|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Når man i dag sejler ud til Nya Älvsborgs Fästning ved indsejlingen til Gøteborgs havn, møder man et af Sveriges bedst bevarede fæstningsværker.

De massive stenmure og de strategisk placerede kanoner fortæller historien om århundreders rivalisering mellem Danmark-Norge og Sverige.

Ironisk nok blev fæstningen bygget som et resultat af danske militære nålestiksoperationer.

Uden de danske angreb på den gamle Älvsborg-fæstning, samt Christian IVs forsøg på at få kontrol med øen Kyrkogårdsholmen i 1644, havde Nya Älvsborg sandsynligvis aldrig fået sin nuværende form og beliggenhed.

Kampen om Sveriges vej til havet

For Sverige var området ved Göta älvs udløb af afgørende betydning. I middelalderen havde landet kun en smal korridor til Kattegat og Nordsøen mellem de danske og norske besiddelser.

Kontrollen over denne adgang var afgørende for handel, skibsfart og militær magt.

Den oprindelige fæstning, Gamla Älvsborg, lå på fastlandet syd for elvens munding. Men den viste sig flere gange sårbar over for danske angreb.

Særligt de danske erobringer i 1563 under Den Nordiske Syvårskrig og i 1612 under Kalmarkrigen gjorde et dybt indtryk på Sverige.

Efter erobringen i 1612 måtte svenskerne betale den enorme såkaldte Älvsborgs løsesum for at få fæstningen tilbage.

Historien viste, at selv stærke mure ikke nødvendigvis var nok, hvis fæstningen lå på fastlandet og kunne belejres af en stor hær.

Christian IV’s indirekte rolle

Christian IV deltog personligt i felttoget mod Älvsborg i 1612. Hans succes med at erobre fæstningen blev et strategisk chok for Sverige.

Selvom Christian IV aldrig så Nya Älvsborg, da den blev først bygget flere årtier senere, var hans sejr en af de vigtigste årsager til, at svenskerne begyndte at tænke på at lave et helt nyt forsvarssystem ved Gøteborg.

Da den danske konge i 1644 forsøgte at få kontrol over Kyrkogårdsholmen under den såkaldte Torstenssonkrig (1643-1645), stod det klart for svenskerne at dem som havde øen, kunne kontrollere alt sejlads ud og ind til Gøteborg.

Selvom Sverige med hjælp fra Nederlandene fik slået Danmark på flugt, var det lykkes den danske flådestyrke at besætte øen ved indsejlingen til Gøteborg og opførte et midlertidigt befæstning, som Christian IV gav navnet “Gottenbrille”.

Efter skrækoplevelsen besluttede svenskerne sig for at opføre en ny fæstning på den lille ø Kyrkogårdsholmen, hvor den ville være omgivet af vand og langt vanskeligere at angribe.

Opførelsen af Nya Älvsborg

Byggeriet begyndte i 1653 efter planer udarbejdet af den svenske fæstningsingeniør Johan Wärnschiöld.

Fæstningen stod i hovedtræk færdig i 1677. Mange af stenene fra den gamle og forældede Gamla Älvsborg blev genanvendt i det nye anlæg . Som om historien bogstaveligt talt blev bygget videre sten for sten.

Den nye fæstning lå ideelt placeret midt i indsejlingen til Gøteborg. Ethvert fjendtligt skib måtte passere dens kanoner for at nå byen. Dermed havde Sverige skabt et langt stærkere forsvar af sin vigtigste vestlige havn.

Tordenskjolds angreb i 1719

Mere end hundrede år efter Christian IV’s erobring af Gamla Älvsborg blev den nye fæstning sat på sin største prøve.

Under Den Store Nordiske Krig førte den dansk-norske søofficer Peter Wessel Tordenskjold i sommeren 1719 et angreb mod Gøteborgs forsvar.

Efter erobringen af Marstrand ønskede han at presse Sverige yderligere og true Gøteborg. Men vejen til byen gik gennem Nya Älvsborg.

Tordenskjold krævede, at fæstningen overgav sig. Den svenske kommandant Johan Abraham Lillie afviste kravet.

Herefter fulgte flere dages bombardement, hvor danske og norske skibe beskød fæstningen intensivt. Murene blev beskadiget, og dele af anlægget blev ødelagt.

Alligevel holdt garnisonen stand. Svenske forstærkninger og artilleri på Hisingen gjorde situationen stadig vanskeligere for angriberne, og efter flere dages kamp måtte Tordenskjold opgive forsøget.

Dermed opstod en historisk ironi: Den fæstning, som Sverige havde bygget som svar på danske sejre, viste sig stærk nok til at modstå det mest berømte dansk-norske angreb i dens historie.

En fæstning, der aldrig blev erobret

Nya Älvsborg blev belejret og beskudt flere gange gennem sin historie, men den blev aldrig indtaget af en fjendtlig styrke. Det er en af årsagerne til dens særlige plads i svensk militærhistorie.

Fra slutningen af 1700-tallet mistede fæstningen gradvist sin militære betydning og blev i stedet anvendt som fængsel.

Fra grænsefæstning til fængsel

Efterhånden som Sveriges grænser flyttede sig, og nye våbenteknologier gjorde de gamle fæstninger mindre effektive, mistede Nya Älvsborg gradvist sin militære betydning.

I løbet af 1700-tallet blev anlægget i stigende grad anvendt som fængsel, og fra slutningen af århundredet blev fæstningen et af Sveriges såkaldte fæstningsfængsler.

De indsatte var hovedsageligt almindelige straffefanger dømt for tyveri, røveri, vold og andre alvorlige forbrydelser.

Livet på fæstningen var hårdt. Fangerne boede i trange celler og blev sat til fysisk krævende arbejde, blandt andet ved vedligeholdelse af fæstningens mure, bygninger og forsvarsanlæg.

Den isolerede placering på en lille ø i havindløbet gjorde flugt vanskelig, og fæstningen blev derfor anset som et sikkert sted at afsone lange straffe.

I 1800-tallet fungerede Nya Älvsborg også som opholdssted for ældre og svækkede straffefanger, der ikke længere kunne udføre det hårde arbejde på andre fængselsanstalter.

Dermed blev fæstningen ikke blot et symbol på Sveriges forsvar, men også på datidens barske fængselsvæsen.

Danskernes aftryk på Nya Älvsborg

Nya Älvsborgs historie viser, hvordan fjender ofte er med til at forme hinandens historie. Christian IV’s erobring af Gamla Älvsborg i 1612 overbeviste svenskerne om nødvendigheden af et nyt og stærkere forsvar.

Flere generationer senere blev denne fæstning testet af Tordenskjold og bestod prøven.

På den måde er Nya Älvsborg ikke blot et svensk monument. Den er også et minde om flere hundrede års dansk-svensk rivalisering. Og et konkret bevis på, hvordan danske sejre var med til at skabe et af Sveriges stærkeste kystforsvar.

Fæstningen som kulturarv og turistmål

I 1868 ophørte Nya Älvsborg officielt med at fungere som militært anlæg. Heldigvis blev fæstningen ikke revet ned, som det skete med mange andre forsvarsanlæg i Europa.

I stedet blev den bevaret som et historisk monument over Sveriges kamp for kontrollen over adgangen til Vesterhavet.

I dag er fæstningen et af Gøteborgs mest populære historiske udflugtsmål. Om sommeren sejler turbåde besøgende ud til øen, hvor man kan udforske kaserner, kanonstillinger, krudtmagasiner, fangeceller og den lille fæstningskirke.

Mange af de oprindelige bygninger står stadig, hvilket giver et sjældent autentisk indblik i livet på en nordisk fæstning gennem flere århundreder.

Besøgende kan stadig se spor efter bombardementerne under Tordenskjolds angreb i 1719, ligesom guider fortæller historier om soldaternes hverdag, fangernes skæbner og den langvarige rivalisering mellem Danmark-Norge og Sverige.

Fæstningen er derfor ikke blot et militærhistorisk monument, men et levende stykke nordisk historie, hvor fortællinger om konger, søhelte, soldater og fanger mødes på samme sted.

Efterskrift

Nya Älvsborgs Fästning står i dag som et bemærkelsesværdigt eksempel på, hvordan et anlæg skabt til krig kan få nyt liv som kulturarv.

Det, der engang skulle holde fjender ude, er nu et sted, hvor besøgende fra både Sverige, Danmark og resten af verden kan komme tæt på historien om Skandinaviens mangeårige magtkampe.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Gøteborg Bymuseum

Danmark og Norge har igennem historien været byens største trusler for den svenske by.

Lær mere

Gøteborg Søfartsmuseum

Gøteborgs identitet hænger stærkt sammen med havet, hvilket museet skildrer i isine udstillinger.

Lær mere

Klippan

Her opstod en af grundstenene til det Gøteborg som vi kender i dag.

Lær mere

Indlægget Sverige: Nya Älvsborgs Fästning i Göteborg – Tordenskjolds aftryk blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

I dette indlæg fokuseres der på nogle af de mest karakteristiske miljøer i den vestsvenske by som alle gøteborgere kender og har et forhold til.

Klippan

Området ligger ved en markant klippeformation ved Göta älvs udløb mod havet. I middelalderen ragede klippen frem ved den smalle sejlrute ind til Sveriges eneste direkte adgang til Nordsøen.

Denne strategiske placering gjorde stedet ideelt til forsvar, og derfor blev borgen Gamla Älvsborgs fästning anlagt på og omkring klippen allerede i 1300-tallet.

Selve ordet “Klippan” betyder ganske enkelt “klippen” på svensk. Før Gøteborg blev grundlagt i 1621, var dette et af de vigtigste steder i hele riget, fordi den smalle kyststrækning mellem Danmark og Norge gav Sverige adgang til havet netop her.

Borgen på klippen blev flere gange angrebet og erobret af danskerne, før den til sidst blev sprængt væk i 1660’erne. I dag findes kun ruinerne tilbage.

Efter borgens tid blev området kendt for havn, skibsfart og handel. Fra 1700-tallet brugte Det Svenske Ostindiske Kompagni havnen ved Klippan, og der blev opført pakhuse, smedjer og værksteder omkring klippen. Det historiske miljø er bevaret i dag som Klippan kulturresevat.

Hvis du går rundt ved Klippan i dag, kan du stadig se den klippefyldte terrænform, som gav området sit navn, selv om havnebyggeri, veje og industribebyggelse har ændret landskabet gennem århundreder. Klippen var oprindeligt langt mere dominerende i forhold til vandet end den fremstår i dag.

En sjov historisk detalje er, at Klippan faktisk er ældre som stednavn end Gøteborg selv. Da byen blev grundlagt, var Klippan allerede et velkendt havne- og forsvarsområde ved indsejlingen til Göta älv.

Masthugget

Masthugget er en af Gøteborgs ældste og mest karakteristiske arbejderbydele. Dets historie er tæt knyttet til havnen, skibsfarten og værftsindustrien.

Navnet “Masthugget” stammer fra 1600-tallet og henviser til produktionen af skibsmaster. Store træstammer blev sejlet ind til havnen ved Stigberget, hvor de blev tilhugget og forarbejdet til master til sejlskibe.

Allerede i 1647 omtales området som “Mastehugget”, og samme år fik en gruppe masthuggere borgerskab i Gøteborg.

Da Gøteborg blev grundlagt i 1621, lå byens fæstningsmure længere østpå. De pladskrævende havneaktiviteter måtte derfor placeres uden for byen langs Göta älv.

Området omkring Masthugget udviklede sig gradvist til en forstad med havneanlæg, træoplag, værksteder og små træhuse for søfolk og arbejdere.

I slutningen af 1800-tallet voksede Gøteborg eksplosivt som industriby. Masthugget blev et tæt befolket arbejderområde, hvor havnearbejdere, sømænd, værftsarbejdere og fabriksarbejdere boede.

Mange boede i små lejligheder i træhuse og senere i de karakteristiske landshövdingehuse. Levestandarden var ofte beskeden med fælles toiletter i gården og begrænset komfort.

Et af bydelens mest kendte vartegn er Masthuggskyrkan, som blev indviet i 1914 på toppen af Masthuggsberget. Kirken blev hurtigt et symbol på bydelen og er stadig et af Gøteborgs mest kendte udsigtspunkter.

Saneringerne i 1960’erne og 1970’erne

En stor del af det gamle Masthugget blev revet ned under de omfattende bysaneringer i 1960’erne og 1970’erne.

Myndighederne vurderede, at mange boliger havde meget lav sanitær standard, og hele kvarterer blev erstattet af moderne boligkomplekser og terrasserede bebyggelser.

Dette er stadig et omdiskuteret kapitel i Gøteborgs historie, fordi mange historiske bygninger og gademiljøer gik tabt.

I dag er Masthugget en blanding af gammelt og nyt. Området omkring Andra Långgatan og Stigberget bærer stadig præg af den historiske arbejderkultur, mens nye projekter ved Masthuggskajen omdanner havnefronten til moderne boliger, kontorer og byrum.

Havnen og søfarten er ikke længere dominerende arbejdsgivere, men de har sat et varigt aftryk på bydelens identitet. Kort fortalt begyndte Masthugget som et område for skibsbygning og masteproduktion, blev Gøteborgs klassiske havne- og arbejderkvarter, og er i dag en af byens mest historisk interessante og kulturelt levende bydele.

Kellers park

Parken blev skænket til Göteborgs kommune i 1906 af industrimanden James Keiller, direktør for værfts- og industrikoncernen Götaverken.

Området på Ramberget havde tidligere tilhørt familien Keiller, som var blandt de vigtigste skikkelser bag Gøteborgs industrialisering i 1800-tallet.

Familien stammede oprindeligt fra Skotland. James’ far, Alexander Keiller, grundlagde den mekaniske virksomhed Alex. Keiller & Co., som senere udviklede sig til en af Sveriges vigtigste værfts- og industrivirksomheder.

Da James Keiller donerede området til byen, ønskede han, at det skulle være et offentligt rekreativt område for alle göteborgere. Parken blev udformet i en nationalromantisk stil af blandt andre landskabsarkitekten Eugen Thorburn.

Ramberget er en markant klippebakke, der rejser sig cirka 87 meter over havet. Fra toppen har man en af Gøteborgs mest berømte udsigter over havnen, Göta älv, centrum og skærgården.

I århundreder blev området brugt som græsningsland, før det gradvist blev beplantet, blandt andet med bøgeskov i 1800-tallet.

Parken rummer blandt andet skulpturen Najad af Carl Milles samt flere mindesten og udsigtspunkter. Den er i dag både naturpark og et af Gøteborgs mest populære steder for gåture og panoramaudsigter.

Det interessante ved Keillers Park er derfor, at den ikke blot er en park – den er også et monument over den industrielle familie, som var med til at forme det moderne Gøteborg.

Carolus XI Rex Bastion

Carolus XI Rex Bastion er en af de sidste synlige rester af det gamle fæstnings-Gøteborg.

Bastionen blev opført som en del af byens omfattende forsvarsværker i 1600-tallet, da Sverige ønskede at beskytte sin vigtigste havneby mod angreb fra især Danmark-Norge.

Da Gustav II Adolf grundlagde Gøteborg i 1621, lå byen strategisk, men også udsat. Derfor anlagde man et moderne fæstningssystem inspireret af hollandsk militærarkitektur med voldgrave, mure og bastioner. Arbejdet begyndte i 1624 under ledelse af hollandske ingeniører.

En bastion er et fremskudt, spidst forsvarsværk, der gjorde det muligt for forsvarerne at beskyde fjender fra flere vinkler og undgå blinde områder langs murene. Carolus XI Rex var én af i alt 13 bastioner rundt om byen.

Navnet “Carolus XI Rex” er latin og betyder “Kong Karl XI”. Mange af Gøteborgs bastioner blev opkaldt efter medlemmer af den svenske kongefamilie. Selve den nuværende stenkonstruktion stammer hovedsageligt fra slutningen af 1600-tallet, hvor fæstningsingeniøren Erik Dahlbergh moderniserede byens forsvar efter Karl XI’s ønsker.

Inde i bastionen findes et gammelt krudtmagasin fra 1700-tallet. Det blev bygget ekstra kraftigt for at kunne modstå beskydning, men fugtproblemer gjorde det mindre egnet til opbevaring af krudt. Under den store svenske militærperiode blev anlægget brugt som en vigtig del af byens forsvar.

I begyndelsen af 1800-tallet voksede Gøteborg hurtigt, og de gamle fæstningsværker blev anset som en hindring for byudviklingen. Nedrivningen begyndte i 1807, og næsten alle bastioner, mure og porte forsvandt i løbet af få årtier. Carolus XI Rex overlevede som den eneste bevarede bastion på skråningen ved Kungshöjd og Esperantoplatsen.

I dag fungerer bastionen som et kulturhistorisk monument og udsigtspunkt med flot udsyn over centrale Gøteborg, blandt andet mod Skansen Kronan. Ved restaureringsarbejder i 2020–2021 fandt arkæologer blandt andet et velbevaret rum, der oprindeligt var tænkt til krudtopbevaring.

Hvis du besøger stedet i dag, står du faktisk på den eneste overlevende del af det fæstningssystem, der engang gjorde Gøteborg til en af Nordeuropas bedst befæstede byer.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Bevægende skulpturer i Prag

Fire reflektioner over tiden med kommunisme efter murens fald i 1989.

Lær mere

De kvindelige billedhuggers haver i Krakow

I Krakow kan man se nogle af tre store polske kvindelige billedhuggeres værker i det fri.

Lær mere

Modernistiske skulpturer i Tbilisi

Tbilisi er et mekka for modernistiske skulpturer og monumenter fra Sovjettiden.

Lær mere

Indlægget Sverige: Klipperne er med til at forme og gøre Göteborg meget unik blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.