|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Den danske filminstruktør Max Kestner var taget en tur til MDAG-filmfestivalen i Warszawa medio maj 2025 for at promovere sin seneste film.

Efter at den morsomme og småfilosofiske ”Livet og andre problemer” var blevet vist besvarede han spørgsmål fra den fremmødte forsamling.

”Det var giraffen som optog mig i starten. Først senere gik filmen i en anden retning, som endte med at handle om hvad er meningen med livet”.

”Det meste af materialet som jeg optog, er blevet brugt. Derfor er det kun få af de personer jeg interviewede som er blevet udeladt.

“Desværre er der kun lidt af det som jeg fik i kassen i Japan der er med i filmen, da det er dyrt at tage derud. Men det var vigtigt for mig at det ikke bare var en film som er bygget på danske eksperter”.

Og, det er da også noget af en rejse som Max Kestner tager os med på i sin dokumentarfilm.

Dækning af danske historier udenfor andedammen

Det er meget sjældent at historier om Danmark bliver bragt i udenlandske medier hvis man bevæger sig lidt væk fra de nordiske lande.

Dette oplevede jeg ved selvsyn da jeg i 2014 boede i Prag. Der var det næsten kun når fordrukne danske gymnasieelever f.eks. raserede et hotel, og kom i konfrontation med politiet, at en historie om danskere fandt vej til de tjekkiske mediers forsider.

Mordet på giraffen Marius

Derfor var den unge og sunde giraf Marius skæbne også en historie jeg husker. Da det var en historie som også fandt vej til Prag.

Og Zoologisk Haves begrundelse for at dræbe giraffen om at den var genetisk uegnet til fremtidig avl, faldt på ingen måde i god jord.

Da den senere hen så også blev parteret foran små børn og smidt for løverne, gjorde folk mere oprørte. Lidt ligesom når Den Danske Ambassade i Prag på sociale medier årligt skal forsvare færingernes drab på grindehvaler.

Hvornår er det i orden at dræbe

For instruktøren Max Kestner så synes han at det var lidt latterlig at folk kunne gå så meget i selvsving. Specielt når der daglig bliver dræbt køer for at vi kan spise dem.

I filmen så gør han da også Bengt Holst fra Københavns Zoo til en helt som skal forsvare sig mod omverdenen.

Det vil sige sensationspressen, dyrerettighedsforkæmpere, og andre som vil overtage giraffen. Dette kommer der mange morsomme scener ud af. Da han tvister denne battle på en sjov måde.

Han har dog også udtrykt forståelse for hvorfor folk blev så vrede. Og, i filmen medbringer han også en aktivist sammenligning af ZOOs håndtering af sagen med nazisternes syn på genetik.

Og tilføjer til Kristeligt Dagblad at Zoo “glemmer, at der er tale om levende væsener, der har relationer til andre og et ønske om at leve”.

Hvilket også er et forhold han skildrer i ”Livet og andre problemer”. Da han efter at have været medvirkende til at sætte tre børn i verdenen. Nu også ligeså godt kan kradse af.

Livet og andre problemer

I filmen forsøger Max Kestner at komme nærmere ind på de nogle af spørgsmål som har optaget menneskeheden længe før de gamle grækere og andre filosoffer.

Såsom Hvad er meningen med livet? Hvorfor er vi til? Og hvad adskiller os fra dyr, planter og andre levende væsener?

Ret hurtig bliver vi bevidste om at vi skal ned på celle- og genniveau for at finde noget af svaret.

Men hvad der er livets kraft eller en Gud som sætter gang i sagerne det er udenfor naturvidenskabens rækkevidde, som DNA-forskeren Eske Willerslev kommer ind på.

Efterskrift

I en af filmens første scener spørger Max Kestner en japansk videnskabsmand om vandsalamanderen har en fantasi? ”Fantasy” spørger han forundret tilbage og ligner en som har mødt en mand på stoffer!

Senere møder vi forfatteren Charles Foster der til lejligheden render rundt og imiterer ulve ude i naturen. Måden han agerer på får en til at tænke om han er på stoffer!

Det jeg vil sige med de to eksempler er at ingen sandsynligvis er på stoffer i denne film. Men at Max Kestner i sit møde med folk får deres personligheder bragt frem på en måde at alle birollefigurerne i filmen fremstår stærke netop på grund af det.

Dermed bliver ”Livet og andre problemer” ikke et tørt møde med biologien, men som både et tankevækkende, rørende og underholdende film, der møder folk i deres øjenhøjde.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

About a Hero

Piotr Winiewiczs AI eksperiment med Werner Herzog om mennesker og teknologi.

Lær mere

I’m Not a Robot

Hollandsk Oscar prisvindende kortfilm om Lara, som bliver i tvivl om hun er et menneske.

Lær mere

Asteroid City

Rumvæsener er på spil i Wes Andersons seneste filmopus om livet i en øde flække.

Lær mere

Indlægget Film: Livet og andre problemer – Drabet af en giraf i KBH Zoo i 2014 blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Made of Plastic. it’s Fantastic

Mattel, et af verdens allerstørste legetøjsvirksomheder, er nu ude med en film, som handler om Barbie, deres mest ikoniske og bedst sælgende produkt.

Efter at have oplevet en lavere omsætning igennem en lang årrække, vendte skuden for ca. 10 år siden, da de begyndte at lancere mange forskellige typer af Barbie, og hendes faste følgesvend Ken.

Og, fornyelig lancerede de så ”Den almindelige Barbie”, der i sit udgangspunkt, afviger en del i sit væsen fra den klassiske, og mere konservativ stereotypiske dukke, da denne ikke lever op til nogle perfekte idealistiske og total urealistiske drømmescenarier for nutidens piger.

Når man ser filmen ”Barbie”, så minder den da også mest om en gennemtænkt reklamefilm, hvor virksomheden er i øjenhøjde med sit købende publikum anno 2023, der ikke bare vil nøjes med en tam produktpræsentation af dukken, og dets tilbehørsprodukter.

Men, som også gerne vil kunne mærke legetøjskorporationens holdninger og sjæl, fortalt i et mere artistisk og anarkistisk udtryk, hvor der er plads til lidt selvironi, bragt til live af den feministiske instruktør Greta Gerwig i hendes fortælling om at Mattel ikke kun er sat i verdenen for at berige pigers dannelsesrejse henimod en plads i voksensamfundet, men som derimod i langt højere grad kun gør det for at skabe økonomisk profit.

Læs også: My Secret Cyberlove: En kitschet kærlighedshistorie

Men, som også gerne vil kunne mærke legetøjskorporationens holdninger og sjæl, fortalt i et mere artistisk og anarkistisk udtryk, hvor der er plads til lidt selvironi, bragt til live af den feministiske instruktør Greta Gerwig i hendes fortælling om at Mattel ikke kun er sat i verdenen for at berige pigers dannelsesrejse henimod en plads i voksensamfundet, men som derimod i langt højere grad kun gør det for at skabe økonomisk profit.

Noget af det der gør, at man glemmer at det er reklamefilm som man i gang med at overvære, er den stærke stilistiske og æstetiske sans som Gerwig fremviser, hvilket igen er noget der leder tankerne hen på en instruktør a la Wes Anderson, og hans store gennembrudsfilm til masserne, ”The Grand Budapest Hotel”.

Barbie i ideernes verden og fænomenernes verden

Samtidig med, så er der er mange filosofiske og intertekstuelle referencer, ikke bare til Platon, og hans tanker om henholdsvis ideernes verden og fænomenernes verden, i den klassiske 3-akts film, som på Hegelsk maner, er delt op i en tese, antitese, og en syntese.

Her oplever vi i første akt Barbies matriarkalske samfund i fantasilandet. I andet akt træder vi ind i Kens patriarkalske samfund, der er baseret på nogle erfaringer han gør sig i den virkelige verden. For så i tredje akt, at mødes et eller andet sted på midten i den afsluttende del af filmen, hvor der både er plads til at Barbie og Ken bedre kan udfolde sig i det nye samfund som opstår.

Så, det er ikke bare hovedrollerne som udvikler sig i filmen, det gør samfundet også.

”Barbie” er også en film som leder tankerne hen mod romantikken, men blot med omvendt fortegn.

For, idealverdenen for Barbie og Ken, synes ikke at være ideernes verden, men derimod fænomenernes verden, der på trods af sine mange besværligheder, og det faktum, at mennesket ikke lever foreviget, rummer en anden eksistentiel dybde, end den overfladiske livsførelse de til daglig praktiserer i Barbieland.

At de to verdener hænger dualistisk sammen, ses for det første ikke bare i portrætterne af Barbie og Ken, men også i det faktum, at deres liv i lige så høj grad hænger sammen med pigerne som leger med dem.

For, nok kan dukkerne skabe drømme og udvide pigernes indlevelse og forestillingsevne på vej mod et voksentilværelse, hvilket er positivt, men hvis de eks. er i dårligt humør, så går det ud over dukkerne. Og, vice versa.

Samtidig med, for det andet, så er det der sker i Barbieland / Kendom, også medvirkende til hvilke produkter som Mattel spytter ud på markedet, hvilket instruktøren serverer på en elegant måde til filmens seere.

En anden, underholdende pointe i dette sammenspil imellem den virkelige og den uvirkelige verden, som en film som denne er en eksponent for, var eks. at før man kunne træde ind i den store udsolgte biografsal, hvor der var plads til ca. 1000 gæster, så var der en fotostand, forestillende en stor legetøjsæske, hvor de kvindelige pink/hvidklædte biografpublikummer, kunne træde ind, og lade sig blive foreviget som deres helt egen Barbiepige.

For så en time senere, inde i salen, at kunne se en scene i filmen, hvor den øverste ledelse hos Mattel, prøver at få deres Barbiedukke tilbage, og binde hende til æsken, da de ikke vil have hende til at løbe frit rundt ”i den virkelige verden”, da dette vil ødelægge deres business. Her smelter mennesket og produktet bogstaveligt sammen i kapitalismens masse.

dårlig personinstruktion af dygtige skuespillere

Margot Robbie, som nogle måske husker for hendes birolle som Roman Polanskis gravide kone Sharon Tate i Tarantinofilmen ”Once Upon a Time in Hollywood”, og Ryan Gosling, der som den autistiske hovedperson i ”Lars and the Real Girl” forelsker sig i en Lolitadukke, spiller de to hovedroller som henholdsvis Barbie og Ken i filmen.

Og, selvom de på sin vis leverer varen, som den smarte kvindelige dukke, der engang imellem hænger ud med sin knap så smarte mandlige dukke, så fornemmer man at instruktøren Gerwig ikke er lige så stærk i sin personskildringer, som til det konceptuelle, som hun fuldt ud behersker. Det er sjældent at man kan identificere sig med dem, og for alvor leve sig ind i dukkernes personligheder på samme måde, som det eks. tog sig ud i det fine sammenspil, som Ryan Gosling havde med Emma Stone i ”La La Land”, der sjovt nok også foregår i Los Angeles.

Dukkerejsen år 2023

Der er mange underholdende momenter i filmen. Det var svært for undertegnede ikke at lade være med at grine højlydt af filmens anslag, som er et link til Stanley Kubricks klassiske åbningsscene i ”Rumrejsen år 2001”. Her ses små piger banke deres babydukker ned mod jorden, inden de møder den store Barbiedukke, for så at kaste babydukken op, og ud i rummet.

Senere i filmen, hvor Ken har fået gennemtrumfet en revolution i Barbieland, og fået lavet sit eget nye Kendom, hvor det nu er mændene som sætter dagsordenen, er Barbiedukkerne med et, blevet forvandlet til nogle kvinder, der i lighed med filmen ”Dukke-kvinderne” ikke har andet for øje, end at opvarte det modsatte køn.

Her render han så rundt med nogle mærkelige forestillinger om hestens vigtige magtposition og rolle i dette mandsdomineret samfund. Hvis man ikke kan se det morsomme i det, eller i Barbielands feministiske drømmeunivers, hvor fyrene fremstår som tilbehørsprodukter, så må man godt nok være meget mavesur.

Efterskrift

Selvom den sidste del af filmen godt kan virke lidt rodet i sit udtryk, så lykkedes det Gerwig, ikke bare at få ført alle sine historier til en ende, men også at få dem rundet af med endnu et tankevækkende indspark, og overraskende afslutning. Tilmed, så har hun også formået at bevare sin kunstneriske integritet i mødet med Mattel, som i lighed med biografpublikummet i Warszawa, også må have klappet i deres hænder, da de overværede slutproduktet blive vist første gang.

Læs også: Scrapper: Skrab dig ind under huden til en ung piges hjerte

Om legetøjskoncernen, så nu vil sælge flere Barbiedukker, pga. filmen, vil stå som et ubesvaret spørgsmål, men jeg er sikker på at den meget gratis omtale filmen genererer, og det, at den også kan ”nå ud” til sådan en som eks. undertegnede (som aldrig har skænket Barbie mange tanker før), også er medvirkende til at dukkens brand (og dermed også dens værdi) vil blive forstærket.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Poor Things

Emma Stone er forrygende i rollen som “Frankensteins sexmonster” Bella Baxter.

Lær mere

Anora

En sexarbejder drømmer om guld og grønne skove efter at have mødt en russisk oligark.

Lær mere

Triangle of Sadness

Ruben Östlunds Cannes vindende film om overklassens magt og afmagt

Lær mere

Indlægget Film: Barbie – En fyldt biografsal klædt i pink og hvidt blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.