|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Der skulle gå otte år før, Paweł Pawlikowski, instruktøren af de prisbelønnede film Ida (2013) og Cold War (2018), igen kunne præsentere omverdenen for en ny film, Fatherland.

At der skulle gå så lang tid, var ikke planen for den britisk-polske filmskaber. Han måtte lide den torn at løbe ind i udfordringer med COVID-19 og det at skulle skaffe penge til The Island.

Samt den store skuespillerstrejke som satte ind to dage efter at optagelserne til filmen var gået i gang. Og derfor strandede.

Baggrunden for filmen

Desillusioneret over hans virke i filmbranchen satte det hans karriere lidt i bero. Indtil at et tysk filmselskab Nine Hours spurgte ham om han kunne være interesseret i at filmatisere en biografi af Colm Tóibín om den tyske nobelprisvindende forfatter Thomas Mann.

Pawlikowski, som ikke havde lyst til at lave en biografisk film eller en dokumentar, læste dog bogen. I den var der et kapitel som han kunne have lyst til at dramatisere.

Den handlede om da Thomas Mann vendte tilbage til Tyskland. Et land som nu var delt i to, i 1949, efter at havde forladt landet i 1933.

Ønsket om at skabe et drama

For at komme til sagens kerne, skar han en masse byer væk som Mann besøgte i Europa. For at kumme fousere på en i Forbundsrepublikken Tyskland og i DDR.

Ligesom han af dramatiske årsager undlod at bruge konen Katia, da hun ikke var lige så dramatisk interessant som datteren Erika. Der på denne måde fungerer som filmens hovedkarakter i rollen som den støttende chauffør på rejsen imellem de to tysklande.

Han valgte samtidig med at få Manns søn Klaus integreret i filmen, selvom denne havde begået selvmord 2-3 måneder forinden rejsen mellem de to Goethebyer. Frankfurt, hvor han blev født, og Weimar, hvor han levede størstedelen af sit liv.

Karakternes tilblivelse

Historierne i filmen om Richard Wagners slægtninge, der ønsker at få ham renset via Thomas Manns velsignelse af ham. Og den nazistiske skuespiller Gustaf Gründgens, der var gift med Erika Mann, og havde en affære med Klaus Mann, er ligeledes opdigtede.

Men et ønske fra Pawlikowski om at få nogle historiske spændende karakterer med i filmen gjorde at de kom med.

I et kunstnerisk lys, er det dog interessant af få linket til Mephisto med filmen, da Klaus Mann skrev bogen om kunstnere der bliver den nazistiske stats instrument, da den bygger på Manns oplevelser med Gründgens.

Faderen Thomas Mann var også dybt inspireret af Goethe. I sin bog Doktor Faustus der udkom i 1947, handler bl.a. om hvordan et land, som har frembragt store komponister som Beethoven og Bach, kunne forfalde til Adolf Hitler og nazismen.

Individ og samfund

Derudover nævner Pawlikowski i Cannes også inspirationen fra Bertold Brecht. Hvilket giver god mening, da den tyske dramatiker var optaget af karakterernes historiske og politiske virke.

I filmen giver dette sig til udslag i at Thomas Mann insisterer på at være neutral i det politiske spil mellem Vest- og Østtyskland. Han har dog svært ved at vikle sig ud af det da begge lande vil bruge ham politisk for at fremme deres budskaber.

For selvom Mann klokkeklart siger at sprog og kunst ikke kender til nogle grænser. Hvilket er en begrundelse for hvorfor han vil tage til Østtyskland for at holde en tale. Så tvinger systemerne ham ind i nogle bokse, han har det svært ved at komme ud af.

Som han bliver citeret for at sige i filmen, så skal gode samfund være en refleksion af mennesket, men ikke den anden vej rundt.

I 1949 var det stadigvæk svært for tyskere at tale om Fædrelandet, da det begreb stadig var linket op til nazismen.

Så når Thomas Mann bliver spurgt til hvad der er hans fædreland, så er det ikke ud fra en geografisk betragtning. Men mere ud fra en kulturel og familiemæssig vurdering at svaret lyder.

Efterskrift

Filmen er blevet mesterligt filmet af Lukasz Zal, som udover Pawlikowskifilmene Ida og Cold War, også var manden bag kameraet på The Zone of Interest og Hamnet.

Den tyske skuespillerinde Sandra Hüller kendes bl.a. fra Min Far Tony Erdmann. The Zone of Interest og The Anatomy of a Fall. Hun nærmer sig nu de halvtreds. Hvilket er en høj alder for en kvinde i branchen.

Så det er usædvanligt at hun nu står på tærsklen til et internationalt gennembrud i Hollywood. Her leverer hun dog også varen i Project Hail Mary, hvor hun spiller overfor Ryan Gosling.

Og, for Paweł Pawlikowski, så har han med sin tredje sort/hvide film endnu engang bevist at historiske dramaer har sin berettigelse.

Ligesom at indholdet i dem langt fra er sort/hvid, men spænder over mange forskellige gråzoner. Måske lykkedes det en dag for ham at finde et hjem. Noget som også de tre hovedkarakterer i Fatherland tumler med.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Ida

Skeletterne fra fortiden vælter ud af skabene i den prisvindende polske tante-niece roadmovie.

Lær mere

The Zone of Interest

Oscar-vindende film om livet i en nazi-familie som lever ved siden af kz-lejren i Auschwitz.

Lær mere

Cold War

Varme følelser midt under kold krig på begge sider af Jerntæppet.

Lær mere

Indlægget Film: Fatherland – En kommentar til nationalismens kompleksitet blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Made of Plastic. it’s Fantastic

Mattel, et af verdens allerstørste legetøjsvirksomheder, er nu ude med en film, som handler om Barbie, deres mest ikoniske og bedst sælgende produkt.

Efter at have oplevet en lavere omsætning igennem en lang årrække, vendte skuden for ca. 10 år siden, da de begyndte at lancere mange forskellige typer af Barbie, og hendes faste følgesvend Ken.

Og, fornyelig lancerede de så ”Den almindelige Barbie”, der i sit udgangspunkt, afviger en del i sit væsen fra den klassiske, og mere konservativ stereotypiske dukke, da denne ikke lever op til nogle perfekte idealistiske og total urealistiske drømmescenarier for nutidens piger.

Når man ser filmen ”Barbie”, så minder den da også mest om en gennemtænkt reklamefilm, hvor virksomheden er i øjenhøjde med sit købende publikum anno 2023, der ikke bare vil nøjes med en tam produktpræsentation af dukken, og dets tilbehørsprodukter.

Men, som også gerne vil kunne mærke legetøjskorporationens holdninger og sjæl, fortalt i et mere artistisk og anarkistisk udtryk, hvor der er plads til lidt selvironi, bragt til live af den feministiske instruktør Greta Gerwig i hendes fortælling om at Mattel ikke kun er sat i verdenen for at berige pigers dannelsesrejse henimod en plads i voksensamfundet, men som derimod i langt højere grad kun gør det for at skabe økonomisk profit.

Læs også: My Secret Cyberlove: En kitschet kærlighedshistorie

Men, som også gerne vil kunne mærke legetøjskorporationens holdninger og sjæl, fortalt i et mere artistisk og anarkistisk udtryk, hvor der er plads til lidt selvironi, bragt til live af den feministiske instruktør Greta Gerwig i hendes fortælling om at Mattel ikke kun er sat i verdenen for at berige pigers dannelsesrejse henimod en plads i voksensamfundet, men som derimod i langt højere grad kun gør det for at skabe økonomisk profit.

Noget af det der gør, at man glemmer at det er reklamefilm som man i gang med at overvære, er den stærke stilistiske og æstetiske sans som Gerwig fremviser, hvilket igen er noget der leder tankerne hen på en instruktør a la Wes Anderson, og hans store gennembrudsfilm til masserne, ”The Grand Budapest Hotel”.

Barbie i ideernes verden og fænomenernes verden

Samtidig med, så er der er mange filosofiske og intertekstuelle referencer, ikke bare til Platon, og hans tanker om henholdsvis ideernes verden og fænomenernes verden, i den klassiske 3-akts film, som på Hegelsk maner, er delt op i en tese, antitese, og en syntese.

Her oplever vi i første akt Barbies matriarkalske samfund i fantasilandet. I andet akt træder vi ind i Kens patriarkalske samfund, der er baseret på nogle erfaringer han gør sig i den virkelige verden. For så i tredje akt, at mødes et eller andet sted på midten i den afsluttende del af filmen, hvor der både er plads til at Barbie og Ken bedre kan udfolde sig i det nye samfund som opstår.

Så, det er ikke bare hovedrollerne som udvikler sig i filmen, det gør samfundet også.

”Barbie” er også en film som leder tankerne hen mod romantikken, men blot med omvendt fortegn.

For, idealverdenen for Barbie og Ken, synes ikke at være ideernes verden, men derimod fænomenernes verden, der på trods af sine mange besværligheder, og det faktum, at mennesket ikke lever foreviget, rummer en anden eksistentiel dybde, end den overfladiske livsførelse de til daglig praktiserer i Barbieland.

At de to verdener hænger dualistisk sammen, ses for det første ikke bare i portrætterne af Barbie og Ken, men også i det faktum, at deres liv i lige så høj grad hænger sammen med pigerne som leger med dem.

For, nok kan dukkerne skabe drømme og udvide pigernes indlevelse og forestillingsevne på vej mod et voksentilværelse, hvilket er positivt, men hvis de eks. er i dårligt humør, så går det ud over dukkerne. Og, vice versa.

Samtidig med, for det andet, så er det der sker i Barbieland / Kendom, også medvirkende til hvilke produkter som Mattel spytter ud på markedet, hvilket instruktøren serverer på en elegant måde til filmens seere.

En anden, underholdende pointe i dette sammenspil imellem den virkelige og den uvirkelige verden, som en film som denne er en eksponent for, var eks. at før man kunne træde ind i den store udsolgte biografsal, hvor der var plads til ca. 1000 gæster, så var der en fotostand, forestillende en stor legetøjsæske, hvor de kvindelige pink/hvidklædte biografpublikummer, kunne træde ind, og lade sig blive foreviget som deres helt egen Barbiepige.

For så en time senere, inde i salen, at kunne se en scene i filmen, hvor den øverste ledelse hos Mattel, prøver at få deres Barbiedukke tilbage, og binde hende til æsken, da de ikke vil have hende til at løbe frit rundt ”i den virkelige verden”, da dette vil ødelægge deres business. Her smelter mennesket og produktet bogstaveligt sammen i kapitalismens masse.

dårlig personinstruktion af dygtige skuespillere

Margot Robbie, som nogle måske husker for hendes birolle som Roman Polanskis gravide kone Sharon Tate i Tarantinofilmen ”Once Upon a Time in Hollywood”, og Ryan Gosling, der som den autistiske hovedperson i ”Lars and the Real Girl” forelsker sig i en Lolitadukke, spiller de to hovedroller som henholdsvis Barbie og Ken i filmen.

Og, selvom de på sin vis leverer varen, som den smarte kvindelige dukke, der engang imellem hænger ud med sin knap så smarte mandlige dukke, så fornemmer man at instruktøren Gerwig ikke er lige så stærk i sin personskildringer, som til det konceptuelle, som hun fuldt ud behersker. Det er sjældent at man kan identificere sig med dem, og for alvor leve sig ind i dukkernes personligheder på samme måde, som det eks. tog sig ud i det fine sammenspil, som Ryan Gosling havde med Emma Stone i ”La La Land”, der sjovt nok også foregår i Los Angeles.

Dukkerejsen år 2023

Der er mange underholdende momenter i filmen. Det var svært for undertegnede ikke at lade være med at grine højlydt af filmens anslag, som er et link til Stanley Kubricks klassiske åbningsscene i ”Rumrejsen år 2001”. Her ses små piger banke deres babydukker ned mod jorden, inden de møder den store Barbiedukke, for så at kaste babydukken op, og ud i rummet.

Senere i filmen, hvor Ken har fået gennemtrumfet en revolution i Barbieland, og fået lavet sit eget nye Kendom, hvor det nu er mændene som sætter dagsordenen, er Barbiedukkerne med et, blevet forvandlet til nogle kvinder, der i lighed med filmen ”Dukke-kvinderne” ikke har andet for øje, end at opvarte det modsatte køn.

Her render han så rundt med nogle mærkelige forestillinger om hestens vigtige magtposition og rolle i dette mandsdomineret samfund. Hvis man ikke kan se det morsomme i det, eller i Barbielands feministiske drømmeunivers, hvor fyrene fremstår som tilbehørsprodukter, så må man godt nok være meget mavesur.

Efterskrift

Selvom den sidste del af filmen godt kan virke lidt rodet i sit udtryk, så lykkedes det Gerwig, ikke bare at få ført alle sine historier til en ende, men også at få dem rundet af med endnu et tankevækkende indspark, og overraskende afslutning. Tilmed, så har hun også formået at bevare sin kunstneriske integritet i mødet med Mattel, som i lighed med biografpublikummet i Warszawa, også må have klappet i deres hænder, da de overværede slutproduktet blive vist første gang.

Læs også: Scrapper: Skrab dig ind under huden til en ung piges hjerte

Om legetøjskoncernen, så nu vil sælge flere Barbiedukker, pga. filmen, vil stå som et ubesvaret spørgsmål, men jeg er sikker på at den meget gratis omtale filmen genererer, og det, at den også kan ”nå ud” til sådan en som eks. undertegnede (som aldrig har skænket Barbie mange tanker før), også er medvirkende til at dukkens brand (og dermed også dens værdi) vil blive forstærket.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Poor Things

Emma Stone er forrygende i rollen som “Frankensteins sexmonster” Bella Baxter.

Lær mere

Anora

En sexarbejder drømmer om guld og grønne skove efter at have mødt en russisk oligark.

Lær mere

Triangle of Sadness

Ruben Östlunds Cannes vindende film om overklassens magt og afmagt

Lær mere

Indlægget Film: Barbie – En fyldt biografsal klædt i pink og hvidt blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.