|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Gugusse et l’Automate er en kort, men fascinerende film af pioneren Georges Méliès, som på få minutter demonstrerer både hans sans for scenisk komik og hans tidlige eksperimenter med filmmediets illusioner. Selvom filmen i dag kan virke simpel, rummer den flere af de elementer, der senere skulle gøre Méliès til en af filmhistoriens mest indflydelsesrige skabere.

Gugusse et l’Automate

Filmen viser karakteren Gugusse, der præsenterer en mekanisk dukke – en automaton – for publikum. Dukken opfører sig tilsyneladende som en kontrolleret maskine, men snart begynder situationen at udvikle sig uforudsigeligt. Automatonens bevægelser bliver komisk problematiske, og Gugusse mister gradvist kontrollen over sin egen opfindelse.

Denne simple handling er typisk for Méliès’ film: en kort, næsten teatralsk situation, hvor et enkelt trick eller en visuel idé driver hele fortællingen.

Teatertraditionen på film

Som tidligere tryllekunstner og teaterdirektør bragte Méliès tydeligt scenens æstetik med ind i sine film. I Gugusse et l’Automate er kameraet placeret frontalt, som om publikum sidder i et teater. Dekorationen fungerer som en scenografi, og skuespillet er gestisk og overdrevet.

Det giver filmen en karakter, der minder om varieté eller trylleshow. Méliès’ baggrund i illusionsteater betyder, at filmen ikke primært forsøger at gengive virkeligheden, men derimod at skabe en visuel optræden.

Mekanik, illusion og filmtricks

Automaten er et motiv, der passer perfekt til Méliès’ univers. I slutningen af 1800-tallet var fascinationen af mekaniske figurer og teknologiske opfindelser stor, og filmen spiller på denne samtidige interesse.

Samtidig giver automaten Méliès mulighed for at demonstrere sine tricks. Bevægelsen og kontrollen over figuren skaber illusionen af noget næsten magisk – noget, der ligger i grænselandet mellem maskine og levende væsen. På den måde bliver filmen også et tidligt eksempel på, hvordan film kunne manipulere virkeligheden og skabe noget, der ikke fandtes uden for lærredet.

En lille film med stor historisk betydning

Selvom Gugusse et l’Automate er meget kort og relativt enkel sammenlignet med Méliès’ senere værker som Le Voyage dans la Lune, viser den tydeligt hans kreative retning. Filmen kombinerer komik, illusion og teknologi – tre elementer, der blev centrale for hans filmkunst.

Den fungerer derfor som et tidligt glimt af filmmediets potentiale: ikke bare som dokumentation af virkeligheden, men som et sted for fantasi, tricks og visuel opfindsomhed.

Efterskrift

Gugusse et l’Automate er måske ikke et stort fortællende værk, men den er et vigtigt stykke filmhistorie. Den viser, hvordan Méliès allerede i 1890’erne arbejdede med film som en form for magisk forestilling. Med sin blanding af slapstick, scenisk optræden og illusion peger filmen frem mod hele den tradition af fantastiske og trickbaserede film, der skulle komme efter.

Hvis man ser den i dag, er den mest interessant som et historisk dokument: et lille, men tydeligt eksempel på den kreative energi, der var med til at forme filmmediet i dets allerførste år.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Den Vilde Robot

Hvad vil der ske hvis en robot lander på en øde ø og som Robinson Crusoe skal klare sig selv?

Lær mere

Robot Dreams

Den ensomme Hund får en ny buddy da han køber en Robot.

Lær mere

Den Kybernetiske Bedstemor

Den tjekkiske animator Jiří Trnkas vision om en fremtid mellem mennesker og roboter.

Lær mere

Indlægget Film: Den første robotfilm: Georges Méliès automatfilm fra 1897 blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Vi har set det mange gange før i science fiction. Det med at et kunstig fremstillet væsen bliver opfundet af videnskabsmænd. Der så efterfølgende bliver til et ukontrollerbar uhyre. Og som ender med at blive en trussel der er svært at overvinde for menneskeheden.

Frankenstein

I Frankenstein giver videnskabsmanden af samme navn, ved hjælp af elektricitet, liv til et menneske. “Monsteret” er sammensat af forskellige organer fra forskellige døde mennesker.

Dette eksperiment, hvis motiv synes at være at vise hvad videnskaben også kan, medvirker til en sammensat personlighed, som i starten er god.

Men fordi mødet med andre mennesker skaber en frygt hos dem, beslutter de sig for at angribe det kunstige væsen med vold. Hvilket ændrer sindet hos det kunstige væsen.

Mary Shelleys bog fra 1814 er inspireret af Jean Jacques Rousseaus værk Emile. I denne bog lyder det at naturmennesket er født godt. Men også at det er mødet med den skrækkelige kultur, som kan forvandle det til det dårligere.

R.U.R.

I Capeks novelle, hvori ordet robot stammer fra, er de skabt pga. en virksomheds ønske om profit, samt at erstatte mennesket fra tung, ensformigt industri arbejde.

Da virksomhedslederens kone føler at de bliver dårlig behandlet får hun fabrikkens videnskabsmænd til at give dem følelser og selvbevidsthed.

Dette træk ender katastrofalt for menneskeheden, da de alle, på nær en, bliver dræbt.

Metropolis

I den tyske filmklassiker fra 1927 udvikler videnskabsmanden Rotvang fembotten Maria, som skal mediere den virkelige Maria, til at gøre oprør med det velhavendes samfund. Dette oprør mislykkes dog.

M3gan

I den første M3gan film fra 2022 ser vi videnskabskvinden Gemma som arbejder for et legetøjsfirma. For at hjælpe hendes kusine Cody som lige har mistet hendes mor og far, laver hun robotdukken M3gan for at kunne hjælpe hende. Men da M3gans AI går uventede veje, så bliver fembotten farlig for sine omgivelser.

M3gan 2.0

I år kom så opfølgeren til M3gan, hvilket modsat den første udgave, som var en gyser, nu er forvandlet til en actionkomedie. Dette er dog ikke den eneste væsentligste forskel, fordi nu er M3gan på de godes hold sammen med Gemma, og Cody, som robotten nu gerne vil beskytte, i deres kamp mod storindustriens forkerte brug af AI.

Efterskrift

Hverken M3gan et og to kommer ikke til at skrive sig ind i filmhistorien, da historierne om videnskabsmænd der opfinder en ny teknologi, som de ikke kan styre. Eller som storkapitalen kan se mulighederne i at udnytte, hvilket ikke er til gavn for menneskeheden er set mange gange før.

Til gengæld er filmene ifølge amerikanske anmeldere en afspejling på vor tid, hvor feministiske helte sætter sig markant på det store filmlærred. Og med sin blanding af kvindelig super power er M3gan blevet til en frontfigur i queer-bevægelsen, som kan afspejle sig selv i den splittede personlighed.

For undertegnede består splittelsen dog mest i, om jeg kan lide filmen eller ej. Og her tangerer det mod det sidste punkt.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Poor Things

Emma Stone er forrygende i rollen som “Frankensteins sexmonster” Bella Baxter.

Lær mere

Barbie

Livet i pink og hvidt kan også have en bagside erfarer Barbie i filmen af samme navn.

Lær mere

Companion

Scream Queen stjernen Sophie Thatcher i rollen som en social og voldelig robot.

Lær mere

Indlægget Film: M3GAN 2.0 – Dræber Robotdukken er tilbage i ny horror blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

I så mange andre af Gainsbourgs kompositioner, er der mange ordspil og lag i sangen, og den kan forstås på mange måder.

“Poupée” betyder ”dukke” på dansk, og ”cire” betyder ”voks”. ”Son” er i denne kontekst en reference til ”klude”, eller til ”lyd” (sang). Så, titlen på sangen kan oversættes til ”voksdukke”, ”kludedukke” / ”lyd”(”sang”) dukke”.

Titlen kan ifølge Serge Gainsbourg også forstås som en reference til lp-pladens voks, hvori lydene bliver indgraveret i.

Den mere gængse forklaringsmodel til nummeret, udspringer dog i voksdukken, som kan ses som et billede på France Gall. Så, det første lag i teksten, er at hun synger om sig selv. Det andet lag, er at hun også kan ses som Gainsbourgs marionetsangdukke (som han styrer).

Gainsbourg havde et ambivalent forhold til unge artister

I starten af tresserne væltede det frem med en masse meget unge artister i Frankrig, som sang sange skrevet af voksne om livet og kærligheden.

Det havde Serge Gainsbourg et meget ambivalent forhold til, da han på den ene side mente at det var dybt problematisk at de ikke helt forstod hvad de sang om, da de var uerfarne i forhold til overnævnte emner, men på den anden side, så endte han selv med at levere en masse sange til de samme udøvere af ye-ye, eller baby pop, som stilarten også blev kaldt.

På aftenen hvor France Gall fremførte “Poupée de cire, poupée de son“, skulle hun også forholde sig til hvordan virkeligheden også kunne tage sig ud for en voksdukke. Orkesteret brød sig ikke om at spille kavalerimusik, delegationen var grove over for hende, og hendes jævnaldrende kæreste slog op med hende over en telefonsamtale, da han var pinlig berørt over at hun sang hamrende falsk, og betragtede hende som et nul. Det var derfor meget forståeligt at hun brød sammen, og begyndte at tude.

Efterskrift

Det var ikke kun de europæiske juryer i ESC, som gav hende oprejsning. “Poupée de cire, poupée de son”, var et værk som i sin samtid solgte mange kopier rundt omkring på kloden (hvilket gav mange spillejobs til France Gall, og gode penge til komponisten Serge Gainsbourg).

Læs også: Eurovision sange fra Francos Spanien

I eftertiden er nummeret tilmed blevet indspillet i mange forskellige coverversioner. På dansk har Gitte Hænning f.eks. fremført den under titlen ”Lille dukke”. I 2005 blev “Poupée de cire, poupée de son” i forbindelse med ESCs 50-års jubilæum, kåret til den 9. bedste sang igennem årene af tv-seerne rundt omkring i Europa.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Serge Gainsbourg (Del IV)

Den 12 årige Charlotte deltog i en duet med faderen i en sang om incest.

Lær mere

Serge Gainsbourg (Del III)

Det største hit Gainsbourg kreerede i sin karriere blev bandlyst af Paven i Rom.

Lær mere

Serge Gainsbourg (Del II)

France Gall forguede Serge Gainsbourg indtil hun fandt ud af hvad “Les Sucettes“ handlede om.

Lær mere

Indlægget Musik: Serge Gainsbourg (Del I) – Sangdukken blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Made of Plastic. it’s Fantastic

Mattel, et af verdens allerstørste legetøjsvirksomheder, er nu ude med en film, som handler om Barbie, deres mest ikoniske og bedst sælgende produkt.

Efter at have oplevet en lavere omsætning igennem en lang årrække, vendte skuden for ca. 10 år siden, da de begyndte at lancere mange forskellige typer af Barbie, og hendes faste følgesvend Ken.

Og, fornyelig lancerede de så ”Den almindelige Barbie”, der i sit udgangspunkt, afviger en del i sit væsen fra den klassiske, og mere konservativ stereotypiske dukke, da denne ikke lever op til nogle perfekte idealistiske og total urealistiske drømmescenarier for nutidens piger.

Når man ser filmen ”Barbie”, så minder den da også mest om en gennemtænkt reklamefilm, hvor virksomheden er i øjenhøjde med sit købende publikum anno 2023, der ikke bare vil nøjes med en tam produktpræsentation af dukken, og dets tilbehørsprodukter.

Men, som også gerne vil kunne mærke legetøjskorporationens holdninger og sjæl, fortalt i et mere artistisk og anarkistisk udtryk, hvor der er plads til lidt selvironi, bragt til live af den feministiske instruktør Greta Gerwig i hendes fortælling om at Mattel ikke kun er sat i verdenen for at berige pigers dannelsesrejse henimod en plads i voksensamfundet, men som derimod i langt højere grad kun gør det for at skabe økonomisk profit.

Læs også: My Secret Cyberlove: En kitschet kærlighedshistorie

Men, som også gerne vil kunne mærke legetøjskorporationens holdninger og sjæl, fortalt i et mere artistisk og anarkistisk udtryk, hvor der er plads til lidt selvironi, bragt til live af den feministiske instruktør Greta Gerwig i hendes fortælling om at Mattel ikke kun er sat i verdenen for at berige pigers dannelsesrejse henimod en plads i voksensamfundet, men som derimod i langt højere grad kun gør det for at skabe økonomisk profit.

Noget af det der gør, at man glemmer at det er reklamefilm som man i gang med at overvære, er den stærke stilistiske og æstetiske sans som Gerwig fremviser, hvilket igen er noget der leder tankerne hen på en instruktør a la Wes Anderson, og hans store gennembrudsfilm til masserne, ”The Grand Budapest Hotel”.

Barbie i ideernes verden og fænomenernes verden

Samtidig med, så er der er mange filosofiske og intertekstuelle referencer, ikke bare til Platon, og hans tanker om henholdsvis ideernes verden og fænomenernes verden, i den klassiske 3-akts film, som på Hegelsk maner, er delt op i en tese, antitese, og en syntese.

Her oplever vi i første akt Barbies matriarkalske samfund i fantasilandet. I andet akt træder vi ind i Kens patriarkalske samfund, der er baseret på nogle erfaringer han gør sig i den virkelige verden. For så i tredje akt, at mødes et eller andet sted på midten i den afsluttende del af filmen, hvor der både er plads til at Barbie og Ken bedre kan udfolde sig i det nye samfund som opstår.

Så, det er ikke bare hovedrollerne som udvikler sig i filmen, det gør samfundet også.

”Barbie” er også en film som leder tankerne hen mod romantikken, men blot med omvendt fortegn.

For, idealverdenen for Barbie og Ken, synes ikke at være ideernes verden, men derimod fænomenernes verden, der på trods af sine mange besværligheder, og det faktum, at mennesket ikke lever foreviget, rummer en anden eksistentiel dybde, end den overfladiske livsførelse de til daglig praktiserer i Barbieland.

At de to verdener hænger dualistisk sammen, ses for det første ikke bare i portrætterne af Barbie og Ken, men også i det faktum, at deres liv i lige så høj grad hænger sammen med pigerne som leger med dem.

For, nok kan dukkerne skabe drømme og udvide pigernes indlevelse og forestillingsevne på vej mod et voksentilværelse, hvilket er positivt, men hvis de eks. er i dårligt humør, så går det ud over dukkerne. Og, vice versa.

Samtidig med, for det andet, så er det der sker i Barbieland / Kendom, også medvirkende til hvilke produkter som Mattel spytter ud på markedet, hvilket instruktøren serverer på en elegant måde til filmens seere.

En anden, underholdende pointe i dette sammenspil imellem den virkelige og den uvirkelige verden, som en film som denne er en eksponent for, var eks. at før man kunne træde ind i den store udsolgte biografsal, hvor der var plads til ca. 1000 gæster, så var der en fotostand, forestillende en stor legetøjsæske, hvor de kvindelige pink/hvidklædte biografpublikummer, kunne træde ind, og lade sig blive foreviget som deres helt egen Barbiepige.

For så en time senere, inde i salen, at kunne se en scene i filmen, hvor den øverste ledelse hos Mattel, prøver at få deres Barbiedukke tilbage, og binde hende til æsken, da de ikke vil have hende til at løbe frit rundt ”i den virkelige verden”, da dette vil ødelægge deres business. Her smelter mennesket og produktet bogstaveligt sammen i kapitalismens masse.

dårlig personinstruktion af dygtige skuespillere

Margot Robbie, som nogle måske husker for hendes birolle som Roman Polanskis gravide kone Sharon Tate i Tarantinofilmen ”Once Upon a Time in Hollywood”, og Ryan Gosling, der som den autistiske hovedperson i ”Lars and the Real Girl” forelsker sig i en Lolitadukke, spiller de to hovedroller som henholdsvis Barbie og Ken i filmen.

Og, selvom de på sin vis leverer varen, som den smarte kvindelige dukke, der engang imellem hænger ud med sin knap så smarte mandlige dukke, så fornemmer man at instruktøren Gerwig ikke er lige så stærk i sin personskildringer, som til det konceptuelle, som hun fuldt ud behersker. Det er sjældent at man kan identificere sig med dem, og for alvor leve sig ind i dukkernes personligheder på samme måde, som det eks. tog sig ud i det fine sammenspil, som Ryan Gosling havde med Emma Stone i ”La La Land”, der sjovt nok også foregår i Los Angeles.

Dukkerejsen år 2023

Der er mange underholdende momenter i filmen. Det var svært for undertegnede ikke at lade være med at grine højlydt af filmens anslag, som er et link til Stanley Kubricks klassiske åbningsscene i ”Rumrejsen år 2001”. Her ses små piger banke deres babydukker ned mod jorden, inden de møder den store Barbiedukke, for så at kaste babydukken op, og ud i rummet.

Senere i filmen, hvor Ken har fået gennemtrumfet en revolution i Barbieland, og fået lavet sit eget nye Kendom, hvor det nu er mændene som sætter dagsordenen, er Barbiedukkerne med et, blevet forvandlet til nogle kvinder, der i lighed med filmen ”Dukke-kvinderne” ikke har andet for øje, end at opvarte det modsatte køn.

Her render han så rundt med nogle mærkelige forestillinger om hestens vigtige magtposition og rolle i dette mandsdomineret samfund. Hvis man ikke kan se det morsomme i det, eller i Barbielands feministiske drømmeunivers, hvor fyrene fremstår som tilbehørsprodukter, så må man godt nok være meget mavesur.

Efterskrift

Selvom den sidste del af filmen godt kan virke lidt rodet i sit udtryk, så lykkedes det Gerwig, ikke bare at få ført alle sine historier til en ende, men også at få dem rundet af med endnu et tankevækkende indspark, og overraskende afslutning. Tilmed, så har hun også formået at bevare sin kunstneriske integritet i mødet med Mattel, som i lighed med biografpublikummet i Warszawa, også må have klappet i deres hænder, da de overværede slutproduktet blive vist første gang.

Læs også: Scrapper: Skrab dig ind under huden til en ung piges hjerte

Om legetøjskoncernen, så nu vil sælge flere Barbiedukker, pga. filmen, vil stå som et ubesvaret spørgsmål, men jeg er sikker på at den meget gratis omtale filmen genererer, og det, at den også kan ”nå ud” til sådan en som eks. undertegnede (som aldrig har skænket Barbie mange tanker før), også er medvirkende til at dukkens brand (og dermed også dens værdi) vil blive forstærket.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Poor Things

Emma Stone er forrygende i rollen som “Frankensteins sexmonster” Bella Baxter.

Lær mere

Anora

En sexarbejder drømmer om guld og grønne skove efter at have mødt en russisk oligark.

Lær mere

Triangle of Sadness

Ruben Östlunds Cannes vindende film om overklassens magt og afmagt

Lær mere

Indlægget Film: Barbie – En fyldt biografsal klædt i pink og hvidt blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.