|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Cornelis Vreeswijk oplevede Anden verdenskrigs rædsler som den udspillede sig i Holland. Og i perioden efter dens afslutning valgte hans mor murbrokkerne fra, og søgte til Sverige, hvor hun søgte efter et bedre fremtid sammen med sine børn.

I skolen var den unge Cornelis Vreeswijk kendt som en genert og indadvendt type, men da han langsomt kom i kontakt med det spirende visesangermiljø, og kom på scenen med sin guitar, forsvandt hæmningerne.

Filmen er en kommentar til hans liv fra at han blev landskendt og elsket i Sverige op igennem tresserne. Til nedturen i halvfjerdserne og starten af firserne, hvor han gik i hundene, til den store genrejsning i årene op til hans død i 1987, fortalt igennem interviews med hans allernærmeste.

Gennembrudet i tresserne

Da hans første kone Ingalill Rehnberg mødte ham, var han fattig som en kirkerotte, da han kun ejede nogle få stykker klæder. Men det frafaldt hende ikke fra at blive tiltrukket trubaduren som altid havde et godt øje for de små i samfundet. Og, inden de fik set sig om var de gift.

Det var på Vispråmen Storken at han løb ind i lederen af alle visesangerne, Gösta “Skepparn” Cervin. Han synes godt om sin jævnaldrende kollega, og opfordrede ham til at gøre noget ved sangen.

At Skepparn så også levede et udsvævende liv med narkohandel og med hang til alkohol, var ikke noget som skilte dem ad, da Vreeswijk var en åndelig sjælsfælle. Og, allerede fra starten på hans karriere, bliver den heftige alkoholindtag skildret.

I 1965 udkom Vreeswijks første album, som blev en stor succes i Sverige, da den solgte 30-40.000 plader, hvilket var meget fint.

Berømmelsen gør også at han nu drager land og rige rundt, og indlogerer sig på de bedste hotelværelser når han ankom til en ny by. Vreeswijk var også rundhåndet med at give hans kammesjukker fri alkohol, og nye kvinder begyndte at komme ind i hans tilværelse.

Bl.a i kollektivet hvor han boede. Her fik han opbygget et godt venskab med den lille pige Fatima. Og, senerehen, da hun var blevet voksen, også et kortvarigt forhold med hinanden. På en af sine turneer begynder han at ses med en anden kvinde, og denne relation dræber ægteskabet med Ingalill.

Nedturen i halvfjerdserne

Halvfjerdserne begyndte egentligt meget godt for Cornelis Vreeswijk. I 1970 bliver han gift med Bim Warne som han er styrtende forelsket i.

Et album bliver tilegnet hende. Og, han beslutter sig for, både at blive stoffri og lægge alkoholen på hylden. Men også at flytte i en kæmpe villa på landet i Skåne.

Alting kører derudaf, og Bim synes at den lille familie har det godt. Men så en dag, går det hele galt.

Parret havde fået tildelt et program på SVT, hvor de var værter, og skulle snakke med nogle gæster som de kender og inviterede til at være med i studiet.

Problemet er bare den for den jaloux Vreeswijk at Bim stjælte showet, da hun er nærmest født ind i værtsrollen, hvilket han ikke var.

Efter programmet går gæsten med Vreeswijk på en værtsfuld, og da han kommer yderst bedugget hjem om morgenen udsætter han Bim for hustruvold. Og med et kæmpe sæbeøje i hovedet flygter hans kone til en kammerat, imens han selv også bor en uges tid hos en af hans nære venner.

Dette bliver starten på en karrieremæssig men også social deroute for Cornelis Vreeswijk som flytter til Holland, og siden hen til København et

Comebacket i firserne

I firserne flytter Vreeswijk tilbage til Sverige, hvor de bestemt ikke står med åbne arme for at byde ham velkommen.

Allerede på vejen hjem, bliver han stoppet af politiet. Han er ikke fuld, men han ryger et par måneder i spjældet fordi han kører uden kørekort, og besidder et våben.

Tilbage i friheden, prøver nogle gode kammerater at hjælpe ham tilbage til livet. Deres analyse var, at han kun fungerede ordentligt når han stod på en scene.

Derfor skaffede de ham nogle jobs, lige fra et mindre flatterende arbejde som musikant i et indkøbscenter, til nogle andre små arrangementer.

De prøvede også at få den musikbranche som havde tjent millioner af svenske kroner på ham i tale. Alle gad ham ikke. Nogle sagde han var færdig. Og, andre igen, mente at han var for besværlig at arbejde sammen.

Men de unge som var til punk, var begyndt at lytte til hans gamle viser. Og, da rockmusikeren Ulf Lundell inviterede ham med på scenen under en af hans store koncerter, var Vreeswijk på vej tilbage i varmen igen. Og, pladeselskaberne ville igen udgive hans sange.

Inden han trækker stikket for sidste gang, når han forbi Roskilde Festivalen. Her spiller han på Orange scene foran 20-25.000 begejstrede mennesker. Noget, som alligevel gør et stort indtryk på den gamle singer songwriter, som ikke gad eventen.

Ligesom da han læser en artikel i en avis, hvor han sammenlignes som det svenske svar på Bob Dylan og Jacques Brel. Og, kommer med formaningen om at samfundet skulle være bedre til at passe på deres store kunstnere.

Dette fik ham til at lyse op i en tid, hvor leverkræften begyndte at få bugt med hans liv.

Till Fatumeh, rapport från de osaligas ängder

Sygdommen får ham til at ville lave det allersidste album. Hvilket er en plade, der er tilegnet Fatima. Men som også er en advarsel om at bruge narkotika og alkohol som en vigtig del af ens livsførelse.

Ligesom Vreeswijk har Fatima levet et liv med stofmisbrug. Men om det var pladeindspilningen, eller visheden om hendes gamle vens snarlige død, som gjorde at hun fandt en vej ud af mørket, vides ikke. Ligesom om Cornelis Vreeswijk nåede at få beskeden før han for en sidste gang åndede ud. Efter et alt for kort, kunstnerisk bohemeliv.

I dag regnes hollænderen som en af de helt store svenske kunstnere på linje med Bellman og Taube. Hans arv bliver holdt i live pga. der med jævne mellemrum kommer nye udgivelser om hans liv. Eksempelvis i form af nye plader, bøger, og film, som er med til at indramme trubadurens virke på jord.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Melodifestivalen 1975

ABBA gav Sverige den første sejr i ESC, men også SVT store panderynker i hovedet.

Lær mere

Imperiet

Et portræt af Sveriges store alternative rockband Imperiet med Joakim Thåström i forgrunden.

Lær mere

Serge Gainsbourg (Del VI)

Et langt dekadent liv med et overforbrug af cigaretter og alkohol lagde Gainsbourg i graven.

Lær mere

Indlægget Film: Cornelis Vreeswijk – Nogle går rundt i udtrådte sko blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

I sluthalvfjerdserne var punken nået til Sverige i form at det legendariske orkester Ebba Grön, hvori Joakim Thåström var den karismatiske frontfigur.

Da bassisten Lennart “Fjodor” Eriksson valgte at træde ud i 1983 blev det enden for bandet. De tre andre medlemmer gik med tiden sammen med den dygtige bassist Christian Falk og saxofonisten og keyboardspilleren Per Hägglund fra det populære og mere funkede og soul prægede Madhouse i det projekt som endte med at hedde Imperiet.

Et nyt musikalsk rige

Det første års tid sammen i Imperiet gik dog mere med at feste og tage stoffer end at lave musik. Og, når de endelig var aktive, blev de beskyldt af gamle Ebba Grön fans at have solgt ud.

De mente at alt var galt med det nye band. Lige fra det at fansene nu skulle betale penge for at se koncerterne, til at de kunne høre dem blive spillet på Sveriges Radio. Og tilmed også udgav lp’er. Hvilket nok var det mindst kommercielle de gjorde, da de i starten ikke solgte en meter ifølge Thåström.

At de nu havde inddraget synth som en del af deres lydunivers var dels ment som en provokation mod deres gamle kernepublikum, men også at de gerne ville fremstå moderne.

Da de var en tur i USA for at indspille en ny plade, følte trommeslageren Gunnar “Gurra” Ljungstedt sig overflødiggjort da produceren insisterede på at bruge en trommemaskine på pladen. Hvilket efterfølgende gjorde at han pakkede sit gode tøj og skred fra bandet og blev efterfølgende erstattet af Fred Asp, som alle bandmedlemmer kendte perifært.

Året før var Stry Terrarie flyttet tilbage til Skåne fra bandets base i Stockholm, efter at have tabt en magtkamp i bandet, hvor han eksisterede på at skifte orgelet ud, da han ville frem i rampelyset og spille guitar.

Det store kommercielle gennembrud

I 1985 udgav Blå Himlen Blues med hitsinglerne C.C. Cowboys og Fred. Pladens amerikanske producer Jeff Eyrich synes det svenske band havde en international lyd, hvilket efterfølgende medførte mange spillejobs i USA på forskellige klubber.

Samme år fortolkede Imperiet Carl Michael Bellman og Evert Taube på singleudspillet Märk hur vår skugga, som strøg til tops på Svensktoppen. Et faktum Joakim Thåström havde det svært ved, da der stadig var noget punkblod i hans årer.

Året efter peakede gruppen kommercielt, da de udgav albummet Synd. Hvilket gav gruppen mod på det store internationale gennembrud. Som dog udeblev da det var svært at konventere de svensksprogede sange til engelsk.

Politisk engagement

I Live Aid året 1985 blev der afholdt støttekoncerten Svensk Rock mod Apartheid i Sverige til ære for ANC. Her gik markante svenske musikere som Michael Wiehe, Björn Afzelius, Tomas Ledin og Imperiet sammen om at bakke op om Nelson Mandelas African National Congress.

Tilstede var også den svenske statsminister Olof Palme som Imperiet kom i kontakt med under det store event da han ville introducere dem før de skulle afholde deres koncert.

Dette var bandet fuldstændig star truck over. Men dog ikke mere, end at de kontaktede statsministeren dagen efter for at høre ham om mulighederne for at den svenske stat kunne sponsere en turne hvor Imperiet skulle give koncerter i latinamerikanske lande. Og, med Palmes medvirken var det startskuddet til at Imperiet kom til at spille i Mexico, Cuba, og Nicaragua.

Den latinamerikanske turne

Turneen var en blandet fornøjelse for bandet. I Mexico oplevede de til deres store overraskelse af der kom 1500-1800 mennesker til deres koncerter. Selv havde de regnet med at der nok højst vil komme 25.

Det var også mens de var i Mexico at de blev nødt til at fyre deres manager Arild Skrindo. En aften havde han taget et stort beløb af bandets fælleskasse for at købe narko. Men ikke nok med at bandmedlemmerne blev røvrendt, så blev han det også selv, da det viste sig at det hvide pulver for vaskepulver.

Før Imperiet ankom til Cuba var de forelsket i øen, men da de forlod den var kærligheden til den væk. Hjemme i Sverige havde de opbygget en naiv forestilling om Fidel Castros kommunistiske styre. Så de blev forfærdet over lige pludselig at erfare at de politisk blev misbrugt af den cubanske stat.

Under deres første koncert, følte de sig nødsaget til at gå fra scenen, da de erfarede at de cubanere som stod og dansede, fik prygl af vagterne som skulle observere deres gig. Det venstreorienterede band tolkede det som om den cubanske stat ikke ønskede at befolkningen blev smittet af vestlig kapitalistisk rockmusik. Så da de fløj videre til Nicaragua, var illusionen om Cuba nedbrudt.

Midt i en krigszone

I Nicaragua fik de dog humøret tilbage igen, da de kunne mærke den store glæde og optimisme der var i landet efter at sandanisterne havde væltet diktatoren Anastasio Somoza i 1979.

Samtidig med at gruppen afholdt deres koncerter i det latinamerikanske land, begyndte Reagans USA militært at intervenere. Og, bandmedlemmerne begyndte langsomt at forstå, at det ikke bare var for deres egen fornøjelse skyld at de var blevet sendt ud, da Sverige, som det eneste land i Vesten støttede styret i Nicaragua.

Meningen var at de igennem kulturen skulle vise svensk opbakning. Hvilket blev yderlige kompliceret af at Olof Palme blev skudt i Stockholm.

Et par år efter var Imperiet sammen med Michael Wiehe tilbage i Nicaragua. Men den varme og glæde som de kunne mærke i befolkningen, var væk.

Imperiets opløsning

Samtidig med at kold krig nærmede sig sin opløsning, så faldt Imperiet også mere og mere fra hinanden.

Efter det fejlslagne forsøg på kommercielt at slå igennem i USA med udgivelsen af en engelsksproget plade med deres bedste numre på, så begyndte det at slå revner i bandet.

Da gruppen så besluttede at kyle Per Hägglund ud af bandet, fordi han prioriterede ture til det græske øhav højere end at være med i studiet og remixe deres indspilninger, så forsvandt det lim, som bandt bandet sammen. Og i 1988 vidste bandmedlemmerne at det var slut inden de drog ud på det som blev deres afskedsturne.

Efterskrift

Det er en af de bedre dokumentarer som jeg har set om musikalske artister. Måske fordi fokusset er på de sociale relationer i bandet, fremfor en analyse af deres albumudgivelse. Samt, fordi de tør åbne sig at åbne sig om konflikter, op og nedture i bandet.

Som mange andre bands oplevede de at blive snydt økonomisk af kyniske pengebagmænd. Men også at de lykkedes med at blive et af de rockorkestre fra Sverige som opnåede kunstnerisk succes.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

The Raveonettes

Danske The Raveonettes spillede foran en udsolgt forsamling i Proxima i Warszawa.

Lær mere

Primal Scream

Bobby Gillespie og Co. havde Warszawa i deres hule hånd da de var en tur forbi Klub Stodoła

Lær mere

Kury

En dokumentarfilm om Verdens mest åndsvage album P.O.L.O.V.I.R.U.S. af Kury

Lær mere

Indlægget Film: Et hjerte er altid rødt – en film om Imperiet blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.