Under koldkrig markerede Jugoslavien en selvstændighed overfor Moskva, bl.a. ved at deltage i Eurovision Song Contest som det eneste land fra østblokken.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

I 1984 stillede Jugoslavien op med Vlado & Izolda, der bestod af kroatiske Vlado Kalember og serbiske Izolda Barudžija, som sammen fremførte nummeret ”Ciao Amore” i finalen som blev afholdt i Luxembourg.

Trods den lidt pauvre placering som nummer 18 (ud af 19 deltagende lande), så havde Vlado & Izolda efter min mening fortjent en bedre skæbne i et år, hvor svenske Herreys vandt konkurrencen.

Ciao Amore: Jugoslaviens opløsning

Set i bagklogskabens lys var det kun et spørgsmål om tid, før Føderationens republikker med tiden ville gå til hver til sit, efter at Jugoslaviens mangeårige leder Josip Tito døde i 1980, da forskellene imellem dem var for store.

Læs også: Cold War: Kærligheden overvinder alt

For nogle af dem der voksede op i Jugoslavien, og som stadig kan huske nummeret, repræsenterer ”Ciao Amore” (og andre ESC-numre før det hele gik op i limningen i starten af 1990erne) en tid, hvor der herskede lykke og idyl. Dette mærker man f.eks. på cafeer og restauranter hvor der jævnligt bliver spillet grandprix musik i radioen. Måske fordi det er musikken som binder de de respektive lande kulturelt den dag i dag.

Efterskrift

Den dag i dag er der stadig mange i specielt Serbien og i Bosnien-Hercegovina som ser bruddet som noget meget smertefuldt, imens der specielt i Kroatien og i Kosovo hersker en større tilfredshed med at det skete.

I lighed med mange andre sydeuropæiske landes promotionsvideoer fra 1980erne, så fungerede de også som et turistpostkort. Men i Tyrkiet blev ”Ciao Amore” dog ikke vist, da de ikke kunne tolerere den jugoslaviske frisind, fordi Izolda var alt for afklædt (at Vlado så også var det, det var ikke et problem for tyrkerne!)