|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Steven Patrick Morrissey har gennem mere end fire årtier været en af populærmusikkens mest markante og samtidig mest polariserende stemmer.

Hans karriere er en sjælden kombination af stor kunstnerisk konsekvens, lyrisk særpræg og en konstant spænding mellem mainstream-succes og bevidst afstandtagen fra den.

Gennembruddet i 80erne med The Smiths

Morrisseys musikalske gennembrud kom i 1982 med dannelsen af The Smiths sammen med Johnny Marr. Gruppen blev på få år definerende for britisk alternativ rock.

Hvor samtidens pop og postpunk ofte lænede sig mod elektronik eller politisk slogans, byggede The Smiths deres lyd på en mere klassisk guitarbaseret struktur. Men med en ny form for følelsesmæssig og sproglig kompleksitet.

Johnny Marrs guitar var melodisk, arpeggio-baseret og inspireret af både 60’ernes pop og postpunkens minimalisme:

Morrisseys vokal var teatralsk, sarkastisk og sårbar på samme tid. Og, tekstuniverset var præget af ensomhed, social fremmedgørelse, humor og kulturel referencebevidsthed.

Med albums som The Queen Is Dead (1986) og Meat Is Murder (1985) cementerede gruppen sin status. Især “There Is a Light That Never Goes Out” og “How Soon Is Now?” blev ikoniske sange, der stadig definerer britisk indie-rock.

Solokarrieren: Klassisk sangskrivning og kontrovers

Efter opløsningen af den banebrydende gruppe i 1987 indledte Morrissey en solokarriere, der hurtigt viste sig at være langt mere end et efterslæb fra The Smiths.

Allerede debutalbummet Viva Hate (1988) viste en ny retning: mere poleret produktion, større fokus på klassisk popstruktur og en tydeligere vokal i centrum. Hits som “Suedehead” og “Everyday Is Like Sunday” etablerede ham som soloartist.

I 1990’erne bevægede han sig mellem britpop-bølgen og sin egen outsiderposition. Albums som Your Arsenal (1992) og Vauxhall and I (1994) bliver af mange betragtet som kunstneriske højdepunkter:

Hvor Your Arsenal, der er produceret af Mick Ronson (som er kendt for sit samarbejde med David Bowie), var mere rock-orienteret og glam-inspireret, så var Vauxhall and I mere moden, reflekterende og lyrisk stram i sit udtryk, og af mange kaldt hans bedste soloalbum

2000’erne: Comeback og ny loyal fanskare

Efter en periode med labelproblemer og lavere kommerciel synlighed vendte Morrissey stærkt tilbage med You Are the Quarry (2004).

Her ramte han igen en bredere offentlighed med sange som “Irish Blood, English Heart”, hvor hans politiske og kulturelle identitet blev tydeligere end før.

Musikalsk kombinerede han klassisk britisk guitarrock, moderne indie-produktion
med en stadig stærk vokal og melodisk sans.

Efterfølgende albums som Ringleader of the Tormentors (2006) og Years of Refusal (2009) viste en mere rå og direkte rocklyd.

I de senere år har Morrissey bevæget sig endnu længere væk fra mainstream-industrien, men samtidig fastholdt en loyal global fanskare.

Albums som World Peace Is None of Your Business (2014), Low in High School (2017) og I Am Not a Dog on a Chain (2020) viser en kunstner, der stadig eksperimenterer med mere orkestrale arrangementer, politiske og kulturelle temaer, og en blanding af crooner-tradition og moderne rock.

Koncerten i Gøteborg

Bienvenue en Suède, Morrissey. Publikums begejstring for den engelske stilikon var ikke til at tage fejl af da han endelig entrede scenen ved 9-tiden efter at have underholdt os med musikvideoer af sine personlige musikpræferencer i 40 minutter.

De tæller bl.a. Cherry Bomb med The Runaways. She’s the One af Ramones. Where Have All the Flowers Gone? fremført af Marlene Dietrich. Fade To Grey af Visage. David Bowies Rebel Rebel. Kraftwerks Autobahn. Og, Girls Were Made To Love And Kiss af Anthony Newley.

Han indledte koncerten, primært med smagsprøver fra sin nye album ”Make-Up Is a Lie”. Her har titelnummeret fra albummet endnu engang nået en Top-10 placering, ligesom BBC endnu engang, ifølge Morrissey ikke gider at spille den.

Det blev også tid til nogle af sine egne klassikere, såsom ”Suedehead”, ”First of the Gang to Die” og ”Everyday Is Like Sunday” inden han som det eneste ekstranummer sluttede af med The Smiths evergreenen ”There Is a Light That Never Goes Out”.

Dette fik følelserne til at boble lidt for meget for publikum, der mange gange under koncerten havde råbt Morrissey. Her sprang to mænd op på scenen for at kramme idolet, hvilket de dog ikke fik lov til af vagten, som førte dem tilbage ud over scenekanten.

Da koncerten var afsluttet, var folk generelt set tilfredse med at have fået det de var kommet efter. Hvilket vil sige en kunstner, der igennem hele karrieren har udtrykt en forkærlighed for outsiderfigurer, både i musik og lyrik, der blander ironi, melankoli og kulturelle referencer, og som bliver leveret med en vokalstil, der balancerer mellem crooner-tradition og dramatisk fremførelse.

Efterskrift

Morrisseys karriere er sjælden, fordi den ikke følger den typiske kurve fra indiehelt til klassisk legacy-artist. I stedet har han bevaret en konstant spænding mellem pop, kunst og provokation.

Fra The Smiths’ melankolske guitarunivers til hans soloalbums teatralske crooner-rock står han tilbage som en kunstner, der aldrig har forsøgt at blive tilpasset – men i stedet har insisteret på at definere sin egen plads i musikhistorien.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Primal Scream

Bobby Gillespie og Co. havde Warszawa i deres hule hånd da de var en tur forbi Klub Stodoła.

Lær mere

Laibach

Når Propoganda bliver kunst. Laibach live i Filmstudion i Gøteborg.

Lær mere

Tricky

Filmstudion i Gøteborg havde besøg af Trip Hop pioneeren Tricky og polske Marta Złakowska.

Lær mere

Indlægget Musik: Morrissey: Make Up is A Lie Tour – Partille Arena i Göteborg blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Sammen med ligesindede kvindelige kunstnere, såsom Daphne Oram (1925–2003) og Else Marie Pade (1924–2016), var Delia Derbyshire (1937–2001) en pionerer indenfor udvikling af elektronisk musik.

I dokumentaren ”The Delian Mode”, hvilket både er en reference til et ambient musikstykke hun lavede i midten af 1960erne, er det også et link til den helt specielle måde hun arbejdede på.

The Delian Mode

Født ind i en arbejderfamilie i Coventry var der ikke noget der tydede på hun med tiden ville gå i den retning som hun senere hen er blevet kendt for.

Men da hun allerede da hun var fire år gammel viste en høj grad af intelligens, hvilket skyldes den udprægede brug hun gjorde af at lytte til BBCs programmer, kom den første svage indikator på at noget helt specielt var på vej.

Som ung blev hun tildelt et stipendie hvilket gjorde det muligt for hende at studere matematik på Cambridge.

Her lærte hun om den matematiske og fysiske forståelse af musik. Da tonehøjden kan sættes lig med frekvensen. Harmoni kan beskrives som et forhold mellem frekvenser. Og, klangen er det samme som komplekse bølgeformer.

Da Derbyshire efter et års tid droppede ud af matematikstudierne for at studere musik samme sted med tog hun sig denne analytiske tilgang til lyd, som et system af tal og mønstre.

I sit senere arbejde hos BBC Radiophonic Workshop, kunne hun derfor beregne eller planlægge præcise toner ved hjælp af båndlængder og hastigheder. Som f.eks. vis, hvis hun ønskede at oktaven blev en tone højere, kunne hun gøre det ved at afspille det dobbelt så hurtigt.

The BBC Radiophonic Workshop

Ved BBC lavede hun hendes kompositioner uden brug af instrumenter. Da synthesizere ikke var opfundet endnu, måtte hun bygge hver tone manuelt.

Dette kunne hun gøre ved at generere en tone med en oscillator, måle længden af båndet i centimeter, eller ved at klippe båndstykker for at skabe rytme.

Efterfølgende kunne hun lave ekko og rumklang ved at sende lyden gennem et rum eller ekkokamre. For derefter at optage dem igen for at skabe dybde.

Alt dette var et eminent resultat af hendes forståelse for sammenhængen mellem matematik og lyde. kunne hun skabe komplekse strukturer, ved at benytte sig af en lag på lag teknik, som eksempelvis i The Delian Mode.

Svære forhold ved BBC

Tiden hos BBC Radiophonic Workshop var en blandet oplevelse for Delia Derbyshire. Dette skyldes bl.a. at hun var ansat til at lave lydflader til tv- og radioproduktioner.

Hun kunne derfor ikke så godt forfølge hendes kunstneriske gener, der var inspireret af af komponister som Karlheinz Stockhausen og Pierre Schaeffer.

Ud af mange forskellige lydproduktioner Derbyshire lavede for BBC, blev temaet til Doctor Who, det mest kendte. Musikken blev komponeret af Ron Grainer. Men det var hende som realiserede hele den elektroniske lydversion.

Da Grainer hørte det første gang skulle han have udbrudt: ”Har jeg virkeligt skrevet dette?”. Og, ville have hendes navn krediteret, hvilket ikke var muligt pga. BBCs interne regler.

For at kunne forfølge nogle af hendes musikalske interesser begyndte hun i slutningen af tresserne at arbejde udenfor BBC. Bl.a. i den eksperimenterende gruppe White Noise som udgav albummet An Electric Storm fra 1969. Der senere er blevet et kultværk inden for psykedelisk og elektronisk musik.

Pga. den manglende anerkendelse for hendes arbejde, og for den elektroniske musik, som den brede befolkning marginaliserede ved ikke at betragte det som musik trak hun sig fra scenen i starten af 1970erne.

Efterskrift

Efter at have forladt BBC og musikbranchen arbejdede hun bl.a. som radiomedarbejder, i et galleri og i en boghandel. I hendes sidste leveår røg hun på flasken og døde en fortrinsvis tidlig død 64 år gammel.

I hendes lejlighed fandt man tusinder af papirer og lydstumper hun havde komponeret. Og, i 2009 udkom dokumentaren ”The Delian Mode”, hvilket var med til at genskabe hende som en af de vigtigste elektroniske kunstnere der var til i det 20. århundrede.

På nettet findes der nogle af de film som er blevet lavet om hende. Bl.a. denne ”Delia Derbyshire: The Myths and Legendary Tapes” af Caroline Catz fra 2020, som går mere i dybden med de ting som blevet fundet i hendes hjem.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Sisters With Transistors

Unge russere har det svært med at bo i Putins Rusland, hvor befolkningen er undertrykt.

Lær mere

John Cage

I lighed med Stockhausen var John Cage en af det 20. århundredes største klassiske komponister.

Lær mere

Karlheinz Stockhausen

Stockhausen var en af de store modernistiske komponister fra det 20. århundrede.

Lær mere

Indlægget Film: The Delian Mode: Den elektroniske pioner Delia Derbyshire blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

I 2019 var det 100 år siden at arkitektur, kunst, og designskolen Bauhaus blev grundlagt i Weimar i Tyskland.

I den anledning blev der i de tre byer som Bauhaus holdt til i sin korte levetid på 14 år, indtil den lukket af nazisterne i 1933, afholdt masser af events og udstillinger.

Samtidig med blev der også produceret mange tv-producerede indslag og programmer om skolen, der sammen med den schweiziske arkitekt Le Corbusier, blev toneangivende i udviklingen af funktionalistiske boliger og bygningskomplekser.

Britiske BBC var også en af dem der hyldede skolens eksistens, da de udgav dokumentaren Bauhaus 100 som giver en introduktion til dens samfundsmæssige placering i mellemkrigsårene.

Bauhaus 100

Bauhaus opstod i kølvandet på 1. verdenskrig. Skolens første leder, arkitekten Walter Gropius, havde deltaget i den, og overlevede mirakuløst krigens rædsler.

Det fortælles i dokumentaren at på et tidspunkt var han den eneste overlevende i en bygning, der styrtede sammen. Noget som kom til at stå i skærende kontrast til det som han senere blev kendt for, da han i 1919 skabte Bauhaus fra bunden.

Som arkitekt var han modsat sine kollegaer i branchen ikke i stand til at kunne tegne. Dette gjorde at han udviklede nogle gode organisatoriske evner til at få projekterne gennemført.

Hvilket også var en nyttig egenskab hos Bauhaus, hvis retning i starten udelukkende bestod af en manifest, han havde udformet for at lokke nye studerende til den lille by Weimar fra hele Tyskland.

I manifestet ville Bauhaus nedbryde grænserne mellem arkitektur, kunst, og håndværk, og skabe en ny bygning, som blev til den banebrydende skole.

Han sørgede for at der blev trykt tusindvis af flyers som blev delt ud i de tyske byer, og mange søgte ind på skolen med de progressive tanker og ideer.

Derudover havde han fået nogle af de bedste kunstnere såsom Vasilij Kandinskij, Paul Klee, Oskar Schlemmer, László Moholy-Nagy, til at komme og undervise på skolen.

Forkursuset

Noget af det som i en undervisningsmæssig kontekst har gjort Bauhaus kendt for eftertiden, er dens halvt årige forkursus, som blev skabt af kunstpædagogen Johannes Itten.

Her lykkedes det den schweiziske åndelige underviser at lave et abstrakt forløb som var bygget op af grundformer, geometri og farvelære, som skulle virke som en indgangsport til alle skolens discipliner.

Gennem sit virke i Mazdaznan, inddrog han elementer fra det ind i hans undervisning. Det kunne for eksempelvis handle om åndedrætsøvelser og have den rigtige kropsholdning, før man gik i gang.

Da hans personlighed var lidt for excentrisk for Gropius, endte det med at han endte med at fyre ham i 1923. Ansvaret for skolen Forkursus blev derefter givet til László Moholy-Nagy, som trak den i en mere teknisk retning.

Udstilling i 1923

Det var i Weimar at store kunstneriske personligheder såsom Johann Wolfgang von Goethe og Friedrich Schiller tidligere havde slået sine folder. Da nogle af de studerende fra Bauhaus skolen havde valgt af overmale skulpturerne af dem med maling viste byens konservative indbyggere godt hvem der havde stået bag.

Da dette var kulminationen på en større skeptisk overfor den frigjorte skole, så forlangte Weimar-republikken at se nogle håndfaste beviser på hvad de udrettede på skolen. Derfor skulle de arrangere en udstilling som offentligheden kunne se et års tid efter.

Men i stedet for bare at ”lave en udstilling”. Så gik Bauhaus i gang med at bygge et hus, som efterfølgende skulle genbruges. Inde i den blev der produceret mange forskellige eksempler på de studerendes kunnen indenfor møbeldesign, tapetdesign, vævning, mm.

Reaktionen fra den lokale presse var meget kritisk, da 85-90 procent af artiklerne nedsablede udstillingen, og lokalbefolkningen var heller ikke tilfreds. Til gengæld fik udstillingen stor positiv opmærksomhed fra udlandet, hvor journalister fra hele verdenen kom, på foranledning af Walter Gropius.

Året efter da der skulle bevilliges penge til skolen, blev summen halveret. Dette var baggrunden for at skolen rykkede til Dessau året efter.

Dessau

I Dessau flyttede skolen ind i en bygning som var tegnet af Walter Gropius. Nu var det tid til at folde talentet ud på ny.

Grunden til at det var Dessau skolen rykkede til var pga. byen havde et venstreorienteret bystyre som var meget interessent i skolens tanker om gode og billige boliger og design til arbejdere.

Gropius som ønskede at gøre skolen mere arkitektonisk, fik hyret den schweiziske arkitekt Hannes Meyer til at komme. Og, da Gropius i 1928 trådte tilbage, var det den kommunistiske Meyer som tog over.

Ironisk nok var det under Meyer at produkterne som skolen udformede, blev egnet til at sætte i masseproduktion. Og, var i stand til at tjene penge.

Men pga. politiske strømme i samfundet, som blev mere og mere domineret af nazisterne, valgte byrådet i Dessau at fyre Hannes Mayer i 1930. Ny leder blev den mere konservative superarkitekt Ludwig Mies van der Rohe.

Efter at han var trådt til, tog han en individuel 1-1 samtale med alle skolens studerende. Det medførte at ca. 20 kommunistiske studerende efterfølgende blev bortvist. Men det var ikke nok til at stoppe nazisternes fremmarch. Så i 1932, inden at de lukkede skolen flyttede Bauhaus til Berlin, og forsatte som privatejet skole indtil det lukket af nazisterne året efter.

Efterskrift

Med lukningen af Bauhaus i 1933 forblev mange af skolens undervisere og studerende i Tyskland.

Nogle, såsom Walter Gropius og Ludwig Mies van der Rohe tog til USA, hvor førstnævnte til sidstnævntes store fortrydelse, blev ansat på Harvard Universitetet hvor han gerne ville have været. I stedet for blev Illinois hans base og Chicago hans scene.

Hannes Meyer tog til Sovjetunionen. Og, andre tog til Tel Aviv og skabte Den Hvide By, som er fyldt med Bauhaus arkitektur.

Så selvom nazisterne lukkede skolen var de også med til at udbrede ideen om Bauhaus på den internationale scene. Men hvor tankerne om socialt boligbyggeri blev til store kontorbygninger i USA, så blev ånden i højere grad realiseret i Tel Aviv.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Den Hvide By i Tel Aviv

Der er over 4000 Bauhaus-inspireret bygninger i Israels næststørste by.

Lær mere

Fagus Skofabrikken

Walter Gropius, en af de helt store pionerer indenfor modernismen, tegnede fabrikken.

Lær mere

Barcelona Pavilionen

Udstillingsbygningen blev Ludwig Mies van der Rohes internationale gennembrud.

Lær mere

Indlægget Film: Bauhaus 100 – En BBC kunst dokumentar om den tyske skole blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.