) og Cold War (2018), igen kunne præsentere omverdenen for en ny film, Fatherland.

At der skulle gå så lang tid, var ikke planen for den britisk-polske filmskaber. Han måtte lide den torn at løbe ind i udfordringer med COVID-19 og det at skulle skaffe penge til The Island.

Samt den store skuespillerstrejke som satte ind to dage efter at optagelserne til filmen var gået i gang. Og derfor strandede.

Baggrunden for filmen

Desillusioneret over hans virke i filmbranchen satte det hans karriere lidt i bero. Indtil at et tysk filmselskab Nine Hours spurgte ham om han kunne være interesseret i at filmatisere en biografi af Colm Tóibín om den tyske nobelprisvindende forfatter Thomas Mann.

Pawlikowski, som ikke havde lyst til at lave en biografisk film eller en dokumentar, læste dog bogen. I den var der et kapitel som han kunne have lyst til at dramatisere.

Den handlede om da Thomas Mann vendte tilbage til Tyskland. Et land som nu var delt i to, i 1949, efter at havde forladt landet i 1933.

Ønsket om at skabe et drama

For at komme til sagens kerne, skar han en masse byer væk som Mann besøgte i Europa. For at kumme fousere på en i Forbundsrepublikken Tyskland og i DDR.

Ligesom han af dramatiske årsager undlod at bruge konen Katia, da hun ikke var lige så dramatisk interessant som datteren Erika. Der på denne måde fungerer som filmens hovedkarakter i rollen som den støttende chauffør på rejsen imellem de to tysklande.

Han valgte samtidig med at få Manns søn Klaus integreret i filmen, selvom denne havde begået selvmord 2-3 måneder forinden rejsen mellem de to Goethebyer. Frankfurt, hvor han blev født, og Weimar, hvor han levede størstedelen af sit liv.

Karakternes tilblivelse

Historierne i filmen om Richard Wagners slægtninge, der ønsker at få ham renset via Thomas Manns velsignelse af ham. Og den nazistiske skuespiller Gustaf Gründgens, der var gift med Erika Mann, og havde en affære med Klaus Mann, er ligeledes opdigtede.

Men et ønske fra Pawlikowski om at få nogle historiske spændende karakterer med i filmen gjorde at de kom med.

I et kunstnerisk lys, er det dog interessant af få linket til Mephisto med filmen, da Klaus Mann skrev bogen om kunstnere der bliver den nazistiske stats instrument, da den bygger på Manns oplevelser med Gründgens.

Faderen Thomas Mann var også dybt inspireret af Goethe. I sin bog Doktor Faustus der udkom i 1947, handler bl.a. om hvordan et land, som har frembragt store komponister som Beethoven og Bach, kunne forfalde til Adolf Hitler og nazismen.

Individ og samfund

Derudover nævner Pawlikowski i Cannes også inspirationen fra Bertold Brecht. Hvilket giver god mening, da den tyske dramatiker var optaget af karakterernes historiske og politiske virke.

I filmen giver dette sig til udslag i at Thomas Mann insisterer på at være neutral i det politiske spil mellem Vest- og Østtyskland. Han har dog svært ved at vikle sig ud af det da begge lande vil bruge ham politisk for at fremme deres budskaber.

For selvom Mann klokkeklart siger at sprog og kunst ikke kender til nogle grænser. Hvilket er en begrundelse for hvorfor han vil tage til Østtyskland for at holde en tale. Så tvinger systemerne ham ind i nogle bokse, han har det svært ved at komme ud af.

Som han bliver citeret for at sige i filmen, så skal gode samfund være en refleksion af mennesket, men ikke den anden vej rundt.

I 1949 var det stadigvæk svært for tyskere at tale om Fædrelandet, da det begreb stadig var linket op til nazismen.

Så når Thomas Mann bliver spurgt til hvad der er hans fædreland, så er det ikke ud fra en geografisk betragtning. Men mere ud fra en kulturel og familiemæssig vurdering at svaret lyder.

Efterskrift

Filmen er blevet mesterligt filmet af Lukasz Zal, som udover Pawlikowskifilmene Ida og Cold War, også var manden bag kameraet på The Zone of Interest og Hamnet.

Den tyske skuespillerinde Sandra Hüller kendes bl.a. fra Min Far Tony Erdmann. The Zone of Interest og The Anatomy of a Fall. Hun nærmer sig nu de halvtreds. Hvilket er en høj alder for en kvinde i branchen.

Så det er usædvanligt at hun nu står på tærsklen til et internationalt gennembrud i Hollywood. Her leverer hun dog også varen i Project Hail Mary, hvor hun spiller overfor Ryan Gosling.

Og, for Paweł Pawlikowski, så har han med sin tredje sort/hvide film endnu engang bevist at historiske dramaer har sin berettigelse.

Ligesom at indholdet i dem langt fra er sort/hvid, men spænder over mange forskellige gråzoner. Måske lykkedes det en dag for ham at finde et hjem. Noget som også de tre hovedkarakterer i Fatherland tumler med.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Ida

Skeletterne fra fortiden vælter ud af skabene i den prisvindende polske tante-niece roadmovie.

Lær mere

The Zone of Interest

Oscar-vindende film om livet i en nazi-familie som lever ved siden af kz-lejren i Auschwitz.

Lær mere

Cold War

Varme følelser midt under kold krig på begge sider af Jerntæppet.

Lær mere

Indlægget Film: Fatherland – En kommentar til nationalismens kompleksitet blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Steven Patrick Morrissey har gennem mere end fire årtier været en af populærmusikkens mest markante og samtidig mest polariserende stemmer.

Hans karriere er en sjælden kombination af stor kunstnerisk konsekvens, lyrisk særpræg og en konstant spænding mellem mainstream-succes og bevidst afstandtagen fra den.

Gennembruddet i 80erne med The Smiths

Morrisseys musikalske gennembrud kom i 1982 med dannelsen af The Smiths sammen med Johnny Marr. Gruppen blev på få år definerende for britisk alternativ rock.

Hvor samtidens pop og postpunk ofte lænede sig mod elektronik eller politisk slogans, byggede The Smiths deres lyd på en mere klassisk guitarbaseret struktur. Men med en ny form for følelsesmæssig og sproglig kompleksitet.

Johnny Marrs guitar var melodisk, arpeggio-baseret og inspireret af både 60’ernes pop og postpunkens minimalisme:

Morrisseys vokal var teatralsk, sarkastisk og sårbar på samme tid. Og, tekstuniverset var præget af ensomhed, social fremmedgørelse, humor og kulturel referencebevidsthed.

Med albums som The Queen Is Dead (1986) og Meat Is Murder (1985) cementerede gruppen sin status. Især “There Is a Light That Never Goes Out” og “How Soon Is Now?” blev ikoniske sange, der stadig definerer britisk indie-rock.

Solokarrieren: Klassisk sangskrivning og kontrovers

Efter opløsningen af den banebrydende gruppe i 1987 indledte Morrissey en solokarriere, der hurtigt viste sig at være langt mere end et efterslæb fra The Smiths.

Allerede debutalbummet Viva Hate (1988) viste en ny retning: mere poleret produktion, større fokus på klassisk popstruktur og en tydeligere vokal i centrum. Hits som “Suedehead” og “Everyday Is Like Sunday” etablerede ham som soloartist.

I 1990’erne bevægede han sig mellem britpop-bølgen og sin egen outsiderposition. Albums som Your Arsenal (1992) og Vauxhall and I (1994) bliver af mange betragtet som kunstneriske højdepunkter:

Hvor Your Arsenal, der er produceret af Mick Ronson (som er kendt for sit samarbejde med David Bowie), var mere rock-orienteret og glam-inspireret, så var Vauxhall and I mere moden, reflekterende og lyrisk stram i sit udtryk, og af mange kaldt hans bedste soloalbum

2000’erne: Comeback og ny loyal fanskare

Efter en periode med labelproblemer og lavere kommerciel synlighed vendte Morrissey stærkt tilbage med You Are the Quarry (2004).

Her ramte han igen en bredere offentlighed med sange som “Irish Blood, English Heart”, hvor hans politiske og kulturelle identitet blev tydeligere end før.

Musikalsk kombinerede han klassisk britisk guitarrock, moderne indie-produktion
med en stadig stærk vokal og melodisk sans.

Efterfølgende albums som Ringleader of the Tormentors (2006) og Years of Refusal (2009) viste en mere rå og direkte rocklyd.

I de senere år har Morrissey bevæget sig endnu længere væk fra mainstream-industrien, men samtidig fastholdt en loyal global fanskare.

Albums som World Peace Is None of Your Business (2014), Low in High School (2017) og I Am Not a Dog on a Chain (2020) viser en kunstner, der stadig eksperimenterer med mere orkestrale arrangementer, politiske og kulturelle temaer, og en blanding af crooner-tradition og moderne rock.

Koncerten i Gøteborg

Bienvenue en Suède, Morrissey. Publikums begejstring for den engelske stilikon var ikke til at tage fejl af da han endelig entrede scenen ved 9-tiden efter at have underholdt os med musikvideoer af sine personlige musikpræferencer i 40 minutter.

De tæller bl.a. Cherry Bomb med The Runaways. She’s the One af Ramones. Where Have All the Flowers Gone? fremført af Marlene Dietrich. Fade To Grey af Visage. David Bowies Rebel Rebel. Kraftwerks Autobahn. Og, Girls Were Made To Love And Kiss af Anthony Newley.

Han indledte koncerten, primært med smagsprøver fra sin nye album ”Make-Up Is a Lie”. Her har titelnummeret fra albummet endnu engang nået en Top-10 placering, ligesom BBC endnu engang, ifølge Morrissey ikke gider at spille den.

Det blev også tid til nogle af sine egne klassikere, såsom ”Suedehead”, ”First of the Gang to Die” og ”Everyday Is Like Sunday” inden han som det eneste ekstranummer sluttede af med The Smiths evergreenen ”There Is a Light That Never Goes Out”.

Dette fik følelserne til at boble lidt for meget for publikum, der mange gange under koncerten havde råbt Morrissey. Her sprang to mænd op på scenen for at kramme idolet, hvilket de dog ikke fik lov til af vagten, som førte dem tilbage ud over scenekanten.

Da koncerten var afsluttet, var folk generelt set tilfredse med at have fået det de var kommet efter. Hvilket vil sige en kunstner, der igennem hele karrieren har udtrykt en forkærlighed for outsiderfigurer, både i musik og lyrik, der blander ironi, melankoli og kulturelle referencer, og som bliver leveret med en vokalstil, der balancerer mellem crooner-tradition og dramatisk fremførelse.

Efterskrift

Morrisseys karriere er sjælden, fordi den ikke følger den typiske kurve fra indiehelt til klassisk legacy-artist. I stedet har han bevaret en konstant spænding mellem pop, kunst og provokation.

Fra The Smiths’ melankolske guitarunivers til hans soloalbums teatralske crooner-rock står han tilbage som en kunstner, der aldrig har forsøgt at blive tilpasset – men i stedet har insisteret på at definere sin egen plads i musikhistorien.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Primal Scream

Bobby Gillespie og Co. havde Warszawa i deres hule hånd da de var en tur forbi Klub Stodoła.

Lær mere

Laibach

Når Propoganda bliver kunst. Laibach live i Filmstudion i Gøteborg.

Lær mere

Tricky

Filmstudion i Gøteborg havde besøg af Trip Hop pioneeren Tricky og polske Marta Złakowska.

Lær mere

Indlægget Musik: Morrissey: Make Up is A Lie Tour – Partille Arena i Göteborg blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Siden Maxinquaye udkom i 1995, har Adrian Thaws brugt næsten lige så meget energi på at undslippe albummets skygge, som han brugte på at skabe det.

Det er paradoksalt, for netop Maxinquaye står i dag som et af de mest betydningsfulde britiske album fra 1990’erne.

Hvilket er et værk, der sammen med nogle af dem som Massive Attack og Portishead udgav var med til at definere det, verden senere døbte triphop. Men Tricky har altid hadet at blive sat i bås.

Den urolige pioner

I begyndelsen lød det, som om nogen havde slukket lyset i hiphop. Hvor andre rappere fyldte rummet med selvsikkerhed, hviskede Tricky.

Hans stemme var ikke en frontfigur, men endnu et instrument blandt støvede beats, dub-basser, skæve guitarer og en næsten klaustrofobisk produktion.
Maxinquaye var ikke bare en plade. Den var en stemning.

Samarbejdet med Martina Topley-Bird skabte en af de mest særegne vokaldynamikker i moderne populærmusik.

Hvor hendes stemme svævede rent og næsten uskyldigt over musikken, lød Tricky som en mand, der rappede inde fra sit eget hoved.

Rastløsheden som drivkraft

Men succesen blev samtidig begyndelsen på et livslangt opgør med forventninger.

Hvor mange af hans samtidige begyndte at raffinere deres lyd, gjorde Tricky det modsatte.

Pre-Millennium Tension blev mørkere. Angels With Dirty Faces blev mere rå.
Juxtapose flirtede med amerikansk hiphop. Siden fulgte rock, blues, punk, industrial, soul og eksperimenterende elektronisk musik.

Kritikere har ofte været uenige om kvaliteten af de enkelte udgivelser, men de fleste er enige om én ting: Tricky har aldrig lavet den samme plade to gange. Det har gjort diskografien ujævn, men også bemærkelsesværdigt modig.

Hvor andre kunstnere beskytter deres brand, har Tricky konsekvent saboteret sit eget.

Marta Złakowska – Den nye kreative akse

Hvis Martina Topley-Bird var stemmen bag 1990’ernes Tricky, er Marta Złakowska blevet stemmen for den modne udgave.

Samarbejdet begyndte i anden halvdel af 2010’erne, men har gradvist udviklet sig til noget langt større.

På Fall To Pieces var hendes vokal allerede central, og siden har de udgivet fælles materiale og udviklet et samarbejde, hvor Marta ikke blot synger sangene, men er med til at definere deres følelsesmæssige udtryk.

Den nye single Out Of Place peger samtidig mod albummet Different When It’s Silent, hvor Tricky igen søger væk fra nostalgi og mod en mere minimalistisk, punket og guitarpræget lyd.

Different When It’s Silent

Det er også derfor, den aktuelle turné har delt anmelderne. De, der accepterer Trickys præmis, oplever noget helt andet. På scenen står han sjældent i centrum. Lyset er næsten slukket. Publikum ser mest en silhuet. Hans egen vokal ligger ofte dybt nede i mixet.

I stedet overlader han pladsen til Marta Złakowska og den nye samarbejdspartner Mitch Sanders, mens han selv bevæger sig rundt som en skyggefigur. Mere som dirigent end frontmand. Hvilket er et radikalt opgør med rockstjernens rolle.

En splittet anmelderskare

Derfor er anmeldelserne næsten som et spejl af Trickys karriere. I Bristol beskrev Bristol 24/7 koncerten som “mørk, grumset og overraskende intim”.

Anmelderen mente, at Marta og Tricky havde fundet den stærkeste scenekemi siden Martina Topley-Bird, og roste de nye sange for at passe naturligt ind mellem klassikerne.

Sonic Abuse gik endnu længere og kaldte koncerten en “dark masterclass in intensity”. Her blev Trickys kompromisløse tilgang fremhævet som et bevidst kunstnerisk valg: Han giver publikum det, de har brug for. Ikke nødvendigvis det, de forventer.

I Paris blev den stramt koreograferede koncert beskrevet som usædvanligt professionel, hvor Marta og Mitch Sanders delte vokalerne, mens Tricky fungerede som den mørke kraft, der holdt forestillingen sammen. Anmelderen fremhævede især finalen med “Vent” som et fascinerende klimaks.

Men Hamburg viste bagsiden. Her blev koncerten kritiseret for et hårdt lydmix, næsten uforståelig vokal og en varighed på blot omkring 35 minutter. Flere publikummer forlod ifølge anmeldelsen salen frustrerede, da de forventede ekstranumre, som aldrig kom.

Den samme kamp som altid

Det interessante er, at præcis den konflikt har fulgt Tricky i over 30 år. Publikum kommer for Maxinquaye. Tricky kommer for at spille den musik, han laver nu. Han har aldrig ønsket at være et nostalginavn.

Tværtimod virker det næsten, som om han aktivt forsøger at gøre det umuligt at konsumere ham som et museum. Selvom der også bliver plads til de gamle hits.

Derfor synger Marta ofte mere end ham. Derfor står han i mørket. Derfor bliver sangene omarrangeret. Derfor er koncerterne korte.

En kunstner uden facit

Mange musikere bliver med alderen rundere. Tricky er snarere blevet mere kompromisløs. Det oplevede folk også her til aften i Gøteborg.

Han har aldrig haft den kommercielle stabilitet, som hans samtidige fra Bristol har opnået. Til gengæld har han bevaret noget, som er langt sjældnere: en vedvarende rastløshed.

Når man ser ham på scenen i 2026, er det ikke en veteran, der genopfører sin storhedstid.

Det er stadig den samme kunstner, som i 1995 nægtede at følge reglerne.
Forskellen er blot, at stemmen, der engang kom fra Martina Topley-Bird, nu kommer fra Marta Złakowska.

Og måske er det netop den største styrke ved Tricky. Han forsøger ikke at genfinde fortiden. Han forsøger stadig at undslippe den.

Hvilket fra bandets begyndelse til nu også har gjort dem til et af Europas mest fascinerende og misforståede musikprojekter.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Delia Derbyshire

Delia Derbyshire var en af de helt store pionerer indenfor elektronisk musik i tresserne.

Lær mere

Laibach

Når Propoganda bliver kunst. Laibach live i Filmstudion i Gøteborg.

Lær mere

Björk

En storslående visuel og musikalsk udfordrende koncert med den islandske kunstner.

Lær mere

Indlægget Musik: Tricky – Manden, der aldrig ville være sit eget monument blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.