|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Det er uklart hvornår slottet blev opført. I en traditionel historieskrivning nævnes perioden fra midten af det 14. århundrede og nogle årtier frem, da området var en del af Storfyrstendømmet Litauen.

Nyere historiske opdagelser som blev udført i 1960erne betvivler dog dette, da ærkæologerne mener at det allerede kan være opført i slutningen af det 12. århundrede. Eller i begyndelsen af det 13. århundrede, da Kamianets tilhørte Kyivriget.

Kamianets-Podilskyi Slottet

Slottet spillede en væsentlig rolle i forsvaret af Den Polsk-Litauriske Realunion, da Kamianets var en grænseby i udkanten af Europas største rige, som da det var allerstørst rådede over et areal på 1.000.000 kvadratkilometer.

Herfra blev riget beskyttet mod angreb fra kosakker, tyrkere, og tatarer. Alene tatarene udførte 51 angreb imellem det 15. og 17. århundrede.

Specielt angrebene i 1448, 1451, 1509 og 1528, samt den osmanniske belejring i 1533, forårsagede skade på både slottet og byen, Men alle af invasionerne vlev afvist med succes.

Det var først i 1672 at Kamianets-Podilskyi Slottet blev indtaget, da byens ledere gik med til de krav som Sultan Mehmed IV og Hetman Petro Doroshenko havde stillet dem.

Det var alligevel for besværligt at skulle forsvare sig mod 300.000 osmannere, og 40.000 tatarer og kosakker.

I 1699 lykkedes det polakkerne at få fordrevet osmannerne. Den korte periode hvor Kamianets-Podilskyi Slottet var under kontrol af osmannerne, er skildret i den polske forfatter Henryk Sienkiewiczs novelle Pan Wołodyjowski.

Fra slot til fængsel

Efter at fæstningen havde mistet sin betydning, blev det fra begyndelsen af det 18. århundrede brugt som et fængsel.

Her sad bl.a. kosakledere, den urkrainske Robin Hood Ustym Karmaliuk, og en tre-årig Stanisław August Poniatowski, som blev den sidste regent af Den Polsk-Litauriske Realunion, da det engang så store rige, var blevet lagt endelig i graven i 1795.

Allerede to år tidligere, i 1793, mistede Realunionen Kamianets-Podilskyi Slottet til Rusland.

Fra fængsel til museum

Efter at bolsjevikkerne var kommet til magten i 1917 blev Kamianets-Podilskyi langsomt omdannet til et museum.

Første skridt var at tildele det titlen som et historisk-kulturelt reservat i 1928, inden at arbejdet med at renovere og genskabe bygningerne startede i 1937.

To år efter 2. Verdenskrigs afslutning blev fæstningsanlæget fredet. Og, i 1989 blev det en del af UNESCOs verdensarvsliste.

I 2007 blev det sat på listen over en af Ukraines 7 vidundere. Dette er den vedblevet med at være selvom en af tårnene brasede sammen i 2011.

Efterskrift

I dag er der tusindevis af mennesker, både fra Ukraine og internationalle turister som besøger det gamle slots- og fæstningsanlæg i Kamianets-Podilskyi.

Udover Henryk Sienkiewiczs novelle, har slottet også gjort sig bemærket i den moldoviske udbryderrepublik Transnistrien. Da den pseudostaten har portætteret den på en erindringsmønt i serien “Gamle fæstninger ved floden Dnestr”.

Læs også: Moldova: Sovjet nostalgi i Transnistrien

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Slottet i Kamianets-Podilskyi

Den tjekkiske arkitekt Josef Hlávka tegnede universitet som i dag er en del af verdensarven.

Lær mere

Den Khotynske Fæstning i Khotyn

Fæstningsværket i Khotyn er med på listen over Ukraines syv vidundere.

Lær mere

Tsjernivtsi

Fødebyen for skuespillerinden Mila Kunis er kendt som en Lille Wien pga. Habsburg-arkitekturen.

Lær mere

Indlægget Ukraine: Slottet i Kamianets-Podilskyi er en af Ukraines 7 vidundere blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

I Lviv findes der monumenter og skulpturer som reflekter over hele tidsrummet fra byens grundlæggelse i Middelalderen til i dag.

Kong Danilo Romanovitj

Danilo Romanovitj (1201-1264) var fyrste af Galicien-Volhynien og blev kronet af en pavelig udsending som Rex Rusiae i 1253.

Dette var et træk han brugte for at prøve at frigøre sig fra Den Gyldne Horde. Hvilket var en mongolsk emperie, som regenten havde aflagt troskab til efter de havde udslettet Kyivriget imellem 1239-1241.

I lighed med ideen om at samle andre fyrster i en militær alliance, lykkedes det ham dog ikke at ændre magtbalancen i området. .

På trods at at projekterne ikke blev ført helt ud i livet som han ønskede sig. Så fremstår han som en visionær skikkelse som var med til at præge regionens politiske og kulturelle identitet. Da han både var statsbygger og forsvarer af sine lande.

Udover dette er han i dag kendt i Lviv for at det var ham som grundlagde byen i 1256. Og, at det var hans søn Lev, der gav navn til byen.

Bronzestatuen er skabt af billedhuggerne Vasyl Yarych og Roman Romanovych samt arkitekten Yarema Churylyk og blev afsløret i 2001, som en del af Lvivs revitaliseringsindsats.

Ivan Pidkova

Monumentet hylder kosaklederen Ivan Pidkova. Han var kendt som en modig kriger med overnaturlige kræfter, som kæmpede for friheden til det ukrainske og moldaviske folk, der blev undertrykt af tyrkernes dominans.

På monumentet, der blev udarbejdet af Petro Kulyk og indviet under Sovjettiden i 1982, står der følgende: “Ivan Pidkova, en helt fra den fælles kamp mellem det russiske, ukrainske og moldoviske folk mod de tyrkiske undertrykkere, henrettet af den polske adel i Lviv den 16. juni 1578”.

Efter Ukraines uafhængighed i 1991, blev ordet “russiske” overdækket af en metalkomposition, som bestod af en hestesko i midten, og klaser af gulderrosebær på siderne.

På ukrainsk betyder Pidkova hestesko. Og på skulptuen ser man også et hestesko på pladsen hvor hans efternavn skulle stå.

Ivan Pidkova blev udødliggjort i Taras Shevchenkos romantiske digt fra 1839 som slet og ret hedder Ivan Pidkova. I digtet udtrykker Shevchenko sin uforbeholdne hyldest til de ukrainske kosakker.

Læs også: Taras Shevchenko Parken og udsigt til Sortehavet i Odesa

Den Vestukrainske Nationalrepublik

Staten opstod som en konsekvens af afslutningen på 1. verdenskrig, hvor den blev oprettet i november 1918. Men allerede i juli 1919 var den afgået ved døden, da Polen under ledelse af Józef Piłsudski militært angreb Den Vestukrainske Nationalrepublik.

Læs også: Polen: Józef Piłsudski mindesmærket i Krakow

Efter 2. verdenskrigs afslutning blev den tidligere stat en del af Sovjetunionen. Og, i 1991 en del af Ukraine.

Metropolitten Andrey Sheptytsky

Andrey Sheptytsky (1865-1944) var den mest indflydelsesrige person i den ukrainske kirkes historie i det 20. århundrede.

Han spillede en stor rolle i at øge den ukrainske nationale bevidsthed i det vestlige Ukraine. O,g var en stærk medvirkende årsag til at den ukrainske katolske kirke udvidede sig.

I 1932 og 1935 blev der begge år opført en skulptur af Sheptytskyi i Lviv. Disse rev Sovjetstyret ned efter 2. verdenskrigs afslutning.

Efter nye politiske vinde blæste indover det ukrainske område i 1991, blev der talt om at opføre en ny skulptur til at ære ham.

Dette skete dog først i 2015 at dette ønske blev implementeret, da et forsøgt replika af skulpturen fra 1932 blev genskabt i Lviv af Mykola Posikira og arkitekterne Ihor Kuzmak og Mykhailo Fedyk.

Stepan Bandera

Bandera var en ukrainsk uttranationalistisk leder som blev født i Galicien i 1909. I 1934 var han ansvarlig for at den polske indenrigsminister Bronisław Pieracki blev myrdet. Og, for den udåd blev han fængslet for livstid.

Efter nazisternes invasion af Polen blev han befriet i 1939 fra fængslet i Brest. Året efter bliver han leder for OUN-B, hvilket var betegnelsen af den højreradikale, yderliggående fraktion af den mere konservativorienteret ukrainske nationalistbevægelse OUN.

Den 22. juni 1941, hvilket var dagen hvor Operation Barbarossa, der var kodeodet for Nazitysklands invasion af Sovjetunionen, blev sat i værk, stiftede han Den Ukrainske Nationalkomitee.

Læs også: Tunnelen for Ukraines historie under 2. Verdenskrig i Kyiv

Lederen af komiteen Yaroslav Stetsko, erklærede ca. en uge efter, Ukraine for en selvstændig stat i Lviv den 30 juni. Dette politisk træk var også ment som en håndsrækning til Nazityskland, da det var Adolf Hitler som skulle være de facto lederen af staten.

Da nazisterne ikke var af samme overbevisning, bl.a. pga. deres tanker om et tysk Lebensraum i Central- og Østeuropa, blev Bandera og mange andre ukrainske nationalister ført til koncentrationslejren Sachsenhausen.

Her sad de fængslet indtil slutningen af september 1944, fordi Gestapo håbede de ca. 300 OUN kunne mobilisere en modstand mod Sovjetunionen i Ukraine. Dette ændrede dog ikke krigens gang, og Bandera blev i Vesttyskland efter dens afslutning indtil han myrdet af KGB-agenter i 1959.

Under Sovjetiden var det forbudt at nævne, eller i det hele taget at tale om Bandera i Polen, Ukraine, og Rusland.

Nationalistiske strømme i Ukraine genopliver Bandera

Monumentet som blev rejst til ære for ham, blev indviet i Lviv i 2007, pga. nye stærke nationalistiske strømninger i Ukraine.

Udover en 7 meter høj bronzestatue af Bandera, er der en 30 meter høj triumfbue, der symboliserer fire nøgleperioder i ukrainsk statsdannelse: Kyivriget. Kosaktiden. Den ukrainske folkerepublik, og det moderne uafhængige Ukraine.

I 2010 blev han udnævnt som en ukrainsk helt af præsident Viktor Yushchenko. Det var manden som fik vansiret sit ansigt pga. et giftangreb begået af russiske agenter.

Denne handling blev dog trukket tilbage året efter. Ikke kun pga. at det var kontroversielt. Men også fordi at Bandera på intet tidspunkt var en ukrainsk statsborger. Samt at Yushchenko ikke længere sad på magten.

For nogle ukrainere betragtes han dog som en martyr, der kæmpede for Ukraines frihed. For andre, som en facist, der var ansvalig for mange joder, russere, og polakkers død.

Hvilket specielt kom til udtryk under Volhynia-massakren hvor op mod 100.000 polakkere døde i 1943. Men hvor stor en rolle han har spillet i det, er dog svært at sige, da han sad i en tysk koncentrationslejr på dette tidspunkt.

Efterskrift

I en stat, som blev selvstændighed igen i 1991, og hvor korruptionen er høj, synes det at være vigtig at hædre politibetjente og andre som skal opretholde ro og orden. Ligesom det bliver skildret i dette monument som ærer dem som forsvarer systemet i den ukrainske stat.

I Lviv bliver byens historie i højere grad end i Kviv knyttet op til dens reginale beliggenhed.

Læs også: Ukraine: Monumenter og Skulpturer i Kyiv

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Shevchenkivskyi Hai

I udkanten af Lviv ligger et museum som foukserer på folkearkitektur og landliv.

Lær mere

Lychakiv Kirkegården i Lviv

Kirkegården er kendt for kunstfærdige gravmonumenter og de polske krigeres gravplads.

Lær mere

Lviv

Løvebyen Lviv i Ukraine er det østeuropæiske lands kulturelle hjerte

Lær mere

Indlægget Ukraine: Monumenter og Skulpturer i Lviv blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Efter Ruslands annektering af Krim og involvering i krigen i Donbas i 2014, blev der vedtaget en afkommuniseringslove, der bl.a. førte til nedtagning eller ændring af mange sovjetiske monumenter.

Lovene førte til en heftig debat om emnet, for hvilke monumenter og skulpturer fra Sovjettiden var nu stuerene? Selvom hovedvægten i dette indlæg er på de synlige værker fra tiden under kommunistisk styre, så er der også andre udtryk som bliver behandlet.

Sankt Olga Monumentet

Monumentet skildrer kristendommens komme til Ukraine. Her ses den første kvindelige hersker af Kyivriget Prinsesse Olga, som beskytter sit barnebarn, Vladimir, den fremtidige døber af Rusland. Samt disciplen Sankt Andreas og lærerne Kyril og Methodius.

Monumentet der står på Mykhailivska-pladsen, blev skabt i 1911 af billedhuggeren Ivan Kavaleridze. I 1919 blev det ødelagt af bolsjevikkerne. Mange år senere blev det religiøse monument frestaureret i 1996.

Den Gyldne Port

Porten var en af tre porte i Kyivs fæstningsanlæg. Den blev opført imellem 1017–1024. Ca. samtidig med at Sankt Sofia Katedralen blev bygget.

Læs også:

I forbindelsen med fejringen af Kyivs 1500 års jubilæm, blev Den Gyldne Port rekonstrueret for offentligheden. Men, da ingen ved hvordan den oprindeligt har set ud, har replikaen allerede fra start været kontroversielt.

Udover at være en del af en fæstning, så fungerede Den Gyldne Port også som en kirke, med eget meninghed.

Den monumentale Moderland skulptur

Jevgén Víktorovitj lavede hovedskitsen til Moderland skuplturen, som oprindelig skulle have været 80 meter høj i 1970. Men pga. protester fra det nærliggende Petjerskaklostret, som ikke ønskede at det skulle være højere end deres bygninger, blev nedskaleret til at være 62 meter høj.

Læs også: Petjerskaklostret – Østeuropas Center for Ortodokse

Da Víktorovitj døde i 1974, overtog Vasyl Borodai arbejdet med at færdiggøre projektet, som med den 40 meter høje piedestal er 102 meter høj. .

Statuens design blev først godkendt efter at 11 forskellige forslag var blevet præsenteret. De første udkast viste Moderlandfiguren eksempelvis holdende en skål, et barn eller en laurbærgren. Men det endte med et sværd og skjold, som viser Sovjetunionens nationalvåben.

Folkets Venskabsbue

Den 35 meter regnbueformet monument fra Sovjettiden symboliserer venskabet mellem Rusland og Ukraine.

Inspirationen til det, stammer fra den ukrainske digter Pavlo Tychyna, som i 1938 i digtet “Følelsen af ​​en forenet familie” fremkalder billedet af en “bue til alle folkene” og en “stålbro mellem nationer”.

Digtet som tidligere var oblikatorisk læsestof udtrykker meget godt Stalins koncept fra 1930erne om venskab imellem socialistiske stater, efter at han var gået bort fra ideen om et kommunistisk verdenssamfund.

For at fremme dette “venskab” blev dette fulgt op med stærk undertrykkelse af det ukrainske folk, hvor en hver form for borgelig nationalisme skulle slås hårdhændet ned.

Stalin udnævnte derfor Lazar Kaganovich førstesekretær i Ukraine. Og han bragte orden med en jernnæve, da 80-90 procent af de ukrainske kulturpersonligheder blev forfulgt i begyndelsen af ​​1930’erne.

I forbindelse med afholdelsen af Eurovision Song Contest i 2017 blev monumentet midlertidig iklædt regnbuens farver og omdømt til Mangfoldighedensbuen. Og året efter prydede menneskerettighedsaktivister buen med et klistermærke, der lignede en revne, for at symbolisere umuligheden af ​​venskab med Moskva.

Til det kontroversielle monument er der også to skulpturer som den ukrainske billedhugger Oleksandr Skoblikov udførte, inden fremvisningen af dem i 1982.

Den ene forestiller Perejaslav-rådet i 1654, og den anden forestiller en ukrainsk og en russisk arbejder som sammen løfter en venskabsorden op mod himlen.

Uafhængighedspladsen

Maidan Nezalezhnosti, som pladsen hedder på ukrainsk, er Kyivs centrale mødested. Det her at både Den Orange Revolution i 2004 og Majdan Revolutionen i 2014 samlede tusindevis af demonstranter.

Gennem tiderne har pladsen haft mange forskellige navne. Eksempelvis hed den Oktoberrevolutionens plads fra 1977 og frem til to dage efter Ukraines genvundne selvstændighed, i 1991 blev omdøbt til Uafhængighedspladsen.

Det 61 meter højer Uafhængighedsmonumentet blev opført i 2001 på det sted hvor der tidligere var et monument som ærede Vladimir Lenin.

Øverst på den barokke søjle ses en statue af Berehynia. Som i slavisk tradition er en vandnymfe, som både kan give og tage liv, ved hjælp af sit bærende element, vandet.

På Uafhængighedspladsen ses også en står blomsterdekoration og gravskilte som hylder ofrene der døde under revolutionerne.

Et andet markant kunstnerisk indslag på pladsen er Globus Monumentet som symbolisere fred på jord.

Monument for veteraner fra Afghanistan

I den afghansk-sovjetiske krig som udspillede sig fra 1979-1989 deltog 620.000 sovjetiske soldater. 15.000 af dem vendte aldrig tilbage, og fra Kyiv var der 115 som blev dræbt.

I 1994 blev monumentet, der er udført af kunstneren Mykola Oliynyk, som ærer de døde soldater indviet i Kyiv. Det bliver ofte fremvist til statsoverhoveder når de besøger Ukraine.

Efterskrift

Udover de politiske monumenter og skulpturer der findes i Kyiv, så er der også mange som hylder kulturen.

På Landskabsgyden kan man finde figurer som er udformet med keramisk fremstillet mosaikker. Ligesom eksempelvis en af Den Lille Prins, eller figurer fra Alice i Eventyrland. De er alle lavet af kunstneren Kostiantyn Skrutytsky.

læs også: Kyivs grønne parker indbyder til kreativitet og hygge

Monumentet til Pronia Prokopivna og Holokhvastov fra 1999, som ligger tæt ved Sankt Andreas kirken, er en hyldest til heltene fra filmen “Chasing Two Hares”. Hvilket er baseret på skuespillet af samme navn af den ukrainske forfatter Mykhailo Starytskyi.

Efter signede vil du få en en stærk og lykkelig familie, hvis du rører ved billen på ryggen af ​​Svyryd Petrovych. Og, hvis du gnider en finger på ringen som sidder på Pronia Prokopivnas pegefinger, så vil en pige blive lykkelig gift i fremtiden.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Bevægende skulpturer i Prag

Fire reflektioner over tiden med kommunisme efter murens fald i 1989.

Lær mere

2. Verdenskrig Monument i Kyiv

Ved Nationalmuseet for Ukraines historie under 2. verdenskrig er der en stor brutalitisk monument.

Lær mere

Modernistiske skulpturer i Tbilisi

Tbilisi er et mekka for modernistiske skulpturer og monumenter fra Sovjettiden.

Lær mere

Indlægget Ukraine: Monumenter og Skulpturer i Kyiv blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.