Anmeldelse af filmen “THE ZONE OF INTEREST” (2023) af Jonathan Glazer. THE ZONE OF INTEREST er titlen på den britiske film fra 2023, som af mange kritikere spås til at vinde en Oscar for årets bedste internationale film, og muligvis også få prisen for årets bedste film senere i dag amerikansk vestkysttid, hvis den kan slå storfavoritten OPPENHEIMER som handler om atombombens far.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Filmen THE ZONE OF INTEREST er en henvisning til INTERESSENGEBIET DES KL AUSCHWITZ, eller på dansk, den SIKKERHEDSZONE, som tyskerne under anden verdenskrig oprettede udenfor Auschwitz i byen Oświęcim og dets opland.

Her befandt sig 5000 SSer og deres pårørende sig, der i blandt hovedpersonerne i filmen, ægteparret Rudolf og Hedwig Höss, som boede med deres fem børn i en villa, hvis have grænsede direkte op til den del af Auschwitz I, hvor lejrens første krematorium og gaskammer befandt sig.

Dette var også stedet, hvor Rudolf i sin egenskab af at være kommandant havde sin arbejdsdag. Efter krigen, blev han fanget i 1946 syd for dansk-tyske grænse i en lille by nord for Flensburg, da konen angav hans skjulested, for selv at slippe fri sammen med børnene.

Hvor, Hedwig efterfølgende fandt sig en ny mand, og flyttede sammen med sin familie til USA og døde i en høj alder, så blev Rudolf, derimod, som var ansvarlig for at have myrdet flere 100.000 mennesker, hængt i Auschwitz, meget tæt på det sted han boede under krigen i 1947, for sine store forbrydelser begået mod menneskeheden.

Sikkerhedszonen

THE ZONE OF INTEREST er en film som jeg har set frem til at se i månedsvis, efter at have læst de første anmeldelser af filmen efter den blev vist ved sidste års Cannes-Festival. Og, selvom den nu har været på tapetet i godt og vel to måneders tid, så var det først i aftes, at jeg så filmen.

Ironisk nok, så skyldes ventetiden primært at jeg ventede på at se en ”English-Friendly” version, da sproget i den britiske film er tysk, for at gøre den så autentisk som muligt. Ligesom, det er det polske filmhold, som optog filmene IDA og COLD WAR, der fik den skudt i kassen på de rigtige lokationer.

Dette er dog ikke det eneste som er bemærkelsesværdig i forhold til THE ZONE OF INTEREST, da den modsat andre film om Auschwitz, ikke direkte skildrer, hvad der foregik inde i koncentrationslejren, men mere om hvordan det tog sig ud på den anden side af muren, i hjemmet hos familien Höss.

Her kan vi bl.a. se at når Rudolf er ude i haven for at ryge en cigar, at røgen fra krematorierne samtidig med skimtes i baggrunden, ligesom skrigene fra Auschwitz kan høres, uden at nogen trækker en mine, da det simpelthen er blevet nogle lyde som familien har lært at se bort fra, for at kunne leve i dette drømmeunivers, hvor der til den store funktionalistiske bygning, er en tilhørende stor have, som Hedwig ynder at passe og pleje blomster og planter.

Dronningen af Auschwitz

Dronningen af Auschwitz, som Rudolf kalder hende, er dog ikke meget for at abdicere, da han bliver kaldt til Oranienburg ved Berlin, og beder hende om at tage familien med ham, da hun er lykkelig for det liv hun bestrider nu, hvor hun i ro og mag kan iføre sig en pelsfrakke, påføre sig noget læbestift, og gøre andre trivielle gøremål, alt imens hun håber på at familien kan tage på en spa-ferie i Italien.

I stedet for bliver det den pligtopfyldende, hårdtarbejdende, og underdanige Rudolf, som selv tager afsted til Tyskland, hvor han stiger i rang, og til sidst får ansvaret for udryddelsen af 750.000 ungarske jøder.

Læs også: The Brutalist: at skabe i en verden fyldt med had

Da han en sen nattetime ringer til Hedwig for at fortælle hende om denne forfremmelse, der også betyder at han snart vender hjem til hende, og hvis aktion tilmed af Heinrich Himmler er blevet navngivet Operation Höss, er hun mopset over at blive vækket om natten. Så, det er ikke bare manden, som er følelsesmæssigt afstumpet, det er konen i allerhøjeste grad også.

Ønsker vi en stærk leder, en stærk nation?

Da vi nærmer os afslutningen på THE ZONE OF INTEREST, hvor instruktøren Jonathan Glazer inviterer os med ind i nutidens museum i Auschwitz, twister han filmen endnu engang, da vi her møder et rengøringspersonel, som rengør montrerne indeholdende artefakter fra de myrdede mennesker, uden at de ser ud til på nogen måde at reflektere over historiens gang, samtidig med at vi som beskuer bliver frygteligt irriteret over lyden af støvsugeren.

På denne måde sender han en direkte hilsen til det nutidsmenneske, som lever et stille og nærmest intetsigende liv, samtidig med at det ligesom de tre berømte aber, hverken har set eller hørt noget, ligesom det ikke vil tale om de uhyggelige ting som sker på den anden side af ligusterhækken, uden at gribe ind. Og, dette er nok det mest skræmmende ved filmen, som på ingen måde, viser den fysiske vold, som blev begået i Auschwitz.

Læs også: 20 Dage i Mariupol: Krigens første dage i Ukraine

I en tid, hvor flere og flere tilslutter sig håbet om at en stærk leder og en stærk nation er den rigtige politiske vej at gå, som vi kan se det i Rusland, Tyrkiet, Ungarn, etc., og snart måske også i USA – og, samtidig med ikke skænker en tanke om hvilke negative konsekvenser denne drøm kan indebære, så tvinger Glazer os med THE ZONE OF INTEREST til at tænke over om dette er en vej vi ønsker at gå, uden på nogen måde at være belærende, og det er befriende.