|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Filmen er langt mere end et portræt af en af Storbritanniens største kunstnere. Den er en invitation til at se verden gennem David Hockneys øjne og netop det gør den til en usædvanlig kunstfilm.

Udgangspunktet er Hockneys store udstillinger på Royal Academy of Arts i London, hvor publikum føres gennem de monumentale landskabsmalerier fra Yorkshire og den bemærkelsesværdige serie 82 Portraits and 1 Still-life.

Men filmen handler i virkeligheden mindre om værkerne end om manden bag dem, da filmen forsøger at forklare, hvordan et menneske tænker.

David Hockney

Hockney er en sjældent engagerende fortæller. Han taler med en smittende nysgerrighed om lys, farver, perspektiv og den menneskelige evne til at se.

Det bliver hurtigt klart, at han ikke blot maler det, han ser. Han undersøger selve det at se. Hans refleksioner er præget af humor, intelligens og en livslang lyst til at eksperimentere.

Filmen gør ingen forsøg på at presse Hockney ind i en traditionel biografisk fortælling. Den gennemgår ikke systematisk hans liv fra barndommen i Yorkshire til årene i Californien.

I stedet væver den korte biografiske nedslag sammen med lange samtaler om kunst, så publikum gradvist forstår, hvorfor Hockney regnes blandt det 20. århundredes mest betydningsfulde britiske kunstnere.

Netop denne tilgang er filmens største styrke. Den behandler sit publikum som nysgerrige medspillere frem for elever, der skal undervises. Man får lov til at dvæle ved malerierne, studere penselstrøgene og lytte til kunstnerens egne overvejelser uden konstante afbrydelser.

En visuel mester

Filmens visuelle kvalitet er en oplevelse i sig selv. Kameraet bevæger sig langsomt hen over lærrederne og indfanger detaljer, som let overses under et museumsbesøg.

De stærke farver, de enorme formater og Hockneys karakteristiske brug af lys får plads til at folde sig ud på det store lærred. På den måde bliver filmen næsten en forlængelse af udstillingen.

Samtidig bliver det tydeligt, hvorfor Hockney har haft så stor betydning for moderne kunst. Han begyndte som en central skikkelse i den britiske popkunst, men nægtede at lade sig begrænse af én stil.

Han skabte ikoniske billeder af Californiens swimmingpools, genopfandt landskabsmaleriet med sine enorme Yorkshire-panoramaer og var blandt de første internationalt anerkendte kunstnere, der tog digitale medier som iPad og computer til sig. Fælles for hele hans produktion er en ukuelig nysgerrighed efter at forstå, hvordan mennesker oplever verden.

Filmen formidler denne nysgerrighed uden at gøre Hockney til et ufejlbarligt geni. Tværtimod fremstår han som et menneske, der stadig stiller spørgsmål, stadig eksperimenterer og stadig lader sig begejstre. Det er måske netop derfor, dokumentaren virker så levende.

Filmen blev positiv modtaget af dagspressen

Da filmen udkom for et årti siden tog anmelderne generelt set godt imod filmen. Flere fremhævede dens rolige tempo og dens respekt for både kunstværkerne og publikum.

I stedet for hurtige klip og dramatiske virkemidler lader filmen Hockneys egne ord og billeder tale. Nogle kritikere pegede dog på, at den især henvender sig til seere med en interesse for kunsthistorie og moderne maleri.

Ønsker man en traditionel biografi med fokus på privatliv, konflikter og kronologiske nedslag, vil man sandsynligvis savne mere dybde.

Men som kunstfilm fungerer Exhibition on Screen: David Hockney at the Royal Academy of Arts overbevisende.

Den giver ikke blot et indblik i Hockneys værker, men også i den tankeverden, der ligger bag dem.

Man forlader filmen med en større forståelse af, hvorfor han regnes blandt Storbritanniens største kunstnere. Ikke kun fordi hans malerier hænger på verdens førende museer, men fordi han gennem et helt liv har udfordret vores måde at se på.

Efterskrift

Det mest bemærkelsesværdige er dog, at filmen ikke kræver forhåndskendskab til David Hockney. Tværtimod vækker den lysten til at opleve hans kunst i virkeligheden.

Når lyset tændes i biografen, sidder man tilbage med følelsen af, at man ikke blot har set en dokumentar om en kunstner, men har tilbragt halvanden time i selskab med et usædvanligt nysgerrigt menneske.

Exhibition on Screen: David Hockney at the Royal Academy of Arts er en smuk, tankevækkende og velkomponeret dokumentar, der giver publikum en sjælden mulighed for at komme tæt på en kunstner, som gennem mere end 60 år har været med til at ændre vores syn på både maleriet og den verden, det forsøger at indfange.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Georgiens krøniker

En af de fineste eksempler på brutalisme i Krakow er det nu delvist forladte Hotel Forum.

Lær mere

More Than A Museum

En dokumentarfilm om det nye Munch museum i Oslo som blev opført af et lille spansk bureau.

Lær mere

Joseph Beuys

Dokumentarfilmen portrætterer en af verdenens vigtigste aktionskunster.

Lær mere

Indlægget Film: David Hockney at the Royal Academy of Arts blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Når man ser The Match, kunne man umiddelbart tro, at den blot handler om VM-kvartfinalen mellem England og Argentina i 1986.

Kampen der er berømt for Diego Maradonas to ikoniske mål. Det kontroversielle “Hand of God”-mål og det spektakulære solomål, der ofte kaldes “Århundredets mål”.

Men dokumentaren gør hurtigt klart, at den virkelige historie ikke udelukkende handler om de 90 minutter på banen.

Den handler om alt det, der fandt sted før dommerens første fløjt, og om de følelser, kampen stadig vækker næsten 40 år senere.

The Match

Filmens største styrke er dens evne til at sætte fodbolden ind i en historisk og politisk sammenhæng.

Fire år før kampen havde Storbritannien og Argentina udkæmpet Falklandskrigen, som kostede hundredvis af mennesker livet og efterlod dybe nationale sår.

Derfor blev VM-kampen langt mere end en sportsbegivenhed. For mange argentinere blev den en mulighed for symbolsk at genvinde den stolthed, de havde mistet under krigen, mens englænderne oplevede kampen som et opgør, hvor sport og politik blev uløseligt forbundet.

Maradona – Stjernen som stadig lyser fra himlen

Dokumentaren undgår den enkle fortælling om helte og skurke. I stedet lader den både engelske og argentinske spillere, journalister og eksperter fortælle deres version af begivenhederne.

Netop denne balance gør filmen troværdig. Publikum bliver ikke bedt om at vælge side, men opfordres til at forstå, hvorfor kampen betyder noget forskelligt afhængigt af, hvem der fortæller historien.

Maradona står naturligvis i centrum. Han fremstilles ikke kun som den geniale fodboldspiller, men også som et symbol på Argentinas nationale identitet.

Hans to mål bliver næsten en metafor for hans person: Det første repræsenterer snyd, list og kontrovers, mens det andet viser en næsten ubegribelig sportslig kunnen.

Dokumentaren peger på, at begge mål tilsammen fortæller historien om Maradona. En mand, der var både beundret og omdiskuteret.

Interviews på tværs af landegrænser

Visuelt veksler filmen mellem originale tv-optagelser, arkivmateriale og nutidige interviews.

Arkivklippene skaber autenticitet, mens de personlige refleksioner giver historien en menneskelig dimension.

Særligt interessant er det at høre tidligere modstandere beskrive, hvordan deres syn på kampen har ændret sig gennem årene.

Hvor følelserne dengang var præget af vrede, stolthed eller skuffelse, er der i dag ofte plads til større forståelse og respekt.

Fodbold forener modsætninger

Et af dokumentarens vigtigste budskaber er, at sport aldrig eksisterer i et tomrum. En fodboldkamp kan blive et symbol på langt større konflikter, fordi mennesker knytter deres identitet, historie og følelser til den.

Samtidig viser filmen, at sport også kan fungere som et fælles sprog. Selv om England og Argentina stadig husker kampen forskelligt, deler de en fælles fortælling, som fortsat diskuteres og fortolkes.

Dokumentaren rejser også spørgsmålet om, hvordan historien bliver fortalt. Er Maradonas “Hand of God” et utilgiveligt brud på spillets regler, eller er det et udtryk for den list og opportunisme, som ofte hyldes i sport?

Filmen giver ikke et entydigt svar, men lader seeren selv tage stilling. Det gør The Match mere interessant end en traditionel sportsdokumentar.

Efterskrift

Samlet set er The Match en stærk dokumentar, fordi den formår at forene sport, historie og politik i én fortælling.

Selv seere med begrænset interesse for fodbold kan få udbytte af filmen, fordi dens egentlige emne er menneskers behov for identitet, retfærdighed og fælles fortællinger.

Den viser, at nogle kampe aldrig kun bliver afgjort på banen. De lever videre i nationernes kollektive hukommelse.

The Match: Medvirkende: John Barnes. Peter Shilton. Gary Lineker. Julio Olarticoechea. Ricardo Giusti. Oscar Ruggeri. Jorge Burruchaga.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Danmark U21 – Italien U21

Danmark tabte åbningskampen ved europamesterskaberne til Italien i Krakow.

Lær mere

Holland – Sverige

Storskærmsarrangement imellem Sverige og Holland på Nya Ullevi i Gøterborg

Lær mere

Tyskland Fodbold Museum

Museet i Dortmund gennemgår både tysk klub- og landsholdsfodbolds historie.

Lær mere

Indlægget Film: The Match – Mere end bare en fodboldkamp blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Filmen er langt mere end en optagelse af David Bowies koncert på Hammersmith Odeon i London den 3. juli 1973. Den er et vidnesbyrd om den aften, hvor Bowie symbolsk dræbte den figur, der havde gjort ham til verdensstjerne.

I dag står koncerten som et af rockhistoriens mest ikoniske øjeblikke. Ikke blot fordi Bowie var på toppen af sin karriere, men fordi han valgte at afslutte sin mest succesfulde skikkelse netop på højden af dens popularitet.

Ziggy Stardust – en rockstjerne fra det ydre rum

Da David Bowie skabte Ziggy Stardust i 1972, var det langt mere end endnu et kunstnernavn. Ziggy var en gennemført rollefigur.

En androgyn, flamboyant og karismatisk rockstjerne, der ifølge albummets løse fortælling kom til Jorden, mens menneskeheden kun havde fem år tilbage.

Ziggy blev både profet, frelser og superstjerne, men blev til sidst opslugt af sin egen berømmelse.

Historien fortælles aldrig direkte i filmen. Den udspiller sig gennem sangtekster, sceneshow, kostumer og Bowies egen optræden.

Publikum skulle ikke blot høre musikken – de skulle opleve Ziggy som en levende figur.

Det var netop denne blanding af science fiction, kabaret, rockmusik og kønsmæssig tvetydighed, der gjorde Ziggy Stardust til et kulturelt chok.

Bowie udfordrede tidens forestillinger om maskulinitet og seksualitet, samtidig med at han skabte et af rockhistoriens mest genkendelige visuelle univers med ildrødt hår, kraftig makeup og ekstravagante kostumer inspireret af japansk mode og avantgardeteater.

En koncert med en skjult afslutning

Da Bowie og The Spiders from Mars gik på scenen denne sommeraften i 1973, vidste publikum ikke, at de overværede Ziggys sidste optræden.

Koncerten åbner eksplosivt med Hang On to Yourself og titelnummeret Ziggy Stardust. Publikum møder straks den figur, de er kommet for at se. Selvsikker, teatralsk og større end livet selv.

Men efterhånden udvikler koncerten sig til noget mere end en parade af hits. Bowie blander sange fra tidligere album med nyt materiale fra Aladdin Sane. Undervejs bliver stemningen mørkere.

Changes fungerer næsten som en kunstnerisk programerklæring. Selvom sangen er skrevet flere år tidligere, bliver omkvædet “Ch-ch-ch-changes” nærmest et løfte om, at endnu en forvandling er på vej.

Midterdelen af koncerten bliver mere teatralsk. Jacques Brels My Death introducerer temaer om dødelighed og afslutning, mens Cracked Actor, Time og The Width of a Circle kredser om berømmelsens pris, seksualitet, identitet og forfald.

Set i bakspejlet virker sætlisten næsten dramaturgisk opbygget. Publikum mærker det måske ikke bevidst, men Ziggy er allerede ved at gå i opløsning.

Øjeblikket der blev legendarisk

Efter et hæsblæsende forløb med Let’s Spend the Night Together, Suffragette City og Velvet Undergrounds White Light/White Heat tror publikum, at koncerten nærmer sig sin afslutning.

Så stopper Bowie op. Han siger de ord, der siden er blevet en del af rockhistorien:
“Not only is it the last show of the tour, but it’s the last show that we’ll ever do.”

Publikum tror et øjeblik, at David Bowie annoncerer sin pensionering. Selv flere medlemmer af bandet bliver overraskede.

Først senere går det op for omverdenen, at Bowie talte om Ziggy Stardust. Det sidste nummer bliver derfor ikke blot endnu en sang. Rock ‘n’ Roll Suicide bliver Ziggys begravelse.

Sangen handler om ensomhed, desperation og håb, men i koncertens sammenhæng bliver den et symbolsk farvel til en figur, der havde ændret rockmusikken.

Musikken begyndte allerede før Bowie gik på scenen

Et ofte overset element i koncertfilmen er musikken før og efter selve koncerten.
Publikum mødes af Wendy Carlos’ elektroniske fortolkning af Beethovens Niende Symfoni fra Stanley Kubricks A Clockwork Orange.

Efter koncerten høres igen musik, som forbindes med filmen. Som eksempelvis den pompøse Pomp and Circumstance.

Valget var langt fra tilfældigt. Bowie var stærkt inspireret af Kubricks film. Dens blanding af futurisme, vold, dekadence og klassisk musik passede perfekt til Ziggy-universets dystopiske atmosfære.

Allerede før koncertens første tone bliver publikum derfor placeret i en kunstig, nærmest teatralsk virkelighed.

A Clockwork Orange fungerer som en ouverture. Den fortæller publikum, at de er trådt ind i et univers, hvor rockkoncerten er blevet til teater.

Bowie spiller både Ziggy og David Bowie

En af koncertfilmens store styrker er, at den viser spændingen mellem personen David Bowie og figuren Ziggy Stardust.

Når Bowie synger Moonage Daydream, er han den kosmiske rockstjerne. Under Cracked Actor bliver han den dekadente og selvdestruktive berømthed. I My Death fremstår han som cabaretkunstner.

Og i Rock ‘n’ Roll Suicide bliver han næsten en prædikant, der rækker armene ud mod publikum som en frelser.

Det er netop denne evne til konstant at skifte rolle, der senere skulle blive Bowies kunstneriske varemærke.

Hvorfor dræbte Bowie Ziggy?

For mange virkede beslutningen uforståelig. Ziggy Stardust var en enorm succes. Albummet solgte, koncertturnéerne var udsolgte, og Bowie var blevet en international stjerne. Men netop derfor ønskede han at stoppe.

Bowie havde en næsten instinktiv modvilje mod at gentage sig selv. Han mente, at kunstnere risikerede at blive fanget af deres største succes, og han nægtede at lade Ziggy definere resten af hans karriere.

Samtidig var rollen begyndt at opsluge ham. Bowie har senere fortalt, at grænsen mellem personen David Jones og figuren Ziggy Stardust efterhånden blev vanskelig at opretholde.

Turnélivet, berømmelsen og et stigende stofmisbrug gjorde perioden psykisk belastende. Ved at “dræbe” Ziggy kunne han begynde forfra.

Kort tid efter fulgte Diamond Dogs, den amerikansk inspirerede soul på Young Americans, den aristokratiske Thin White Duke og senere Berlin-trilogien med Brian Eno og den tyske krautrock som musikalske mentorer.

Ingen af disse perioder ville sandsynligvis have været mulige, hvis Bowie var blevet ved med at være Ziggy.

Mick Ronson: Den oversete stjerne

Selv om Ziggy Stardust and the Spiders from Mars bærer David Bowies navn, ville Ziggy-universet næppe have haft samme gennemslagskraft uden guitarist Mick Ronson.

Hans skarpe, melodiske guitarspil gav sangene deres dramatiske kraft, og hans arrangementer på pladedgivelserne som ofte var med strygere og komplekse harmonier, løftede Bowies idéer fra rockmusik til musikalsk teater.

I koncertfilmen er samspillet mellem Bowie og Ronson tydeligt. De bevæger sig rundt om hinanden, udveksler blikke og deler scenen som to hovedpersoner i samme forestilling.

Under numre som Moonage Daydream og The Width of a Circle er Ronsons guitar ikke blot akkompagnement, men en medfortæller. Han giver Ziggy en lyd, der både er aggressiv, romantisk og futuristisk.

Efter opløsningen af The Spiders from Mars kom Ronson aldrig helt ud af Bowies skygge, men koncertfilmen står tilbage som et varigt vidnesbyrd om, hvor afgørende han var for Ziggy-periodens kunstneriske succes.

D.A. Pennebakers kamera: En dokumentar midt i teaterforestillingen

Instruktøren D.A. Pennebaker var allerede kendt for musikdokumentarer om blandt andre Bob Dylan og Monterey Pop Festival.

Hans stil var præget af det observerende dokumentarblik. Kameraet registrerer begivenhederne, snarere end at iscenesætte dem.

Det mærkes tydeligt i koncertfilmen. Kameraet dvæler ved Bowies ansigtsudtryk, glider hen over Ronsons koncentrerede guitarspil og vender jævnligt tilbage til publikums reaktioner.

De unge fans, mange iført glitter og farverigt tøj, synger med, græder og rækker hænderne mod scenen, som var de til en religiøs ceremoni.

Filmen er teknisk ujævn. Billedet er til tider mørkt, klipningen hektisk og lyden langt fra perfekt.

Men netop disse ufuldkommenheder giver den en autenticitet, som mange moderne koncertfilm mangler. Man føler ikke, at man ser en nøje koreograferet produktion; man føler, at man er til stede den aften, hvor historien udspiller sig.

En koncertfilm, der blev større end koncerten

Da filmen endelig udkom i 1979, havde Bowie allerede genopfundet sig selv flere gange. Mange kritikere mente dengang, at filmen teknisk var ujævn, men de fleste var enige om, at dens historiske betydning langt oversteg dens tekniske mangler.

I dag regnes Ziggy Stardust and the Spiders from Mars som en af de vigtigste koncertfilm nogensinde.

Ikke nødvendigvis fordi den viser Bowies bedste koncert. Men fordi den dokumenterer det øjeblik, hvor en kunstner frivilligt opgav den figur, som havde gjort ham udødelig.

En arv, der rækker langt ud over glam rock

Da Bowie afsluttede Ziggy Stardust i 1973, satte han samtidig en ny standard for, hvad en rockkunstner kunne være.

Han viste, at en koncert kunne være et sammenhængende kunstværk, hvor musik, kostumer, lys, fortælling og scenepersona smeltede sammen.

Denne idé fik enorm betydning for senere generationer. Kunstnere som Madonna, Prince, U2 og Lady Gaga har alle arbejdet med gennemførte scenefigurer og konceptuelle turnéer, hvor koncerterne fungerer som dramatiske fortællinger snarere end blot en række sange.

Også kunstnere som Trent Reznor fra Nine Inch Nails, Marilyn Manson og Arcade Fire har peget på Bowie som en vigtig inspirationskilde, når det gælder sammensmeltningen af rockmusik, performancekunst og identitet.

I dag, hvor store koncertproduktioner ofte er minutiøst planlagte multimedieoplevelser, kan det være svært at forstå, hvor nyskabende Ziggy-turnéen var.

I begyndelsen af 1970’erne var det stadig usædvanligt, at en rockmusiker optrådte som en fiktiv karakter gennem en hel koncert. Bowie gjorde scenen til et teater. Og rockstjernen til en rolle, der kunne skabes, udvikles og afsluttes.

Mere end en koncertfilm

Det er fristende at se Ziggy Stardust and the Spiders from Mars som et nostalgisk tilbageblik på glam rockens storhedstid.

Men filmens egentlige styrke ligger et andet sted. Den viser en kunstner, der bevidst afslutter sit mest succesfulde projekt, fordi han frygter at blive fanget af det.

Netop derfor føles koncerten stadig moderne. Den handler ikke kun om musik, men om identitet, forandring og modet til at give slip på det, som andre forventer af én.

Da David Bowie sang de sidste linjer i Rock ‘n’ Roll Suicide, tog han ikke blot afsked med Ziggy Stardust. Han demonstrerede, at kunstnerisk fornyelse kræver viljen til at lade selv de største succeser dø.

Det er måske derfor, koncertfilmen stadig fascinerer. Den dokumenterer ikke blot afslutningen på en epoke. Den viser fødslen af den David Bowie, som resten af verden kom til at kende: kunstneren, der aldrig stod stille.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Delia Derbyshire

Delia Derbyshire var en af de helt store pionerer indenfor elektronisk musik i tresserne.

Lær mere

Primal Scream

Bobby Gillespie og Co. havde Warszawa i deres hule hånd da de var en tur forbi Klub Stodoła.

Lær mere

Morrissey

Den gamle forsanger i The Smith gæstede Goteborg til stor glæde for weltschmerz-folket.

Lær mere

Indlægget Film: Da Bowie dræbte: Ziggy Stardust and the Spiders from Mars blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Christopher Nolans The Odyssey begynder som den ultimative heltefortælling: Kongen Odysseus kommer endelig hjem 10 år efter krigen blevet afsluttet. På den lange rejse er han blevet kastet fra den ene prøvelse til den anden.

Han har mødt monstre, sirener, guder og døde. Samtidig med at hans hustru Penelope har ventet på ham hjemme på Ithaka, og sønnen Telemachos vokser op uden sin far.

Under den enorme, spektakulære fortælling gemmer der sig en langt mere moderne historie.

Hos oldtidens Homer er Odysseen fortællingen om en helt, der efter tyve års fravær skal finde tilbage til sin familie, sit kongerige og sin plads i en guddommelig orden.

Hos Nolan derimod, bliver hjemkomsten snarere en konfrontation med fortiden. Odysseus har overlevet, men han kan ikke længere uden videre vende tilbage til det menneske, han var.

Filmens egentlige spørgsmål bliver derfor: Kan man komme hjem, uden at kunne komme tilbage?

En mand på vej hjem fra en krig

Odysseus har tilbragt et årti ved Troja og derefter et årti på havet. Han har vundet krigen, men sejren har kostet dyrt. Hans mænd dør én efter én, og hans egne beslutninger bliver årsag til nye katastrofer.

På Ithaka venter Penelope og Telemachos. Men hjemmet er ikke længere, som han forlod det. En gruppe bejlere har taget ophold i paladset og lever af Odysseus’ rigdom, mens de presser Penelope til at vælge en ny mand.

Dermed bevæger fortællingen sig langs to spor. Odysseus forsøger at finde hjem, mens hjemmet langsomt er ved at blive taget fra ham.

Da han endelig når Ithaka, er rejsen derfor ikke slut. Han må generobre sit hjem. Og samtidig forsøge at genfinde sin familie. Det er her, Nolans film får sin egentlige tyngde.

For Odysseus er ikke bare en mand, der har været væk. Han er en mand, der har været med til at skabe den voldelige verden, han nu vender tilbage fra.

Han har vundet gennem bedrag. Han har ofret mænd. Han har brugt vold for at skabe orden. Og hans evne til at overleve er samtidig det, der gør ham til en stadig mere fremmed skikkelse for dem, han længes efter at se igen.

Nolans Odysseus er derfor mindre den triumferende eventyrhelt og mere en krigsveteran, der forsøger at forstå, hvad sejren har kostet ham.

Fra Homers snu helt til Nolans krigsveteran

Det er den vigtigste forskel mellem de to Odysseus-figurer. Hos Homer er Odysseus den store trickster.

Hans styrke ligger i hans intelligens, hans evne til at lyve, forklæde sig og manipulere. Han er ikke nødvendigvis den stærkeste mand i rummet. Men han er den, der kan finde en udvej.

Nolan beholder hans intelligens, men ændrer dens betydning. Hans Odysseus er mere fysisk, mere slidt og mere hjemsøgt af sine handlinger.

The New Yorker har netop fremhævet forskellen mellem Homers opfindsomme og moralsk tvetydige strateg og Nolans mere barske og praktiske kriger.

Dermed bliver Odysseus’ største egenskab også hans største byrde. Han kan overleve næsten alt. Men han kan ikke nødvendigvis leve med det.

Læs også: Film: Oppenheimer – Alt hvad jeg ser er vibrerende atomer

Det er et meget Nolan-agtigt paradoks. Som i Oppenheimer og flere af instruktørens tidligere film er det mennesket, der gør noget ekstraordinært, som bagefter må leve med konsekvenserne af det, det har skabt.

Den fremmede og frygten for den fremmede

Men Nolans film rummer også en anden, mere politisk dimension, som ligger dybt i Homers fortælling: spørgsmålet om, hvordan mennesker behandler den fremmede.

Det er værd at skelne mellem to græske begreber. Xenia betegner den gæstfrihed og gensidige forpligtelse, som ifølge den homeriske verdensorden skal eksistere mellem vært og fremmed.

Xenofobi er næsten dens modsætning. Frygten, mistilliden eller fjendtligheden overfor den, der kommer udefra.

Det interessante er, at Odysseus selv befinder sig på begge sider af denne konflikt.

Han er kongen, der forventer gæstfrihed, når han kommer som fremmed til andre menneskers lande. Men han er også en erobrer, der selv kommer udefra og trænger ind i andres verdener.

Kyklopen Polyfemos

Det bliver særlig tydeligt hos Polyfemos. Hos Homer er kyklopen ikke bare et monster. Han lever uden for den civilisation, som Odysseus og hans mænd kender.

Han anerkender ikke xenia, og da Odysseus og hans mænd ankommer, behandler han dem ikke som gæster, men som bytte.

Men der ligger en ubehagelig ironi i scenen. Odysseus er også den fremmede.
Han trænger ind i Polyfemos’ hule, tager af hans forråd og forventer, at hans egen forestilling om gæstfrihed skal gælde. Polyfemos accepterer ikke hans regler. Og Odysseus svarer med vold.

Nolan gør denne konflikt mere fysisk og mere umiddelbar. Polyfemos bliver ikke blot en figur fra et eventyr, men et billede på mødet mellem civilisationer, hvor den fremmede hurtigt kan blive opfattet som en trussel.

Det er en vigtig del af filmens mørkere menneskesyn. Fremmedhed skaber ikke nødvendigvis nysgerrighed. Den kan skabe frygt. Og frygt kan skabe vold.

Det gør Odysseus’ rejse mere paradoksal. Han bruger hele filmen på at forsøge at komme hjem, men næsten hele vejen igennem er han selv den fremmede.

Xenia som civilisationens modsvar til xenofobi

Det er også derfor, gæstfriheden spiller en større rolle end blot at være en antik skik.

Hos Homer er xenia en af de regler, der binder den kendte verden sammen. Den fremmede skal modtages, bespises og beskyttes, før man spørger, hvem han er, eller hvorfor han er kommet.

Det er en vigtig forestilling, fordi en verden uden faste grænser og uden moderne stater er afhængig af gensidige regler mellem mennesker, der ikke kender hinanden.

Når denne regel brydes, bliver verden farligere. Polyfemos bryder den. Bejlerne bryder den. Og på en mere kompleks måde gør Odysseus det også.

Det betyder, at xenia hos Nolan kan læses som noget større end gæstfrihed. Det bliver en idé om, at civilisation netop viser sig i måden, man behandler den, man ikke kender.

Det modsatte er ikke bare dårlig opførsel. Det er en verden, hvor den fremmede først og fremmest bliver betragtet som en potentiel fjende.

Her får filmen en overraskende nutidig resonans. Odysseus er hele tiden på rejse mellem verdener, hvor han selv må håbe på at blive modtaget som menneske, samtidig med at han og hans mænd ofte møder andre med mistro, magt og vold.

Nolan gør dermed Odysseen til en fortælling om mere end hjemkomst. Den bliver også en fortælling om hvem der får lov til at høre til.

Myten bliver til psykologi

Det er også derfor, filmens monstre og mytologiske væsener får en anden funktion end hos Homer.

Polyfemos er ikke bare et monster, Odysseus skal besejre. Han bliver et billede på den brutale verden, Odysseus selv er en del af.

Mødet handler ikke kun om, hvordan helten overvinder uhyret, men også om, hvor lidt afstand der egentlig er mellem helten og uhyret.

Sirenerne bliver en mere abstrakt fristelse. De handler mindre om et konkret mytologisk væsen og mere om ønsket om at slippe væk. Fra smerte, ansvar og den identitet, Odysseus bærer med sig.

Kirke er hos Homer både farlig og forførende. Men ender som elskerinde, værtinde og hjælper. Nolan gør hende mørkere og mere skræmmende. Hun bliver et billede på menneskets dyriske side snarere end en egentlig allieret på hjemrejsen.

Og så er der Kalypso. Hos Homer tilbyder hun Odysseus noget, som intet menneske kan tilbyde: udødelighed. Han kunne blive hos hende og undslippe alderdommen. Men han vælger Penelope og det dødelige liv.

Nolan gør fristelsen mere psykologisk. Kalypso tilbyder i højere grad muligheden for at glemme.

Glemme krigen. Glemme de døde. Glemme skylden. Glemme, hvem man var.
Det er en mere moderne form for fristelse end Homers udødelighed. Og den passer perfekt til Nolans Odysseus.

Hades: Hvor de døde følger med hjem

Det bliver endnu tydeligere i dødsriget. Hos Homer er Hades en virkelig del af verdensordenen. Odysseus kan bevæge sig ind i de dødes verden og møde dem for at få viden om sin videre rejse.

Hos Nolan bliver dødsriget mere indre end ydre. De døde repræsenterer alt det, Odysseus har efterladt på vejen. Han kan forlade slagmarken. Men slagmarken kan ikke nødvendigvis forlade ham.

Dermed bliver Hades et af filmens vigtigste steder, fordi det er her, den store eventyrfortælling for alvor bliver til en historie om traume og skyld.

Guderne forsvinder – og mennesket står alene

Den største ændring ligger imidlertid i hele filmens verdenssyn. Hos Homer er guderne aktive personer. Athena hjælper Odysseus. Poseidon modarbejder ham. Zeus griber ind. Gudernes beslutninger er med til at forme menneskenes liv.

Nolan fjerner næsten hele denne gudeverden. Athena er den tydeligste olympiske guddom. Imens Poseidon og Zeus i højere grad bliver kræfter eller principper i fortællingen. Det gør en enorm forskel.

Hos Homer lever mennesket i en verden, hvor guderne hele tiden blander sig. Hos Nolan står mennesket i højere grad alene med sine handlinger.

Og det gør også spørgsmålet om fremmedhed mere alvorligt. Hvis guderne ikke længere hele tiden griber ind og opretholder verdensordenen, er det menneskene selv, der må skabe den.

Det er netop, hvad der står på spil på Ithaka. Ithaka er blevet det samme problem, som han forlod. Bejlerne er derfor mere end filmens skurke.

De lever i Odysseus’ hus, men respekterer ikke husets regler. De påberåber sig retten til Penelope, men misbruger samtidig gæstfriheden. De vil have magten, men uden at acceptere de forpligtelser, der følger med den.

De bliver et billede på et samfund, hvor de gamle regler stadig eksisterer i sproget, men ikke længere i handlingerne. Og dermed bliver Ithaka en miniatureudgave af den verden, Odysseus har været ude i.

Han forlod hjemmet for at føre krig. Da han kommer tilbage, må han føre krig i hjemmet.

Det er en af filmens mørkeste pointer. Vold kan skabe orden, men den efterlader ikke nødvendigvis et mere fredeligt samfund.

Odysseus kan besejre bejlerne. Men han kan ikke på den måde gøre de tyve år ugjorte.

Penelope er ikke bare kvinden, der venter

Det er også her, Penelope bliver filmens følelsesmæssige centrum. Hos Homer er hun langt mere end den loyale hustru.

Hun er Odysseus’ kvindelige modstykke: intelligent, tålmodig og lige så dygtig til bedrag som sin mand. Hendes vævning af ligklædet er en strategi, der giver hende mulighed for at holde bejlerne hen.

Nolan nedtoner denne side af hende og gør hende i stedet til forbindelsen til det liv, Odysseus forsøger at genvinde.

Hvor hun repræsenterer hukommelsen. Så repræsenterer Odysseus forandringen. Han har levet et helt liv væk fra hende. Hun har levet et helt liv med hans fravær.

Det gør deres genforening langt mere kompliceret end den traditionelle fortælling om helten, der endelig kommer hjem til sin trofaste hustru.

For hvad vil det egentlig sige at være ægtefæller, når man har været adskilt i tyve år? Og hvad med sønnen?

Telemachos

Telemachos er måske den figur, der tydeligst viser, hvor meget Nolan har ændret Homer.

I eposset er Telemachos central. De første fire bøger handler i høj grad om hans egen rejse: Han må finde ud af, hvad der er blevet af faderen, og samtidig finde sin egen identitet.

Nolan reducerer denne fortælling kraftigt. Til gengæld bliver Telemachos et billede på det, som den gamle generation efterlader til den næste. Han er sønnen, der er blevet voksen uden sin far.

Og måske er det derfor, filmens slutning bliver så afgørende. Nolan ændrer betydningen af hjemkomsten

Hos Homer vender Odysseus tilbage som konge. Ordenen genoprettes. Han får Penelope tilbage, og Ithaka bliver igen hans.

Nolan vælger en mere radikal løsning: Odysseus giver tronen videre til Telemachos og forlader Ithaka sammen med Penelope. Det er mere end en ændring af handlingen. Det er filmens konklusion.

Hvis Odysseus var blevet konge igen, ville hjemkomsten have betydet, at fortiden kunne genoprettes. Men det kan den ikke. Da han har forandret sig. Ithaka har forandret sig. Og Telemachos er blevet voksen.

Derfor er den eneste egentlige hjemkomst måske at acceptere, at det gamle hjem ikke længere findes. Odysseus behøver ikke længere være konge.

Han behøver ikke længere være krigshelt. Han kan vælge Penelope. Og dermed kan han for første gang vælge et liv, der ikke handler om at vinde.

Mere end en spektakulær genfortælling

Det er let at forestille sig, at The Odyssey først og fremmest vil blive husket for sine enorme billeder: havet, slagene, kyklopen, dødsriget og de mytologiske verdener. Og det vil den sandsynligvis også.

Nolan har gjort selve biografoplevelsen til en del af fortolkningen. Filmen er optaget udelukkende med IMAX-filmkameraer. Og formatet er tænkt til at give fortællingen en fysisk størrelse, der svarer til dens mytologiske skala.

Men hvis filmen skal have en længere kulturel levetid, vil det næppe være på grund af, at den havde det største monster eller det flotteste søslag.

Den vil blive husket for den måde, Nolan oversætter Homer fra myte til moderne psykologi og samfundstænkning.

Han tager en fortælling om guder og skæbne og gør den til en fortælling om ansvar.

Han tager en fortælling om heltemod og gør den til en fortælling om konsekvenser.

Han tager en fortælling om den fremmede og gør den relevant for en verden, hvor spørgsmålet om, hvem der hører til, stadig kan udløse frygt og vold.

Og han tager en fortælling om at vende hjem og gør den til en fortælling om, at man ikke kan vende tilbage til den, man engang var.

Det er derfor, Nolans The Odyssey både er tæt på og langt fra Homer. Da han bevarer den ydre rejse: Troja, havet, monstrene, Penelope, Telemachos og Ithaka.
Men han ændrer den indre rejse.

Hos Homer skal Odysseus finde tilbage til sin plads i verden. Hos Nolan skal han finde ud af, om han overhovedet stadig har en plads dér.

Nostos: Hjemkomsten

Nolans film spørger, hvad hjemkomsten betyder, når mennesket selv er blevet forandret undervejs.

Og derfor kan filmens samlede budskab måske formuleres ganske enkelt:
Man kan vinde en krig. Man kan overleve en rejse. Man kan generobre sit hjem. Men man kan ikke få tiden tilbage.

Og man kan heller ikke skabe en civilisation alene gennem styrke. Den afhænger af, hvordan mennesker behandler hinanden. Især den fremmede.

Det er måske filmens mest interessante spænding. Odysseus bruger det meste af sit liv på at forsøge at komme hjem, samtidig med at han selv hele tiden er den fremmede.

Han vil mødes med gæstfrihed, men møder andre med mistro. Han længes efter sit eget hjem, men trænger ind i andres.

Han vil have verden til at anerkende ham, men bruger selv magt til at bestemme, hvem der hører til. Dermed bliver xenia og xenofobi to sider af den samme fortælling.

Hvordan behandler vi den, der kommer udefra. Og hvad sker der med os selv, når vi holder op med at se den fremmede som et menneske? Det er et spørgsmål, Homer stillede i en verden af guder, konger og fremmede øer.

Nolan stiller det i en verden, hvor guderne er blevet svagere, men hvor frygten for den fremmede stadig er stærk.

Og måske er det netop derfor, hans Odyssey kan blive stående som mere end en spektakulær genfortælling af et antikt epos.

Homer fortæller historien om en helt, der efter tyve års fravær genfinder sin verden.

Nolan fortæller historien om en mand, der efter tyve års fravær opdager, at verden og han selv er blevet en anden. Han kommer hjem.

Men først da han accepterer, at han ikke kan vende tilbage, begynder han for alvor at være hjemme.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Napoléon

Napoléons sidste ord skulle ifølge Ridley Scott have været ”Frankrig, Hæren, Josephine.

Lær mere

Alexander den Store

I Nordmakedonien hylder de krigerkongerne Filip II og Alexander den Store.

Lær mere

Korsridderne

Slaget i 1410 i Tannenberg i det nuværende Polen var skelsættende for Centraleuropas fremtid.

Lær mere

Indlægget Film: The Odyssey – Fra nostos til indre erkendelse hos Odysseus blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Ryan Goslings tur ud i rummet er en fortælling om videnskab og samarbejde. Her bliver det fremmede skildret som en ven, fremfor en fjende, hvilket oftest bliver fortalt i en stor Hollywood-produktion.

Kritikerne har taget særdeles godt imod blockbusteren, men har også peget på en film, der til tider forklarer og afrunder mere, end den behøver.

Project Hail Mary

Project Hail Mary begynder med en af science fiction-genrens klassiske katastrofer. Jorden står over for en eksistentiel trussel, og menneskeheden forsøger at finde en løsning, før det er for sent.

Ryland Grace, spillet af Ryan Gosling, vågner alene på et rumskib langt fra Jorden. Han har mistet hukommelsen og må gradvist rekonstruere både sin egen identitet og den mission, han er blevet sendt ud på.

Det står hurtigt klart, at hans opgave er knyttet til en global katastrofe, som også truer en fremmed civilisation.

På overfladen er det en film om rumfart, astrobiologi og menneskehedens overlevelse. Men filmens centrale relation opstår først, da Grace møder Rocky, et intelligent væsen fra en anden civilisation. Det er her, fortællingen får sin egentlige menneskelige dimension.

Den fremmede er ikke fjenden

Rocky og Grace har ingen fælles sprog, biologi eller kultur. De må derfor opbygge en kommunikation fra bunden.

Samtidig viser det sig, at de har et fælles mål: at finde en løsning på den trussel, der rammer begge deres verdener. Deres samarbejde bliver gradvist til et venskab.

Det adskiller Project Hail Mary fra mange tidligere science fiction-film om mødet med intelligent liv. Det ukendte fremstilles ikke primært som en trussel, der skal bekæmpes, men som noget, der skal forstås.

Filmens videnskabelige problemløsning bliver dermed tæt forbundet med dens fortælling om tillid. Grace og Rocky kommer kun videre, fordi de lærer at forstå hinandens verden.

Det er også her, filmen placerer sit mest tydelige tema. Overlevelse afhænger ikke kun af individuel intelligens, men af evnen til at dele viden og samarbejde.

Ryan Gosling bærer filmen

Kritikerne har gennemgående fremhævet Ryan Goslings præstation. Grace er både forsker, lærer og modvillig helt, og Gosling spiller ham med en blanding af humor, usikkerhed og handlekraft.

Det giver filmen et menneskeligt centrum i en fortælling, der ellers kunne være blevet meget teknisk.

Rocky er den anden afgørende brik. Forholdet mellem de to karakterer er filmens følelsesmæssige omdrejningspunkt, og flere anmeldelser har fremhævet netop blandingen af humor, videnskabelig problemløsning og venskab som en af filmens største styrker.

Associated Press beskrev filmen som en underholdende og følelsesmæssigt effektiv science fiction-film, mens Rotten Tomatoes’ samlede kritikerkonsensus fremhæver Goslings charme og filmens blanding af intelligens og underholdning.

En blockbuster med videnskaben i centrum

Project Hail Mary er samtidig en stor og dyr Hollywood-produktion. Budgettet ligger omkring 200 millioner dollar, og filmen er lavet til det store lærred med omfattende visuelle effekter og rumsekvenser.

Men filmens videnskab er ikke kun baggrund. Grace løser problemer gennem observationer, hypoteser og eksperimenter.

Det er en fortælleform, Andy Weir allerede gjorde central i romanen som filmen er bygget over, og filmatiseringen har bevaret denne grundidé, selv om en film naturligvis må forkorte og forenkle meget af bogens tekniske materiale.

Det er en af filmens klare styrker, men også en af dens begrænsninger. Hvor romanen kan bruge mange sider på at forklare et videnskabeligt problem, skal filmen gøre det visuelt og dramatisk.

Nogle af bogens detaljer er derfor reduceret eller ændret i filmatiseringen. Sammenligninger mellem bog og film peger blandt andet på ændringer i flere af Grace’ videnskabelige processer og i hans interaktion med Rocky.

Stor begejstring, men ikke uden forbehold

Den overordnede kritiske modtagelse har været meget stærk. Rotten Tomatoes ligger omkring 95 procent positive anmeldelser, mens Metacritic placerer filmen i kategorien “generally favorable”.

Det er især filmens underholdningsværdi, skuespil, visuelle side og forholdet mellem Grace og Rocky, der går igen blandt de positive anmeldelser.

Men filmen har også fået kritik. Den mest gennemgående indvending handler om længden og især filmens afslutning.

Project Hail Mary varer omkring to en halv time, og nogle kritikere mener, at filmen ville have stået stærkere med en mere koncentreret sidste akt.

RogerEbert.com pegede eksempelvis på, at filmen når et naturligt følelsesmæssigt klimaks, men derefter fortsætter gennem flere afsluttende sekvenser, som svækker noget af effekten.

Derudover har enkelte anmeldelser været kritiske over for filmens meget humoristiske tone. Kombinationen af alvorlig global katastrofe, teknisk science fiction og komedie fungerer for mange, men kan også opleves som en ujævn blanding.

Fra ensom forsker til lærer på en fremmed planet

Filmens afslutning giver historien en klar tematisk cirkel. Grace kommer ikke tilbage til Jorden. I stedet ender han på Rocky’s hjemplanet Erid, hvor han underviser unge Eridians. Det er væsentligt, fordi Grace selv er lærer.

I begyndelsen af filmen er undervisning det arbejde, han har valgt frem for at være en del af den større videnskabelige verden. I slutningen fortsætter han som lærer, men nu i en helt anden civilisation.

Filmen gør dermed hans endelige destination til mere end blot en konsekvens af missionen. Han har mistet muligheden for at vende hjem, men han har samtidig etableret et nyt fællesskab.

Hans relation til Rocky er afgørende for den udvikling. Grace vælger på et tidspunkt at risikere sin mulighed for at vende hjem for at hjælpe Rocky.

Det er filmens tydeligste eksempel på, at missionen ikke længere kun handler om menneskehedens overlevelse. Den handler også om værdien af det enkelte liv og den relation, der er opstået mellem de to.

Stratt repræsenterer den anden side af dilemmaet

Filmen opstiller også en interessant kontrast gennem Eva Stratt, som er spillet af tyske Sandra Hüller i hendes første rolle i Hollywood.

Stratt har ansvaret for den overordnede mission og træffer konsekvent beslutninger ud fra hensynet til menneskehedens overlevelse.

Hun er villig til at acceptere store personlige omkostninger, hvis det øger chancen for, at civilisationen overlever.

Grace repræsenterer i højere grad det individuelle perspektiv. Konflikten mellem de to handler derfor ikke bare om personlighed. Den handler om et klassisk etisk spørgsmål. Hvor meget må man ofre for at redde de mange?

Filmen giver ikke et enkelt svar. Stratts hårde beslutninger er en del af forklaringen på, at missionen overhovedet kan gennemføres, mens Graces forhold til Rocky viser, at et menneske ikke kun kan reduceres til sin nytte for et større formål.

En kunstnerisk og kommerciel succes

Med et produktionsbudget på omkring 200 millioner dollar har Project Hail Mary indtjent mere end 680 millioner dollar globalt i biograferne. Den blev samtidig Amazon MGM’s største biografåbning til dato.

Det er bemærkelsesværdigt, fordi filmen ikke bygger på en eksisterende superheltefranchise eller et etableret filmisk univers. Den er baseret på en populær roman, men den er ikke en del af en serie som Marvel, Star Wars eller DC.

Filmens kommercielle resultat betyder derfor også noget for den type science fiction, Hollywood vælger at investere i. Det er dog for tidligt at konkludere, at filmen alene vil ændre studiernes strategi.

Det, man kan konstatere, er, at Project Hail Mary har vist, at en stor, original science fiction-film kan kombinere et meget højt produktionsbudget med stærke anmeldelser og et stort internationalt publikum.

Efterskrift

Der er ikke noget oplagt behov for en direkte fortsættelse. Historien afsluttes, og Andy Weirs roman har heller ikke en fortsættelse.

Filmens vigtigste efterliv bliver derfor sandsynligvis ikke et nyt kapitel i Grace og Rocky’s historie, men dens placering blandt de store science fiction-film i 2020’erne.

Den har allerede vist, at en film kan være både teknisk ambitiøs, kommercielt succesfuld og bygget omkring en idé, der ikke kræver et eksisterende franchiseunivers.

Og den har gjort noget, der ikke er helt almindeligt i moderne mainstream-science fiction: Da den fortæller en historie om en global katastrofe uden at gøre menneskeheden kynisk.

Dens grundlæggende svar på en eksistentiel trussel er ikke magt eller militær styrke, men forskning, nysgerrighed og samarbejde.

I det større perspektiv er det derfor fristende at læse Project Hail Mary som mere end endnu en rumfilm. Da dens egentlige fortælling ikke er at mennesket møder en fremmed civilisation. Men, snarere at mennesket møder det fremmede og opdager, at forskellighed ikke behøver at føre til konflikt.

Grace og Rocky har næsten intet til fælles. Alligevel finder de et fælles problem, et fælles mål og til sidst et venskab. Det er ikke nødvendigvis en dyb eller ny idé. Men filmen gør den effektiv.

Og måske er det netop derfor, Project Hail Mary har fået så stærk en modtagelse: Da den kombinerer den klassiske Hollywood-blockbusters skala med en fortælling, der i sin kerne er langt mere enkel.

Man overlever ikke alene. Ikke som menneske. Og måske heller ikke som civilisation.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Fatherland

Pawlikowskis film om Thomas Mann, der i 1949, vender tilbage til et to-delt Tyskland.

Lær mere

Barbie

Livet i pink og hvidt kan også have en bagside erfarer Barbie i filmen af samme navn.

Lær mere

The Zone of Interest

Oscar-vindende film om livet i en nazi-familie som lever ved siden af kz-lejren i Auschwitz.

Lær mere

Indlægget Film: Project Hail Mary – Videnskabelig samvirke redder universet blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Ligesom landsmanden Jørn Uzton forlod Johan Otto von Spreckelsen også det projekt som satte dem på det arkitektoniske landkort i utide.

Von Spreckelsen boede i sin barndom i Morvilles Gård i domkirkekvarteret i Viborg. Efter at være sprunget ud som student fra byens katedralskole fortsatte han studierne på arkitektskolen i København.

Læs også: Viborg Katedralskole – Uddannelse af unge i 1000 år

Som 53-årig vandt han arkitektkonkurrencen om at designe et nyt kommunikationscenter i Pariserbydelen La Défense. Hvilket med tiden blev til det monument som vi i dag kender som Den Nye Triumfbue.

Den Nye Triumfbue

CV’et var på det tidspunkt meget begrænset for Von Spreckelsen. Da han ud over at have tegnet et hus til sig selv, også kun havde tegnet fire kirker i Danmark.

Men Præsident Mitterand var begejstret for vinderforslaget. Og inden længe er Von Spreckelsen, der er spillet af Claes Bang, i fuld gang med at få projektet gennemført.

Læs også: Musik: Serge Gainsbourg (Del VI) – Paris blev stille

Dels med fuld økonomisk support fra den franske stat. Og på hjemmefronten og arbejdet af hans kone, hvis rolle bliver fremført af Sidse Babett Knudsen.

Læs også: Film: The Duke of Burgundy – Sidse Babett som Dominatrix

Arbejdet med at få byggeriet gennemført bliver dog en vanskelig proces for den uprøvede danske arkitekt, som hurtig får hænderne fulde.

Teknokratiet sejrer

Dette afspejles specielt i forhold til hans tætteste samarbejdspartnere, den franske stjernearkitekt Paul Andreu, der bl.a. har tegnet Charles de Gaulle og Orly lufthavnene i Paris. Og som Von Spreckelsen nu havde ansat til at styre projektet. Samt til Præsident Mitterands arkitektoniske rådgiver Jean-Louis Subilon.

I filmen bliver de begge fremstillet som nogle teknokrater, som agerer bremseklodser for den danske arkitekts vision. Hvilket giver anledning til mange konflikter, da Johan Otto von Spreckelsen bliver mere og mere mistroisk overfor deres reele motiver er. Frem for at lytte til, hvad der kan lade sig gøre og ikke lade sig gøre.

Men det bliver værre endnu for byggeriet. For efter at den socialistiske regering taber valget til de borgerlige midt i processen, så skal der skæres kraftigt på projektet. Dette får von Spreckelsen til at gå op i limningen. Bl.a. da det går op for ham at han ikke kan få den marmor som han først havde udset sig.

Da han føler sig snigløbet af hans partnere. Og af konen der flytter tilbage til Danmark efter et raserianfald fra hans side, vælger han til sidst at kaste håndklædet i ringen inden det store monument er gennemført.

Måneder efter ser han Den Nye Triumfbue. Den er nu ved at blive færdiggjort. Rædselsslagen over det han ser, får han en slagtilfælde og falder om på en bænk.

I virkelighedens verden var han ved sit dødsleje på et dansk hospital stadigvæk fortrøstningsfuld over projektets endeligt, inden han dør af kræft to år før dens indvielse i 1989.

Kritik af filmen

Selvom filmens instruktør påpeger før filmen går i gang, at samtalerne mellem Von Spreckelsen ægteparret og til nøglemedarbejderne er opdigtet. Så har det på ingen måde formidlet de efterladte familiemedlemmer som er rasende over den måde de bliver fremstillet på i filmen. Noget som de føler er alt for overfladisk, firkantet, og forkert.

Modsat, så har den dansk-franske filmproduktion høstet gode anmeldelser i Frankrig . Her bliver specielt Claes Bang fremhævet for sit fine spil som den radikale arkitekt. Som på ingen måde har tænkt sig at gå ind i nogen form for kompromiser, selvom virkeligheden banker på med nogle krav, der ikke er yderst urimelige.

Sidse Babett Knudsen leverer endnu en stabil præstation som altmuligkvinden, der både fungerer som konsulent og kone for manden. Inden hans sindstilstand bliver mere og mere kaotisk da han for alvor møder modstand fra den franske statsadministration. Hvilket hun også får at føle.

Derudover leverer de franske skuespillere Swann Arlaud, som også er kendt herhjemme for filmen Frit Fald, hvor han i rollen som advokat også har rollen som en rådgivende person, og Xavier Dolan, et godt indtryk, som dem der skal holde projektet på sporet.

Læs også: Frit Fald – Et ægteskabelig drama med døden til udfald

Efterskrift

Selvom Von Spreckelsens familiens indvendinger imod filmen er forståeligt, da hovedpersonen bliver iscenesat som en inkompetent idealist uden realistisk sans for hvad et byggeprojekt i den størrelsesorden indebærer, så er det bemærkelsesværdig at de ikke med et ord i interviews nævner den danske ingeniør Erik Reitzel, som Von Spreckelsen havde indsendt vinderforslaget med. Og, som var hjernen bag de komplicerede tekniske beregninger der skulle løse de store konstruktionsmæssige udfordringer.

I filmen bliver Reitzel heller ikke nævnt, da det er Paul Andreu, som tillægges æren for denne del af projektet. Ligesom Andreus rolle først kommer til syne efter Von Spreckelsens afgang, da han i samarbejde med Erik Reitzel fører projektet i mål.

Menneskehedens Triumfbue, der skulle hylde menneskelige værdier såsom fred, frihed og menneskerettigheder, bliver på den denne måde udfordret i filmen, da der var ligeså meget kamp og drama i processen, som Den Gamle Triumfbue hylder.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

The Brutalist

Menneskets kraft til at være skabende, selv når det ser sortest ud, synes at være filmens budskab.

Lær mere

More Than A Museum

En dokumentarfilm om det nye Munch museum i Oslo som blev opført af et lille spansk bureau.

Lær mere

Tjekkoslovakisk arkitektur 58-89

Dokumentaren belyser modernistisk arkitektur i Tjekkoslovakiet under Kold Krig.

Lær mere

Indlægget Film: Den Nye Triumfbue – Projektet som Von Spreckelsen stod bag blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

I kølvandet på Den irske uafhængighedskrig starter Den irske borgerkrig. Alle irere kan ikke forlige sig med indholdet af fredsaftalen med Storbritannien. I den står der at de skal have seks nordlige og protestantiske regioner af Irland.

De republikanske irere er af den overbevisning at Nordirland skal være en fast integreret del af den katolske ø,. Derfor kan de ikke respektere at området nu går en anden fremtid i møde.

The Banshees of Inisherin

I filmen The Banshees of Inisherin er vi på den fiktive ø Inisherin. Den ligger ud for den vestirske kyst. Tidspunktet er1923 kort tid før borgerkrigens afslutning.

En dag meddeler Colm Doherty hans livslange ven Pádraic Súilleabháin at han ikke længere vil tale med ham. Pádraic er chokeret over denne udmelding. Han spørger Colm at det ville du i går. Hvorfor vil du så ikke det i dag?

Efter et stykke tid kommer svaret fra den noget ældre Colm at han har måske 10-12 år tilbage at leve i.

Nu vil han gerne bruge sine kræfter indenfor musikkens verden. Planen er at få komponeret et stykke som eftertiden vil huske ham for.

For at kunne gøre dette, så skal han ikke spilde tiden på banale historier. Som eks. kan være at høre om hvordan Pádraics æselpony laver lort. Da det ikke udvikler ham kreativt.

Pádraic er totalt uforstående overfor Colms totale afvisning af ham. Han begynder nu at tvivle på sig selv, og spørger sin søster Siobhán til råds.

Hun bekræfter at nok er han et kedeligt bekendtskab, men han er en flink mand, som ikke skal finde sig i at blive behandlet på denne måde.

Fra venskab til had

Alt imens Colm er kommet videre i tilværelsen, hvor han nu hygger sig sammen med sine musikstuderende på den lokale pub, så kan Pádraic på ingen måde respektere hans gamle vens nye livsstil og bekendtskaber.

Og, det får katastrofale følger fordi en dag så fortæller Colm ham, at hvis han ikke kan lade ham være i fred, så vil han skære en finger at sig selv.

Gammeljomfruen Siobhán, som også er en kulturel begavelse, forstår både Colm og sin bror, og prøver at mægle imellem de to, alt imens konflikten udvikler sig i det lille landsbysamfund.

Men Pádraic forstår ikke alvoren i Colms selvdestruktive trussel, og en dag ligger der en af hans fingre uden foran Súilleabháins hytte.

Da han bliver ved med at irritere ham, ligger der en dag yderligere fire fingre udenfor søskendes hjem. Hvilket får den tragiske udfald at Pádraics æsel, efter den har prøvet at spise fingrene, er kommet til at kvæle sig selv.

Opgørets time er nær

Dette får Pádraic til at bekendtgøre at nu vil han brænde Colms hytte ned. Og, hvis han ser ham indenfor, så vil han ikke tøve med at gøre. Hvilket han også eksekverer på det tidspunkt at han har sagt at han vil gøre det på.

Siobhán, som nu er flyttet over til det irske fastland, skriver til sin bror, om hvor befriende det er for hende at være kommet væk fra det kvælende samfund der er på Inisherin.

Og at hun nu oplever både spanske mænd som flytter til Irland, og et mere liberalt samfundsmiljø, som hun også mener vil være godt for Pádraic at opleve.

Broderen, som har mistet relationer og et æsel på sit opgør med Colm, møder ham en sidste gang på stranden. Da Colm spørger ham om de nu er kvit, får svaret at det var de, hvis han var blevet i den brændende hytte.

Efterskrift

Ligesom Colm Doherty og Pádraic Súilleabháin mister noget i deres indbyrdes kamp, så trak Den irske borgerkrig linierne op til et had mellem katolske irere og protestantiske irere, i mange årtier frem.

To af de ledende figurer i uafhængighedskrigen mod englænderne, Michael Collins og Éamon de Valera var også venner indtil borgerkrigen brød ud.

I den blev Michael Collins, som godt kunne leve med et uafhængigt Nordirland myrdet af folk fra Éamon de Valeras fløj som ikke kunne forlige sig med separationen mellem de to irlande.

The Banshees of Inisherin er både en kommentar til den sorg der opstod i Irland pga. borgerkrigen, men også en skildring af en typisk konflikt i et mindre landsbysamfund, hvor finkultur ikke nyder høj status, da det er den lokale sladder og relationerne mellem beboerne som har højst prioritet.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Triangle of Sadness

Ruben Östlunds Cannes vindende film om overklassens magt og afmagt

Lær mere

Everything Everywhere All at Once

Filmen vandt 7 Oscars ved den årlige Academy Awards i 2023.

Lær mere

Licorice Pizza

En musikalsk hyldest til livet i 1970erne af Paul Thomas Anderson.

Lær mere

Indlægget Film: The Banshees of Inisherin – Når landsbysamfund er kvælende blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Der skulle gå otte år før, Paweł Pawlikowski, instruktøren af de prisbelønnede film Ida (2013) og Cold War (2018), igen kunne præsentere omverdenen for en ny film, Fatherland.

At der skulle gå så lang tid, var ikke planen for den britisk-polske filmskaber. Han måtte lide den torn at løbe ind i udfordringer med COVID-19 og det at skulle skaffe penge til The Island.

Samt den store skuespillerstrejke som satte ind to dage efter at optagelserne til filmen var gået i gang. Og derfor strandede.

Baggrunden for filmen

Desillusioneret over hans virke i filmbranchen satte det hans karriere lidt i bero. Indtil at et tysk filmselskab Nine Hours spurgte ham om han kunne være interesseret i at filmatisere en biografi af Colm Tóibín om den tyske nobelprisvindende forfatter Thomas Mann.

Pawlikowski, som ikke havde lyst til at lave en biografisk film eller en dokumentar, læste dog bogen. I den var der et kapitel som han kunne have lyst til at dramatisere.

Den handlede om da Thomas Mann vendte tilbage til Tyskland. Et land som nu var delt i to, i 1949, efter at havde forladt landet i 1933.

Ønsket om at skabe et drama

For at komme til sagens kerne, skar han en masse byer væk som Mann besøgte i Europa. For at kumme fousere på en i Forbundsrepublikken Tyskland og i DDR.

Ligesom han af dramatiske årsager undlod at bruge konen Katia, da hun ikke var lige så dramatisk interessant som datteren Erika. Der på denne måde fungerer som filmens hovedkarakter i rollen som den støttende chauffør på rejsen imellem de to tysklande.

Han valgte samtidig med at få Manns søn Klaus integreret i filmen, selvom denne havde begået selvmord 2-3 måneder forinden rejsen mellem de to Goethebyer. Frankfurt, hvor han blev født, og Weimar, hvor han levede størstedelen af sit liv.

Karakternes tilblivelse

Historierne i filmen om Richard Wagners slægtninge, der ønsker at få ham renset via Thomas Manns velsignelse af ham. Og den nazistiske skuespiller Gustaf Gründgens, der var gift med Erika Mann, og havde en affære med Klaus Mann, er ligeledes opdigtede.

Men et ønske fra Pawlikowski om at få nogle historiske spændende karakterer med i filmen gjorde at de kom med.

I et kunstnerisk lys, er det dog interessant af få linket til Mephisto med filmen, da Klaus Mann skrev bogen om kunstnere der bliver den nazistiske stats instrument, da den bygger på Manns oplevelser med Gründgens.

Faderen Thomas Mann var også dybt inspireret af Goethe. I sin bog Doktor Faustus der udkom i 1947, handler bl.a. om hvordan et land, som har frembragt store komponister som Beethoven og Bach, kunne forfalde til Adolf Hitler og nazismen.

Individ og samfund

Derudover nævner Pawlikowski i Cannes også inspirationen fra Bertold Brecht. Hvilket giver god mening, da den tyske dramatiker var optaget af karakterernes historiske og politiske virke.

I filmen giver dette sig til udslag i at Thomas Mann insisterer på at være neutral i det politiske spil mellem Vest- og Østtyskland. Han har dog svært ved at vikle sig ud af det da begge lande vil bruge ham politisk for at fremme deres budskaber.

For selvom Mann klokkeklart siger at sprog og kunst ikke kender til nogle grænser. Hvilket er en begrundelse for hvorfor han vil tage til Østtyskland for at holde en tale. Så tvinger systemerne ham ind i nogle bokse, han har det svært ved at komme ud af.

Som han bliver citeret for at sige i filmen, så skal gode samfund være en refleksion af mennesket, men ikke den anden vej rundt.

I 1949 var det stadigvæk svært for tyskere at tale om Fædrelandet, da det begreb stadig var linket op til nazismen.

Så når Thomas Mann bliver spurgt til hvad der er hans fædreland, så er det ikke ud fra en geografisk betragtning. Men mere ud fra en kulturel og familiemæssig vurdering at svaret lyder.

Efterskrift

Filmen er blevet mesterligt filmet af Lukasz Zal, som udover Pawlikowskifilmene Ida og Cold War, også var manden bag kameraet på The Zone of Interest og Hamnet.

Den tyske skuespillerinde Sandra Hüller kendes bl.a. fra Min Far Tony Erdmann. The Zone of Interest og The Anatomy of a Fall. Hun nærmer sig nu de halvtreds. Hvilket er en høj alder for en kvinde i branchen.

Så det er usædvanligt at hun nu står på tærsklen til et internationalt gennembrud i Hollywood. Her leverer hun dog også varen i Project Hail Mary, hvor hun spiller overfor Ryan Gosling.

Og, for Paweł Pawlikowski, så har han med sin tredje sort/hvide film endnu engang bevist at historiske dramaer har sin berettigelse.

Ligesom at indholdet i dem langt fra er sort/hvid, men spænder over mange forskellige gråzoner. Måske lykkedes det en dag for ham at finde et hjem. Noget som også de tre hovedkarakterer i Fatherland tumler med.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Ida

Skeletterne fra fortiden vælter ud af skabene i den prisvindende polske tante-niece roadmovie.

Lær mere

The Zone of Interest

Oscar-vindende film om livet i en nazi-familie som lever ved siden af kz-lejren i Auschwitz.

Lær mere

Cold War

Varme følelser midt under kold krig på begge sider af Jerntæppet.

Lær mere

Indlægget Film: Fatherland – En kommentar til nationalismens kompleksitet blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Sammen med ligesindede kvindelige kunstnere, såsom Daphne Oram (1925–2003) og Else Marie Pade (1924–2016), var Delia Derbyshire (1937–2001) en pionerer indenfor udvikling af elektronisk musik.

I dokumentaren ”The Delian Mode”, hvilket både er en reference til et ambient musikstykke hun lavede i midten af 1960erne, er det også et link til den helt specielle måde hun arbejdede på.

The Delian Mode

Født ind i en arbejderfamilie i Coventry var der ikke noget der tydede på hun med tiden ville gå i den retning som hun senere hen er blevet kendt for.

Men da hun allerede da hun var fire år gammel viste en høj grad af intelligens, hvilket skyldes den udprægede brug hun gjorde af at lytte til BBCs programmer, kom den første svage indikator på at noget helt specielt var på vej.

Som ung blev hun tildelt et stipendie hvilket gjorde det muligt for hende at studere matematik på Cambridge.

Her lærte hun om den matematiske og fysiske forståelse af musik. Da tonehøjden kan sættes lig med frekvensen. Harmoni kan beskrives som et forhold mellem frekvenser. Og, klangen er det samme som komplekse bølgeformer.

Da Derbyshire efter et års tid droppede ud af matematikstudierne for at studere musik samme sted med tog hun sig denne analytiske tilgang til lyd, som et system af tal og mønstre.

I sit senere arbejde hos BBC Radiophonic Workshop, kunne hun derfor beregne eller planlægge præcise toner ved hjælp af båndlængder og hastigheder. Som f.eks. vis, hvis hun ønskede at oktaven blev en tone højere, kunne hun gøre det ved at afspille det dobbelt så hurtigt.

The BBC Radiophonic Workshop

Ved BBC lavede hun hendes kompositioner uden brug af instrumenter. Da synthesizere ikke var opfundet endnu, måtte hun bygge hver tone manuelt.

Dette kunne hun gøre ved at generere en tone med en oscillator, måle længden af båndet i centimeter, eller ved at klippe båndstykker for at skabe rytme.

Efterfølgende kunne hun lave ekko og rumklang ved at sende lyden gennem et rum eller ekkokamre. For derefter at optage dem igen for at skabe dybde.

Alt dette var et eminent resultat af hendes forståelse for sammenhængen mellem matematik og lyde. kunne hun skabe komplekse strukturer, ved at benytte sig af en lag på lag teknik, som eksempelvis i The Delian Mode.

Svære forhold ved BBC

Tiden hos BBC Radiophonic Workshop var en blandet oplevelse for Delia Derbyshire. Dette skyldes bl.a. at hun var ansat til at lave lydflader til tv- og radioproduktioner.

Hun kunne derfor ikke så godt forfølge hendes kunstneriske gener, der var inspireret af af komponister som Karlheinz Stockhausen og Pierre Schaeffer.

Ud af mange forskellige lydproduktioner Derbyshire lavede for BBC, blev temaet til Doctor Who, det mest kendte. Musikken blev komponeret af Ron Grainer. Men det var hende som realiserede hele den elektroniske lydversion.

Da Grainer hørte det første gang skulle han have udbrudt: ”Har jeg virkeligt skrevet dette?”. Og, ville have hendes navn krediteret, hvilket ikke var muligt pga. BBCs interne regler.

For at kunne forfølge nogle af hendes musikalske interesser begyndte hun i slutningen af tresserne at arbejde udenfor BBC. Bl.a. i den eksperimenterende gruppe White Noise som udgav albummet An Electric Storm fra 1969. Der senere er blevet et kultværk inden for psykedelisk og elektronisk musik.

Pga. den manglende anerkendelse for hendes arbejde, og for den elektroniske musik, som den brede befolkning marginaliserede ved ikke at betragte det som musik trak hun sig fra scenen i starten af 1970erne.

Efterskrift

Efter at have forladt BBC og musikbranchen arbejdede hun bl.a. som radiomedarbejder, i et galleri og i en boghandel. I hendes sidste leveår røg hun på flasken og døde en fortrinsvis tidlig død 64 år gammel.

I hendes lejlighed fandt man tusinder af papirer og lydstumper hun havde komponeret. Og, i 2009 udkom dokumentaren ”The Delian Mode”, hvilket var med til at genskabe hende som en af de vigtigste elektroniske kunstnere der var til i det 20. århundrede.

På nettet findes der nogle af de film som er blevet lavet om hende. Bl.a. denne ”Delia Derbyshire: The Myths and Legendary Tapes” af Caroline Catz fra 2020, som går mere i dybden med de ting som blevet fundet i hendes hjem.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Sisters With Transistors

Unge russere har det svært med at bo i Putins Rusland, hvor befolkningen er undertrykt.

Lær mere

John Cage

I lighed med Stockhausen var John Cage en af det 20. århundredes største klassiske komponister.

Lær mere

Karlheinz Stockhausen

Stockhausen var en af de store modernistiske komponister fra det 20. århundrede.

Lær mere

Indlægget Film: The Delian Mode: Den elektroniske pioner Delia Derbyshire blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

I den dystopiske fremtidskommentar, hvor teknologi erstatter menneskelige relationer og følelsesmæssig nærhed, retter Jiří Trnka en skarp kritik af en automatiseret, koldt samfund, som tager sig af at passe og underholde børn.

Her møder vi kontrasten mellem den menneskelige bedstemor og den teknologiske kopi, hvori moralen synes at være at kunstig funktionalitet ikke kan erstatte ægte kærlig omsorg og menneskeligt nærvær. Noget HC Andersen også kommer ind på i Nattergalen, hvor den mekaniske fugl ikke kan udkonkurrere den virkelige nattergal.

”Den Kybernetiske Bedstemor” var ligesom mange andre tjekkoslovakiske produktioner i sin samtid tæt på at være ordløs, da det var tænkt til brug overfor et internationalt publikum.

Filmen bygger derfor stemningen og fortællingen op igennem billeder, lyd og musik. Og, benytter sig af scenografiske symbolske virkemidler såsom maskiner, mennesketomme landskaber, og mekanisk ordnede systemer.

Den Kybernetiske Bedstemor

Filmen ses gennem øjnene på en lille pige, hvis biologiske bedstemor bringer hende hen til en forlystelsespark, hvor hun rejser gennem en futuristisk, teknologisk verden.

Efterfølgende møder barnet en kybernetisk bedstemor, som er et robotlignende væsen, der er designet til at ligne en komfortabel kontorstol med mekaniske “vinger”.

Den er programmeret til at virke venlig venlig i sin form, men mangler empati og menneskelighed. Pga. dens adfærd er kold, mekanisk og fremmedgørende, skræmmer robottens adfærd pigen.

Til sidst genforenes pigen med sin rigtige bedstemor, som slukker robotten og giver hende menneskelig omsorg og varme.

Efterskrift

I kølvandet på Sputnik-opsendelsen, var der i begyndelsen af 1960erne en stor optimisme omkring teknologi i de postkommunistiske lande, hvilket ledte til at naturvidenskaben blev hyldet.

Det, Trnka advarer imod i ”Den Kybernetiske Bedstemor”, er en alt for blind tro på automatisering, hvori mennesket kan blive erstattet af maskiner i et samfund, hvor effektivitet er vigtigere end relationer. Dette gør filmens budskab relevant i dag i en tid med AI og robotter. Da robotbedstemoren kan symbolisere et system der siger det passer på mennesker, men i praksis kontrollerer og fremmedgør dem.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Flow

Lettisk animationsfilm om en kat som møder andre dyr efter en naturkatastrofe.

Lær mere

Robot Dreams

Den ensomme Hund får en ny buddy da han køber en Robot.

Lær mere

Hånden

Prisbelønnet animation af Jirí Trnka om en kunstner som tvinges til at lave en skulptur.

Lær mere

Indlægget Film: Den Kybernetiske Bedstemor – Jiří Trnkas kolde fremtidsvision blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.