|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

I sin samtid var Joseph Beuys kendt som en provokerende kunstner, der slog sit navn fast i 1960erne som en del af den performative FLUXUS bevægelse i Düsseldorf. For så senere hen i starten af firserne at engagere sig i tysk politik, da han var med til at stifte det tyske parti Die Grünen, som han var medlem af indtil sin død i 1986.

Om tilblivelsen af Beuys

Det var ikke en nem opgave for Andres Veiel at lave dokumentaren om en af sine personlige inspirationskilder, som havde en tankevækkende tilgang til både kunst og politik. Da han skulle skifte planer mange gange i løbet af tilblivelsesprocessen.

Oprindeligt havde han en ide om at behandle hans kunstværker og performances af Beuys. Men pga. der ifølge tysk lovgivning skal indhentes en godkendelse til at gøre det af boet af kunstneren (hvis denne ikke er i live), så krævede det en hel del af instruktøren for at få denne tilladelse af Beuys enke Eva Beuys.

Efter at Veiel først havde kontaktet hende skriftligt som hun ikke reagerede på, så ringede han til hende to uger efter.

I denne telefonsamtale fik han en blank afvisning af hende, da han i sit brev havde opgivet tre forkerte titler. Og, hvis han begyndte sit projektet ud fra et forkert udgangspunkt, så havde hun absolut ikke brug for en film om hendes ægtefælle. Derefter lagde hun røret på.

Efter at have sundet sig over dette ringende han hende op igen, og bad hende om at se filmen Blackbox Germany han tidligere havde lavet om den tyske terroristorganisation

Veiel, som allerede havde brugt 1½ års tid på projektet, besluttede sig derfor at opsøge hende personligt.

Her forklarede han hende at han under alle omstændigheder ville lave filmen om det så skulle uden kunstværker i den. Det endte med at hun godkendte alle de værker han ville have med i filmen, og så kunne han endelig gå i gang.

Veiels fascination af Joseph Beuys

I filmen siger Joseph Beuys på et tidspunkt at man skal smide kunstværkerne væk og tænke over kunstens idéer. Hvilket nærmest er en religiøs udsagn på linje med Martin Luthers tanker om at det er igennem troen at man skal finde vejen til Gud.

Og for Veiel så var Beuys nærmest en slags Godfather for ham og nogle af sine venner, da han udfordrede både de konservative tyske borgere, og var en modpol til den radikaliserede venstrefløj som den to sig ud i Bader-Meinhof gruppen og RAF.

Dermed banede han vejen for deres egen politiske ståsted midt imellem disse to grupperinger.

Ved finanskrisens start i 2008 var Veiel inde og se en udstilling på Nationalgaleriet ved hovedbanegården i Hamburg. Her så han 2-3 film som omhandlede Joseph Beuys.

I videoerne talte han om strømmen af penge og hvad der skaber en finanskrise. Hvis pengestrømmen bliver løsrevet fra produktionen, så vil vi få bobler. Og disse bobler vil briste.

Overskuddet vil herefter blive privatiseret, men det er kun få som vil tage profitten, hvorimod tab vil blive socialiseret. Det vil blive en sfære uden for vores demokratiske kontrol og rækkevidde.

Derfor opfordrede han beskuerne til at gøre noget ved problemstillingen. Efterfølgende tænkte Veiel, hvorfor ikke lave en dokumentar om hans Godfather.

Politikeren Beuys

Filmen tager sit afsæt i tresserne hvor Joseph Beuys som arbejdede som professor ved Kunstakademiet i Düsseldorf.

Her var han kendt som værende en streng underviser. Men også som en lærer der ikke var en akademisk kunstsnob, da han engagerede sig i relationen til sine studerende, hvis værker han hjalp med at blive udviklet, hvilket var et meget usædvanlig træk for en professor at gøre dengang.

I slutningen af årtiet efter at han havde slået sit navn fast i den internationale kunstverden, så blev hans handlinger mere politiske.

Som en protest mod at de studerende skulle igennem en optagelsesprøve, så tilbød han alle dem som blev fravalgt at de kunne starte på hans hold. Noget som de takkede ja til.

Dette betød også at op imod 400 unge var indskrevet på hans studier, hvilket ledelsen på kunstakademiet på ingen måde bifaldt, da de i første omgang gav ham en ordentlig reprimande.

Da han i de kommende år blev ved med at forsætte praksissen endte det med at han blev fyret i 1972, hvilket medførte store protester fra de studerende men også fra store anerkendte kunstnere.

De 7000 ege og Die Grünen

Han havde en stor tro på at kunst kunne ændre samfundet politisk. Dette ses bl.a. i det store sociale skulptur og gesamtkunstwerk ”De 7000 ege”.

For at få finansieret det store projekt, hvor der skulle plantes 7000 egetræer i Kassel, så stillede han op som reklamefigur for en japansk whiskymærke, ligesom han pressede på overfor de mennesker som havde tjent store penge på hans kunst om at spytte noget i kassen.

Ifølge den danske kunstner Jens Jørgen Thorsen så var FLUXUS verdens første demokratiske kunstbevægelse, da den havde en tro på alle mennesker kan udføre kunst.

Denne tanke bakkede Beuys, som en overgang var med i bevægelsen, op om. Og en vigtig del af konceptet bag ”De 7000 ege” var netop at almindelige folk skulle være med til at få kunstprojektet gennemført, og dermed i fællesskab være med til at lave et kunstværk.

I Die Grünen, som han blev en ledende frontfigur af fra begyndelsen, var for ham et parti som gentænkte demokratiet.

Han blev dog aldrig nogen succes i partiet, da det var præget af alt for mange forskellige holdninger, der strittede i alle mulige retninger.

Hans meninger om økonomi var noget som var med til at trække partiets popularitet ned.

Derfor valgte medlemmerne at han ikke skulle være opstillingsberettiget til Forbundsdagen. Og selvom han vedblev med at være en del af partiet, forsvandt han fra dets søgelys.

Kunsteren Beuys

Som ung teenager var Beuys en del af Hitlerjugend. Senere hen blev han en del af det tyske luftvåben. Her oplevede han at blive skudt ned i 1944.

Men modsat co-piloten så overlevede han ifølge eget udsagn fordi nogle krimtatarer reddede ham, ved at pakke ham ind i fedt og filt.

Efter krigen så blev materialerne fedt og filt væsentlige elementer både i sin teoretiske og fysiske praksis for Beuys. Dette kommer bl.a. til udtryk i konceptet om “social plastik”, der blev synliggjort i flere kunstinstallationer.

En svaghed i Veiels dokumentar er at han ikke giver en ordentlig indføring i dette centrale koncept. Samt rejser et kritisk spørgsmålstegn ved Beuys historie om hvad krimtatarerne gjorde ved ham.

Vi får også historierne om Beuys i forhold til forskellige dyr. Foran en gruppe af de ledende personligheder som var tilknyttet kunstakademiet begynder han at grynte som en hjort. Ligesom vi bliver indført i hans aktioner med en død hare og en prærieulv.

Hvordan man forklarer billeder til en død hare

I værket “Hvordan man forklarer billeder til en død hare” starter aktionen i Galleri Schmela i Düsseldorf.

Beuys, som har påført sig bladguld, guldstøv og honning, fører først de besøgende ud af galleriet og låser døren. Dernæst kan de se hvad der sker inde i galleriet gennem dets hovedruder.

Her vandrer Beuys rundt med den døde hare og fortæller den om de forskellige genstande i rummet.

Haren som i forskellige kultursamfund betød noget positiv, lige fra kærlighed og fertilitet, blev i kunstnernes udlægning af den betragtet som et symbol på genfødsel.

I relation til haren er der så Beuys, som mad sin maske af guld og honning kan forstås som et middel for genoplivning.

På denne måde så bringes tanken om harens dødskarakter den tilbage til livet i samspillet mellem de to aktører.

Jeg kan lide Amerika, og Amerika kan lide mig

I dette performative værk viser Joseph Beuys det fysiske billede af en mand. For hvem materialet og meningen med kunstneriske aktiviteter bestemmes af personlig erfaring og engagement.

Uden at sætte fødderne på amerikansk jord, blev han ført direkte fra lufthavnen til René Block galleriet. Her levede han i tre dage sammen med en prærieulv. Allerede inden han var steget på flyet i Tyskland havde han påført sig filt.

For det meste af tiden var prærieulven venlig overfor Beuys. Men den kunne også finde på at være mere voldelige, hvilket gav sig udtryk i at den begyndte at bide i hans filt.

Under hele aktionen så prøvede Beuys at leve sig ind i dens handlinger, ved at kopiere hvad den gjorde, for at udvikle en form for kommunikation med den.
Værket var en kritik af USA.

Den tyske kunstner som var kritisk overfor amerikanernes engagement i Vietnam, afviste af den grund mange invitationer i at komme til staterne.

Men i ”Jeg kan lide Amerika, og Amerika kan lide mig”, så vender han blikket 180 grader.

Her sætter han spotlys på de amerikanere som forfulgte prærieulven, som Beuys betragtede som et symbol på urbefolkningen. Ved at udvikle en slags venskab med ulven, så medierer han en fredshandling.

Efterskrift

Under arbejdet med at redigere filmmaterialet fremviste Veiel det foreløbige resultat til en amerikansk kollega.

Han kvitterede med at sige, at dette var så typisk tysk, fordi i USA vil man altid afslutte handlingen med at gøre hovedpersonen til en helt.

Og i din film, så ender projektet med at få rejst penge til De 7000 ege som en fiasko. Da det kun lykkes for Beuys at samle penge ind til de 1000 af dem.

Dette udsagn tænkte Andres Veiel over, og besluttede sig efterfølgende for at lade filmen køre i ring.

Dvs. at vi starter et andet sted i handlingen og slutter med et link til introen. Hvilket giver en anden indholdsmæssig afslutning end først tiltænkt.

Om denne ændring af strategi har løftet filmen, er svært at sige. Mere problematisk er det dog at det kræver en vis form for forforståelse fra beskuerens side om Beuys liv og produktion for bedre at kunne forstå pointerne fra instruktørens side noget bedre.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Cabaret Voltaire

I denne bygning i Zürich mødtes dadaister og skabte revolutionerende antikunst.

Lær mere

Nam June Paik

Udstillingen I Expose the Music handler om den musiske side af Nam June Paik.

Lær mere

Kraftwerk

Med Autobahn var det muligt for Kraftwerk at nå ud til et bredere publikum.

Lær mere

Indlægget Film: Beuys – Kunstneriske aktioner som et demokratisk projekt blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Leni Riefenstahl (1902-2003) var en tysk filminstruktør, fotograf, skuespiller og danser, der kunstnerisk slog igennem med nazipropagandafiilmene Viljens triumf (1935) og Olympia I og II (1938), hun instruerede.

Filminstruktører såsom George Lucas, Quentin Tarantino, og vores egen Lars von Trier, har alle ladet sig inspirere sig af Leni Riefenstahl.

Flere scener af Star Wars er nærmest taget direkte fra Viljens Triumf. Og rent teknologisk har instruktørerne gjort brug af hendes dengang innovative metoder med at skyde en film.

Bl.a. ved at have mange kameraer opstillet i forskellige positioner under indspilningen af en scene. Denne metode benyttede Lars von Trier sig af da han lavede Dancer in the Dark.

Efter krigen og resten af hendes dage skulle hun forholde sig til hendes fortid. Her fastholdt hun hendes uskyld, da hun hævdede ligesom mange andre tyskere at hun ikke anede hvad der foregik.

Denne påstand Andres Veiel gør op med i hans nye dokumentarfilm om Leni Riefenstahl, som hovedsagelig er bygget på nye materialer om hende.

Ved sin død i 2003 efterlod hun 700 kasser med masser af film, billeder, lydoptagelser, manuskrifter, breve og noter.

I 2016 blev alt dette nu gjort tilgængelig for offentligheden. Og, i 2018 startede Veiels hold med at gennemgå materialet.

Leni Reifenstahl

Som ung ønskede Riefenstahl at blive danser, men en skade gjorde en ende på den karriere.

Dette førte hende ind i en ny retning hvor hun kastede blikket på det at være filmskaber både bagved og foran kameraet, da hun i sin debutfilm ”Det blå lys” fra 1932 både var instruktør og skuespiller.

”Det blå lys” var en såkaldt bjergbestigningsfilm, som var meget populære at lave i disse år. I filmen kan man se en ung atletisk Riefenstahl på herorisk vis sætte livet på spil oppe i bjergene.

En af kommentarerne til filmen var at hvis nazisterne så den, så ville de være bjergtaget af den. Riefenstahl tager derefter kontakt med Adolf Hitler, som ved deres første møde lover hende at hun vil komme til at lave deres film, hvis de kom til magten, da han synes meget godt om filmen.

Med nazi propagandafilmene ”Viljens triumf fra 1935 og de to Olympiade film fra 1938 slog hun sit navn fast som filminstruktør, ikke bare i Tyskland. Men også udenfor landets grænser, hvor bl.a. Mussolini ønskede at hun lavede en film for ham.

Efter krigen sad hun under arrest men bliver løsladt kort tid efter. Dette betød dog ikke at hun gik ustraffet hen, da hendes karriere som filminstruktør var over, da folk enten ikke ville, eller kunne samarbejde med hende.

I starten af halvfjerdserne gjorde hun sig bemærket igen som fotograf. Hvilket blev til nogle fotobøger om Nuba-folket i Sudan, som pressen mente var fascistoide da de fokuserede meget på skønheden i menneskekroppen.

Efter et langt liv døde hun som 101-årig i 2003. I hendes hjem efterlod hun masser af materialer, da hun optog alt. Ikke bare film og billeder. Men også eksempelvis telefonsamtaler.

Det er dette materiale som primært er kildemateriale til Veiels nye film Riefenstahl.

En sygeliggørelse af folket

Andres Veiels nye film om Leni Riefenstahl er en advarsel imod den politiske højreradikalisme, som ikke bare finder sted i hans hjemland, men også i f.eks. i USA i disse år.

I den sidste telefonsamtale Riefenstahl fører i filmen, kommer hun ind på at det vil tage en eller to generationer i Tyskland at genopdage sin rolle med hensyn til moral, dyd og orden.

Disse tanker er ifølge instruktøren ikke så fjernt fra det Donald Trump fortæller hans MAGA-bevægelse om immigranter, som efter præsidentens mening ødelægger amerikansk blod.

Facistisk æstetik

I P1 radioprogrammet K-Live på DR bakker forfatter og filmkonsulent Steen Bille op om Veiels udlægning af Riefenstahl.

Da hun ifølge konsulenten dyrkede kroppen og overmenneskeidealet, som er et fascistisk udtryk der her finder sit udtryk i billeder.

”Fascismen eller nazismen, har idealet om den sunde krop eller det sunde folk. Og alt det som ikke er sundt skal udryddes. Det har ikke en plads i folket.

Derfor så myrdede nazisterne handikappede mennesker. Myrdede dem som de betragtede som fjender. Nemlig jøder, sintier, romaer, og homoseksuelle mennesker. Alt hvad der stak en smule ud.

Trump påpeger også at der er en sygdom i folket. Og sygdommen er de illegale indvandrere.

Eller indvandrende fra Haiti, der spiser alle de retskafne amerikaneres kæledyr. Så er det den samme æstetik.

Det er den samme dæmonisering af alt dette som ikke er en del af, det som de siger, en naturlig del af folkekroppen.

Det er en sygdom, en bacille, en virus. Som skal ud. Og, som skal væk. Nazisterne slog dem så ihjel og Trump nøjes så med at udvise dem”.

Derudover køber Bille heller ikke Riefenstahls påstand om at det med at lave en film såsom Viljens Triumf bare var bestillingsarbejde fra nazisterne.

Hvilket kun var noget som hun udførte fordi hun ville følge ordrer. Det mener Tysklandskenderen ikke holder på nogen måde. Da han pointerer at der altid følger et moralsk ansvar som spiller med i de valg der foretages.

Tysk dobbeltmoral

Veiels film klæder Riefenstahl af til skindet. Da han nøgternt holder hendes fornægtelser op mod fakta, som han dokumenterer med materialer fra hendes egne efterladenskaber.

Dermed afsiger han ikke sin dom over den tyske filminstruktør, da han lader det op til biografpublikummet at tage stilling.

I midten af halvfjerdserne var hun inviteret med til en tv-talkshow, hvor værten diskuterede nazisttiden med de inviterede gæster. Her fastholdt Riefenstahl sin uskyld, da hun ikke vidste hvad der foregik.

Dette udsagn blev straks dementeret af en anden af de inviterede gæster, som sagde at de vidste udmærket godt hvad der foregik. Og, da både hun og Riefenstahl var fyldt 30 da nazisterne kom til magten, så kan de ikke frasige sig deres medansvar.

et talerør for dem som fornægtede virkeligheden

Efter tv-showet fik Leni Riefenstahl mange opmuntrende ord fra de ophidsede tv-seere som tog stærkt afstand fra den anden gæsts holdninger i studiet.

Dette forstår Sten Bille godt hvorfor de gjorde: ”Riefenstahl var jo talerør for dem som sagde vi fulgte bare ordrer.

Og så synes de at hun var en genial filminstruktør. Og det var så nok til at sige at hun bare var udsat for en heksejagt. Frygtelig. Frygtelig. Frygtelig.

Det skal vi redde hende for. Vi skal sige at vi står bag hende. At vi vil styrke hende. At vi vil gå imod hendes fjender. Det er jo ikke så svært at forstå, fordi de kæmpede jo alle sammen med deres skyld.

Det er jo svært at leve med som almindelig nutidig tysker at sige at min far, min farfar, min oldefar var med i det her.

At de var skyldige. At de stod og hev folk ind i gaskamrene. Som så blev fejet væk af dem som fik lov til at overleve. Det er svært.

Jeg kan godt forstå at man har ledt efter en nem udgang fra det her. Og ikke at skulle føle sig skyldig på sin families vegne.

Men der synes jeg at det nutidige Tyskland har gjort rigtigt meget for at arbejde med en skyldkultur som ikke belaster den enkelte. Men man som efterfølgende nation efter Naziriget er nødt til at forholde sig til det her”, afslutter Sten Bille.

Efterskrift

I filmens afslutning lægger instruktøren op til at det som Riefenstahl gerne vil huskes for er hendes første film ”Det blå lys”, hvor hun klatrer i bjergene. Da hun i sine sidste optagelser er en tur op i bjergerne.

Dette giver mening ud fra den betragtning at succesen med at lave de efterfølgende nazipropagandafilm også havde en stor personlig omkostning for hende efter krigen, selvom hun undgik at blive sendt i fængsel.

Der fik hun, modsat andre tyskere, aldrig lov til at slippe for at forholde sig moralsk til sin fortid. Selvom mange almindelige borgere stadig bag de indre linjer bibeholdt de samme politiske meninger de havde under nazitiden.

At nazispøgelset ikke bare stoppede i 1945, og at det kan komme igen, synes dermed at være en af Veiels pointer med filmen som fortjener et stort publikum.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Beuys

Veiels dokumentar om hans berømte landsmand skildrer ham både som kunstner og politiker.

Lær mere

The Zone of Interest

Oscar-vindende film om livet i en nazi-familie som lever ved siden af kz-lejren i Auschwitz.

Lær mere

Riget

Lars von Triers tv-serie Riget satte nye standarder for hvordan en tv-serie kan opleves.

Lær mere

Indlægget Film: Riefenstahl – Genial filminstruktør eller nyttig nazistisk idiot? blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.