|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Cristian Mungiu slog sit navn fast internationalt i 2007 da han med sin film 4 Måneder, 3 Uger og 2 Dage vandt Guldpalmen ved Cannes Film Festivalen.

Filmen, som handler om et rumænsk samfund i 1980erne, hvori abort var illegalt, og derfor forgik under yderst risikable forhold, var med til at bane vejen for rumænsk film i nullerne.

Her var Mungiu, bl.a. sammen med Corneliu Porumboiu, der instruerede 12:08 Øst for Bukarest (2006), og Cristi Puiu, instruktøren bag Hr. Lazarescus død (2005), med til at sætte scenen for den rumænske new wave indenfor filmverdenen.

Det fik danske filmkritikere til at tale varmt om rumænske film, hvor disse socialrealistiske film, slog fødderne væk under dem.

Modsat, så kom Mungiu under sin masterclass i forbindelse med årets Warszawa Film Festival indpå, at udover italienske neorealistiske film fra fyrrene, så var det Dogme95-konceptet, og specielt filmene Festen (1998) af Thomas Vinterberg, og hans dogmebror Lars von Triers Breaking the Waves (1996), som han er filmisk set er inspireret af.

Dette skyldes at de var radikalt anderledes i deres måde at fortælle en historie på end de rumænske film i halvfemserne, som efter hans mening var meget konventionelle.

Cristian Mungiu

Selvom det efterhånden er en hel del år siden at Munguis navn var på alles læber, så er han langt fra glemt. Inden han trådte ind i biografsalen foran et talstærkt publikum, så havde han givet interviews til pressen.

Som ung vidste han at han gerne ville fortælle historier til andre. Men var ikke bevidst om igennem sprogelig medie han skulle gøre det.

Efter at have studeret engelsk litteratur på universitetet i hjembyen Iasi, arbejdede han efterfølgende nogle år som lærer og journalist.

At det så var filmen der blev hans endelige levevej, var ikke et 100 procent bevidst valg fra hans side. Dette skyldes at der kun var få rumænske filminstruktører da han voksede op. Samtidig med var det langt fra en skikker økonomisk vej til at få brød på bordet.

Bortset fra den mere eksperimenterende debutfilm Occident har hans stil kredset om at lave socialrealistiske film.

Som den primære inspiration til hans film er det oftest nyhedshistorier, dokumentarfilm, og historier som han hører blive fortalt fra famile, venner, og bekendte.

Mungius Masterclass

I sin Masterclass havde han udvalgt to lange filmklip, hvori kameravinklen er fastfrosset. Og som begge var kendetegnet ved at der er mange folk som taler ind over i hinanden.

Det første eksempel var en scene fra 4 Måneder, 3 Uger og 2 Dage. Heri ser man hovedrolleindehaveren, som er en ung kvinde sidde ved et middagsselskab sammen med sin kæreste. Ved siden af dem sidder nogle ældre mennesker og taler på kryds og tværs med hinanden.

Dramaet i denne scene består primært i at det unge par ikke er med i samtalen, hvilket er underlig, da de er placeret midt i selskabet.

15 år scenen er det i det andet eksempel, taget fra filmen R.M.N., i en langt større forsamling at kommunikationen foregår. Her er hundredvis af landsbybeboere samlet i en kirke i Ditrău, som ligger i Transsylvanien.

Et stort flertal at dem ønsker at tre bagere fra Sri Lanka som arbejder i det lokale bageri skal smides ud af landet. Og alt imens den stærkt racistiske samtale kører i kirkesalen, så er der nogle enkelte som forsvarer dem.

Det der var svært i begge scener var at gøre dem realistiske. For hvordan styrer man at et manuskrift bliver efterlevet, samtidig med at den ikke bliver kunstig og steril?

Løsningen ifølge Mungui var at skifte taktik undervejs og lytte til hvad statisterne bød ind med af ideer og tanker.

Så efter at have gennemset den første dags optagelser af den 15 minutter lange scene i kirken, blev oplægget til anden dagen at replikkerne skulle fordeles til flere, samt at der manuskriftet blev skilt ad og samlet på en ny måde. Derudover var det nu tilladt for statisterne at afbryde skuespillerne, når de sagde noget.

Efterskrift

Cristian Mungiu er ikke bange for at lave kontroversielle film, som giver stof til eftertanke. Ligesom han ikke er bange for at komme med markante holdninger.

Hans film, ligesom R.M.N., er ikke noget som politisk korrekte mennesker i Rumænien bryder sig om at se, da de er bange for at udlandet vil se landet som en samling facistiske landsbytosser.

Men Mungiu som mener at hvis man vil ændre virkelighedens verden, må man møde folket hvor de er, også tale med dem, hvis noget skal forandres, fremfor at kigge øjnene den anden vej.

I tillæg til dette statement, siger Mungiu, at der i disse år er der på den måde er en lignende undertrykkelse af folks meninger, som det også blev set under kommunisttiden. Og, det er grundlæggende forkert.

Hans job er ikke at filme smuk rumænsk natur, og lave turistfilm, som han udtrykker det, men at udvælge noget stof til en film som finder interessant, og så er det frit slag for andre at fortolker hans værker som de vil.

Hans kollegaer i filmbranchen får også en kæberasler med på vejen. Da Mungiu mener at man ikke skal lave film for sin egen fornøjelses skyld, da det handler om at kunne lave noget som fanger folks opmærksomhed, og giver dem lyst til at tage en tur i biograffen.

Og, der postulerer han, at det er der 80 procent af kollegaerne i artfilm branchen som ikke i stand til at levere. Hvilket han mener er en skam, da det efterhånden kun er midaldrende mennesker som gider at tage en tur i biograffen nu om dage.

Masterclassen er slut. På vej ud af biografsalen var der til en hyggesnak imellem instruktøren og nogle af hans fans.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Ursus Fabrikkens Symfoni

En musikalsk hyldest til de arbejdere som havde deres daglige gang på traktorfabrikken Ursus.

Lær mere

Lift Lady

Kortfilmen skildrer Mzia Sabanadze der arbejder som elevatoringeniør i Nutsubidze, Tbilisi.

Lær mere

Mr. Nobody Against Putin

Propaganda og krigstræning blev en del af russiske skoleelevers læreplan i 2022.

Lær mere

Indlægget Polen: Masterclass med Cristian Mungiu ved WFF i Warszawa blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Filmen er den første polske film som bliver filmet med en 35mm filmrulle. Den blev optaget i træningsanlægget til den kaserne, som ligger to km fra hvor jeg bor i Warszawa. Samt på location i Westerplatte lidt udenfor Gdansk.

Fra Socialistisk Realisme til Italiensk Neorealisme

I efterkrigstidens Polen blev det dikteret fra Moskva at kunstnere, arkitekter, designere, m.fl. skulle lave socialistisk realisme.

Dette var ikke ensbetydende med at folk ikke kunne arbejde med andre udtryk, Men faren for at blive ekskluderet af samfundet var ganske stor, hvis de gik deres egne veje.

Efter Stalins død i 1953 blev der imidlertid løsnet lidt for grebet. Det betød at store polske filminstruktører udgav store kunstneriske filmproduktioner inspireret af den italienske neorealisme.

Læs også: Afterimage: Andrzej Wajdas sidste budskab til eftertiden

Eksempelvis er der i Andrzej Wajdas mesterværker ”De 63 dage” (1956) og ”Aske og diamanter” (1958) intet synligt spor af kommunistisk propaganda.

Ligesom der heller ikke blev forsøgt at heltegøre polske kommunistiske soldater på samme måde som der var i gennembrudsfilmen ”En generation” (1955).

Starten på Anden Verdenskrig

På lignende måde som de førnævnte film, er ”Westerplatte” i bund og grund en anti-krigsfilm, hvori plottet handler om hvorfor gå i krig mod en overmagt?

Vi ser derfor ikke hvordan overvejelserne bag krigsmanøvrerne var fra både tysk og polsk side.

I slaget som foregik i nutidens Gdansk markerede militært starten på Anden Verdenskrig.

Det er kun fra polsk side, at vi ser hvordan overvejelserne bliver gjort. Af en hær, som både var langt mindre bemidlet rent mandskabsmæssigt og krigsmaterielt.

Filmens hovedperson er Major Henryk Sucharski, som allerede før slaget, betvivlede projektets ide, da han godt vidste at det var en nytteløs kamp. Men han vælger dog at gå forrest i den polske hærs kamp.

Halvvejs under slaget, som varede en uges tid, vil han rejse det hvide flag. Lazarettet er stigende. Samtidig med får soldaterne ikke får meget søvn, og bliver mere og mere udmattet.

Som den moderne leder han var, rådfører han sig dog med de andre ledende soldater om hvad de skal gøre.

Og da de insisterer på at kæmpe videre, siger han god for det. Indtil et par dage efter, hvor han befaler at de skal overgive sig til tyskerne.

I slutscenen spørger en undrende tysk major ham om, hvorfor de valgte at kæmpe, når de vidste det vil blive en håbløs kamp. Dette vælger han dog ikke at svare på.

Efterskrift

I dag forandrer Putin historiebevidstheden i Rusland. Bl.a. ved at undervisningssystemet skal lære befolkningen at det var Polens egen skyld at Anden Verdenskrig brød ud.

Hvis de havde opfyldt Tysklands krav, om at tildele dem retten til Fristaden Danzig (Gdansk), så var krigen ikke startet.

Problemet ved den tilgang til historien er at det bygger på en falsum. Da der allerede i forvejen var indgået en aftale mellem Tyskland og Sovjetunionen om at dele Polen imellem sig.

Filmen Westerplatte synes umiddelbart at bevæge i samme bølgelængde. Da Sovjetunionen havde en interesse i ikke at idolisere og herorisere de polske krigshelte fra slaget ved Westerplatte, for ikke at “forvirre folk”.

På den anden side, så kan man også argumentere for at filmen er en kommentar til sin samtid. For i 1967, hvor filmen udkom, var det almindeligt at venstreorienterede antikrigsbevægelser i Vesten var imod Vietnamkrigen.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

The Zone of Interest

Oscar-vindende film om livet i en nazi-familie som lever ved siden af kz-lejren i Auschwitz.

Lær mere

Oppenheimer

Den Oscar-belønnede film om fysikeren som blev kaldt for Atombombens far

Lær mere

Der Fall Gleiwitz

En østtysk film om den iscenesatte hændelse som igangsatte anden verdenskrig.

Lær mere

Indlægget Film: Westerplatte – Polsk antikrigsfilm fra kommunisttiden blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.