|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Den måske vigtigste af dem alle sammen, er skulpturen af Gustav II Adolf på Gustaf Adolfs Torg, som bev skabt af den svenske billedhugger Bengt Erland Fogelberg, og indvidet i 1854.

Bengt Erland Fogelberg: Gustav II Adolf

Kongen er afbildet i det øjeblik, hvor han ifølge traditionen udpeger stedet, hvor Gøteborg skulle anlægges.

Derfor peger han ned mod jorden med sin hånd. Mange gøteborgere kender historien som: “Här skall staden ligga” (“Her skal byen ligge”).

Gustav II Adolf

Gustav II Adolf regerede Sverige fra 1611 til 1632 og regnes som en af landets mest betydningsfulde konger.

Han moderniserede hæren, styrkede statsforvaltningen og gjorde Sverige til en stormagt i Europa under Trediveårskrigen. Han faldt i slaget ved Slaget ved Lützen i Tyskland i 1632.

På Gustav II Adolfs initiativ blev Gøteborg grundlagt i 1621 .På den tid havde Sverige kun en smal adgang til Nordsøen og Atlanterhavet.

Byen blev anlagt som en vigtig handels- og forsvarsby for at sikre Sveriges adgang til havet. Derfor kaldes Gustav II Adolf ofte Gøteborgs grundlægger.

Alle gode gange tre

Statuen havde en usædvanlig tilblivelse. Den første bronzestøbning var af så dårlig kvalitet, at den måtte kasseres.

En senere version blev støbt i München og sendt hjem med skib. Skibet sank i Nordsøen. Statuen blev bjærget, men bjærgningsomkostningerne var så høje, at Gøteborg i stedet bestilte endnu en ny støbning. Det er denne tredje udgave, der står på torvet i dag.

Når du står foran statuen på Gustaf Adolfs Torg, ser du altså ikke blot et monument over en svensk konge, men også et symbol på Gøteborgs grundlæggelse og Sveriges vej til at blive en europæisk stormagt.

John Börjesson: Karl IX

Skulpturen af Karl IX i Gøteborg er den berømte rytterstatue, som gøteborgerne kalder “Kopparmärra”.

Den blev skabt af billedhuggeren John Börjesson og indviet i 1904 på Kungsportsplatsen. Statuen er udført i kobber og bronze og er omkring 11 meter høj.

Karl IX

Karl IX regerede Sverige fra 1604 til 1611. Han var søn af Gustav Vasa og far til Gustav II Adolf. Han spillede en vigtig rolle i at sikre, at Sverige forblev protestantisk i en tid med religiøse konflikter i Europa.

Hans regeringstid lagde også grundlaget for den svenske stormagtstid, som hans søn senere førte videre.

Karl IX forbindes med Gøteborg, fordi han grundlagde en tidligere udgave af byen ved Färjenäs på Hisingen omkring 1603–1604.

Denne første by blev dog ødelagt under krige med Danmark-Norge. Senere grundlagde hans søn Gustav II Adolf det Gøteborg, vi kender i dag, i 1621.

Kopparmärra

Statuen blev rejst i 1904 på Kungsportsplatsen. Gøteborgere begyndte hurtigt at kalde den “Kopparmärra” (“kobberhoppen”), selv om hesten faktisk er en hingst.

Nogle mener, at navnet var et humoristisk eller let hånligt kælenavn. I 1935 blev statuen flyttet nogle meter, fordi den stod i vejen for den voksende trafik på Östra Hamngatan.

Den er i dag et af Gøteborgs mest kendte mødesteder. Mange aftaler stadig at “mødes ved Kopparmärra”.

Da John Börjesson arbejdede på monumentet, var planen oprindeligt blot at lave en statue af kongen.

Under arbejdet besluttede han sig imidlertid for at gøre den til en rytterstatue. Ifølge en senere fortælling sagde han, at der simpelthen “kom en hest mellem benene på ham”.

Så mens Gustav II Adolf regnes som grundlæggeren af det nuværende Göteborg, hædrer Kopparmärra Karl IX som manden bag byens første forgænger.

Ivar Johnsson: Torgny Sederstedt

Monumentet for Torgny Segerstedt på Vasaplatsen i Gøteborg blev skabt af billedhuggeren Ivar Johnsson.

Monumentet blev afsløret den 31. marts 1955, præcis ti år efter Segerstedts død. Det er en cirka ti meter høj trekantet granitobelisk, som blev rejst til ære for hans forsvar af ytringsfriheden og hans modstand mod nazismen.

Torgny Segerstedt – En stemme for demokrati

Torgny Segerstedt (1876–1945) var oprindeligt professor i religionshistorie, men blev især kendt som chefredaktør for avisen Göteborgs Handels- och Sjöfartstidning.

Allerede før nazisternes magtovertagelse i Tyskland advarede han mod Adolf Hitler og nazismen. I 1933 skrev han den berømte leder, som sluttede med ordene: “Herr Hitler är en förolämpning” (“Hr. Hitler er en fornærmelse”).

Under hele 1930’erne og Anden Verdenskrig fortsatte han med at kritisere både Nazityskland og den svenske regerings eftergivende holdning over for Hitler-regimet.

Det gjorde ham til en kontroversiel figur, men også til et symbol på pressefrihed og civil courage.

Obelisken

Monumentet er udformet som en enkel, kraftfuld obelisk. På soklen er indhugget et citat fra en lederartikel, Segerstedt skrev i oktober 1940, efter at et nummer af avisen var blevet beslaglagt af myndighederne. Citatet handler om frihed og om at tage risici for sine overbevisninger.

En interessant detalje er, at der senere blev opdaget en lille fejl i den indhuggede tekst. Et ord var blevet gengivet forkert i forhold til Segerstedts oprindelige formulering. Fejlen har selv fået sin egen lille plads i monumentets historie.

Segerstedt betragtes som en af Sveriges vigtigste stemmer for demokrati og pressefrihed i det 20. århundrede.

Mens mange europæiske aviser og politikere undervurderede Hitler, var han blandt de første i Norden til offentligt at advare om nazismens fare.

Derfor står monumentet ikke kun som et minde om en person, men også som et symbol på fri presse og modet til at sige fra over for autoritære kræfter.

Charlotte Gyllenhammar: Till minne av Raoul Wallenbergs gärning

Monumentet står ved Haga Kyrkoplan i Gøteborg og hedder Till minne av Raoul Wallenbergs gärning.

Det blev skabt af den svenske kunstner Charlotte Gyllenhammar og afsløret den 25. maj 2007 af FN’s tidligere generalsekretær Kofi Annan.

Monumentet består af to dele. En høj sten- og betonplade med et portræt af den unge Raoul Wallenberg. Og, en bronzeskulptur foran portrættet, der viser to sovende drenge tæt sammen under en stor frakke.

Gyllenhammar ønskede ikke at fremstille Wallenberg som en traditionel helt på en sokkel. I stedet viser værket ham som ung, før hans skæbne blev beseglet, mens drengene symboliserer de mennesker, der blev ramt af historiens undertrykkelse og krigens rædsler.

Raoul Wallenberg

Raoul Wallenberg (1912–1945?; forsvandt i 1945) var en svensk diplomat, som under Anden Verdenskrig blev sendt til Budapest i Ungarn.

Her organiserede han en omfattende redningsaktion for Ungarns jøder, der var truet af deportation til nazistiske koncentrationslejre.

Hans vigtigste indsats omfattede udstedelse af svenske beskyttelsespas (Schutzpass), som gav tusindvis af mennesker en vis beskyttelse.

Oprettelse af såkaldte “svenske huse”, hvor forfulgte jøder kunne søge tilflugt. Og, direkte indgriben ved togtransporter og deportationer for at få mennesker frigivet.

Da den sovjetiske hær erobrede Budapest i januar 1945, blev Wallenberg arresteret af sovjetiske myndigheder. Derefter forsvandt han.

Sovjetunionen hævdede senere, at han døde i fængsel i Moskva i 1947, men omstændighederne er stadig ikke fuldt afklarede. Hans skæbne er derfor et af efterkrigstidens mest omtalte mysterier.

Wallenbergs eftermæle

Wallenberg regnes som en af de største humanitære helte fra Anden Verdenskrig. Han risikerede sit eget liv for at redde andre og blev senere hædret verden over.

Mindesmærket i Gøteborg er derfor ikke kun et monument over én mand, men også over mod, civilcourage og kampen mod Holocaust.

En interessant detalje er, at Charlotte Gyllenhammar bevidst valgte en eftertænksom og menneskelig fremstilling frem for en heroisk statue.

Monumentet handler lige så meget om de mennesker, Wallenberg reddede, som om Wallenberg selv.

Ivar Johnsson: Christopher Polhem

Monumentet for Christopher Polhem i Gøteborg blev skabt af billedhuggeren Ivar Johnsson og blev rejst i 1951, 200 år efter Polhems død. Værket står ved Nya Allén nær Heden i Gøteborg og er udført i granit og bronze.

Statuen viser Christopher Polhem stående i tidstypisk 1700-talstøj med hånden på et tandhjul, som symboliserer hans arbejde med mekanik og maskinkonstruktion. Monumentet er placeret på en høj sokkel i et bassin med springvandsfunktion.

Christopher Polhem

Christopher Polhem (1661–1751) regnes ofte som “den svenske mekaniks fader”. Han var opfinder, ingeniør, industrimand og en af de vigtigste skikkelser i Sveriges tidlige industrialisering.

Blandt hans vigtigste bedrifter var udvikling af maskiner til miner, landbrug og tekstilproduktion.

Konstruktion af låse, ure og mekaniske transmissionssystemer. Oprettelsen af et tidligt teknisk uddannelsesmiljø i Stockholm, som senere blev en del af grundlaget for Sveriges ingeniøruddannelser.

Og, udviklingen af det såkaldte “mekaniske alfabet”, en samling modeller der demonstrerede grundlæggende mekaniske principper.

Han arbejdede også med projekter, der senere fik betydning for anlæg som Göta kanal, og hans idéer om automatiseret produktion var flere generationer forud for sin tid.

Monumentet blev finansieret gennem donationer fra næsten 100 industrivirksomheder i Gøteborg.

Formålet var ikke blot at hædre Polhem som person, men også at markere industriens voksende betydning for Sveriges velstand. På soklen findes en inskription, der understreger netop dette budskab.

Valget af Polhem var oplagt for Gøteborg, som gennem 1800- og 1900-tallet udviklede sig til Sveriges vigtigste industri- og havneby. Han blev derfor et symbol på opfindsomhed, teknik og industrielt fremskridt.

Polhems eftermæle

Polhems betydning i Sverige kan sammenlignes med personer som James Watt i Storbritannien eller Leonardo da Vinci i renæssancen.

Hans portræt prydede endda den svenske 500-kroneseddel fra 2001 til 2016, og Sveriges prestigefyldte ingeniørpris, Polhemspriset, er opkaldt efter ham.

Monumentet i Gøteborg er derfor både et minde om en enkelt opfinder og en hyldest til den teknologiske udvikling, der var med til at forme det moderne Sverige.

Ingel Fallstedt: John Ericsson

Skulpturen af John Ericsson i Gøteborg blev skabt af billedhuggeren Ingel Fallstedt.

Monumentet står ved Kungsportsavenyn mellem Allén og Parkgatan og blev indviet i oktober 1899.

John Ericsson

John Ericsson (1803–1889) var en svensk opfinder og ingeniør, som fik størstedelen af sin karriere i England og USA.

Han er især kendt for at have udviklet den moderne skibspropel. At have konstrueret det banebrydende panserskib USS Monitor. At have taget omkring 500 patenter i løbet af sit liv. Og, at have udviklet varm­luftsmaskinen, som blev en af hans største kommercielle succeser.

Hans konstruktion af USS Monitor gjorde ham til en nationalhelt i USA, fordi skibet spillede en afgørende rolle under den amerikanske borgerkrig.

Mange var til stede ved indvielsen

Historien bag monumentet i Gøteborg. Monumentet blev til efter initiativ fra jernbanebyggeren og politikeren Claes Adelsköld, som organiserede en indsamling blandt især Gøteborgs borgere.

Næsten en tiendedel af byens befolkning var til stede ved afsløringen i 1899, trods kraftig regn.

Monumentet blev desværre også det sidste værk af Ingel Fallstedt. Kort efter færdiggørelsen blev han indlagt med svær udmattelse.

Få måneder før statuen blev afsløret, døde han pga. selvmord under et ophold i København. Derfor oplevede han aldrig selv indvielsen af sit største monument i Gøteborg.

En af de største opfindere fra Sverige

Statuen viser Ericsson stående med en passer i hånden som symbol på ingeniørkunst og præcision.

Foran monumentet findes en bronzørn, som symboliserer hans liv og succes i USA.

Monumentet blev restaureret i 2017, hvor blandt andet den forsvundne passer blev genskabt ud fra gamle fotografier.

John Ericsson er måske mindre kendt i Sverige end Gustav II Adolf eller Victor Hasselblad.

Men internationalt set regnes han blandt de mest betydningsfulde svenske opfindere nogensinde. Hans propellerteknologi bruges stadig i princippet på moderne skibe verden over.

Ulf Celén: Viktor Hasselblad

Skulpturen af Victor Hasselblad på Götaplatsen i Gøteborg blev færdiggjort af Ulf Celén og afsløret den 8. marts 2006 på det der kunne have været hans 100-års fødselsdag.

Den oprindelige ler-model blev dog lavet af den svensk-finske forfatter og billedhugger Eino Hanski.

Efter Hanskis død videreudviklede Ulf Celén modellen ved hjælp af fotografier af Hasselblad og skabte den endelige bronzeskulptur.

Victor Hasselblad

Victor Hasselblad (1906–1978) var en af Gøteborgs mest berømte erhvervspersoner.

Han var fotograf, naturinteresseret, opfinder og grundlægger af det kamerafirma, der kom til at bære hans navn. Hans mellemformatkameraer blev verdenskendte for deres billedkvalitet.

Det, der gjorde ham internationalt berømt, var især samarbejdet med det amerikanske rumprogram.

Hasselblad-kameraer blev brugt under flere af NASA’s Apollo-missioner, herunder månelandingerne. Mange af de ikoniske billeder fra Månen blev taget med Hasselblad-kameraer.

Hasselblad er i skulpturen afbildet i en stående position med sit karakteristiske kamera i hænderne.

Ved soklen findes et aftryk af en “månestøvle” som en reference til kameraernes rolle i Apollo-programmet.

Statuen blev indviet af astronauten Harrison H. Schmitt, som selv gik på Månen under Apollo 17.

Det er derfor ikke bare en statue af en lokal erhvervsmand, men også et monument over Gøteborgs forbindelse til rumfarten og nogle af de mest berømte fotografier i menneskehedens historie.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Havnebyen Gøteborg

Havguden Poseidon beskytter Sveriges port til Kattegat og Nordsøen mod uheld.

Lær mere

Avenyn

Langs hovedpulsåren i Gøteborg står der mange skulpurer som fortæller om mennesket.

Lær mere

Skulpturerne på Olof Palmes plats

Socialdemokratiets ide om Folkhemmet bliver holdt i hævdt i Gøteborg.

Lær mere

Indlægget Sverige: Monumenter og Skulpturer i Göteborg (Del IV) – Personer blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Leni Riefenstahl (1902-2003) var en tysk filminstruktør, fotograf, skuespiller og danser, der kunstnerisk slog igennem med nazipropagandafiilmene Viljens triumf (1935) og Olympia I og II (1938), hun instruerede.

Filminstruktører såsom George Lucas, Quentin Tarantino, og vores egen Lars von Trier, har alle ladet sig inspirere sig af Leni Riefenstahl.

Flere scener af Star Wars er nærmest taget direkte fra Viljens Triumf. Og rent teknologisk har instruktørerne gjort brug af hendes dengang innovative metoder med at skyde en film.

Bl.a. ved at have mange kameraer opstillet i forskellige positioner under indspilningen af en scene. Denne metode benyttede Lars von Trier sig af da han lavede Dancer in the Dark.

Efter krigen og resten af hendes dage skulle hun forholde sig til hendes fortid. Her fastholdt hun hendes uskyld, da hun hævdede ligesom mange andre tyskere at hun ikke anede hvad der foregik.

Denne påstand Andres Veiel gør op med i hans nye dokumentarfilm om Leni Riefenstahl, som hovedsagelig er bygget på nye materialer om hende.

Ved sin død i 2003 efterlod hun 700 kasser med masser af film, billeder, lydoptagelser, manuskrifter, breve og noter.

I 2016 blev alt dette nu gjort tilgængelig for offentligheden. Og, i 2018 startede Veiels hold med at gennemgå materialet.

Leni Reifenstahl

Som ung ønskede Riefenstahl at blive danser, men en skade gjorde en ende på den karriere.

Dette førte hende ind i en ny retning hvor hun kastede blikket på det at være filmskaber både bagved og foran kameraet, da hun i sin debutfilm ”Det blå lys” fra 1932 både var instruktør og skuespiller.

”Det blå lys” var en såkaldt bjergbestigningsfilm, som var meget populære at lave i disse år. I filmen kan man se en ung atletisk Riefenstahl på herorisk vis sætte livet på spil oppe i bjergene.

En af kommentarerne til filmen var at hvis nazisterne så den, så ville de være bjergtaget af den. Riefenstahl tager derefter kontakt med Adolf Hitler, som ved deres første møde lover hende at hun vil komme til at lave deres film, hvis de kom til magten, da han synes meget godt om filmen.

Med nazi propagandafilmene ”Viljens triumf fra 1935 og de to Olympiade film fra 1938 slog hun sit navn fast som filminstruktør, ikke bare i Tyskland. Men også udenfor landets grænser, hvor bl.a. Mussolini ønskede at hun lavede en film for ham.

Efter krigen sad hun under arrest men bliver løsladt kort tid efter. Dette betød dog ikke at hun gik ustraffet hen, da hendes karriere som filminstruktør var over, da folk enten ikke ville, eller kunne samarbejde med hende.

I starten af halvfjerdserne gjorde hun sig bemærket igen som fotograf. Hvilket blev til nogle fotobøger om Nuba-folket i Sudan, som pressen mente var fascistoide da de fokuserede meget på skønheden i menneskekroppen.

Efter et langt liv døde hun som 101-årig i 2003. I hendes hjem efterlod hun masser af materialer, da hun optog alt. Ikke bare film og billeder. Men også eksempelvis telefonsamtaler.

Det er dette materiale som primært er kildemateriale til Veiels nye film Riefenstahl.

En sygeliggørelse af folket

Andres Veiels nye film om Leni Riefenstahl er en advarsel imod den politiske højreradikalisme, som ikke bare finder sted i hans hjemland, men også i f.eks. i USA i disse år.

I den sidste telefonsamtale Riefenstahl fører i filmen, kommer hun ind på at det vil tage en eller to generationer i Tyskland at genopdage sin rolle med hensyn til moral, dyd og orden.

Disse tanker er ifølge instruktøren ikke så fjernt fra det Donald Trump fortæller hans MAGA-bevægelse om immigranter, som efter præsidentens mening ødelægger amerikansk blod.

Facistisk æstetik

I P1 radioprogrammet K-Live på DR bakker forfatter og filmkonsulent Steen Bille op om Veiels udlægning af Riefenstahl.

Da hun ifølge konsulenten dyrkede kroppen og overmenneskeidealet, som er et fascistisk udtryk der her finder sit udtryk i billeder.

”Fascismen eller nazismen, har idealet om den sunde krop eller det sunde folk. Og alt det som ikke er sundt skal udryddes. Det har ikke en plads i folket.

Derfor så myrdede nazisterne handikappede mennesker. Myrdede dem som de betragtede som fjender. Nemlig jøder, sintier, romaer, og homoseksuelle mennesker. Alt hvad der stak en smule ud.

Trump påpeger også at der er en sygdom i folket. Og sygdommen er de illegale indvandrere.

Eller indvandrende fra Haiti, der spiser alle de retskafne amerikaneres kæledyr. Så er det den samme æstetik.

Det er den samme dæmonisering af alt dette som ikke er en del af, det som de siger, en naturlig del af folkekroppen.

Det er en sygdom, en bacille, en virus. Som skal ud. Og, som skal væk. Nazisterne slog dem så ihjel og Trump nøjes så med at udvise dem”.

Derudover køber Bille heller ikke Riefenstahls påstand om at det med at lave en film såsom Viljens Triumf bare var bestillingsarbejde fra nazisterne.

Hvilket kun var noget som hun udførte fordi hun ville følge ordrer. Det mener Tysklandskenderen ikke holder på nogen måde. Da han pointerer at der altid følger et moralsk ansvar som spiller med i de valg der foretages.

Tysk dobbeltmoral

Veiels film klæder Riefenstahl af til skindet. Da han nøgternt holder hendes fornægtelser op mod fakta, som han dokumenterer med materialer fra hendes egne efterladenskaber.

Dermed afsiger han ikke sin dom over den tyske filminstruktør, da han lader det op til biografpublikummet at tage stilling.

I midten af halvfjerdserne var hun inviteret med til en tv-talkshow, hvor værten diskuterede nazisttiden med de inviterede gæster. Her fastholdt Riefenstahl sin uskyld, da hun ikke vidste hvad der foregik.

Dette udsagn blev straks dementeret af en anden af de inviterede gæster, som sagde at de vidste udmærket godt hvad der foregik. Og, da både hun og Riefenstahl var fyldt 30 da nazisterne kom til magten, så kan de ikke frasige sig deres medansvar.

et talerør for dem som fornægtede virkeligheden

Efter tv-showet fik Leni Riefenstahl mange opmuntrende ord fra de ophidsede tv-seere som tog stærkt afstand fra den anden gæsts holdninger i studiet.

Dette forstår Sten Bille godt hvorfor de gjorde: ”Riefenstahl var jo talerør for dem som sagde vi fulgte bare ordrer.

Og så synes de at hun var en genial filminstruktør. Og det var så nok til at sige at hun bare var udsat for en heksejagt. Frygtelig. Frygtelig. Frygtelig.

Det skal vi redde hende for. Vi skal sige at vi står bag hende. At vi vil styrke hende. At vi vil gå imod hendes fjender. Det er jo ikke så svært at forstå, fordi de kæmpede jo alle sammen med deres skyld.

Det er jo svært at leve med som almindelig nutidig tysker at sige at min far, min farfar, min oldefar var med i det her.

At de var skyldige. At de stod og hev folk ind i gaskamrene. Som så blev fejet væk af dem som fik lov til at overleve. Det er svært.

Jeg kan godt forstå at man har ledt efter en nem udgang fra det her. Og ikke at skulle føle sig skyldig på sin families vegne.

Men der synes jeg at det nutidige Tyskland har gjort rigtigt meget for at arbejde med en skyldkultur som ikke belaster den enkelte. Men man som efterfølgende nation efter Naziriget er nødt til at forholde sig til det her”, afslutter Sten Bille.

Efterskrift

I filmens afslutning lægger instruktøren op til at det som Riefenstahl gerne vil huskes for er hendes første film ”Det blå lys”, hvor hun klatrer i bjergene. Da hun i sine sidste optagelser er en tur op i bjergerne.

Dette giver mening ud fra den betragtning at succesen med at lave de efterfølgende nazipropagandafilm også havde en stor personlig omkostning for hende efter krigen, selvom hun undgik at blive sendt i fængsel.

Der fik hun, modsat andre tyskere, aldrig lov til at slippe for at forholde sig moralsk til sin fortid. Selvom mange almindelige borgere stadig bag de indre linjer bibeholdt de samme politiske meninger de havde under nazitiden.

At nazispøgelset ikke bare stoppede i 1945, og at det kan komme igen, synes dermed at være en af Veiels pointer med filmen som fortjener et stort publikum.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Beuys

Veiels dokumentar om hans berømte landsmand skildrer ham både som kunstner og politiker.

Lær mere

The Zone of Interest

Oscar-vindende film om livet i en nazi-familie som lever ved siden af kz-lejren i Auschwitz.

Lær mere

Riget

Lars von Triers tv-serie Riget satte nye standarder for hvordan en tv-serie kan opleves.

Lær mere

Indlægget Film: Riefenstahl – Genial filminstruktør eller nyttig nazistisk idiot? blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Den mest markante af alle monumenter, som også er den største af dem, står foran Højsteretsbygningen i den polske hovedstad.

Det storslåede værk viser soldater som kommer op af kloaksystemet, og som kæmper ved murbrokkerne.

Forspillet til Warszawa Opstanden

I slutningen af 1943 begyndte slutspillet om Europas fremtid i forbindelse med Teheran-konferencen. Da det stod klart for de allieredes ledere at Tyskland ville tabe krigen før eller siden.

Ved mødet som fandt sted fra den 28. november til 1. december fastlagde Josef Stalin, Franklin D. Roosevelt og Winston Churchill, bl.a. også Polens fremtidige grænser.

Dette betød at det centraleuropæiske land uden deres medvirken i beslutningsprocessen, skulle miste det østlige område Kresy med hovedbyen Lwow til Sovjetunionen. For til gengæld at få et stykke af det østlige Tyskland.

I sommeren 1944 var Den Røde Hær på vej mod Warszawa. For Churchill som ikke stolede på Stalins fremtidige hensigter da krigen var slut, ønskede derfor at befri den polske hovedstad.

Problemet var bare hvornår operationen skulle ske. For hvis et folkelig oprør fandt sted mod Nazityskland fandt sted for tidlig, så ville de kunne slå den ned. Hvis den fandt sted for sent, så ville Sovjet kunne få kontrollen over byen.

De allieredes dobbeltspil

I juni 1944 forsikrede Roosevelt den polske premierminister Stanislaw Mikolajczyk i eksilregeringen i London at USA’s regering stod “solidt” bag Polen, og at Stalin derfor ikke turde tage landets frihed. Dette skulle senere i praksis fra amerikansk side vise sig at været et falsum, da deres interesser primært var i Fjernøsten. Samt i oprettelsen af FN.

Under pres fra de vestlige allierede, ville de derfor have Mikolajczyk til at give Stalin alt det, han ønskede, for at beholde Polen på vestlig side ved krigens afslutning.

Dette betød bl.a. også at Mikolajczyk skulle gå med til A) at afstå den østlige del af Polen til Sovjet. B) At acceptere Moskvas fortolkning af Katyn-massakren, hvor de fralagde sig al ansvaret for at 22.000 polske officerer var blevet myrdet af dem, men at krigsforbrydelsen skyldes Nazityskland. C) At Polen i fremtiden ville blive ledet af en venligstemt regering overfor Sovjet.

Da Mikołajczyk vidste at det ville han aldrig få igennem internt i de polske magtcirkler, ønskede han derfor ikke at efterleve USA og Storbritanniens ønsker.

I Warszawa havde fået tilsagn fra Sovjetunionen om at de ville støtte Opstanden hvis den blev sat i værk.

Warszawa Opstanden

Den 1. august 1944 startede oprøret klokken fem om eftermiddagen. De polske frihedskæmpere med deres hvid-røde armbind angreb mange af de nazistiske nøglepunkter i Warszawa.

Hvilket kunne være alt fra varehuse, hovedpostkontoret, kraftværket, togstationer og Umschlagsplatz, stedet hvor flere hundrede tusinde jøder var sendt til udryddelse i Treblinka.

Reaktionen fra Berlin kom prompte fra Heinrich Himmler. Han anbefalede Adolf Hitler at alle indbyggere skulle dræbes. Og at hver eneste bygning i Warszawa skulle sprænges i stumper og stykker.

I de første par dage af opstanden dræbte de tyske tropper tusindvis af indbyggere daglig. Alene den 5. august blev 35.000 civile og modstandsfolk dræbt eller likvideret. Men da de løb ind i mangel på ammunition, stoppede den massive antal henrettelser af uskyldige borgere.

De allieredes svigt

Da USA kun sendte forsyninger en enkelt gang, var det i praksis kun Storbritannien som hjalp den polske hjemmehær (AK).

Men da Stalin ikke tillod vest magterne at benytte landingsbanerne i de områder af Polen de havde erobret, tog det lang tid at levere dem. Og, meget af det som blev afkastet fra flyene, ramte ikke de tilsigtede mål. hvilket var noget som tyskerne nød godt af, da de modtog mange af forsyningerne.

Sovjetunionen som havde givet tilsagn om at ville hjælpe den polske hjemmehær, nåede frem til Wisla-floden som løber igennem Warszawa den 13. september.

Men da Moskva dikterede at de ikke skulle passere floden og deltage aktivt i kampene, forblev de på deres afventende position. Derudover havde de fået ordre på at skyde de polske modstandsmænd hvis de mødte nogle.

Efterspillet

Den første oktober overgav den polske hjemmehær sig til overmagten mod en lovning på at blive beskyttet af Genevekonventionen. Og dagen efter var det slut.

Det er anslået at ca. 150.000 civile, og i alt ca. 200.000 døde under krigshandlingerne. Resten af den en million store befolkning blev sendt i fangelejre, som eks. i Pruskow udenfor Warswawa, samt til koncentrationslejre i Tyskland.

85 procent af Warszawas bygninger smadrede tyskerne efter de havde fået fjernet folk fra byen.

I januar 1945 kunne Den Røde Hær så ”befri” Warszawa fra de nazistiske styrker, der var på flugt fra den sønderbombede og ødelagte polske hovedstad.

Monumentet for Warszawa Opstanden

Det store Monument som ærer Warszawa Opstanden blev indviet i 1989. Det blev dermed en af de sidste store synlige offentlige projekter som blev til under kommunisttiden i Polen.

Monumentet blev udført af den anerkendte kunstner Wincenty Kućma baseret på et oplæg af Jacek Budyn.

Et kontroversielt værk

I sin tid var der delte meninger om værket, som mange mente blev opført nogle årtier for sent.

Der var andre der mente at monumentet viser en samling tabere og at den er for tegneserieagtig og karikeret, og at det burde være udtrykt mere abstrakt.

Det største kritikpunkt var at mindesmærket var blevet udført i socialistisk realistisk stil, hvilket var den stilart som Josef Stalin tvang igennem efter krigen.

Her skulle arbejderne skildres som helte. Eller som her, at det var modstandsfolkene som blev fremstillet som nogle heroisk kæmpende sjæle, der kæmpede en brag kamp mod overmagten.

Andre fremhævede denne dobbelttydighed, pga. Sovjetunionens meget uheldige rolle under Warszawa Opstanden hvor de ofrede Warszawa ved ikke at gribe ind.

Monumentet i populærkulturen

Hvert år opsøger mange turister, enten på egen fod eller som en del af en gruppe, Monumentet for Warszawa Opstanden, som i 2012 var en af de mest velbesøgte steder i den polske hovedstad. Og, som bliver betragtet som det vigtigste efterkrigstidsmonument i Warszawa.

Og, hvis de ikke er med på en guidet tur, så er den største tilfredsstillelse for dem at få taget en selfie sammen med de heroiske kæmpende soldater. Imens dem som er ved at kravle ned i kloaksystemet får lov til at stå i fred.

Warszawa Opstanden er mange gange blevet skildret indenfor kulturens verden. Mest kendt udenfor Polens grænser en Andrzej Wajdas film De 63 dage fra 1957.

Han kunne af åbenlyse årsager ikke skildre at Den Røde Hær stod og foretog sig ingenting på den anden side af floden Wisla.

Derfor er fokusset på de polske soldater af hjemmehæren, som i Opstandens sidste dage søger ned i kloaksystemet for at slippe ud af byen.

I den ultramørke film er der ikke meget lys for enden af tunnelen for vores helte som går en dyster fremtid i møde.

Læs også: Mødet mellem Pianisten og Nazisten i Warszawa

Men, som var med til at gøre Wajda til en international anerkendt filminstruktør, til stor frustration for kommunistpartiet, der ikke mente at De 63 dage hørte hjemme i polsk film.

Efterskrift

Hvert år samles tusinde af polakker den 1. august ved den store rundkørsel ved Kultur og Videnskabspaladset i midtbyen klokken 17 for at mindes fortidens helte som blev ofre i et storpolitisk spil.

Mange historikere har derfor sidenhen spurgt om aktionen var nødvendigt da tyskerne allerede var på retræte i Østeuropa. Specielt efter nederlagene i Stalingrad og Leningrad var en kendsgerning. Dette betød også at de før eller siden alligevel ville have blevet tvunget til at rømme Warszawa.

Da de vestligorienterede polakker på den lange bane, frygtede at blive kontrolleret fra Moskva var det vigtigt at det ikke var Den Røde Hær som fik æren for at ”befri” Warszawa.

Derfor startede de Opstanden i håb om at støtten fra de allierede kræfter kunne slå nazisterne ud af byen. Denne tro var desværre fatal da de allierede svigtede polakkerne. Der hurtig kom til at stå alene i deres kamp mod overmagten.

I dag bliver fortællingen om Warszawa Opstanden brugt af speciel de højreorienterede nationalistiske kræfter i Polen.

Da den er et eksempel på hvorfor polakkerne aldrig kan stole på hverken Tyskland eller Rusland. Hvilket er forståeligt nok.

Men fortællingen bremser Polens integration i EU, da mange polakker sætter lighedstegn imellem Tyskland og EU 80 år efter Opstanden .

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Den Jødiske Ghetto Opstand

Heltenes Monument var tænkt som en grædemur da den blev opført i 1948.

Lær mere

Højesteret

Polens Højesteret er et bygningsværk som blander filosofi og moderne arkitektur.

Lær mere

A Real Pain

En gruppe amerikanske jøder tager på Holocaust tur til Polen for at bearbejde deres eget liv.

Lær mere

Indlægget Polen: Monumentet for Warszawa Opstanden i 1944 blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Tbilisi blev grundlagt i 455 af Kong Vakhtang I Gorgasali af Iberien. Hvilket var datidens navn for Georgien. Efterfølgende er Tbilisi blevet jævnet med jorden 29 gange og genopført tilsvarende antal gange efterfølgende.

Tbilisi Lufthavn

Jeg ankom til Shota Rustaveli lufthavnen i Tbilisi klokken 4.40 om morgenen. 40 minutter efter var jeg kommet igennem paskontrollen efter at have besvaret nogle spørgsmålet om hvad formålet var med rejsen.

I ankomsthallen blev jeg straks omringet af nogle taxachauffører som vil fragte en til byen. Dem takkede jeg nej tak til, da jeg havde hørt at nogle af dem kunne finde på at opkræve 750 kroner for en tur ind til centrum.

I stedet for gik jeg hen til Georgiens Bank for jeg kunne købe et rejsekort til offentlig transportmidler for fem kroner. Og efterfølgende at få kortet aktiveret ved en automat og betale 50 kroner ekstra for en uges billet.

Lige ankommet

En time efter kunne jeg tage den første morgenbus mod Tbilisi Hovedbanegård. Og ved 8-tiden kunne jeg tjekke ind på hotellet.

Jeg blev vist en på et lille mørkt og meget tilrøget værelse, hvilket jeg brokkede mig over da jeg havde bokket et 40 m2 stort værelse med balkon.

Hotel

2½ time senere kunne jeg tjekke ind på mit værelse som jeg fik 20 procent rabat på, af forskellige årsager.

Dels havde det taget noget tid at rengøre værelset, og bagefter så var der andre forhold som heller ikke var i orden. Bl.a. var der hul i slangen i bruseren, som også skulle fikses.

Da vejret var godt, tænkte jeg at det var bedre bare at gå ud i byen og starte med at tjekke den ud, da jeg primært bare skulle bruge værelset til at sove i.

Bitcoinautomat

En del af aftalen med hotellet var at de ville have pengene kontant. Derfor blev den betaling jeg havde fortaget på nettet tilbageført.

På jagt efter et hæveautomat, fandt jeg ud af at der stod en masse automater i byen.

De flest fungerede dog kun som en borgerservice, hvor ældre mennesker kunne få ordnet deres sager. I forlængelse af dem var der mange gange også en kryptoautomat ved siden af.

Men en hæveatomat, det var straks sværere at finde. Tilsidst lykkedes det dog og jeg fik hævet nogle kontanter som jeg kunne give til hotellet om aftenen.

Som en tur til Sovjet lige efter murens fald

Det første indtryk af Tbilisi frembragte nogle billeder frem fra nogle ture til Budapest og Sankt Peterborg i starten af halvfemserne. Da mange af betonbyggerierne fremstod nedslidte, og fortorvene er i dårlig stand.

Imellem højhusene var der mange grønne områder med små legepladser. Der var masser af liv og trafik i gaderne, og jeg følte mig godt tilpas, da jeg følte at jeg var den eneste turist i gaderne hvor jeg gik.

Efter at have gået en lang strækning langs floden med meget tung trafik besluttede jeg mig for at ændre kurs. Dette ledte mig ind i et slumkvarter.

Her hang der noget vasketøj til tørre midt ude på en lille vej. Og bygningerne lignede nogle teaterkulisser.

På en nedlagt fabriksbygning hænger et falmet georgisk nationalflag. Flaget som indeholder det store Sankt George kors og fire små georgiske korse, blev oprindelig brugt i middelalderen.

Efter at Mikheil Saakashvili kom til magten i 2004, blev flaget genindført som Georgiens nationalflag.

Rosenrevolutionen

Det skyldes dels en afstandstagen til Eduard Shevardnadze styre. Ligesom det blev var blevet en symbol for Rosenrevolutionen der væltede Gorbatjovs udenrigsminster, der efterfølgende blev præsident i Georgien.

Efter at have bevæget mig væk fra slummen så jeg denne farvestrålende bygning, som viste sig at være en skole, midt i en masse grå bygninger.

Georgien har deres eget skriftsystem, hvis første udgave stammer tilbage til det tredje århundrede før år 0.

I en af de følgende dage kunne jeg tydelig mærke forskellen på hvor de rige og de fattige bor i hvoedstaden af Georgien. For i dette velhaverkvarter af Tbilisi er der mere eksklusive fliser lagt ned i fortorvet. Og vejene var ikke fyldt med huller.

I de bedre dele af Tbilisi var der installeret et affaldssystem, der gjorde at affaldet ikke hobede sig op på stræder og gader.

Og i hovedbygningerne for Tbilisi universitet var alle bygninger istandsatte og de unge studerende gik i afslappet, men finere tøjbrug, end mange af deres landsmænd.

Politik

Georgien blev oprettet som stat for 3000 år siden. Så det er meget at skulle holde styr på i forhold til landets historie.

I nyere tid har georgierne dog mærket konsekvenserne af hvad skiftende autoritære styreformer kan betyde for folkets frihed og livsvilkår.

I souvenirbutikkerne i Tbilisi kan man købe portrætter af Josef Stalin som med fingrene danner et hjerte.

Denne form for kitsch virker som et dårlig eksempel på at menneskeliggøre en af verdenshistoriens største tyranner, der var ansvarlig for mange millioners menneskers død og lidelser.

Under hans regeringsperiode oplevede mange georgiere konsekvenserne af deres landsmands brutalitet. Og, det er da også kun i turistbutikkerne at du kan mærke hans tilstedeværelse i Tbilisi.

Nu om dage, så er det Vladimir Putin som prøver at styre Georgien fra Moskva. Den russisk-georgiske krig fra 2008 er langt fra glemt i Tbilisi. Og på murene rundt omkring i Tbilisi kan man se mange tegninger hvor han bliver sammenlignet med Adolf Hitler.

Noget som også fanger ens opmærksomhed i gadebilledet er nogle af de beskrivelser, som fortæller baggrundshistorier om personers skæbner.

Oftest er pointen dog den samme, at den pågældende kunstner måtte bøde for sin kamp for frihed under Sovjettiden. Enten med livet, hårde fængselsstraffe, eller torturering.

Shota Rustaveli er navnet på Georgiens nationalpoet. Han levede i middelalderen. Men er i dag vakt til live mange steder i byen. Han har både en lufthavn og en metrostation opkaldt efter sig. Og på billedet ses også en skulptur som ærer den gamle digter.

Kunstnerne bliver hyldet i bybilledet

Noget som også springer i øjnene i en by såsom Tbilisi, det er at det er kunstnerne som bliver mindet. Ikke så meget politikere eller kirkens mænd. Dette skyldes i høj grad arven fra Sovjet, hvor religion var ugleset, efter murens fald, så blev mange skulpturer af politiske personligheder fjernet.

På Revolutionspladsen demonstrerede vrede demonstranter imod styret i november 2003 i to uger før det faldt. Dette førte til at den neoliberale provestlige 36-årige autoritære politiker Mikheil Saakashvili blev valgt til præsident året efter.

Mikheil Saakashvili

I hans regeringsperiode fra 2004-2013 steg Georgiens BNP med 70 procent og lønningerne med 300 procent i gennemsnit.

For at bekæmpe korruption blev landets politstyrker fyret og nogle nye indsat. Alle de offentlige ansatte fik et kæmpe lønhop, for at modvirke at det ikke længere kunne betale sig at modtage bestikkelse.

Deruover blev landets politistationer og offentlige kontorer opgraderet med nye smarte transperante arkitektoniske bygningsværker. Og offentligheden kunne vandre over Fredsbroen, der nu er blevet en af byens kendetegn.

Verdensbanken roste disse initiativer. Men op til valget i 2012 braste korthuset sammen. Fængslerne var blevet overbelastede pga. af alt for mange fanger i dem.

Det blev dokumenteret at flere at dem blev udsat for fysisk og seksuel vold. Og en politisk modstander var allerede død af overgrebene.

Dette kunne have været undgået, hvis præsidenten ikke havde styret medierne så hårdt og at der var fuld ytringsfrihed i landet mente landets studerende på de højere læreanstalter. Alt dette førte til Mikheil Saakashvilis fald.

EU og NATO

I 2008 blev både Ukraines og Georgiens ønske om medlemskab af NATO afvist. For Georgiens vedkommende skyldes det russisk kontrol over to georgiske udbryderrepublikker.

Prisen for at stå udenfor NATO medførte også at der kort tid efter var krig mellem Georgien og Rusland i 2008.

Og for Ukraines vedkommende har det store land i den grad mærket konsekvenserne af dette, specielt efter Ruslands fuldskala invasion i 2022.

Kort tid efter søgte Georgien om EU medlemsskab, hvilket nu er sat på stand by pga. russisk indblanding i georgisk politik.

I centrum af Tbilisi er der dog et stort EU og NATO informationscenter, som dog var lukket da jeg vandrede forbi det.

At diplomati ikke behøver at udspille sig i magtens korridorer inde i centrum af byen, er denne skilt som hedder Svensk-Georgisk venskabshjørne et bevis for. Da den befinder sig langt ude i forstæderne i en park med masse af socialt byggeri omkring det.

Andre steder i byen kan man se at her kan folk søge om at få et amerikansk greencard. Hvordan processen er nu efter at der er kommet en ny administration til i Washington vides dog ikke.

Trafik

Allerede efter at have vandret rundt i Tbilisi i et par timer, så er noget af det man ikke kan undgå at se og høre, det er den tunge traffik som befinder sig i byen.

Den øredøvende larm gør også at der er områder at byen hvor du ser at folk ikke benytter sig af en gåtur på fortorvene, hvilket kan skyldes dette fænomen.

Ved Heltepladsen så jeg to cyklister som i den grad var kommet på afveje. Og som sundede sig inden de besluttede sig for at trække deres cykler igennem de underjordiske gangsystemer.

Senerehen så jeg denne bil, som lignede noget som er blevet efterladt for flere årtier siden. Og, hvor jeg tænkte, hvorfor der ikke er nogle som har fjernet den fra kørebanen.

At dette ikke var et særsyn oplevede jeg en anden dag da jeg så en bil som lignede noget som ikke var blevet rengjort længe holde imellem to veje uden en chauffør ved rattet.

Jeg kunne også konstatere at det stadig er muligt at se gamle russiske biler fra Sovjettiden.

Noget andet jeg også så, en gang om dagen, var biler som havde været indblandet i trafikuheld køre rundt på vejene.

Men så er det godt at det er muligt at få hjælp. På nogle gader kan man se flere små automekanikere som er placeret ved siden af hinanden. Og, de så ikke ud til ikke at have noget at lave.

På vej tilbage til hotellet ude i ingenmandsland en aften så jeg ligepludselig en skilt som skulle føre ned til en togstation.

Da jeg gik nedad stien så endte det ved nogle beboelsesejendomme. Altså blind vej. Og tilbage oppe af bakke.

Offentlig transport

I de områder af Tbilisi hvor internationale gæster må formodes at komme forbi. Såsom eksempelvis ude ved det store kongresområde er busstoppestederne af høj standard med elektroniske lystavler. Der viser hvornår de forskellige busser forventes at ankomme.

Inde i busserne er det ikke unormalt at man sidder forskudt af hinanden. Om dette mere dynamiske design er til det bedre, vil jeg lade andre om at bedømme.

Ligesom i andre metroer som blev opført da Georgien var en del af Sovjetunionen, så ligger stationerne langt under jordens overflade.

Dette benytter mange sig af til at tage et hvil, når de sidder på rulletrappen på vej nedad. Oftest imens de er i gang med at læse en bog mer høretelefoner i ørerne.

I Tbilisi findes der også nogle lift som kan føre en op på toppen af det bjerg som omkranser den sydlige del af byen.

Kunst og Arkitektur

Nær Rustaveli metrostationen findes der nogle markante museer. Blandt andet denne store og høje grønne bygning som er tilegnet kunst.

Andet steds i Tbilisi, kan turister opleve kunst i øjenhøjde. Ingen af de fremviste værker er dog værd at bruge penge på.

Gadekunsten er meget fremtrædende i den georgiske hovedstad. Her kan folk også se det på et af træerne i byen.

Der findes mange forskellige arkitektoniske stilretninger i Tbilisi. Selvom de fleste af bygningerne blev opført under tiden med kommunisme, er der også synlige spor fra mellemøstlige og vestlige typer af arkitektur.

Mange af monumenterne der blev opført i Sovjettiden står og forfalder. Dette gælder også Sejrsmonumentet, som kunstneren Zurab Tsereteli har været involveret i.

Da det store imperium nærmede sig sin udløbsdato i 1989 flyttede kunstneren og hans familie til Rusland.

Her blev han hurtig gode venner med Moskvas borgmester Yuri Luzhkov. Han gjorde straks ham til den bedst betalte kunster i den russiske hovedstad.

I starten af 2000erne var han blevet milliardær på sin kunst. Og kom med på listen over Ruslands rigeste oligarker.

Tbilisi er også kendt for sine brutalistiske arkitektoniske mesterværker. Mange af dem er dog svært at komme i nærheden af, pga. forskellige forhold.

Eksempelvis er Ritualernes Palads nu et lukket område for offentligheden da det er ejet af en oligark.

Parker

I Tbilisi er der mange store parker. Som giver befolkningen et tiltrængt pause fra det støjende gademiljø. Som her i Vake parken.

Sololakigaden siges at være den smukkeste i Tbilisi, da der er god udsigt udover byen fra bjergtoppen. Selv synes jeg at det er noget af en overdrivelse, da jeg fandt gaden noget overvurderet.

Derimod var det en større fornøjelse at begive sig nedad bjerget. Måske fordi du hele tiden også skulle holde et øje med stien og dens trapper.

Da gangstien ikke var lige velholdt alle steder kunne man hvis uheldet var ude, nemt skvatte. Og, det var jeg selvfølgelig ikke interesseret i.

I andre parker dominerer skulpturer og vandbassiner (uden vand) landskabet. Og, da der er mange bænke, og legepladser, er de et yndet sted for hele familien at opholde sig i.

Mad og drikke

Det er billig at gå ud og spise og drikke for en dansk turist i Tbilisi. Midt i turistområdet kostede en stegt fisk med brød og en øl 50 danske kroner. Hvilket er det samme som en McDonalds meal koster i landet.

I Europas kulturelle vugge blev planterne indtæmmet og blev en del af husbeholdningen. Og, det var også her at vinen blev opfundet for 8000 år siden.

Efter at have tilbragt en uge i hovedstaden i Georgien, var det nu tid til at vende snuden hjemad. Selvom jeg sagtens kunne have brugt en uge til i Tbilisi, så fik jeg set det meste af det som jeg gerne ville se.

Turen til Georgien bliver forhåbenlig ikke den sidste. Og, hvis jeg engang i fremtiden beslutter mig for at besøge landet igen, så vil det nok blive med et fokus på at se dets smukke natur som det fremtræder forskellige steder.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Den Gamle Bydel i Tbilisi

Sololaki-området i Tbilisi rummer mange bygninger og stræder med sjæl.

Lær mere

Georgiens Krøniker

Georgiens 3000 år som stat og Kristendommens 2000 år som religion bliver fortalt i monumentet.

Lær mere

Rezo Gabriadze Marionetteater

Tbilisis kunstneriske marionetdukketeater fremfører skuespil om georgisk kultur.

Lær mere

Indlægget Georgien: Tbilisi On My Mind blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Og, for at gøre tingene værre, forherligede han endda Adolf Hitler, og kaldte ham “den første rockstjerne”. År senere, fortrød han dog disse udtalelser, da han nu hævdede at han ikke var ved sit rette sind i denne periode af sit liv.

The Nazi-Chic

Samtidig med opstod begrebet om ”The Nazi-Chic”. Indflydelsen fra Cavanis film kultfilm ”Natportieren” (1974) eller “Cabaret” (1972) viste sig at være udbredt og langvarig, da det ifølge Neil Tennant fra The Pet Shop Boys “var en del af popkulturen. Det var ikke kun musikteater eller musikfilm”. Og, tilføjer, at “Liza Minnelli-looket i Cabaret havde en enorm indflydelse på punken, hvis du tænker på Siouxsie Sioux”.

Læs også: Kliche: Forude ligger en Maskinel og Musikalsk triumf

I disse år kunne en aura af Weimartidens-dekadence findes i alt fra Roxy Music til The Rocky Horror Picture Show. Og, nogle af disse tendenser, blev kraftigt forstærket i SM-filmen ”Ilsa: Hunulven fra SS” fra 1975, hvori den storbarmede B-skuespiller Dyanne Thorne, som danske Sort Sol har lavet en hyldestsang til, spiller en sadistisk fangevogter.

Facismens spøgelse gik igen igennem Europa

Alt, dette kunne være sjovt, det med at folket skulle klæde sig ud til brug for en fascistisk udklædningsbal, hvis det ikke lige var fordi at den virkelige fascisme blev genoplivet i halvfjerdserne rundt omkring i Europa.

I Frankrig blev Jean-Marie Le Pens evig populære Front National dannet i 1972. Året efter drønede Mogens Glistrups Fremskridtspartiet ind i det danske folketing med 28 mandater, og blev kongerigets andenstørste parti. Året efter, i 1974, havde British National Front så mange som 20.000 medlemmer, og havde også formået at få nogle gode valgresultater.

Læs også: Kraftwerk: Den tyske hyldest til motorvejen fylder 50

I Frankrig blev Jean-Marie Le Pens evig populære Front National dannet i 1972. Året efter drønede Mogens Glistrups Fremskridtspartiet ind i det danske folketing med 28 mandater, og blev kongerigets andenstørste parti. Året efter, i 1974, havde British National Front så mange som 20.000 medlemmer, og havde også formået at få nogle gode valgresultater.

Antisemitten Gainsbourg der ønskede at provokere

Serge Gainsbourg var jøde, og under anden verdenskrig, blev han påtvunget til at have en gul stjerne påklistret sit tøj. På den ene side tog han stærkt afstand fra de fascistiske tendenser han så sig udfolde i rock og i populærkulturen, og indenfor politik, men på den anden side var den antisemitiske musiker, også bevidst om at værdien i at chokere det brede borgerskab, ved at udfordre tabuerne.

Og, efter at pladen ”Vu de l’extérieur” (1973) havde floppet rent salgsmæssigt, tænkte han at det kunne være på sin plads at lave en plade om de tyske nazister, i forbindelse med 30-året for 2. verdenskrigs afslutning.

Det blev til værket ”Rock Around the Bunker”, som med sin udprægede brug af en blanding af noget cabaret musik, tilsat nogle med punkede og rockede toner, som med sit Monty Python-agtige humor tog tykt pis på Nazityskland fra dets opblomstring i 1930erne til tiden efter krigens afslutning.

Læs også: Lars von Trier: Før Riget Exodus

Den blev dog ikke bandlyst for at være blasfemisk som det skete for ”Life of Brian” i lande som Norge, Irland og dele af Storbritannien. Men både musikanmelderne og pladekøberne ignorerede pladen, både i sin samtid og eftertid. Enkelte journalister mener dog at ”Rock Around the Bunker” var den mest ”konsekvente, overbevisende og relevante værk” Serge Gainsbourg lavede.

Rock Around the Bunker: Den Tredje Riges opståen og fald

LPen ”Rock Around the Bunker” af Serge Gainsbourg fortæller historien om Den Tredje Riges opståen og fald i nogenlunde kronologisk rækkefølge. I ”Nazi Rock” møder vi nazistiske Drag Queens i det dekadente Berlin i de tidlige 30’ere, inden vi bliver præsenteret for Hitlers intensiverende vanvid I ”J’Entends des voix off”, inden side et på pladen slutter af med et nummer om koncentrationslejrenes skorstene i “Smoke Gets in Your øjne”. Så langt, så kitschet.

Åbningsnummeret på side to “Zig zig avec toi“ kan forstås som “Sieg sieg avec toi“. Samtidig med kan “zig zig“ betyde sex, alt imens vi måske også tænker på Bowies fiktive figur ”Ziggy Stardust”. Med andre ord, så er dette en sang, som trækker en lige linje mellem fascisme og sex og rock’n’roll.

Læs også: David Černý: Prags elskede og udskældte kunstnersøn

I “Yellow Star“ møder vi den unge Serge Gainsbourg, som skitserer de følelser han havde dengang han blev tvunget til at bære den “kuriøse hieroglyf”. Den tvetydighed, han følte dengang: “måske betyder stjernen sherif, marskal, eller en stor høvding”, modsvares af hans egen vurdering af, hvad stjernen betyder for ham nu, heller hvad den forsat betyder for alle jøder: “Jeg bærer den gule stjerne, Svært for en jøde, Loven om kampen for livet”.

Albummet af Serge Gainsbourg afsluttes med “Rock Around the Bunker” og “S.S. i Uruguay”. Førstnævnte sang ender med en eksplosion, eller et billede på kulturens skæbne i slutningen af krigen. Og, i “S.S. i Uruguay”, render en tidligere S.S.-officer rundt med en stråhat, alt imens han nipper til sin papayajuice gennem et sugerør, og kommanderer med sin lille følge af loyale støtter. Derudover gider han ikke at betale regningen, da genoplivningen (af nazismen) kun er et spørgsmål om tid.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Serge Gainsbourg (Del IX)

Selvom Serge Gainsbourg og Jane Birkin blev skilt i 1980 forblev de gode venner til hans død.

Lær mere

Serge Gainsbourg (Del VIII)

”Historie de Melody Nelson” betegnes af kritikere som værende Gainsbourg bedste værk.

Lær mere

Serge Gainsbourg (Del VI)

Et langt dekadent liv med et overforbrug af cigaretter og alkohol lagde Gainsbourg i graven.

Lær mere

Indlægget Musik: Serge Gainsbourg (Del VII) – Nazi-Rock blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

I Lviv findes der monumenter og skulpturer som reflekter over hele tidsrummet fra byens grundlæggelse i Middelalderen til i dag.

Kong Danilo Romanovitj

Danilo Romanovitj (1201-1264) var fyrste af Galicien-Volhynien og blev kronet af en pavelig udsending som Rex Rusiae i 1253.

Dette var et træk han brugte for at prøve at frigøre sig fra Den Gyldne Horde. Hvilket var en mongolsk emperie, som regenten havde aflagt troskab til efter de havde udslettet Kyivriget imellem 1239-1241.

I lighed med ideen om at samle andre fyrster i en militær alliance, lykkedes det ham dog ikke at ændre magtbalancen i området. .

På trods at at projekterne ikke blev ført helt ud i livet som han ønskede sig. Så fremstår han som en visionær skikkelse som var med til at præge regionens politiske og kulturelle identitet. Da han både var statsbygger og forsvarer af sine lande.

Udover dette er han i dag kendt i Lviv for at det var ham som grundlagde byen i 1256. Og, at det var hans søn Lev, der gav navn til byen.

Bronzestatuen er skabt af billedhuggerne Vasyl Yarych og Roman Romanovych samt arkitekten Yarema Churylyk og blev afsløret i 2001, som en del af Lvivs revitaliseringsindsats.

Ivan Pidkova

Monumentet hylder kosaklederen Ivan Pidkova. Han var kendt som en modig kriger med overnaturlige kræfter, som kæmpede for friheden til det ukrainske og moldaviske folk, der blev undertrykt af tyrkernes dominans.

På monumentet, der blev udarbejdet af Petro Kulyk og indviet under Sovjettiden i 1982, står der følgende: “Ivan Pidkova, en helt fra den fælles kamp mellem det russiske, ukrainske og moldoviske folk mod de tyrkiske undertrykkere, henrettet af den polske adel i Lviv den 16. juni 1578”.

Efter Ukraines uafhængighed i 1991, blev ordet “russiske” overdækket af en metalkomposition, som bestod af en hestesko i midten, og klaser af gulderrosebær på siderne.

På ukrainsk betyder Pidkova hestesko. Og på skulptuen ser man også et hestesko på pladsen hvor hans efternavn skulle stå.

Ivan Pidkova blev udødliggjort i Taras Shevchenkos romantiske digt fra 1839 som slet og ret hedder Ivan Pidkova. I digtet udtrykker Shevchenko sin uforbeholdne hyldest til de ukrainske kosakker.

Læs også: Taras Shevchenko Parken og udsigt til Sortehavet i Odesa

Den Vestukrainske Nationalrepublik

Staten opstod som en konsekvens af afslutningen på 1. verdenskrig, hvor den blev oprettet i november 1918. Men allerede i juli 1919 var den afgået ved døden, da Polen under ledelse af Józef Piłsudski militært angreb Den Vestukrainske Nationalrepublik.

Læs også: Polen: Józef Piłsudski mindesmærket i Krakow

Efter 2. verdenskrigs afslutning blev den tidligere stat en del af Sovjetunionen. Og, i 1991 en del af Ukraine.

Metropolitten Andrey Sheptytsky

Andrey Sheptytsky (1865-1944) var den mest indflydelsesrige person i den ukrainske kirkes historie i det 20. århundrede.

Han spillede en stor rolle i at øge den ukrainske nationale bevidsthed i det vestlige Ukraine. O,g var en stærk medvirkende årsag til at den ukrainske katolske kirke udvidede sig.

I 1932 og 1935 blev der begge år opført en skulptur af Sheptytskyi i Lviv. Disse rev Sovjetstyret ned efter 2. verdenskrigs afslutning.

Efter nye politiske vinde blæste indover det ukrainske område i 1991, blev der talt om at opføre en ny skulptur til at ære ham.

Dette skete dog først i 2015 at dette ønske blev implementeret, da et forsøgt replika af skulpturen fra 1932 blev genskabt i Lviv af Mykola Posikira og arkitekterne Ihor Kuzmak og Mykhailo Fedyk.

Stepan Bandera

Bandera var en ukrainsk uttranationalistisk leder som blev født i Galicien i 1909. I 1934 var han ansvarlig for at den polske indenrigsminister Bronisław Pieracki blev myrdet. Og, for den udåd blev han fængslet for livstid.

Efter nazisternes invasion af Polen blev han befriet i 1939 fra fængslet i Brest. Året efter bliver han leder for OUN-B, hvilket var betegnelsen af den højreradikale, yderliggående fraktion af den mere konservativorienteret ukrainske nationalistbevægelse OUN.

Den 22. juni 1941, hvilket var dagen hvor Operation Barbarossa, der var kodeodet for Nazitysklands invasion af Sovjetunionen, blev sat i værk, stiftede han Den Ukrainske Nationalkomitee.

Læs også: Tunnelen for Ukraines historie under 2. Verdenskrig i Kyiv

Lederen af komiteen Yaroslav Stetsko, erklærede ca. en uge efter, Ukraine for en selvstændig stat i Lviv den 30 juni. Dette politisk træk var også ment som en håndsrækning til Nazityskland, da det var Adolf Hitler som skulle være de facto lederen af staten.

Da nazisterne ikke var af samme overbevisning, bl.a. pga. deres tanker om et tysk Lebensraum i Central- og Østeuropa, blev Bandera og mange andre ukrainske nationalister ført til koncentrationslejren Sachsenhausen.

Her sad de fængslet indtil slutningen af september 1944, fordi Gestapo håbede de ca. 300 OUN kunne mobilisere en modstand mod Sovjetunionen i Ukraine. Dette ændrede dog ikke krigens gang, og Bandera blev i Vesttyskland efter dens afslutning indtil han myrdet af KGB-agenter i 1959.

Under Sovjetiden var det forbudt at nævne, eller i det hele taget at tale om Bandera i Polen, Ukraine, og Rusland.

Nationalistiske strømme i Ukraine genopliver Bandera

Monumentet som blev rejst til ære for ham, blev indviet i Lviv i 2007, pga. nye stærke nationalistiske strømninger i Ukraine.

Udover en 7 meter høj bronzestatue af Bandera, er der en 30 meter høj triumfbue, der symboliserer fire nøgleperioder i ukrainsk statsdannelse: Kyivriget. Kosaktiden. Den ukrainske folkerepublik, og det moderne uafhængige Ukraine.

I 2010 blev han udnævnt som en ukrainsk helt af præsident Viktor Yushchenko. Det var manden som fik vansiret sit ansigt pga. et giftangreb begået af russiske agenter.

Denne handling blev dog trukket tilbage året efter. Ikke kun pga. at det var kontroversielt. Men også fordi at Bandera på intet tidspunkt var en ukrainsk statsborger. Samt at Yushchenko ikke længere sad på magten.

For nogle ukrainere betragtes han dog som en martyr, der kæmpede for Ukraines frihed. For andre, som en facist, der var ansvalig for mange joder, russere, og polakkers død.

Hvilket specielt kom til udtryk under Volhynia-massakren hvor op mod 100.000 polakkere døde i 1943. Men hvor stor en rolle han har spillet i det, er dog svært at sige, da han sad i en tysk koncentrationslejr på dette tidspunkt.

Efterskrift

I en stat, som blev selvstændighed igen i 1991, og hvor korruptionen er høj, synes det at være vigtig at hædre politibetjente og andre som skal opretholde ro og orden. Ligesom det bliver skildret i dette monument som ærer dem som forsvarer systemet i den ukrainske stat.

I Lviv bliver byens historie i højere grad end i Kviv knyttet op til dens reginale beliggenhed.

Læs også: Ukraine: Monumenter og Skulpturer i Kyiv

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Shevchenkivskyi Hai

I udkanten af Lviv ligger et museum som foukserer på folkearkitektur og landliv.

Lær mere

Lychakiv Kirkegården i Lviv

Kirkegården er kendt for kunstfærdige gravmonumenter og de polske krigeres gravplads.

Lær mere

Lviv

Løvebyen Lviv i Ukraine er det østeuropæiske lands kulturelle hjerte

Lær mere

Indlægget Ukraine: Monumenter og Skulpturer i Lviv blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.