|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Örgryte Idrottsällskap, der blev stiftet i 1887, er Sveriges ældste eksisterende fodboldklub.

Med sine 12 mesterskaber er den en af de mest succesfulde i svensk fodbold. Selvom det er mange år siden klubben fra Gøteborg dominerede i Sverige.

For bortset fra et mesterskab i 1985, så var det i den gyldne periode fra 1896-1913 de vandt alle de øvrige.

På denne måde minder Örgryte lidt om B93 i Danmark. En borgerlig traditionsklub, der lever højt på fortidens minder. Og som stadig har en fin fanbase selvom de er ude af trit med nutiden.

I Danmark kender vi også klubben. Primært fordi det var herfra tidligere markante Superliga-profiler såsom Johan Elmander, Marcus Allbäck og Jens-Lys Cajuste stammer fra.

Örgryte IS – BK Häcken

I går tog bundproppen i Allsvenskan så imod bysbørnene fra BK Häcken på Gamla Ullevi. Inden runden lå gæsterne som nummer tre i ligaen.

I sommerpausen forstærkede Örgryte sig med gøteborgeren Adam Andersson, der i sin tid fik sin fodboldopdragelse i Häcken sammen med sin tvillingebror Joel.

Senere kom de begge kom til spille overfor hinanden for henholdsvis Randers FC og FC Midtjylland i Superligaen.

Adam Andersson gjorde det onde ved sin gamle klub, da han allerede efter fem minutters spil gjorde det til 1-0 for hjemmeholdet.

I stedet for at fastholde presset og momentum overlod Örgryte nu alt spillet til Häcken.

Der kvitterede ved at vise hvorfor de er et bedre hold, da de i tanke og handling, kombinerede sig fint igennem Örgrytes forsvar. Inden pausefløjt stod der nu 2-1 til gæsterne på mål af Julius Lindberg og Adrian Svanbäck.

Efter pausen forsatte Häcken det første kvarter med at lægge et solidt pres på hjemmeholdet. Uden at de dog kom til de helt store målchancer.

Men efter at Örgryte lavede to udskiftninger efter en times spil begyndte de at vise mere mod og aggressivitet. Langsomt men sikkert kom de tilbage i kampen, og det begyndte at trække op til et mål for Örgryte.

De forløsende mål kom. Først da Noah Christoffersson og senere hen Jerome Tibbling Ugwo vendte kampen, sådan det nu højst overraskende stod 3-2 til værterne.

To minutter snorksov Örgrytes forsvar og Abdoulaye Doumbia kunne bringe gæsterne på 3-3 med 10 minutter tilbage af kampen, hvilket var et resultat ingen af holdene rigtigt kunne bruge til noget.

Men tre minutter før tid scorede Noah Christoffersson igen for hjemmeholdet til 4-3 hvilket blev kampens slutresultat til stor begejstring for Örgrytes fans som længe ikke har haft noget at juble over.

Efterskrift

Med sejren har Örgryte nu 9 point, og rykker en plads op i tabellen. De ligger dog stadig under stregen, men har nu kun et point op til det tidligere storhold IFK Göteborg, der igen i år lever livet farligt, da de også er fare for at rykke ud.

For Häcken, så har de nu lukket otte mål ind, og fået 0 point ind på kontoen, i de to første kampe efter sommerpausen. Men er dog stadig at finde som nummer tre i tabellen.

Træneren Jens Gustafsson mener at den primære årsag til det magre udbytte er de to afgange af Silas Andersen og Amor Layouni, som klubben fra Hisingen mistede i sommerpausen.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

IFK Göteborg – Mjällby AIF

Den tidligere storklub IFK Gøteborg tog imod sidste års svenske mestre fra Mjällby AIF.

Lær mere

Holland – Sverige

Storskærmsarrangement imellem Sverige og Holland på Nya Ullevi i Gøterborg

Lær mere

BK Hacken – Hammarby IF

Der var dømt topopgør i Allsvenskan da BK Hacken tog imod Hammarby IF.

Lær mere

Indlægget Sverige: Örgryte IS – BK Häcken på Gamla Ullevi i Göteborg blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Steven Patrick Morrissey har gennem mere end fire årtier været en af populærmusikkens mest markante og samtidig mest polariserende stemmer.

Hans karriere er en sjælden kombination af stor kunstnerisk konsekvens, lyrisk særpræg og en konstant spænding mellem mainstream-succes og bevidst afstandtagen fra den.

Gennembruddet i 80erne med The Smiths

Morrisseys musikalske gennembrud kom i 1982 med dannelsen af The Smiths sammen med Johnny Marr. Gruppen blev på få år definerende for britisk alternativ rock.

Hvor samtidens pop og postpunk ofte lænede sig mod elektronik eller politisk slogans, byggede The Smiths deres lyd på en mere klassisk guitarbaseret struktur. Men med en ny form for følelsesmæssig og sproglig kompleksitet.

Johnny Marrs guitar var melodisk, arpeggio-baseret og inspireret af både 60’ernes pop og postpunkens minimalisme:

Morrisseys vokal var teatralsk, sarkastisk og sårbar på samme tid. Og, tekstuniverset var præget af ensomhed, social fremmedgørelse, humor og kulturel referencebevidsthed.

Med albums som The Queen Is Dead (1986) og Meat Is Murder (1985) cementerede gruppen sin status. Især “There Is a Light That Never Goes Out” og “How Soon Is Now?” blev ikoniske sange, der stadig definerer britisk indie-rock.

Solokarrieren: Klassisk sangskrivning og kontrovers

Efter opløsningen af den banebrydende gruppe i 1987 indledte Morrissey en solokarriere, der hurtigt viste sig at være langt mere end et efterslæb fra The Smiths.

Allerede debutalbummet Viva Hate (1988) viste en ny retning: mere poleret produktion, større fokus på klassisk popstruktur og en tydeligere vokal i centrum. Hits som “Suedehead” og “Everyday Is Like Sunday” etablerede ham som soloartist.

I 1990’erne bevægede han sig mellem britpop-bølgen og sin egen outsiderposition. Albums som Your Arsenal (1992) og Vauxhall and I (1994) bliver af mange betragtet som kunstneriske højdepunkter:

Hvor Your Arsenal, der er produceret af Mick Ronson (som er kendt for sit samarbejde med David Bowie), var mere rock-orienteret og glam-inspireret, så var Vauxhall and I mere moden, reflekterende og lyrisk stram i sit udtryk, og af mange kaldt hans bedste soloalbum

2000’erne: Comeback og ny loyal fanskare

Efter en periode med labelproblemer og lavere kommerciel synlighed vendte Morrissey stærkt tilbage med You Are the Quarry (2004).

Her ramte han igen en bredere offentlighed med sange som “Irish Blood, English Heart”, hvor hans politiske og kulturelle identitet blev tydeligere end før.

Musikalsk kombinerede han klassisk britisk guitarrock, moderne indie-produktion
med en stadig stærk vokal og melodisk sans.

Efterfølgende albums som Ringleader of the Tormentors (2006) og Years of Refusal (2009) viste en mere rå og direkte rocklyd.

I de senere år har Morrissey bevæget sig endnu længere væk fra mainstream-industrien, men samtidig fastholdt en loyal global fanskare.

Albums som World Peace Is None of Your Business (2014), Low in High School (2017) og I Am Not a Dog on a Chain (2020) viser en kunstner, der stadig eksperimenterer med mere orkestrale arrangementer, politiske og kulturelle temaer, og en blanding af crooner-tradition og moderne rock.

Koncerten i Gøteborg

Bienvenue en Suède, Morrissey. Publikums begejstring for den engelske stilikon var ikke til at tage fejl af da han endelig entrede scenen ved 9-tiden efter at have underholdt os med musikvideoer af sine personlige musikpræferencer i 40 minutter.

De tæller bl.a. Cherry Bomb med The Runaways. She’s the One af Ramones. Where Have All the Flowers Gone? fremført af Marlene Dietrich. Fade To Grey af Visage. David Bowies Rebel Rebel. Kraftwerks Autobahn. Og, Girls Were Made To Love And Kiss af Anthony Newley.

Han indledte koncerten, primært med smagsprøver fra sin nye album ”Make-Up Is a Lie”. Her har titelnummeret fra albummet endnu engang nået en Top-10 placering, ligesom BBC endnu engang, ifølge Morrissey ikke gider at spille den.

Det blev også tid til nogle af sine egne klassikere, såsom ”Suedehead”, ”First of the Gang to Die” og ”Everyday Is Like Sunday” inden han som det eneste ekstranummer sluttede af med The Smiths evergreenen ”There Is a Light That Never Goes Out”.

Dette fik følelserne til at boble lidt for meget for publikum, der mange gange under koncerten havde råbt Morrissey. Her sprang to mænd op på scenen for at kramme idolet, hvilket de dog ikke fik lov til af vagten, som førte dem tilbage ud over scenekanten.

Da koncerten var afsluttet, var folk generelt set tilfredse med at have fået det de var kommet efter. Hvilket vil sige en kunstner, der igennem hele karrieren har udtrykt en forkærlighed for outsiderfigurer, både i musik og lyrik, der blander ironi, melankoli og kulturelle referencer, og som bliver leveret med en vokalstil, der balancerer mellem crooner-tradition og dramatisk fremførelse.

Efterskrift

Morrisseys karriere er sjælden, fordi den ikke følger den typiske kurve fra indiehelt til klassisk legacy-artist. I stedet har han bevaret en konstant spænding mellem pop, kunst og provokation.

Fra The Smiths’ melankolske guitarunivers til hans soloalbums teatralske crooner-rock står han tilbage som en kunstner, der aldrig har forsøgt at blive tilpasset – men i stedet har insisteret på at definere sin egen plads i musikhistorien.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Primal Scream

Bobby Gillespie og Co. havde Warszawa i deres hule hånd da de var en tur forbi Klub Stodoła.

Lær mere

Laibach

Når Propoganda bliver kunst. Laibach live i Filmstudion i Gøteborg.

Lær mere

Tricky

Filmstudion i Gøteborg havde besøg af Trip Hop pioneeren Tricky og polske Marta Złakowska.

Lær mere

Indlægget Musik: Morrissey: Make Up is A Lie Tour – Partille Arena i Göteborg blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Siden Maxinquaye udkom i 1995, har Adrian Thaws brugt næsten lige så meget energi på at undslippe albummets skygge, som han brugte på at skabe det.

Det er paradoksalt, for netop Maxinquaye står i dag som et af de mest betydningsfulde britiske album fra 1990’erne.

Hvilket er et værk, der sammen med nogle af dem som Massive Attack og Portishead udgav var med til at definere det, verden senere døbte triphop. Men Tricky har altid hadet at blive sat i bås.

Den urolige pioner

I begyndelsen lød det, som om nogen havde slukket lyset i hiphop. Hvor andre rappere fyldte rummet med selvsikkerhed, hviskede Tricky.

Hans stemme var ikke en frontfigur, men endnu et instrument blandt støvede beats, dub-basser, skæve guitarer og en næsten klaustrofobisk produktion.
Maxinquaye var ikke bare en plade. Den var en stemning.

Samarbejdet med Martina Topley-Bird skabte en af de mest særegne vokaldynamikker i moderne populærmusik.

Hvor hendes stemme svævede rent og næsten uskyldigt over musikken, lød Tricky som en mand, der rappede inde fra sit eget hoved.

Rastløsheden som drivkraft

Men succesen blev samtidig begyndelsen på et livslangt opgør med forventninger.

Hvor mange af hans samtidige begyndte at raffinere deres lyd, gjorde Tricky det modsatte.

Pre-Millennium Tension blev mørkere. Angels With Dirty Faces blev mere rå.
Juxtapose flirtede med amerikansk hiphop. Siden fulgte rock, blues, punk, industrial, soul og eksperimenterende elektronisk musik.

Kritikere har ofte været uenige om kvaliteten af de enkelte udgivelser, men de fleste er enige om én ting: Tricky har aldrig lavet den samme plade to gange. Det har gjort diskografien ujævn, men også bemærkelsesværdigt modig.

Hvor andre kunstnere beskytter deres brand, har Tricky konsekvent saboteret sit eget.

Marta Złakowska – Den nye kreative akse

Hvis Martina Topley-Bird var stemmen bag 1990’ernes Tricky, er Marta Złakowska blevet stemmen for den modne udgave.

Samarbejdet begyndte i anden halvdel af 2010’erne, men har gradvist udviklet sig til noget langt større.

På Fall To Pieces var hendes vokal allerede central, og siden har de udgivet fælles materiale og udviklet et samarbejde, hvor Marta ikke blot synger sangene, men er med til at definere deres følelsesmæssige udtryk.

Den nye single Out Of Place peger samtidig mod albummet Different When It’s Silent, hvor Tricky igen søger væk fra nostalgi og mod en mere minimalistisk, punket og guitarpræget lyd.

Different When It’s Silent

Det er også derfor, den aktuelle turné har delt anmelderne. De, der accepterer Trickys præmis, oplever noget helt andet. På scenen står han sjældent i centrum. Lyset er næsten slukket. Publikum ser mest en silhuet. Hans egen vokal ligger ofte dybt nede i mixet.

I stedet overlader han pladsen til Marta Złakowska og den nye samarbejdspartner Mitch Sanders, mens han selv bevæger sig rundt som en skyggefigur. Mere som dirigent end frontmand. Hvilket er et radikalt opgør med rockstjernens rolle.

En splittet anmelderskare

Derfor er anmeldelserne næsten som et spejl af Trickys karriere. I Bristol beskrev Bristol 24/7 koncerten som “mørk, grumset og overraskende intim”.

Anmelderen mente, at Marta og Tricky havde fundet den stærkeste scenekemi siden Martina Topley-Bird, og roste de nye sange for at passe naturligt ind mellem klassikerne.

Sonic Abuse gik endnu længere og kaldte koncerten en “dark masterclass in intensity”. Her blev Trickys kompromisløse tilgang fremhævet som et bevidst kunstnerisk valg: Han giver publikum det, de har brug for. Ikke nødvendigvis det, de forventer.

I Paris blev den stramt koreograferede koncert beskrevet som usædvanligt professionel, hvor Marta og Mitch Sanders delte vokalerne, mens Tricky fungerede som den mørke kraft, der holdt forestillingen sammen. Anmelderen fremhævede især finalen med “Vent” som et fascinerende klimaks.

Men Hamburg viste bagsiden. Her blev koncerten kritiseret for et hårdt lydmix, næsten uforståelig vokal og en varighed på blot omkring 35 minutter. Flere publikummer forlod ifølge anmeldelsen salen frustrerede, da de forventede ekstranumre, som aldrig kom.

Den samme kamp som altid

Det interessante er, at præcis den konflikt har fulgt Tricky i over 30 år. Publikum kommer for Maxinquaye. Tricky kommer for at spille den musik, han laver nu. Han har aldrig ønsket at være et nostalginavn.

Tværtimod virker det næsten, som om han aktivt forsøger at gøre det umuligt at konsumere ham som et museum. Selvom der også bliver plads til de gamle hits.

Derfor synger Marta ofte mere end ham. Derfor står han i mørket. Derfor bliver sangene omarrangeret. Derfor er koncerterne korte.

En kunstner uden facit

Mange musikere bliver med alderen rundere. Tricky er snarere blevet mere kompromisløs. Det oplevede folk også her til aften i Gøteborg.

Han har aldrig haft den kommercielle stabilitet, som hans samtidige fra Bristol har opnået. Til gengæld har han bevaret noget, som er langt sjældnere: en vedvarende rastløshed.

Når man ser ham på scenen i 2026, er det ikke en veteran, der genopfører sin storhedstid.

Det er stadig den samme kunstner, som i 1995 nægtede at følge reglerne.
Forskellen er blot, at stemmen, der engang kom fra Martina Topley-Bird, nu kommer fra Marta Złakowska.

Og måske er det netop den største styrke ved Tricky. Han forsøger ikke at genfinde fortiden. Han forsøger stadig at undslippe den.

Hvilket fra bandets begyndelse til nu også har gjort dem til et af Europas mest fascinerende og misforståede musikprojekter.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Delia Derbyshire

Delia Derbyshire var en af de helt store pionerer indenfor elektronisk musik i tresserne.

Lær mere

Laibach

Når Propoganda bliver kunst. Laibach live i Filmstudion i Gøteborg.

Lær mere

Björk

En storslående visuel og musikalsk udfordrende koncert med den islandske kunstner.

Lær mere

Indlægget Musik: Tricky – Manden, der aldrig ville være sit eget monument blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Når man i dag sejler ud til Nya Älvsborgs Fästning ved indsejlingen til Gøteborgs havn, møder man et af Sveriges bedst bevarede fæstningsværker.

De massive stenmure og de strategisk placerede kanoner fortæller historien om århundreders rivalisering mellem Danmark-Norge og Sverige.

Ironisk nok blev fæstningen bygget som et resultat af danske militære nålestiksoperationer.

Uden de danske angreb på den gamle Älvsborg-fæstning, samt Christian IVs forsøg på at få kontrol med øen Kyrkogårdsholmen i 1644, havde Nya Älvsborg sandsynligvis aldrig fået sin nuværende form og beliggenhed.

Kampen om Sveriges vej til havet

For Sverige var området ved Göta älvs udløb af afgørende betydning. I middelalderen havde landet kun en smal korridor til Kattegat og Nordsøen mellem de danske og norske besiddelser.

Kontrollen over denne adgang var afgørende for handel, skibsfart og militær magt.

Den oprindelige fæstning, Gamla Älvsborg, lå på fastlandet syd for elvens munding. Men den viste sig flere gange sårbar over for danske angreb.

Særligt de danske erobringer i 1563 under Den Nordiske Syvårskrig og i 1612 under Kalmarkrigen gjorde et dybt indtryk på Sverige.

Efter erobringen i 1612 måtte svenskerne betale den enorme såkaldte Älvsborgs løsesum for at få fæstningen tilbage.

Historien viste, at selv stærke mure ikke nødvendigvis var nok, hvis fæstningen lå på fastlandet og kunne belejres af en stor hær.

Christian IV’s indirekte rolle

Christian IV deltog personligt i felttoget mod Älvsborg i 1612. Hans succes med at erobre fæstningen blev et strategisk chok for Sverige.

Selvom Christian IV aldrig så Nya Älvsborg, da den blev først bygget flere årtier senere, var hans sejr en af de vigtigste årsager til, at svenskerne begyndte at tænke på at lave et helt nyt forsvarssystem ved Gøteborg.

Da den danske konge i 1644 forsøgte at få kontrol over Kyrkogårdsholmen under den såkaldte Torstenssonkrig (1643-1645), stod det klart for svenskerne at dem som havde øen, kunne kontrollere alt sejlads ud og ind til Gøteborg.

Selvom Sverige med hjælp fra Nederlandene fik slået Danmark på flugt, var det lykkes den danske flådestyrke at besætte øen ved indsejlingen til Gøteborg og opførte et midlertidigt befæstning, som Christian IV gav navnet “Gottenbrille”.

Efter skrækoplevelsen besluttede svenskerne sig for at opføre en ny fæstning på den lille ø Kyrkogårdsholmen, hvor den ville være omgivet af vand og langt vanskeligere at angribe.

Opførelsen af Nya Älvsborg

Byggeriet begyndte i 1653 efter planer udarbejdet af den svenske fæstningsingeniør Johan Wärnschiöld.

Fæstningen stod i hovedtræk færdig i 1677. Mange af stenene fra den gamle og forældede Gamla Älvsborg blev genanvendt i det nye anlæg . Som om historien bogstaveligt talt blev bygget videre sten for sten.

Den nye fæstning lå ideelt placeret midt i indsejlingen til Gøteborg. Ethvert fjendtligt skib måtte passere dens kanoner for at nå byen. Dermed havde Sverige skabt et langt stærkere forsvar af sin vigtigste vestlige havn.

Tordenskjolds angreb i 1719

Mere end hundrede år efter Christian IV’s erobring af Gamla Älvsborg blev den nye fæstning sat på sin største prøve.

Under Den Store Nordiske Krig førte den dansk-norske søofficer Peter Wessel Tordenskjold i sommeren 1719 et angreb mod Gøteborgs forsvar.

Efter erobringen af Marstrand ønskede han at presse Sverige yderligere og true Gøteborg. Men vejen til byen gik gennem Nya Älvsborg.

Tordenskjold krævede, at fæstningen overgav sig. Den svenske kommandant Johan Abraham Lillie afviste kravet.

Herefter fulgte flere dages bombardement, hvor danske og norske skibe beskød fæstningen intensivt. Murene blev beskadiget, og dele af anlægget blev ødelagt.

Alligevel holdt garnisonen stand. Svenske forstærkninger og artilleri på Hisingen gjorde situationen stadig vanskeligere for angriberne, og efter flere dages kamp måtte Tordenskjold opgive forsøget.

Dermed opstod en historisk ironi: Den fæstning, som Sverige havde bygget som svar på danske sejre, viste sig stærk nok til at modstå det mest berømte dansk-norske angreb i dens historie.

En fæstning, der aldrig blev erobret

Nya Älvsborg blev belejret og beskudt flere gange gennem sin historie, men den blev aldrig indtaget af en fjendtlig styrke. Det er en af årsagerne til dens særlige plads i svensk militærhistorie.

Fra slutningen af 1700-tallet mistede fæstningen gradvist sin militære betydning og blev i stedet anvendt som fængsel.

Fra grænsefæstning til fængsel

Efterhånden som Sveriges grænser flyttede sig, og nye våbenteknologier gjorde de gamle fæstninger mindre effektive, mistede Nya Älvsborg gradvist sin militære betydning.

I løbet af 1700-tallet blev anlægget i stigende grad anvendt som fængsel, og fra slutningen af århundredet blev fæstningen et af Sveriges såkaldte fæstningsfængsler.

De indsatte var hovedsageligt almindelige straffefanger dømt for tyveri, røveri, vold og andre alvorlige forbrydelser.

Livet på fæstningen var hårdt. Fangerne boede i trange celler og blev sat til fysisk krævende arbejde, blandt andet ved vedligeholdelse af fæstningens mure, bygninger og forsvarsanlæg.

Den isolerede placering på en lille ø i havindløbet gjorde flugt vanskelig, og fæstningen blev derfor anset som et sikkert sted at afsone lange straffe.

I 1800-tallet fungerede Nya Älvsborg også som opholdssted for ældre og svækkede straffefanger, der ikke længere kunne udføre det hårde arbejde på andre fængselsanstalter.

Dermed blev fæstningen ikke blot et symbol på Sveriges forsvar, men også på datidens barske fængselsvæsen.

Danskernes aftryk på Nya Älvsborg

Nya Älvsborgs historie viser, hvordan fjender ofte er med til at forme hinandens historie. Christian IV’s erobring af Gamla Älvsborg i 1612 overbeviste svenskerne om nødvendigheden af et nyt og stærkere forsvar.

Flere generationer senere blev denne fæstning testet af Tordenskjold og bestod prøven.

På den måde er Nya Älvsborg ikke blot et svensk monument. Den er også et minde om flere hundrede års dansk-svensk rivalisering. Og et konkret bevis på, hvordan danske sejre var med til at skabe et af Sveriges stærkeste kystforsvar.

Fæstningen som kulturarv og turistmål

I 1868 ophørte Nya Älvsborg officielt med at fungere som militært anlæg. Heldigvis blev fæstningen ikke revet ned, som det skete med mange andre forsvarsanlæg i Europa.

I stedet blev den bevaret som et historisk monument over Sveriges kamp for kontrollen over adgangen til Vesterhavet.

I dag er fæstningen et af Gøteborgs mest populære historiske udflugtsmål. Om sommeren sejler turbåde besøgende ud til øen, hvor man kan udforske kaserner, kanonstillinger, krudtmagasiner, fangeceller og den lille fæstningskirke.

Mange af de oprindelige bygninger står stadig, hvilket giver et sjældent autentisk indblik i livet på en nordisk fæstning gennem flere århundreder.

Besøgende kan stadig se spor efter bombardementerne under Tordenskjolds angreb i 1719, ligesom guider fortæller historier om soldaternes hverdag, fangernes skæbner og den langvarige rivalisering mellem Danmark-Norge og Sverige.

Fæstningen er derfor ikke blot et militærhistorisk monument, men et levende stykke nordisk historie, hvor fortællinger om konger, søhelte, soldater og fanger mødes på samme sted.

Efterskrift

Nya Älvsborgs Fästning står i dag som et bemærkelsesværdigt eksempel på, hvordan et anlæg skabt til krig kan få nyt liv som kulturarv.

Det, der engang skulle holde fjender ude, er nu et sted, hvor besøgende fra både Sverige, Danmark og resten af verden kan komme tæt på historien om Skandinaviens mangeårige magtkampe.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Gøteborg Bymuseum

Danmark og Norge har igennem historien været byens største trusler for den svenske by.

Lær mere

Gøteborg Søfartsmuseum

Gøteborgs identitet hænger stærkt sammen med havet, hvilket museet skildrer i isine udstillinger.

Lær mere

Klippan

Her opstod en af grundstenene til det Gøteborg som vi kender i dag.

Lær mere

Indlægget Sverige: Nya Älvsborgs Fästning i Göteborg – Tordenskjolds aftryk blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Ved første øjekast kan museet ligne endnu et traditionelt bymuseum med montre, gamle kort og historiske genstande.

Men bag de klassiske facader gemmer sig en af Sveriges mest ambitiøse fortællinger om, hvordan en moderne by bliver til – og om de mennesker, der skabte den.

Göteborg Stadsmuseum

Museet er i sig selv et stykke Gøteborg-historie. Bygningen blev opført som hovedsæde for Svenska Ostindiska Companiet, der i 1700-tallet gjorde Gøteborg til Sveriges vigtigste port mod verden.

Herfra sejlede skibe til Kina og andre dele af Asien, og handelen skabte den velstand, som stadig præger byens identitet. I dag er det samme hus rammen om en rejse gennem mere end 12.000 års regional historie.

Blandt museets mange udstillinger skiller én sig særligt ud: Göteborgs Födelse – “Gøteborgs fødsel”.

Det er en udstilling, der udfordrer den traditionelle fortælling om, at byen blev grundlagt på én bestemt dato i 1621 af kong Gustav II Adolf.

I stedet viser udstillingen, at byens tilblivelse var resultatet af århundreders konflikter, handel, migration og menneskelige drømme.

En by før byen

Udstillingen begynder ikke med Gøteborg, men med Nya Lödöse, den handelsby der lå øst for det nuværende centrum.

Her møder besøgende fortællingen om mennesker, som levede længe før Gøteborg blev anlagt.

Arkæologiske fund. Alt fra keramik og mønter til personlige ejendele giver et sjældent indblik i dagliglivet i en by, der ofte overskygges af sin mere berømte efterfølger.

Det er netop her, udstillingen viser sin styrke. Historien fortælles ikke kun gennem konger, krige og politiske beslutninger, men gennem almindelige mennesker.

Købmænd, håndværkere, kvinder, børn og tilrejsende får en stemme. Besøgende kommer tæt på de personer, der oplevede usikkerheden ved grænsekrige mellem Danmark-Norge og Sverige, og som måtte tilpasse sig en verden i konstant forandring.

Da Gøteborg blev skabt

Anden del af udstillingen handler om selve grundlæggelsen af Gøteborg. Her forklares, hvorfor Sverige havde brug for en stærk havneby ved Göta älvs udløb.

Landets adgang til Nordsøen var begrænset, og en ny by kunne sikre både handel og militær kontrol.

I stedet for at fremstille grundlæggelsen som et nationalt projekt understreger udstillingen den internationale dimension.

Hollandske ingeniører tegnede kanalerne. Tyske handelsfolk investerede kapital. Skotter etablerede virksomheder. Mennesker fra mange dele af Europa slog sig ned i den nye by.

Denne vinkel er blandt udstillingens mest interessante. Gøteborg fremstilles ikke som et isoleret svensk projekt, men som et resultat af internationalt samarbejde og migration.

Dermed bliver historien overraskende relevant for nutidens diskussioner om globalisering og kulturel mangfoldighed.

En moderne museumsoplevelse

Göteborgs Födelse er langt fra en traditionel udstilling med lange teksttavler og passive besøgende.

Interaktive installationer, digitale kort, lydspor og fortællinger inviterer publikum til at udforske historien aktivt.

Særligt bemærkelsesværdigt er museets forsøg på at bygge bro mellem fortid og nutid.

Migration, identitet, kulturelle møder og sociale forskelle er temaer, der løber som en rød tråd gennem udstillingen.

Besøgende opfordres ikke blot til at lære om historien, men også til at reflektere over dens betydning i dag.

Kritisk anerkendt

Museologer og kulturhistorikere har rost udstillingen for dens moderne tilgang til formidling.

Hvor ældre byhistoriske udstillinger ofte fokuserede på nationale helte og officielle fortællinger, giver Göteborgs Födelse plads til flere perspektiver og mere komplekse historier.

Samtidig undgår udstillingen den fælde, som mange moderne museer risikerer at falde i: at gøre historien så tematisk, at de konkrete genstande mister betydning.

Her fungerer artefakterne stadig som fortællingens fundament, mens de digitale og interaktive elementer understøtter oplevelsen.

Mere end et bymuseum

Göteborgs Stadsmuseum er i dag langt mere end et museum om én by. Det er et museum om handel, migration, magt, kulturmøder og menneskelige erfaringer.

Gennem Göteborgs Födelse viser museet, hvordan en by ikke opstår ud af ingenting, men formes af generationer af mennesker med forskellige baggrunde, interesser og drømme.

Det er netop denne erkendelse, der gør udstillingen så relevant. Når man forlader museet, har man ikke blot lært, hvordan Gøteborg blev grundlagt.

Man har fået en dybere forståelse af, hvordan byer i det hele taget bliver til – og hvordan historien fortsat lever i de gader, mennesker og fællesskaber, der omgiver os.

Göteborgs Stadsmuseum er derfor ikke kun en rejse tilbage i tiden. Det er også en refleksion over den verden, vi lever i i dag.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Gøteborgs Kunstmuseum

Göteborgs konstmuseum byder både på kunst fra nutiden og fra før modernismen

Lær mere

Röhsska Museum

Sveriges eneste museum der er dedikeret til design og kunsthåndværk ligger i Gøteborg.

Lær mere

Världskulturmuseet

Mødestedet mellem kulturer og et forum for dialog i Gøteborg.

Lær mere

Indlægget Sverige: Göteborgs Stadsmuseum – Fortællingen om dens fødsel blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Farverige træfacader, grønne gårdrum og lange rækker af karakteristiske treetagers bygninger skaber en stemning, der både er folkelig, historisk og umiskendeligt gøteborgsk.

Disse bygninger kaldes landshøvdingehuse, og de er blevet et af Gøteborgs mest markante arkitektoniske kendetegn.

Landshøvdingehusene

Historien om landshøvdingehusene begynder i slutningen af 1800-tallet. Gøteborg voksede hastigt som følge af industrialiseringen.

Byens havn, værfter og fabrikker tiltrak tusindvis af arbejdere fra det svenske opland, og behovet for nye boliger var enormt.

Samtidig satte datidens brandregler klare grænser for byggeriet. Træhuse måtte ikke opføres i mere end to etager af hensyn til brandsikkerheden.

Løsningen blev et kreativt kompromis. Bygherrerne opførte stueetagen i mursten og byggede de to øverste etager i træ.

Konstruktionen opfyldte lovens krav, samtidig med at den var billigere end et fuldt murstensbyggeri.

Ifølge fortællingen var det länets landshøvding, der godkendte denne særlige byggetype, hvilket gav anledning til navnet »landshøvdingehus«.

En unik arkitektonisk tradition i Gøteborg

Det, der begyndte som en praktisk løsning på et boligproblem, udviklede sig hurtigt til en selvstændig arkitektonisk tradition.

Fra 1870’erne og frem til 1940’erne blev der opført tusindvis af landshøvdingehuse, og på et tidspunkt boede næsten halvdelen af Gøteborgs indbyggere i denne hustype.

Bygningerne afspejler samtidig skiftende arkitektoniske idealer. De ældste huse er præget af klassicistiske former og detaljer, som efterlignede samtidens finere stenbyggerier.

Omkring århundredeskiftet blev facaderne mere dekorative med karnapper, udsmykkede træværker og inspirerende detaljer fra jugendstilen.

I 1920’erne satte nationalromantikken sit præg på byggeriet, mens 1930’ernes funktionalisme medførte enklere og mere afdæmpede former.

Landshøvdingehuse i Majorna og Kungsladugård

Selvom landshøvdingehuse findes flere steder i Gøteborg, er det især i Majorna og det tilstødende Kungsladugård, at byggestilen kommer til sin ret. Forklaringen skal findes i bydelens historie.

Majorna udviklede sig som en klassisk arbejderbydel tæt på havnen og de store værfter langs Göta älv.

Her boede søfolk, havnearbejdere og industriarbejdere side om side, og behovet for billige, men funktionelle boliger var stort.

Store dele af Majorna blev planlagt og opført i sammenhængende etaper. Derfor findes der stadig hele kvarterer, hvor landshøvdingehusene står skulder ved skulder og danner harmoniske gadeforløb.

Det giver en sjælden mulighed for at opleve hustypen som et samlet bymiljø frem for som enkeltstående bygninger.

Et af Nordens bedst bevarede arbejderkvarterer

At Majorna i dag fremstår som et af Gøteborgs mest charmerende områder, skyldes også, at bydelen undgik den omfattende sanering, som ramte mange svenske byer i 1960’erne og 1970’erne.

Mens store dele af ældre arbejderkvarterer blev revet ned for at gøre plads til moderne byggeri, lykkedes det lokale beboere og kulturhistoriske kræfter at redde betydelige dele af Majornas bebyggelse. Resultatet er et af Nordens bedst bevarede arbejderkvarterer.

Efterskrift

I dag er landshøvdingehusene langt mere end blot gamle arbejderboliger. De repræsenterer en vigtig del af Gøteborgs identitet og fortæller historien om en by, der voksede frem gennem handel, industri og søfart.

Samtidig viser de, hvordan en praktisk løsning på et teknisk problem kan udvikle sig til en arkitektonisk tradition med varig kulturel betydning.

For besøgende er Majorna derfor mere end blot en bydel. Det er et levende kulturmiljø, hvor Gøteborgs sociale og arkitektoniske historie stadig kan aflæses i facaderne, gårdrummene og de karakteristiske landshøvdingehuse, som fortsat præger bybilledet mere end hundrede år efter deres opførelse.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Jakriborg

Jan og Krister Berggren skabte en landsby inspireret af udtrykket i en gammel Hansastad.

Lær mere

Västra Hamnen

Et ekslusiv boligkvarter med Turning Torso ved havnefronten i Malmø..

Lær mere

Sankt Sigfridsgatan

Rækkehusene i Örgryte-kvarteret varslede en ny tid for social boligbyggeri i Gøteborg i 1920erne.

Lær mere

Indlægget Sverige: Göteborgs arkitektoniske sjæl – Landshøvdingehusene blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

I dag var flere tusinde mødt op til storskærmsarrangement samme sted, for at se VM-kampen i Houston imellem Sverige og Holland samme sted.

Meget hurtigt stod det dog klart at ”Houston, we have a problem”, hvis man så kampen med svenske briller på, da Holland allerede efter nogle få minutter havde kørt Sverige midt over.

Holland – Sverige

Værre endnu blev det for Sverige efter at have presset på for en reducering før pausen at kunne se at på få minutter i anden halvleg var kampen gået fra at være en hollandsk føring på 2-0 til nu at være foran med 4-0 efter 55. minutter.

Dette fik forståeligt nok mange af de blå-gule klædte tilskuere til at masseudvandre fra Ullevi stadion.

Dem der blev tilbage var dog anderledes mere støttende. ”Kom igen” lød det taktfast, vel vidende at kampen var tabt.

Det gjorde de blå-gule så, da de fik et trøstmål, inden Holland lukkede og slukkede den underholdende match med 5-1 kort før tid.

Efterskrift

Før kampen skubbede og maste folk sig frem i det store menneskehav for at sikre sig en af de 15.000 pladser inde på stadion.

Efter at have kæmoet sig igennem orkanens øje kunne mange dog ånde lettet op. Inden at de gik de sidste trin opad trappen på den modernistiske stadion.

Ullevi blev tegnet af blev tegnet af arkitekterne Sten Samuelsson og Fritz Jaenecke. Og var tænkt til brug for VM i 1958 som blev afholdt i Sverige.

Igennem tiderne har Ullevi lagt græs til mange stor kampe. Blandt andet til finalen mellem Brasilien og Sverige. Kampen blev vundet af brasilianerne med 5–2. Og turneringen blev det internationale gennembrud for den kun 17-årige Pelé.

Selvom der ikke blev spillet en fysisk kamp på stadion i dag, så blev tilskuerne varmet godt op til dysten. Det skete med fællessang og anden underholdning inden kampen gik i gang.

Og, ja, jeg skråelde med på den svenske nationalmelodi da det lød: Ack, jag vill leva, jag vill dö i Norden.

Begge tilstande nåede folk at opleve i den 90 minutter lange kamp, hvor målene blev sat ind af 2 x Brian Brobbey, 2 x Cody Gakpo og 1 x Crysencio Summerville for Holland. Og, 1 x Anthony Elanga for Sverige.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

IFK Göteborg – Mjällby AIF

Den tidligere svenske topklub tog hjemme imod sidste års svenske mestre fra Mjällby.

Lær mere

Örgryte IS – BK Häcken

Bundproppen i Allsvenskan Örgryte IS vandt en overraskende sejr over BK Häcken.

Lær mere

BK Häcken – Hammarby IF

Topopgør i Allsvenskan mellem to af de mest spændende klubber i Sverige pt.

Lær mere

Indlægget Sverige: Holland – Sverige: VM-kamp på storskærm i Ullevi Stadion blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Bygningen er tegnet af Carl Westman og blev indviet i 1916. Den blev skabt i en tid, hvor designmuseer havde et klart formål, hvilket var at uddanne offentligheden i god smag, godt håndværk og god form.

Mere end hundrede år senere står museet over for et helt andet spørgsmål. Nu handler det Ikke længere om hvordan man lærer folk at værdsætte design, men hvordan design kan bruges til at forstå verden.

Efter en omfattende renovering og genåbning har Röhsska Museum udviklet sig til et af Nordens mest interessante eksempler på den forandring, som præger mange europæiske kulturinstitutioner.

Hvor designmuseer tidligere organiserede deres samlinger omkring stilarter, perioder og berømte formgivere, er fokus i stigende grad flyttet mod identitet, globalisering, bæredygtighed, beredskab og sociale relationer.

Denne udvikling bliver særlig tydelig i fire af museets aktuelle udstillinger: Inspiration East Asia, 18th-Century Design & Craft, We Will Survive – The Prepper Movement and Design og Design Stories.

Tilsammen fortæller de ikke blot om design. De fortæller om museets egen transformation.

Inspiration East Asia – Mødet mellem Østasien og Norden

I Inspiration East Asia vender museet blikket mod en af sine vigtigste samlinger: kinesisk og japansk kunsthåndværk.

Historisk har europæiske museer ofte præsenteret østasiatiske genstande som eksotiske inspirationskilder for vestlige kunstnere og designere. Röhsska forsøger at nuancere denne fortælling.

Udstillingen viser, hvordan kulturelle impulser har bevæget sig mellem kontinenter gennem handel, diplomati og samlerkultur.

Her bliver kinesisk porcelæn, japanske lakarbejder og nordisk design ikke præsenteret som isolerede traditioner, men som dele af et langt historisk netværk af påvirkninger.

Kuratorisk repræsenterer udstillingen en moderne museumsforståelse. Fokus ligger ikke alene på objekternes æstetiske kvaliteter, men også på de kulturelle forbindelser, som gjorde dem mulige.

Samtidig bevarer udstillingen en stærk forankring i genstandene selv. De besøgende møder stadig håndværket, materialerne og formgivningen.

Måske derfor har den også undgået de større kontroverser, som ofte følger med nyere museumsfortolkninger.

18th-Century Design & Craft – Da design blev moderne

Hvor Inspiration East Asia åbner verden, vender 18th-Century Design & Craft tilbage til designhistoriens klassiske kerne.

Her møder man møbler, interiører, sølv, tekstiler og kunsthåndværk fra det attende århundrede.

Udstillingen viser en periode, hvor design endnu ikke eksisterede som profession i moderne forstand, men hvor mange af de idéer, der senere skulle definere feltet, begyndte at tage form.

1700-tallet var en tid præget af international handel, voksende forbrugerkultur og nye forestillinger om komfort og repræsentation.

De aristokratiske interiører og raffinerede håndværksteknikker fremstår som forløbere for den moderne designverden.

Det er bemærkelsesværdigt, at denne udstilling næsten ikke har affødt debat. Den leverer præcis det, man traditionelt forventer af et designmuseum: historisk kontekst, materiel kultur og æstetisk fordybelse.

Men netop derfor fungerer den også som et vigtigt sammenligningspunkt. Når man træder videre ind i museets øvrige udstillinger, bliver det tydeligt, hvor langt designbegrebet siden er blevet udvidet.

We Will Survive – The Prepper Movement and Design – Kan design hjælpe os med at overleve?

Den mest overraskende udstilling på Röhsska er uden tvivl We Will Survive – The Prepper Movement and Design.

Her handler design ikke om møbler, keramik eller mode. I stedet undersøges nødproviant, beredskabsudstyr, beskyttelsesrum, kommunikationssystemer og strategier for overlevelse under kriser.

Udstillingen tager udgangspunkt i den voksende prepperbevægelse, som især har fået fornyet opmærksomhed efter pandemien, krigen i Ukraine og en stigende bevidsthed om klimarelaterede katastrofer.

Det mest interessante ved udstillingen er måske ikke dens emne, men dens definition af design.

Design forstås her som noget langt mere omfattende end formgivning. Det bliver en metode til at organisere hverdagen under ekstreme omstændigheder. En måde at skabe orden i usikkerhed.

Denne tilgang blev generelt positivt modtaget af kritikerne. Udstillingen blev rost for sin aktualitet og sin evne til at forbinde design med spørgsmål, der optager mange mennesker netop nu.

Samtidig pegede enkelte anmeldere på en væsentlig svaghed. Ved at fokusere på prepperkulturens redskaber og strategier risikerede udstillingen at acceptere dens grundlæggende verdensbillede.

Hvor går grænsen mellem ansvarligt beredskab og individualistisk katastrofetænkning? Kunne museet have udfordret disse forestillinger mere direkte?

Spørgsmålet afslører en grundlæggende spænding i moderne museumsarbejde: Skal museet beskrive samfundet eller kritisere det?

Design Stories – Historien, der forsvandt

Hvis We Will Survive udvider designbegrebet, udfordrer Design Stories selve måden, designhistorie fortælles på.

Traditionelt ville en designhistorisk udstilling begynde med ældre genstande og bevæge sig kronologisk frem mod nutiden. Röhsska har valgt en anden vej.

I stedet organiseres mere end 600 genstande omkring temaer som identitet, innovation, forbrug, kreativitet og sociale relationer. Målet er ikke at fortælle én samlet historie, men mange forskellige historier.

Metoden afspejler en bredere tendens inden for international museologi. Objekter ses ikke længere primært som repræsentanter for bestemte perioder eller stilarter, men som afsæt for samtaler om menneskers liv og erfaringer.

For nogle besøgende vil dette gøre samlingen mere relevant og tilgængelig. For andre betyder det, at designhistorien mister sin struktur.

Netop denne kritik blev formuleret af flere anmeldere. De anerkendte ambitionen om at skabe en mere inkluderende fortælling, men mente samtidig, at udstillingen nedtonede designets egen historie.

Når kronologien opløses, bliver det vanskeligere at forstå forbindelserne mellem perioder, stilarter og kunstneriske strømninger.

Kritikken rammer et spørgsmål, som rækker langt ud over Göteborg. Hvad er et museums vigtigste opgave? At bevare historisk viden eller at skabe relevans for nutiden?

Efterskrift

Ser man de fire udstillinger samlet, fremstår Röhsska Museum som en institution midt i en større transformation.

18th-Century Design & Craft repræsenterer den klassiske designhistoriske tradition. Inspiration East Asia udvider perspektivet gennem globale kulturmøder. We Will Survive flytter fokus fra objekter til samfundsmæssige udfordringer. Og Design Stories stiller spørgsmål ved selve den måde, historien organiseres på.

Resultatet er et museum, der ikke længere blot handler om design, men om designets rolle i verden.

Det er en udvikling, som ikke alle kritikere bifalder. Nogle savner den ældre designhistoriske tilgang, hvor håndværk, stiludvikling og æstetik stod i centrum.

Andre ser museets nye retning som et nødvendigt svar på en tid, hvor kulturinstitutioner forventes at engagere sig i globale og sociale spørgsmål.

Måske er netop denne uenighed det mest interessante ved Röhsska Museum i dag.

Museet er ikke længere blot et sted, hvor man lærer om designhistorien. Det er blevet et sted, hvor man diskuterer, hvad design overhovedet er, og hvorfor det fortsat betyder noget.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Gøteborgs Kunstmuseum

Göteborgs konstmuseum byder både på kunst fra nutiden og fra før modernismen

Lær mere

Matters of dirt and longing

I maj 2026 kunne besøgende hos Röda Sten se årets afgangsudstilling fra HDK-Valand

Lær mere

Världskulturmuseet

Mødestedet mellem kulturer og et forum for dialog i Gøteborg.

Lær mere

Indlægget Sverige: Röhsska Museum i Göteborg – Kunsthåndværk og Design blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Grundlaget for museet blev lagt i 1865, da Göteborgs Konstförening skænkede sin kunstsamling til det daværende Gøteborgs Museum i Ostindiska huset. Samlingen bestod især af datidens populære Düsseldorf-maleri og blev kernen i det, der senere udviklede sig til Göteborgs konstmuseum.

I begyndelsen af 1900-tallet fik museet en afgørende drivkraft gennem kunsthistorikeren Axel L. Romdahl. Han opbyggede samlingerne gennem internationale kontakter og støtte fra velhavende donatorer i Gøteborg.

Da samlingerne voksede, blev de gamle lokaler for små. I forbindelse med planlægningen af Gøteborgs 300-årsjubilæum udskrev byen i 1916 en arkitektkonkurrence om det nye kulturcentrum på Götaplatsen.

Museumsbygningen blev tegnet af Arvid Bjerke og Sigfrid Ericson og opført til Jubilæumsudstillingen i 1923. Selve museet åbnede dog først i 1925, efter at interiørerne var færdige, og kunstværkerne var installeret.

Arkitekturen er inspireret af romersk antik og svensk 1920’er-klassicisme. De syv store buer mod Götaplatsen er blevet et af Gøteborgs mest genkendelige vartegn.

En væsentlig del af museets samling skyldes donationer fra Gøteborgs handels- og industrifamilier. Blandt de vigtigste bidragydere var samlere som Pontus Fürstenberg og Göthilda Fürstenberg. Også opførelsen af museumsbygningen blev hjulpet af private donationer, især fra bankmanden Jonas Kjellberg.

Göteborgs konstmuseum

Museet blev udvidet i 1968 med nye udstillingssale og plads til moderne kunst. I 1996 fik det en ny entré med blandt andet Hasselblad Center.

I 2017 blev bygningen fredet som kulturhistorisk monument (“byggnadsminne”), hvilket understreger dens betydning for svensk arkitektur og Gøteborgs identitet.

I dag regnes museet blandt Nordens førende kunstmuseer med stærke samlinger af nordisk kunst samt værker af kunstnere som Edvard Munch, Anders Zorn, Claude Monet og Pablo Picasso.

Når det skrøbelige bliver monumentalt

I Same Moment of Pleasure på Göteborgs konstmuseum arbejder den finske kunstner Hanna Vihriälä med materialer, som de fleste af os normalt overser. Plastperler, sliksnore, syntetiske overflader, industrielle genstande og dekorative detaljer bliver hos hende ikke blot råstoffer, men bærere af en særlig form for poesi.

Resultatet er en udstilling, der kredser om et paradoks: Hvordan kan noget så flygtigt og skrøbeligt fremstå monumentalt? Og hvordan kan noget tilsyneladende overdådigt samtidig virke sårbart?

Same Moment of Pleasure

Allerede ved indgangen møder man værker, der udfordrer forventningen om, hvad skulptur kan være. Objekterne fremstår ved første øjekast som umiddelbart tilgængelige. Farverne er stærke, formerne dragende, materialerne genkendelige. Men jo længere man opholder sig i rummet, desto mere ustabile bliver betydningerne.

En hængekøje lover hvile uden at kunne bære nogen. Et luksuriøst køretøj fremstår både som statusobjekt og skrøbelig konstruktion. Kattefigurer med lysende blikke bevæger sig mellem det humoristiske og det urovækkende. Intet er helt, hvad det giver sig ud for at være. Det er netop her, udstillingen finder sin styrke.

Vihriälä arbejder ikke med symboler i traditionel forstand. Hun leverer ingen klare budskaber og ingen entydige fortolkninger. I stedet skaber hun situationer, hvor beskueren hele tiden må genforhandle sit forhold til det sete. Værkerne lokker med deres umiddelbare skønhed, men nægter at forblive dekorative.

Materialerne spiller en afgørende rolle. Plastperler og syntetiske overflader forbindes ofte med masseproduktion, hobbykultur eller kitsch. Hos Vihriälä gennemgår de en næsten alkymistisk transformation. Gennem et ekstremt tidskrævende håndværk ophøjes de til noget, der både virker værdifuldt og skrøbeligt.

På den måde udfordrer udstillingen også vores forestillinger om værdi. Hvad gør et materiale betydningsfuldt? Er det dets oprindelse, dets pris eller den opmærksomhed, der investeres i det?

Der ligger en stille kritik af samtidens forbrugskultur i disse spørgsmål, men den formuleres aldrig direkte. Kunstneren foretrækker antydning frem for erklæring. Derfor opleves udstillingen heller ikke som politisk i traditionel forstand. Dens styrke ligger snarere i dens evne til at skabe tvivl om de ting, vi normalt tager for givet.

Lys spiller en særlig rolle gennem hele udstillingen. Refleksioner, glimt og skinnende overflader giver værkerne en næsten scenografisk karakter. Beskueren træder ind i et rum, hvor tingene konstant synes at være i bevægelse, selv når de står stille. Det er en kunst, der kræver langsomhed.

Udstillingen lægger op til nærvær

I en tid, hvor billeder forbruges med hastige blik på skærme, insisterer Same Moment of Pleasure på nærvær. Værkerne afslører sig ikke på et øjeblik. De åbner sig gradvist, lag for lag, gennem observation.

Måske er det derfor, udstillingen gør så stærkt indtryk. Den handler ikke blot om objekter, men om opmærksomhed. Om glæden ved at se. Om den korte stund, hvor verden fremstår mere mærkelig, mere kompleks og mere levende, end vi troede.

Titlen Same Moment of Pleasure peger netop mod denne erfaring. Et flygtigt øjeblik af nydelse, fascination eller forundring. Noget, der ikke kan fastholdes, men som alligevel bliver hængende længe efter besøget er slut. Det er en sjælden kvalitet. Og det er den, der gør udstillingen værd at opleve.

Kroppen mellem ideal og frihed: En udstilling om det blik, vi aldrig slipper fri af

Udstillingen Kropp. Ideal, blick, frihet tager udgangspunkt i et af kunsthistoriens ældste motiver, menneskekroppen, men bruger det til at stille et aktuelt spørgsmål: Hvem har retten til at definere, hvordan en krop skal se ud, og hvordan den skal betragtes?

Udstillingen er bygget op omkring tre begreber: ideal, blik og frihed. Strukturen er enkel, men effektiv.

Først konfronteres beskueren med de klassiske idealer. Antikkens harmoniske proportioner, 1800-tallets akademiske nøgenstudier og de skulpturelle kroppe, der gennem århundreder har fungeret som målestok for skønhed.

Herefter flyttes fokus mod blikket. Hvem der ser, hvem der bliver set, og hvilke magtforhold der opstår i mødet mellem kunstværk og beskuer.

Til sidst åbner udstillingen sig mod samtidens mere mangfoldige forestillinger om identitet, køn, seksualitet og kropslig frihed.

Det bemærkelsesværdige er, at museet undgår den moraliserende tone, som ofte præger nutidige udstillinger om identitetspolitik og repræsentation.

Kropp. Ideal, blick, frihet

Værkerne præsenteres ikke som facitlister over rigtige og forkerte holdninger. I stedet inviteres publikum til selv at reflektere over de idealer, de møder.

Samtidig opstår der en interessant spænding i udstillingens grundfortælling. På den ene side søger den at problematisere de klassiske kropsidealer.

På den anden side viser den ufrivilligt, hvor stærkt disse idealer stadig lever videre.

De marmorskulpturer og akademiske nøgenfigurer, som skulle repræsentere fortidens normer, virker påfaldende aktuelle i en tid præget af sociale medier, fitnesskultur og konstant visuel selviscenesættelse.

Dermed bliver udstillingen ikke kun en historie om fortiden. Den bliver også en fortælling om Instagram, influencerkultur og den moderne besættelse af kroppen som projekt.

De stærkeste øjeblikke opstår netop, når historiske og samtidige værker får lov til at spejle hinanden. Her bliver det tydeligt, at kampen om kroppen ikke er ny. Det nye er blot de platforme, hvor den udspiller sig.

Udstillingen er dog ikke uden svagheder. Når den bevæger sig ind i temaet frihed, bliver perspektivet bredere, men også mindre præcist.

En udstilling som vil for meget

Ønsket om at inkludere mange forskellige erfaringer kan til tider få helheden til at fremstå fragmenteret. Man savner indimellem en tydeligere sammenhæng mellem de mange stemmer.

Endnu mere påfaldende er fraværet af kroppen som arbejdende og økonomisk størrelse.

Kroppen fremstilles primært som identitet, begær og repræsentation. Men kroppen er også arbejde, sygdom, slid, alderdom og social klasse.

Disse dimensioner fylder overraskende lidt i en udstilling, der ellers ønsker at undersøge kroppens plads i samfundet.

Alligevel lykkes Kropp. Ideal, blick, frihet med noget væsentligt. Den minder os om, at kroppen aldrig er neutral.

Den er altid genstand for vurdering, længsel, kontrol og fortolkning. Hver generation tror, den har frigjort sig fra fortidens idealer, men opdager siden, at den blot har skabt nye.

Måske er det netop udstillingens vigtigste pointe: Frihed består ikke i at slippe for blikket. Frihed består i at blive bevidst om det.

Efterskrift

Göteborgs konstmuseum er et stort galleri, hvis udstillinger både bærer præg af de historiske donationer gennem tiderne, men samtidig med også prøver at spejle den samtid vi lever i.

Særudstillingerne om kvinder og fotografi, om optisk leg, samt om krop og identitet er hver for sig relevante, men sikkert mere for et kvindeligt end et mandligt publikum.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Matters of dirt and longing

I maj 2026 kunne besøgende hos Röda Sten se årets afgangsudstilling fra HDK-Valand

Lær mere

GYS! Er den levende?

ARKENs udstilling om mennesket og kroppen i en tid, hvor robotter er på fremmarch.

Lær mere

Laibach

Når Propoganda bliver kunst. Laibach live i Filmstudion i Gøteborg.

Lær mere

Indlægget Sverige: Göteborgs konstmuseum i Göteborg blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Eksempelvis handler Non-Violence om fred, Bältespännarna om kamp, Karin Boye om litteratur og refleksion. Alt imens Johanna symboliserer håb, vækst og troen på fremtiden.

Carl Fredrik Reuterswärd: Non-Violence

Skulpturen Non-Violence i Gøteborg er skabt af den svenske kunstner Carl Fredrik Reuterswärd.

Den blev oprindeligt skabt i 1980 som en reaktion på mordet på John Lennon. Reuterswärd var dybt rystet over drabet og ønskede at skabe et stærkt symbol mod vold.

Skulpturen viser en stor bronzerevolver. Een Colt Python .357 Magnum med løbet bundet i en knude.

Ideen er enkel men kraftfuld. Våbnet er gjort ubrugeligt. Knuden symboliserer afvæbning, fred og ikke-vold.

Kunstneren forestillede sig et våben, der bogstaveligt talt var sat ud af kraft. Den knyttede pistol blev dermed et visuelt svar på volden og et håb om fredelige løsninger på konflikter.

Med tiden er værket blevet et internationalt fredssymbol. Den mest kendte udgave står foran FN’s hovedkvarter i New York City, hvor den blev opstillet som gave fra Luxembourg. Der findes i dag adskillige kopier rundt om i verden, herunder flere i Sverige.

Den knudrede pistol i Gøteborg

Den version, som mange besøgende ser i Gøteborg, står på Kungsportsavenyn og blev opstillet i 1997. Den fungerer både som et kunstværk i byrummet og som en påmindelse om fred, tolerance og modstand mod vold.

Kort fortalt så er Den Knudrede Pistol ikke blot en skulptur af en pistol. Den er et af verdens mest genkendelige symboler på idéen om, at konflikter bør løses uden vold.

Johan Peter Molin: Bältespännarna

Skulpturen i Gøteborg blev skabt af den svenske billedhugger Johan Peter Molin. Værket blev modelleret i 1850’erne og regnes som hans kunstneriske gennembrud.

Den viser to mænd, der kæmper med knive, mens de er bundet sammen om livet med et bælte.

Motivet bygger på den mytologiske nordiske kampsport der handler om at dele bælte, hvor modstanderne blev bundet sammen og tvunget til at kæmpe på tæt hold.

Historikere er usikre på, om denne kampform nogensinde har eksisteret i virkeligheden, men den var en del af den romantiske forestilling om Nordens fortid i 1800-tallet.

Historien bag værket

Molin arbejdede på skulpturen fra 1840’erne og færdiggjorde den til en udstilling i Paris i 1859.

Den blev senere vist i London i 1862, hvor den vakte stor opmærksomhed og gjorde Molin kendt uden for Sverige.

På soklen fortæller relieffer historien bag kampen: De to mænd kæmper om den samme kvinde.

Rundt om reliefferne findes ornamenter med runeindskrifter og tekstuddrag fra den oldnordiske Edda, hvilket understreger værkets nationalromantiske inspiration.

Efter Paris-udstillingen, blev den første version blev opstillet i Gøteborg, men den var støbt i zink. I 1914 blev den erstattet af den nuværende bronzeskulptur, som står i Bältespännarparken ved siden af Stora Teatern og Avenyn.

Bältespännarna er et af Sveriges mest kendte nationalromantiske kunstværker. Den kombinerer dramatisk bevægelse, nordisk mytologi, runer og fortælling i ét værk og blev et symbol på 1800-tallets interesse for nordisk historie og identitet.

Peter Linde: Karin Boye

Skulpturen som står uden for Göteborgs Stadsbibliotek forestiller den svenske digter og forfatter Karin Boye.

Den er skabt af den svenske billedhugger Peter Linde og blev opstillet ved biblioteket i 1987.

Skulpturen blev til på en lidt usædvanlig måde. Peter Linde fik først til opgave at lave en Karin Boye-skulptur til Huddinge, hvor Boye boede som ung.

Efter at have afsluttet den officielle bestilling kunne han ikke slippe fascinationen af Boye og fortsatte derfor arbejdet på eget initiativ.

Den figur, som senere kom til Göteborg, blev således skabt af kunstnerens egen interesse og ikke som et bestillingsværk.

Initiativet til at få skulpturen støbt i bronze kom fra Karin Boye-selskabet i Göteborg, mens finansieringen blev sikret gennem Charles Felix Lindbergs donationsfond.

Placeringen ved Stadsbiblioteket var naturlig, fordi Karin Boye blev født få hundrede meter derfra ved Vasaplatsen, og fordi biblioteket er et af byens vigtigste kultursteder.

Skulpturen er blevet et af Göteborgs mest populære kunstværker. Mange forbipasserende sætter blomster i hendes hånd eller giver hende tørklæder, huer og andre små gaver.

Med tiden er statuen nærmest blevet et symbol på biblioteket og på Boyes fortsatte betydning for læsere i Sverige.

Karin Boye var især kendt for digte som Ja visst gör det ont og romanen Kallocain. Hendes værker kredser ofte om frihed, identitet, kærlighed og menneskelig udvikling, temaer som mange mener afspejles i den ranke, eftertænksomme figur foran biblioteket.

Per Hasselberg: Såningskvinnan

Skulpturen Såningskvinnan, som de fleste gøteborgere kalder “Johanna i Brunnsparken”, blev skabt af den svenske billedhugger Per Hasselberg og indviet den 21. juli 1883 i Brunnsparken.

Den regnes som Gøteborgs næstældste offentlige skulptur og den første offentlige statue i byen, der forestiller en kvinde.

Skulpturen viser en ung kvinde, der sår frø ud over jorden. Hun står på toppen af en stor fontæne omgivet af svaner og løvehoveder, hvor vandet strømmer ned i bassinet. Motivet symboliserer vækst, håb, frugtbarhed og fremtidig fremgang.

Johanna i Brunnsparken

I slutningen af 1800-tallet ønskede flere af Gøteborgs fremtrædende borgere at udsmykke byen med et monumentalt springvand i Brunnsparken.

Kunstværket blev finansieret gennem private donationer fra blandt andre Pontus Fürstenberg, John West Wilson og medlemmer af Kjellberg-familien.

Den samlede pris var omkring 40.000 svenske kroner, hvilket var et betydeligt beløb på den tid.

Hvorfor kaldes skulpturen for “Johanna”? Der findes to populære versioner. Her går den første på at modellen for skulpturen kan have været balletdanserinden Johanna Ekstein.

Den anden forklaring, nævnes dog ofte som den mest sandsynlige, da den blev indviet på Johannadagen den 21. juli.

Såningskvinnan blev skabt i en periode, hvor Gøteborg voksede hurtigt som handels- og industriby.

Den sående kvinde symboliserer, at byen “sår” frøene til fremtidig velstand. De flyveklare svaner og de stærke løver omkring fontænen understøtter budskabet om styrke, vækst og optimisme.

I mere end 140 år har “Johanna” været et af de mest kendte mødesteder i byen. Mange göteborgere bruger stadig udtrykket “Vi ses vid Johanna” som et naturligt mødested midt i Brunnsparken. Skulpturen blev restaureret i 2015–2016 for at bevare den for fremtidige generationer.

Jan Steen: Charles Felix Lindberg

Monumentet af Charles Felix Lindberg blev opstillet i 1989 på Charles Felix Lindbergs Plats, lige ved Kungsportsavenyn, som også er opkaldt efter ham.

Statuen viser ham spadserende gennem byen i lang frakke, høj hat og med stok i hånden.

Charles Felix Lindberg var en af Gøteborgs mest betydningsfulde velgørere. Han blev født i Gøteborg i 1840 og opbyggede en stor formue som købmand, skibsreder og industrimand.

Han ejede blandt andet et af byens største handelshuse og havde interesser inden for eksport, import og skovindustri.

Da han døde i 1909, efterlod han ingen børn eller nær familie. I sit testamente skænkede han derfor hele sin formue på mere end to millioner kroner, hvilket var et enormt beløb på den tid, til Gøteborg.

Pengene skulle bruges til at “pryde og forskønne” byen. Donationens størrelse var uden fortilfælde og førte til oprettelsen af Charles Felix Lindbergs donationsfond.

Fonden

Charles Felix Lindbergs donationsfond har gennem mere end hundrede år finansieret en stor del af Gøteborgs offentlige kunst.

Mange af de skulpturer, springvand og kunstværker, man møder rundt omkring i byen, er helt eller delvist betalt af fonden.

Man kan derfor sige, at selv om Lindberg ikke var kunstner, har han haft enorm betydning for Gøteborgs byrum. Uden hans donation ville mange af byens mest kendte kunstværker aldrig være blevet til.

I slutningen af 1980’erne mente Gøteborgs kommune, at manden bag så mange af byens kunstværker fortjente sit eget monument.

Opgaven gik til Jan Steen, som valgte at fremstille Lindberg som en almindelig, elegant byborger på gåtur frem for som en ophøjet helt på en piedestal. Det giver statuen et usædvanligt menneskeligt præg.

Charles Felix Lindberg en af de få personer, der hædres primært for sin gavmildhed. Hans største bedrift var ikke at regere, opfinde eller erobre, men at give sin formue tilbage til den by, han elskede

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Havnebyen Gøteborg

Havguden Poseidon beskytter Sveriges port til Kattegat og Nordsøen mod uheld.

Lær mere

Gøteborgs personligheder

Siden Gustav II Adolf i 1621 grundlagde Gøteborg har mange store skikkelser præget byen.

Lær mere

Skulpturerne på Olof Palmes plats

Socialdemokratiets ide om Folkhemmet bliver holdt i hævdt i Gøteborg.

Lær mere

Indlægget Sverige: Monumenter og Skulpturer i Göteborg (Del V) – Avenyn blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.