|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Steven Patrick Morrissey har gennem mere end fire årtier været en af populærmusikkens mest markante og samtidig mest polariserende stemmer.

Hans karriere er en sjælden kombination af stor kunstnerisk konsekvens, lyrisk særpræg og en konstant spænding mellem mainstream-succes og bevidst afstandtagen fra den.

Gennembruddet i 80erne med The Smiths

Morrisseys musikalske gennembrud kom i 1982 med dannelsen af The Smiths sammen med Johnny Marr. Gruppen blev på få år definerende for britisk alternativ rock.

Hvor samtidens pop og postpunk ofte lænede sig mod elektronik eller politisk slogans, byggede The Smiths deres lyd på en mere klassisk guitarbaseret struktur. Men med en ny form for følelsesmæssig og sproglig kompleksitet.

Johnny Marrs guitar var melodisk, arpeggio-baseret og inspireret af både 60’ernes pop og postpunkens minimalisme:

Morrisseys vokal var teatralsk, sarkastisk og sårbar på samme tid. Og, tekstuniverset var præget af ensomhed, social fremmedgørelse, humor og kulturel referencebevidsthed.

Med albums som The Queen Is Dead (1986) og Meat Is Murder (1985) cementerede gruppen sin status. Især “There Is a Light That Never Goes Out” og “How Soon Is Now?” blev ikoniske sange, der stadig definerer britisk indie-rock.

Solokarrieren: Klassisk sangskrivning og kontrovers

Efter opløsningen af den banebrydende gruppe i 1987 indledte Morrissey en solokarriere, der hurtigt viste sig at være langt mere end et efterslæb fra The Smiths.

Allerede debutalbummet Viva Hate (1988) viste en ny retning: mere poleret produktion, større fokus på klassisk popstruktur og en tydeligere vokal i centrum. Hits som “Suedehead” og “Everyday Is Like Sunday” etablerede ham som soloartist.

I 1990’erne bevægede han sig mellem britpop-bølgen og sin egen outsiderposition. Albums som Your Arsenal (1992) og Vauxhall and I (1994) bliver af mange betragtet som kunstneriske højdepunkter:

Hvor Your Arsenal, der er produceret af Mick Ronson (som er kendt for sit samarbejde med David Bowie), var mere rock-orienteret og glam-inspireret, så var Vauxhall and I mere moden, reflekterende og lyrisk stram i sit udtryk, og af mange kaldt hans bedste soloalbum

2000’erne: Comeback og ny loyal fanskare

Efter en periode med labelproblemer og lavere kommerciel synlighed vendte Morrissey stærkt tilbage med You Are the Quarry (2004).

Her ramte han igen en bredere offentlighed med sange som “Irish Blood, English Heart”, hvor hans politiske og kulturelle identitet blev tydeligere end før.

Musikalsk kombinerede han klassisk britisk guitarrock, moderne indie-produktion
med en stadig stærk vokal og melodisk sans.

Efterfølgende albums som Ringleader of the Tormentors (2006) og Years of Refusal (2009) viste en mere rå og direkte rocklyd.

I de senere år har Morrissey bevæget sig endnu længere væk fra mainstream-industrien, men samtidig fastholdt en loyal global fanskare.

Albums som World Peace Is None of Your Business (2014), Low in High School (2017) og I Am Not a Dog on a Chain (2020) viser en kunstner, der stadig eksperimenterer med mere orkestrale arrangementer, politiske og kulturelle temaer, og en blanding af crooner-tradition og moderne rock.

Koncerten i Gøteborg

Bienvenue en Suède, Morrissey. Publikums begejstring for den engelske stilikon var ikke til at tage fejl af da han endelig entrede scenen ved 9-tiden efter at have underholdt os med musikvideoer af sine personlige musikpræferencer i 40 minutter.

De tæller bl.a. Cherry Bomb med The Runaways. She’s the One af Ramones. Where Have All the Flowers Gone? fremført af Marlene Dietrich. Fade To Grey af Visage. David Bowies Rebel Rebel. Kraftwerks Autobahn. Og, Girls Were Made To Love And Kiss af Anthony Newley.

Han indledte koncerten, primært med smagsprøver fra sin nye album ”Make-Up Is a Lie”. Her har titelnummeret fra albummet endnu engang nået en Top-10 placering, ligesom BBC endnu engang, ifølge Morrissey ikke gider at spille den.

Det blev også tid til nogle af sine egne klassikere, såsom ”Suedehead”, ”First of the Gang to Die” og ”Everyday Is Like Sunday” inden han som det eneste ekstranummer sluttede af med The Smiths evergreenen ”There Is a Light That Never Goes Out”.

Dette fik følelserne til at boble lidt for meget for publikum, der mange gange under koncerten havde råbt Morrissey. Her sprang to mænd op på scenen for at kramme idolet, hvilket de dog ikke fik lov til af vagten, som førte dem tilbage ud over scenekanten.

Da koncerten var afsluttet, var folk generelt set tilfredse med at have fået det de var kommet efter. Hvilket vil sige en kunstner, der igennem hele karrieren har udtrykt en forkærlighed for outsiderfigurer, både i musik og lyrik, der blander ironi, melankoli og kulturelle referencer, og som bliver leveret med en vokalstil, der balancerer mellem crooner-tradition og dramatisk fremførelse.

Efterskrift

Morrisseys karriere er sjælden, fordi den ikke følger den typiske kurve fra indiehelt til klassisk legacy-artist. I stedet har han bevaret en konstant spænding mellem pop, kunst og provokation.

Fra The Smiths’ melankolske guitarunivers til hans soloalbums teatralske crooner-rock står han tilbage som en kunstner, der aldrig har forsøgt at blive tilpasset – men i stedet har insisteret på at definere sin egen plads i musikhistorien.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Primal Scream

Bobby Gillespie og Co. havde Warszawa i deres hule hånd da de var en tur forbi Klub Stodoła.

Lær mere

Laibach

Når Propoganda bliver kunst. Laibach live i Filmstudion i Gøteborg.

Lær mere

Tricky

Filmstudion i Gøteborg havde besøg af Trip Hop pioneeren Tricky og polske Marta Złakowska.

Lær mere

Indlægget Musik: Morrissey: Make Up is A Lie Tour – Partille Arena i Göteborg blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Tilstede var bl.a. Pablo Picasso, Le Corbusier, og hele André Bretons surrealistiske gruppe.

Af frygt for publikums reaktion, havde Luis Buñuel puttet nogle sten i sine lommer, for at kunne beskytte sig selv. Og, Dali, var skuffet over publikums positive modtagelse, da den gjorde aftenen “mindre spændende”.

Den Andalusiske Hund

Noget af det som gør filmen speciel er, at den er uden et plot og at handlingen ifølge Buñuel skulle være total meningsløs.

Da der ingen grund er til at skulle “dvæle ved det der krævede rent rationelle, psykologiske eller kulturelle forklaringer”. Derudover skulle det være et voldsomt provokerende værk, som forargede biografgængerne.

På trods af disse statements, er der alligevel nogle filmkritikere der advokerer for, at der visse steder i den drømmeagtige skildring er mening i galskaben. Da der er indlagt flere intertekstuelle referencer bl.a. til Dalis eget liv.

Derudover er filmens titel en reference til det spanske ordsprog: “Den andalusiske hund hyler – nogen er død!”.

Filmen blev optaget i Le Havre, og har derfor ikke andet med Andalusien at gøre, andet end overnævnte ordsprog.

Filmen lagde stilen for den moderne musikvideo

DEN ANDALUSISKE HUND var en af den japanske filmskaber Akira Kurosawas yndlingsfilm. Og indenfor musikkens verden har bl.a. David Bowie og Pixies refereret til filmen.

I forbindelse med Bowies turne i 1976, blev den afspillet før de enkelte koncerter gik i gang. Og, i musikvideoen til hans pophit Let’s Dance fra 1982, er det også et link til filmen.

I ”klaverscenen” i DEN ANDALUSISKE HUND, ses en mand som slæber rundt på to klaverer. Denne scene er i musikvideoen blevet konverteret om til at en ung aboriginal dreng, slæber rundt med en bil i den australske hede.

Dette træk er måske ikke så mærkeligt, da filmforskeren Ken Dancyger netop har argumenteret for, at DEN ANDALUSISKE HUND kan være tilblivelsen af den filmstil, der findes i den moderne musikvideo.

”Debaser” er et nummer af Pixies som Kurt Corbain har planket en hel del inspiration fra til Nirvanas gennembrudshit ”Smells Like Teen Spirit”.

Teksten til Debaser hylder den amrikanske rockgruppe, den spanske surrealistiske kortfilmsklassiker. Inden forsangeren Black Francis konkluderer: ”Don’t know about you, But I am un chien Andalusia.’

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Dronning Sofias Museum

Picassos maleri Guernica om Den Spanske Borgerkrigs lidelser er museets hovedattraktion.

Lær mere

Joan Miró

Den store spanske maler og skulptør bliver hyldet på hans eget museum i hjembyen Barcelona.

Lær mere

Barcelona Pavilionen

Udstillingsbygningen blev Ludwig Mies van der Rohes internationale gennembrud.

Lær mere

Indlægget Film: Luis Buñuel og Salvador Dali: Den Andalusiske Hund blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Og, for at gøre tingene værre, forherligede han endda Adolf Hitler, og kaldte ham “den første rockstjerne”. År senere, fortrød han dog disse udtalelser, da han nu hævdede at han ikke var ved sit rette sind i denne periode af sit liv.

The Nazi-Chic

Samtidig med opstod begrebet om ”The Nazi-Chic”. Indflydelsen fra Cavanis film kultfilm ”Natportieren” (1974) eller “Cabaret” (1972) viste sig at være udbredt og langvarig, da det ifølge Neil Tennant fra The Pet Shop Boys “var en del af popkulturen. Det var ikke kun musikteater eller musikfilm”. Og, tilføjer, at “Liza Minnelli-looket i Cabaret havde en enorm indflydelse på punken, hvis du tænker på Siouxsie Sioux”.

Læs også: Kliche: Forude ligger en Maskinel og Musikalsk triumf

I disse år kunne en aura af Weimartidens-dekadence findes i alt fra Roxy Music til The Rocky Horror Picture Show. Og, nogle af disse tendenser, blev kraftigt forstærket i SM-filmen ”Ilsa: Hunulven fra SS” fra 1975, hvori den storbarmede B-skuespiller Dyanne Thorne, som danske Sort Sol har lavet en hyldestsang til, spiller en sadistisk fangevogter.

Facismens spøgelse gik igen igennem Europa

Alt, dette kunne være sjovt, det med at folket skulle klæde sig ud til brug for en fascistisk udklædningsbal, hvis det ikke lige var fordi at den virkelige fascisme blev genoplivet i halvfjerdserne rundt omkring i Europa.

I Frankrig blev Jean-Marie Le Pens evig populære Front National dannet i 1972. Året efter drønede Mogens Glistrups Fremskridtspartiet ind i det danske folketing med 28 mandater, og blev kongerigets andenstørste parti. Året efter, i 1974, havde British National Front så mange som 20.000 medlemmer, og havde også formået at få nogle gode valgresultater.

Læs også: Kraftwerk: Den tyske hyldest til motorvejen fylder 50

I Frankrig blev Jean-Marie Le Pens evig populære Front National dannet i 1972. Året efter drønede Mogens Glistrups Fremskridtspartiet ind i det danske folketing med 28 mandater, og blev kongerigets andenstørste parti. Året efter, i 1974, havde British National Front så mange som 20.000 medlemmer, og havde også formået at få nogle gode valgresultater.

Antisemitten Gainsbourg der ønskede at provokere

Serge Gainsbourg var jøde, og under anden verdenskrig, blev han påtvunget til at have en gul stjerne påklistret sit tøj. På den ene side tog han stærkt afstand fra de fascistiske tendenser han så sig udfolde i rock og i populærkulturen, og indenfor politik, men på den anden side var den antisemitiske musiker, også bevidst om at værdien i at chokere det brede borgerskab, ved at udfordre tabuerne.

Og, efter at pladen ”Vu de l’extérieur” (1973) havde floppet rent salgsmæssigt, tænkte han at det kunne være på sin plads at lave en plade om de tyske nazister, i forbindelse med 30-året for 2. verdenskrigs afslutning.

Det blev til værket ”Rock Around the Bunker”, som med sin udprægede brug af en blanding af noget cabaret musik, tilsat nogle med punkede og rockede toner, som med sit Monty Python-agtige humor tog tykt pis på Nazityskland fra dets opblomstring i 1930erne til tiden efter krigens afslutning.

Læs også: Lars von Trier: Før Riget Exodus

Den blev dog ikke bandlyst for at være blasfemisk som det skete for ”Life of Brian” i lande som Norge, Irland og dele af Storbritannien. Men både musikanmelderne og pladekøberne ignorerede pladen, både i sin samtid og eftertid. Enkelte journalister mener dog at ”Rock Around the Bunker” var den mest ”konsekvente, overbevisende og relevante værk” Serge Gainsbourg lavede.

Rock Around the Bunker: Den Tredje Riges opståen og fald

LPen ”Rock Around the Bunker” af Serge Gainsbourg fortæller historien om Den Tredje Riges opståen og fald i nogenlunde kronologisk rækkefølge. I ”Nazi Rock” møder vi nazistiske Drag Queens i det dekadente Berlin i de tidlige 30’ere, inden vi bliver præsenteret for Hitlers intensiverende vanvid I ”J’Entends des voix off”, inden side et på pladen slutter af med et nummer om koncentrationslejrenes skorstene i “Smoke Gets in Your øjne”. Så langt, så kitschet.

Åbningsnummeret på side to “Zig zig avec toi“ kan forstås som “Sieg sieg avec toi“. Samtidig med kan “zig zig“ betyde sex, alt imens vi måske også tænker på Bowies fiktive figur ”Ziggy Stardust”. Med andre ord, så er dette en sang, som trækker en lige linje mellem fascisme og sex og rock’n’roll.

Læs også: David Černý: Prags elskede og udskældte kunstnersøn

I “Yellow Star“ møder vi den unge Serge Gainsbourg, som skitserer de følelser han havde dengang han blev tvunget til at bære den “kuriøse hieroglyf”. Den tvetydighed, han følte dengang: “måske betyder stjernen sherif, marskal, eller en stor høvding”, modsvares af hans egen vurdering af, hvad stjernen betyder for ham nu, heller hvad den forsat betyder for alle jøder: “Jeg bærer den gule stjerne, Svært for en jøde, Loven om kampen for livet”.

Albummet af Serge Gainsbourg afsluttes med “Rock Around the Bunker” og “S.S. i Uruguay”. Førstnævnte sang ender med en eksplosion, eller et billede på kulturens skæbne i slutningen af krigen. Og, i “S.S. i Uruguay”, render en tidligere S.S.-officer rundt med en stråhat, alt imens han nipper til sin papayajuice gennem et sugerør, og kommanderer med sin lille følge af loyale støtter. Derudover gider han ikke at betale regningen, da genoplivningen (af nazismen) kun er et spørgsmål om tid.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Serge Gainsbourg (Del IX)

Selvom Serge Gainsbourg og Jane Birkin blev skilt i 1980 forblev de gode venner til hans død.

Lær mere

Serge Gainsbourg (Del VIII)

”Historie de Melody Nelson” betegnes af kritikere som værende Gainsbourg bedste værk.

Lær mere

Serge Gainsbourg (Del VI)

Et langt dekadent liv med et overforbrug af cigaretter og alkohol lagde Gainsbourg i graven.

Lær mere

Indlægget Musik: Serge Gainsbourg (Del VII) – Nazi-Rock blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

I en tid, hvor det får en meget tiltrængt modernisering, er der dog en fare for at stationsbygningerne langsomt forsvinder.

Hvilket allerede sker nu i den store Vestbanegård Warszawa Zachodnia, hvor den ene af de to karakteristiske hovedindgange er lagt i graven.

Den glade bidragyder i denne udvikling er EU som med sine store infrastrukturfonde støtter moderniseringsprojekter.

Dette nyder de blandt andet godt af i Polen, som hvert år modtager 90 milliarder danske kroner netto.

I dette indlæg kastes der et blik på nogle af de modernistiske bygningsprojekter som primært blev gennemført i 1960erne og 70erne.

Warszawa Centralna (1975)

Da den nye togstation Centralna i Warszawa stod færdig i 1975, høstede den mange anerkendende ord for den æstetiske udformning.

Denne hæder blev fulgt op af en ny i 2012. Der beskrev et polsk arkitekturmagasin Centralna som et ikon for polsk byggeri i det 20. århundrede.

Efter indvielsen i 1975 er der sket nogle modificeringer af den største togstation i Polen. Det store lysindfald som kom ind i siderne af bygningen, er nu blevet dækket til af tilbygninger.

Derudover er der tilføjet en stor hems inde i opholdssalen, som giver plads til at kunne sidde ned og slappe af inden rejsen skal begynde.

Warszawa Gdańska (1939)

Warszawa Gdanska banegården blev opført fra 1932-1939. Og, er beliggende i den nordlige del af centrum.

I 1984 blev stationsbygning udsat for en større brand, hvilket medførte nogle små forandringer da den blev genopført.

Musikeren David Bowie havde to korte besøg i Warszawa i sin levetid. Begge gange med udgangspunkt i Gdanska togstationen, hvor han skulle skifte tog.

Nummeret Warszawa, som han lavede sammen med Brian Eno og Tony Visconti, blev til efter en gåtur i nabolaget.

Warszawa Główna (1938)

Den oprindelige hovedbanegård i Warszawa blev færdigopført i 1938. Seks år senere var den sønderbombet af tyske tropper. Og, blev aldrig genopført. Tilbage er kun navneskiltet på den bygning som i dag rummer jernbanemuseet.

For nogle år siden blev der tilføjet et stoppested med nogle tilhørende perroner. Her starter eller slutter turen for de rejsende som skal fra eller til Warszawa med lokale togruter med base udenfor hovedstadsregionen.

Warszawa Ochota (1963)

Arkitekterne Arseniusz Romanowicz og Piotr Szymaniak har tegnet de fleste af stationsbygningerne i indre by.

Dette gælder også for Ochota stationen, som oprindelig var tænkt til at blive kaldt Zawisza.

Hvilket er en reference til pladsen foran stationen som er opkaldt efter en polsk aktivist under den polske opstand i 1830-1831 mod Rusland, der kæmpede for demokrati.

Den kom dog til sidst til at hedde Ochota, som er navnet på bydelen.

Warszawa Powiśle (1963)

For at få plads til Powiśle stationen, måtte nogle historiske nyrenæssance pavilioner fjernes.

Men den nye arkitektur der kom i stedet for gjorde dog et positivt indtryk ikke bare i Polen, men også udenfor landets grænser.

Den schweiziske arkitekt Werner Huber kaldte således Romanowicz og Szymaniaks arbejde med at designe de nye modernistiske stationsbygninger for at være perler langs skinner.

Warszawa Śródmieście (1963)

Śródmieście kan oversættes til dansk som Centrum. Og, det er også i den underjordiske togstation at de fleste Warszawa boere dagligt stiger på og af når de bynytter det regionale tognet.

Śródmieście stationen er bygget samme sted hvor byens oprindelige hovedbanegård, som hed Wien banegården var placeret.

Warszawa Śródmieście WKD (1963)

WKD er hovedstadens kommunale jernbaneselskab, som driver en mere beskeden toglinie igennem den centrale del af byen.

I dag er taget på nedgangen til perronen et populært sted for duerne at holde til når de ønsker at vile tæerne.

Warszawa Stadion (1958)

Denne stationsbygning som blev opført ved Årtiets stadion, som det daværende Nationalstadion hed i Warszawa, blev det arbejde, som dels gjorde Romanowicz og Szymaniak internationalt kendte.

Men som også bevirkede at de kom til at tegne mange af de andre togstationer i den polske hovedstad.

Stationsbygningen er dog ikke en 100 procent ren modernistisk konstruktion, da der også er elementer som referer til Art Nouveau i den.

Efter at der for nogle år siden er blevet tilføjet et metrostop, er det ikke kun når der foregår koncerter eller fodboldkampe på Stadion, at der er gang i stationen.

Fordi mange benytter den i dag til at skifte fra regionaltoget som kommer lang vejs fra, til at komme hurtig til/fra arbejdet inde i byen.

Warszawa Wschodnia (1969)

Den store Østbanegård Wschodnia bærer officielt også navnet Roman Dmowski. Han var den politiske aktør som i første halvdel af det 20. århundrede var hovedideologen bag den polske nationalisme.

Wschodnia, som er tegnet af Arseniusz Romanowicz, er begyndelsesstation for alle internationale togafgange fra Warszawa som går i østlig/sydgående retning.

Med sine 13.500.000 årlige brugere er Wschodnia banegården den femte mest benyttede i Polen.

Warszawa Zachodnia (1936)

Hovedstadens Vestbanegård Zachodnia overlevede krigen, og det er derfor stadigvæk muligt at se den karakteristiske indgangsport, der står der endnu, selvom banegården gennemgik en omfattende renovation i 2020-2024.

I 2020 begyndte den omfattende fire milliarder dyre projekt, som skal føre banegården i Warszawa ind i det næste århundrede, når den står færdig.

Her vil alle perroner få en kraftig og meget tiltrængt opgradering, og selve stationen vil blive overdækket. Ligenu er processen med at få den bygget færdig stadig i gang.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Den Sovjetiske Kirkegård i Warszawa

Kirkegården som er opført i socialistisk realistisk stil hylder de soldater der faldt under krigen.

Lær mere

Socialistisk Realisme i Warszawa

Stilretningen var dikteret fra Moskva og skulle hylde arbejderne.

Lær mere

Afterimage

En film om maleren Władysław Strzemiński, som blev et offer for kommunismen.

Lær mere

Indlægget Polen: I Warszawa er stationsbygningerne perler langs skinnerne blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Filmens titel referer til en legendarisk pladebutik, som både hed ”Licorice Pizza”, og som også solgte det (da Licorice Pizza også er slang for lper).

Det er en gedigen hyldest til livet som den udspillede sig i USA i de tidlige halvfjerdsere.

En instruktør med smag for musik

At instruktøren har en forkærlighed for musikken fra samme tidsperiode, blev først synliggjort i gennembrudsfilmen ”Boogie Nights”.

På samme måde skinner den også igennem i denne film, hvor både David Bowie og Doors kommer til orde.

Og, på rollelisten har han hyret etablerede musikere, såsom kultsangeren Tom Waits, og de tre søstre fra pigegruppen Haim. En gruppe som Anderson i øvrigt også har produceret mange musikvideoer for.

Licorice Pizza

Alana Haim spiller hovedrollen som Alana Kane i denne kærlighedskomedie. Hun er en ung kvinde på 25 år, som møder den 15-årige Gary Valentine. Som er spillet af Philip Seymour Hoffmans søn Cooper Hoffman.

I forbindelse med det job hun har som assistent for en fotograf der tager billeder af skoleelever, møder hun en dag Gary.

Han inviterer hende efterfølgende ud på en date. Og så kan vi vente de næste to timer på om de så får hinanden til slut, efter en masse sidehistorier.

Så hvorfor bruge en aften i biografen på det, da dette er skildret om, og om igen? Det skyldes måske instruktørens trang til at bearbejde en periode i hans liv han værdsætter.

Efterskrift

Med Licorice Pizza har Anderson igen begået et godt håndværk. Han er lykkedes med at overbevise seerne om at en langt ældre ung kvinde godt kan have et on and off forhold til en kvabset, men også meget selvbevidst og ambitiøs teenagedreng. Selvom hun også hænger ud med mænd, som er meget ældre end hende selv.

”Licorice Pizza” er i år nomineret til 3 Oscars, bl.a. for bedste film, men jeg tvivler på at den hiver noget hjem, da det er et stærkt felt af film som den er oppe imod.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Scrapper

Georgie er 12 årig pige som selv klarer sig til dagen og vejen indtil hendes far dukker op.

Lær mere

The Holdovers

Eleven og oldtidskundskabslærers relation bliver afprøvet da de skal tilbringe julen sammen.

Lær mere

I Don’t Love You Anymore

To utilpassede tjekkiske unge tager afsted på rejse sammen i Østeuropa.

Lær mere

Indlægget Film: Licorice Pizza – En musikalsk hyldest til livet i 70erne blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.