|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Christopher Nolans The Odyssey begynder som den ultimative heltefortælling: Kongen Odysseus kommer endelig hjem 10 år efter krigen blevet afsluttet. På den lange rejse er han blevet kastet fra den ene prøvelse til den anden.

Han har mødt monstre, sirener, guder og døde. Samtidig med at hans hustru Penelope har ventet på ham hjemme på Ithaka, og sønnen Telemachos vokser op uden sin far.

Under den enorme, spektakulære fortælling gemmer der sig en langt mere moderne historie.

Hos oldtidens Homer er Odysseen fortællingen om en helt, der efter tyve års fravær skal finde tilbage til sin familie, sit kongerige og sin plads i en guddommelig orden.

Hos Nolan derimod, bliver hjemkomsten snarere en konfrontation med fortiden. Odysseus har overlevet, men han kan ikke længere uden videre vende tilbage til det menneske, han var.

Filmens egentlige spørgsmål bliver derfor: Kan man komme hjem, uden at kunne komme tilbage?

En mand på vej hjem fra en krig

Odysseus har tilbragt et årti ved Troja og derefter et årti på havet. Han har vundet krigen, men sejren har kostet dyrt. Hans mænd dør én efter én, og hans egne beslutninger bliver årsag til nye katastrofer.

På Ithaka venter Penelope og Telemachos. Men hjemmet er ikke længere, som han forlod det. En gruppe bejlere har taget ophold i paladset og lever af Odysseus’ rigdom, mens de presser Penelope til at vælge en ny mand.

Dermed bevæger fortællingen sig langs to spor. Odysseus forsøger at finde hjem, mens hjemmet langsomt er ved at blive taget fra ham.

Da han endelig når Ithaka, er rejsen derfor ikke slut. Han må generobre sit hjem. Og samtidig forsøge at genfinde sin familie. Det er her, Nolans film får sin egentlige tyngde.

For Odysseus er ikke bare en mand, der har været væk. Han er en mand, der har været med til at skabe den voldelige verden, han nu vender tilbage fra.

Han har vundet gennem bedrag. Han har ofret mænd. Han har brugt vold for at skabe orden. Og hans evne til at overleve er samtidig det, der gør ham til en stadig mere fremmed skikkelse for dem, han længes efter at se igen.

Nolans Odysseus er derfor mindre den triumferende eventyrhelt og mere en krigsveteran, der forsøger at forstå, hvad sejren har kostet ham.

Fra Homers snu helt til Nolans krigsveteran

Det er den vigtigste forskel mellem de to Odysseus-figurer. Hos Homer er Odysseus den store trickster.

Hans styrke ligger i hans intelligens, hans evne til at lyve, forklæde sig og manipulere. Han er ikke nødvendigvis den stærkeste mand i rummet. Men han er den, der kan finde en udvej.

Nolan beholder hans intelligens, men ændrer dens betydning. Hans Odysseus er mere fysisk, mere slidt og mere hjemsøgt af sine handlinger.

The New Yorker har netop fremhævet forskellen mellem Homers opfindsomme og moralsk tvetydige strateg og Nolans mere barske og praktiske kriger.

Dermed bliver Odysseus’ største egenskab også hans største byrde. Han kan overleve næsten alt. Men han kan ikke nødvendigvis leve med det.

Læs også: Film: Oppenheimer – Alt hvad jeg ser er vibrerende atomer

Det er et meget Nolan-agtigt paradoks. Som i Oppenheimer og flere af instruktørens tidligere film er det mennesket, der gør noget ekstraordinært, som bagefter må leve med konsekvenserne af det, det har skabt.

Den fremmede og frygten for den fremmede

Men Nolans film rummer også en anden, mere politisk dimension, som ligger dybt i Homers fortælling: spørgsmålet om, hvordan mennesker behandler den fremmede.

Det er værd at skelne mellem to græske begreber. Xenia betegner den gæstfrihed og gensidige forpligtelse, som ifølge den homeriske verdensorden skal eksistere mellem vært og fremmed.

Xenofobi er næsten dens modsætning. Frygten, mistilliden eller fjendtligheden overfor den, der kommer udefra.

Det interessante er, at Odysseus selv befinder sig på begge sider af denne konflikt.

Han er kongen, der forventer gæstfrihed, når han kommer som fremmed til andre menneskers lande. Men han er også en erobrer, der selv kommer udefra og trænger ind i andres verdener.

Kyklopen Polyfemos

Det bliver særlig tydeligt hos Polyfemos. Hos Homer er kyklopen ikke bare et monster. Han lever uden for den civilisation, som Odysseus og hans mænd kender.

Han anerkender ikke xenia, og da Odysseus og hans mænd ankommer, behandler han dem ikke som gæster, men som bytte.

Men der ligger en ubehagelig ironi i scenen. Odysseus er også den fremmede.
Han trænger ind i Polyfemos’ hule, tager af hans forråd og forventer, at hans egen forestilling om gæstfrihed skal gælde. Polyfemos accepterer ikke hans regler. Og Odysseus svarer med vold.

Nolan gør denne konflikt mere fysisk og mere umiddelbar. Polyfemos bliver ikke blot en figur fra et eventyr, men et billede på mødet mellem civilisationer, hvor den fremmede hurtigt kan blive opfattet som en trussel.

Det er en vigtig del af filmens mørkere menneskesyn. Fremmedhed skaber ikke nødvendigvis nysgerrighed. Den kan skabe frygt. Og frygt kan skabe vold.

Det gør Odysseus’ rejse mere paradoksal. Han bruger hele filmen på at forsøge at komme hjem, men næsten hele vejen igennem er han selv den fremmede.

Xenia som civilisationens modsvar til xenofobi

Det er også derfor, gæstfriheden spiller en større rolle end blot at være en antik skik.

Hos Homer er xenia en af de regler, der binder den kendte verden sammen. Den fremmede skal modtages, bespises og beskyttes, før man spørger, hvem han er, eller hvorfor han er kommet.

Det er en vigtig forestilling, fordi en verden uden faste grænser og uden moderne stater er afhængig af gensidige regler mellem mennesker, der ikke kender hinanden.

Når denne regel brydes, bliver verden farligere. Polyfemos bryder den. Bejlerne bryder den. Og på en mere kompleks måde gør Odysseus det også.

Det betyder, at xenia hos Nolan kan læses som noget større end gæstfrihed. Det bliver en idé om, at civilisation netop viser sig i måden, man behandler den, man ikke kender.

Det modsatte er ikke bare dårlig opførsel. Det er en verden, hvor den fremmede først og fremmest bliver betragtet som en potentiel fjende.

Her får filmen en overraskende nutidig resonans. Odysseus er hele tiden på rejse mellem verdener, hvor han selv må håbe på at blive modtaget som menneske, samtidig med at han og hans mænd ofte møder andre med mistro, magt og vold.

Nolan gør dermed Odysseen til en fortælling om mere end hjemkomst. Den bliver også en fortælling om hvem der får lov til at høre til.

Myten bliver til psykologi

Det er også derfor, filmens monstre og mytologiske væsener får en anden funktion end hos Homer.

Polyfemos er ikke bare et monster, Odysseus skal besejre. Han bliver et billede på den brutale verden, Odysseus selv er en del af.

Mødet handler ikke kun om, hvordan helten overvinder uhyret, men også om, hvor lidt afstand der egentlig er mellem helten og uhyret.

Sirenerne bliver en mere abstrakt fristelse. De handler mindre om et konkret mytologisk væsen og mere om ønsket om at slippe væk. Fra smerte, ansvar og den identitet, Odysseus bærer med sig.

Kirke er hos Homer både farlig og forførende. Men ender som elskerinde, værtinde og hjælper. Nolan gør hende mørkere og mere skræmmende. Hun bliver et billede på menneskets dyriske side snarere end en egentlig allieret på hjemrejsen.

Og så er der Kalypso. Hos Homer tilbyder hun Odysseus noget, som intet menneske kan tilbyde: udødelighed. Han kunne blive hos hende og undslippe alderdommen. Men han vælger Penelope og det dødelige liv.

Nolan gør fristelsen mere psykologisk. Kalypso tilbyder i højere grad muligheden for at glemme.

Glemme krigen. Glemme de døde. Glemme skylden. Glemme, hvem man var.
Det er en mere moderne form for fristelse end Homers udødelighed. Og den passer perfekt til Nolans Odysseus.

Hades: Hvor de døde følger med hjem

Det bliver endnu tydeligere i dødsriget. Hos Homer er Hades en virkelig del af verdensordenen. Odysseus kan bevæge sig ind i de dødes verden og møde dem for at få viden om sin videre rejse.

Hos Nolan bliver dødsriget mere indre end ydre. De døde repræsenterer alt det, Odysseus har efterladt på vejen. Han kan forlade slagmarken. Men slagmarken kan ikke nødvendigvis forlade ham.

Dermed bliver Hades et af filmens vigtigste steder, fordi det er her, den store eventyrfortælling for alvor bliver til en historie om traume og skyld.

Guderne forsvinder – og mennesket står alene

Den største ændring ligger imidlertid i hele filmens verdenssyn. Hos Homer er guderne aktive personer. Athena hjælper Odysseus. Poseidon modarbejder ham. Zeus griber ind. Gudernes beslutninger er med til at forme menneskenes liv.

Nolan fjerner næsten hele denne gudeverden. Athena er den tydeligste olympiske guddom. Imens Poseidon og Zeus i højere grad bliver kræfter eller principper i fortællingen. Det gør en enorm forskel.

Hos Homer lever mennesket i en verden, hvor guderne hele tiden blander sig. Hos Nolan står mennesket i højere grad alene med sine handlinger.

Og det gør også spørgsmålet om fremmedhed mere alvorligt. Hvis guderne ikke længere hele tiden griber ind og opretholder verdensordenen, er det menneskene selv, der må skabe den.

Det er netop, hvad der står på spil på Ithaka. Ithaka er blevet det samme problem, som han forlod. Bejlerne er derfor mere end filmens skurke.

De lever i Odysseus’ hus, men respekterer ikke husets regler. De påberåber sig retten til Penelope, men misbruger samtidig gæstfriheden. De vil have magten, men uden at acceptere de forpligtelser, der følger med den.

De bliver et billede på et samfund, hvor de gamle regler stadig eksisterer i sproget, men ikke længere i handlingerne. Og dermed bliver Ithaka en miniatureudgave af den verden, Odysseus har været ude i.

Han forlod hjemmet for at føre krig. Da han kommer tilbage, må han føre krig i hjemmet.

Det er en af filmens mørkeste pointer. Vold kan skabe orden, men den efterlader ikke nødvendigvis et mere fredeligt samfund.

Odysseus kan besejre bejlerne. Men han kan ikke på den måde gøre de tyve år ugjorte.

Penelope er ikke bare kvinden, der venter

Det er også her, Penelope bliver filmens følelsesmæssige centrum. Hos Homer er hun langt mere end den loyale hustru.

Hun er Odysseus’ kvindelige modstykke: intelligent, tålmodig og lige så dygtig til bedrag som sin mand. Hendes vævning af ligklædet er en strategi, der giver hende mulighed for at holde bejlerne hen.

Nolan nedtoner denne side af hende og gør hende i stedet til forbindelsen til det liv, Odysseus forsøger at genvinde.

Hvor hun repræsenterer hukommelsen. Så repræsenterer Odysseus forandringen. Han har levet et helt liv væk fra hende. Hun har levet et helt liv med hans fravær.

Det gør deres genforening langt mere kompliceret end den traditionelle fortælling om helten, der endelig kommer hjem til sin trofaste hustru.

For hvad vil det egentlig sige at være ægtefæller, når man har været adskilt i tyve år? Og hvad med sønnen?

Telemachos

Telemachos er måske den figur, der tydeligst viser, hvor meget Nolan har ændret Homer.

I eposset er Telemachos central. De første fire bøger handler i høj grad om hans egen rejse: Han må finde ud af, hvad der er blevet af faderen, og samtidig finde sin egen identitet.

Nolan reducerer denne fortælling kraftigt. Til gengæld bliver Telemachos et billede på det, som den gamle generation efterlader til den næste. Han er sønnen, der er blevet voksen uden sin far.

Og måske er det derfor, filmens slutning bliver så afgørende. Nolan ændrer betydningen af hjemkomsten

Hos Homer vender Odysseus tilbage som konge. Ordenen genoprettes. Han får Penelope tilbage, og Ithaka bliver igen hans.

Nolan vælger en mere radikal løsning: Odysseus giver tronen videre til Telemachos og forlader Ithaka sammen med Penelope. Det er mere end en ændring af handlingen. Det er filmens konklusion.

Hvis Odysseus var blevet konge igen, ville hjemkomsten have betydet, at fortiden kunne genoprettes. Men det kan den ikke. Da han har forandret sig. Ithaka har forandret sig. Og Telemachos er blevet voksen.

Derfor er den eneste egentlige hjemkomst måske at acceptere, at det gamle hjem ikke længere findes. Odysseus behøver ikke længere være konge.

Han behøver ikke længere være krigshelt. Han kan vælge Penelope. Og dermed kan han for første gang vælge et liv, der ikke handler om at vinde.

Mere end en spektakulær genfortælling

Det er let at forestille sig, at The Odyssey først og fremmest vil blive husket for sine enorme billeder: havet, slagene, kyklopen, dødsriget og de mytologiske verdener. Og det vil den sandsynligvis også.

Nolan har gjort selve biografoplevelsen til en del af fortolkningen. Filmen er optaget udelukkende med IMAX-filmkameraer. Og formatet er tænkt til at give fortællingen en fysisk størrelse, der svarer til dens mytologiske skala.

Men hvis filmen skal have en længere kulturel levetid, vil det næppe være på grund af, at den havde det største monster eller det flotteste søslag.

Den vil blive husket for den måde, Nolan oversætter Homer fra myte til moderne psykologi og samfundstænkning.

Han tager en fortælling om guder og skæbne og gør den til en fortælling om ansvar.

Han tager en fortælling om heltemod og gør den til en fortælling om konsekvenser.

Han tager en fortælling om den fremmede og gør den relevant for en verden, hvor spørgsmålet om, hvem der hører til, stadig kan udløse frygt og vold.

Og han tager en fortælling om at vende hjem og gør den til en fortælling om, at man ikke kan vende tilbage til den, man engang var.

Det er derfor, Nolans The Odyssey både er tæt på og langt fra Homer. Da han bevarer den ydre rejse: Troja, havet, monstrene, Penelope, Telemachos og Ithaka.
Men han ændrer den indre rejse.

Hos Homer skal Odysseus finde tilbage til sin plads i verden. Hos Nolan skal han finde ud af, om han overhovedet stadig har en plads dér.

Nostos: Hjemkomsten

Nolans film spørger, hvad hjemkomsten betyder, når mennesket selv er blevet forandret undervejs.

Og derfor kan filmens samlede budskab måske formuleres ganske enkelt:
Man kan vinde en krig. Man kan overleve en rejse. Man kan generobre sit hjem. Men man kan ikke få tiden tilbage.

Og man kan heller ikke skabe en civilisation alene gennem styrke. Den afhænger af, hvordan mennesker behandler hinanden. Især den fremmede.

Det er måske filmens mest interessante spænding. Odysseus bruger det meste af sit liv på at forsøge at komme hjem, samtidig med at han selv hele tiden er den fremmede.

Han vil mødes med gæstfrihed, men møder andre med mistro. Han længes efter sit eget hjem, men trænger ind i andres.

Han vil have verden til at anerkende ham, men bruger selv magt til at bestemme, hvem der hører til. Dermed bliver xenia og xenofobi to sider af den samme fortælling.

Hvordan behandler vi den, der kommer udefra. Og hvad sker der med os selv, når vi holder op med at se den fremmede som et menneske? Det er et spørgsmål, Homer stillede i en verden af guder, konger og fremmede øer.

Nolan stiller det i en verden, hvor guderne er blevet svagere, men hvor frygten for den fremmede stadig er stærk.

Og måske er det netop derfor, hans Odyssey kan blive stående som mere end en spektakulær genfortælling af et antikt epos.

Homer fortæller historien om en helt, der efter tyve års fravær genfinder sin verden.

Nolan fortæller historien om en mand, der efter tyve års fravær opdager, at verden og han selv er blevet en anden. Han kommer hjem.

Men først da han accepterer, at han ikke kan vende tilbage, begynder han for alvor at være hjemme.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Napoléon

Napoléons sidste ord skulle ifølge Ridley Scott have været ”Frankrig, Hæren, Josephine.

Lær mere

Alexander den Store

I Nordmakedonien hylder de krigerkongerne Filip II og Alexander den Store.

Lær mere

Korsridderne

Slaget i 1410 i Tannenberg i det nuværende Polen var skelsættende for Centraleuropas fremtid.

Lær mere

Indlægget Film: The Odyssey – Fra nostos til indre erkendelse hos Odysseus blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.