Anmeldelse af Sci-Fi filmen PROJECT HAIL MARY (2026) af Phil Lord og Christopher Miller. Med Ryan Gosling, Sandra Hüller og James Ortiz.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Ryan Goslings tur ud i rummet er en fortælling om videnskab og samarbejde. Her bliver det fremmede skildret som en ven, fremfor en fjende, hvilket oftest bliver fortalt i en stor Hollywood-produktion.

Kritikerne har taget særdeles godt imod blockbusteren, men har også peget på en film, der til tider forklarer og afrunder mere, end den behøver.

Project Hail Mary

Project Hail Mary begynder med en af science fiction-genrens klassiske katastrofer. Jorden står over for en eksistentiel trussel, og menneskeheden forsøger at finde en løsning, før det er for sent.

Ryland Grace, spillet af Ryan Gosling, vågner alene på et rumskib langt fra Jorden. Han har mistet hukommelsen og må gradvist rekonstruere både sin egen identitet og den mission, han er blevet sendt ud på.

Det står hurtigt klart, at hans opgave er knyttet til en global katastrofe, som også truer en fremmed civilisation.

På overfladen er det en film om rumfart, astrobiologi og menneskehedens overlevelse. Men filmens centrale relation opstår først, da Grace møder Rocky, et intelligent væsen fra en anden civilisation. Det er her, fortællingen får sin egentlige menneskelige dimension.

Den fremmede er ikke fjenden

Rocky og Grace har ingen fælles sprog, biologi eller kultur. De må derfor opbygge en kommunikation fra bunden.

Samtidig viser det sig, at de har et fælles mål: at finde en løsning på den trussel, der rammer begge deres verdener. Deres samarbejde bliver gradvist til et venskab.

Det adskiller Project Hail Mary fra mange tidligere science fiction-film om mødet med intelligent liv. Det ukendte fremstilles ikke primært som en trussel, der skal bekæmpes, men som noget, der skal forstås.

Filmens videnskabelige problemløsning bliver dermed tæt forbundet med dens fortælling om tillid. Grace og Rocky kommer kun videre, fordi de lærer at forstå hinandens verden.

Det er også her, filmen placerer sit mest tydelige tema. Overlevelse afhænger ikke kun af individuel intelligens, men af evnen til at dele viden og samarbejde.

Ryan Gosling bærer filmen

Kritikerne har gennemgående fremhævet Ryan Goslings præstation. Grace er både forsker, lærer og modvillig helt, og Gosling spiller ham med en blanding af humor, usikkerhed og handlekraft.

Det giver filmen et menneskeligt centrum i en fortælling, der ellers kunne være blevet meget teknisk.

Rocky er den anden afgørende brik. Forholdet mellem de to karakterer er filmens følelsesmæssige omdrejningspunkt, og flere anmeldelser har fremhævet netop blandingen af humor, videnskabelig problemløsning og venskab som en af filmens største styrker.

Associated Press beskrev filmen som en underholdende og følelsesmæssigt effektiv science fiction-film, mens Rotten Tomatoes’ samlede kritikerkonsensus fremhæver Goslings charme og filmens blanding af intelligens og underholdning.

En blockbuster med videnskaben i centrum

Project Hail Mary er samtidig en stor og dyr Hollywood-produktion. Budgettet ligger omkring 200 millioner dollar, og filmen er lavet til det store lærred med omfattende visuelle effekter og rumsekvenser.

Men filmens videnskab er ikke kun baggrund. Grace løser problemer gennem observationer, hypoteser og eksperimenter.

Det er en fortælleform, Andy Weir allerede gjorde central i romanen som filmen er bygget over, og filmatiseringen har bevaret denne grundidé, selv om en film naturligvis må forkorte og forenkle meget af bogens tekniske materiale.

Det er en af filmens klare styrker, men også en af dens begrænsninger. Hvor romanen kan bruge mange sider på at forklare et videnskabeligt problem, skal filmen gøre det visuelt og dramatisk.

Nogle af bogens detaljer er derfor reduceret eller ændret i filmatiseringen. Sammenligninger mellem bog og film peger blandt andet på ændringer i flere af Grace’ videnskabelige processer og i hans interaktion med Rocky.

Stor begejstring, men ikke uden forbehold

Den overordnede kritiske modtagelse har været meget stærk. Rotten Tomatoes ligger omkring 95 procent positive anmeldelser, mens Metacritic placerer filmen i kategorien “generally favorable”.

Det er især filmens underholdningsværdi, skuespil, visuelle side og forholdet mellem Grace og Rocky, der går igen blandt de positive anmeldelser.

Men filmen har også fået kritik. Den mest gennemgående indvending handler om længden og især filmens afslutning.

Project Hail Mary varer omkring to en halv time, og nogle kritikere mener, at filmen ville have stået stærkere med en mere koncentreret sidste akt.

RogerEbert.com pegede eksempelvis på, at filmen når et naturligt følelsesmæssigt klimaks, men derefter fortsætter gennem flere afsluttende sekvenser, som svækker noget af effekten.

Derudover har enkelte anmeldelser været kritiske over for filmens meget humoristiske tone. Kombinationen af alvorlig global katastrofe, teknisk science fiction og komedie fungerer for mange, men kan også opleves som en ujævn blanding.

Fra ensom forsker til lærer på en fremmed planet

Filmens afslutning giver historien en klar tematisk cirkel. Grace kommer ikke tilbage til Jorden. I stedet ender han på Rocky’s hjemplanet Erid, hvor han underviser unge Eridians. Det er væsentligt, fordi Grace selv er lærer.

I begyndelsen af filmen er undervisning det arbejde, han har valgt frem for at være en del af den større videnskabelige verden. I slutningen fortsætter han som lærer, men nu i en helt anden civilisation.

Filmen gør dermed hans endelige destination til mere end blot en konsekvens af missionen. Han har mistet muligheden for at vende hjem, men han har samtidig etableret et nyt fællesskab.

Hans relation til Rocky er afgørende for den udvikling. Grace vælger på et tidspunkt at risikere sin mulighed for at vende hjem for at hjælpe Rocky.

Det er filmens tydeligste eksempel på, at missionen ikke længere kun handler om menneskehedens overlevelse. Den handler også om værdien af det enkelte liv og den relation, der er opstået mellem de to.

Stratt repræsenterer den anden side af dilemmaet

Filmen opstiller også en interessant kontrast gennem Eva Stratt, som er spillet af tyske Sandra Hüller i hendes første rolle i Hollywood.

Stratt har ansvaret for den overordnede mission og træffer konsekvent beslutninger ud fra hensynet til menneskehedens overlevelse.

Hun er villig til at acceptere store personlige omkostninger, hvis det øger chancen for, at civilisationen overlever.

Grace repræsenterer i højere grad det individuelle perspektiv. Konflikten mellem de to handler derfor ikke bare om personlighed. Den handler om et klassisk etisk spørgsmål. Hvor meget må man ofre for at redde de mange?

Filmen giver ikke et enkelt svar. Stratts hårde beslutninger er en del af forklaringen på, at missionen overhovedet kan gennemføres, mens Graces forhold til Rocky viser, at et menneske ikke kun kan reduceres til sin nytte for et større formål.

En kunstnerisk og kommerciel succes

Med et produktionsbudget på omkring 200 millioner dollar har Project Hail Mary indtjent mere end 680 millioner dollar globalt i biograferne. Den blev samtidig Amazon MGM’s største biografåbning til dato.

Det er bemærkelsesværdigt, fordi filmen ikke bygger på en eksisterende superheltefranchise eller et etableret filmisk univers. Den er baseret på en populær roman, men den er ikke en del af en serie som Marvel, Star Wars eller DC.

Filmens kommercielle resultat betyder derfor også noget for den type science fiction, Hollywood vælger at investere i. Det er dog for tidligt at konkludere, at filmen alene vil ændre studiernes strategi.

Det, man kan konstatere, er, at Project Hail Mary har vist, at en stor, original science fiction-film kan kombinere et meget højt produktionsbudget med stærke anmeldelser og et stort internationalt publikum.

Efterskrift

Der er ikke noget oplagt behov for en direkte fortsættelse. Historien afsluttes, og Andy Weirs roman har heller ikke en fortsættelse.

Filmens vigtigste efterliv bliver derfor sandsynligvis ikke et nyt kapitel i Grace og Rocky’s historie, men dens placering blandt de store science fiction-film i 2020’erne.

Den har allerede vist, at en film kan være både teknisk ambitiøs, kommercielt succesfuld og bygget omkring en idé, der ikke kræver et eksisterende franchiseunivers.

Og den har gjort noget, der ikke er helt almindeligt i moderne mainstream-science fiction: Da den fortæller en historie om en global katastrofe uden at gøre menneskeheden kynisk.

Dens grundlæggende svar på en eksistentiel trussel er ikke magt eller militær styrke, men forskning, nysgerrighed og samarbejde.

I det større perspektiv er det derfor fristende at læse Project Hail Mary som mere end endnu en rumfilm. Da dens egentlige fortælling ikke er at mennesket møder en fremmed civilisation. Men, snarere at mennesket møder det fremmede og opdager, at forskellighed ikke behøver at føre til konflikt.

Grace og Rocky har næsten intet til fælles. Alligevel finder de et fælles problem, et fælles mål og til sidst et venskab. Det er ikke nødvendigvis en dyb eller ny idé. Men filmen gør den effektiv.

Og måske er det netop derfor, Project Hail Mary har fået så stærk en modtagelse: Da den kombinerer den klassiske Hollywood-blockbusters skala med en fortælling, der i sin kerne er langt mere enkel.

Man overlever ikke alene. Ikke som menneske. Og måske heller ikke som civilisation.