Anmeldelse af filmen COMPANION (2025) af Drew Hancock. Ny robot splatter film med det unge håb Sophie Thatcher rammer biograferne i dag.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Hun spiller en ”emotional support-robot that sucks”. Men som tiden går lærer hun hurtig om hendes ”herres vaner og opførsel”. Og, ender med at blive en trussel mod hans eksistens.

Companion

I filmen COMPANION møder vi den sociale robot Iris som forelsker sig i et menneske. Hun ved ikke at hun er en robot, da hun tror hun er et menneske.

Senerehen bliver Iris bevidst om denne historie bygger på en løgn. Og, at det er hendes kæreste som styrer hendes liv. Da han kan rette i indstillingerne på hvordan hun skal opføre sig. Samt, have af intelligens.

Det der bevirker den gode relation imellem dem, er når det er mennesket som kan kontrollere hvordan teknologien skal bruges til. Eller hvad den kan misbruges til, som gør at Iris og hendes kæreste begge har det godt.

Da robotten finder ud af at hvordan tingene hænger sammen, så bliver forholdet imellem dem, også farligt for dem begge, og deres omgangskreds. Da hun selv kan styre hendes indstillinger,

Spørgsmålet er så, om det altid er til menneskets bedste at de har fuld kontrol over en digital artefakt. Eller om det er bedst at pendulet svinger mod midten, eller i en hel anden retning i relationen mellem dem.

Livet med sociale teknologier

I 2007 kom jeg på Facebook. Det skyldes at en kammerat fortalte mig at her kunne jeg se billeder fra hans studieophold i staterne.

Dem uploadede han dog aldrig. Og i lang tid vidste jeg ikke hvad jeg skulle bruge dette medie til. Da det var et nærmest lige så et dødt univers som Second Life.

Men så kom der hul på bylden. Lige pludselig blev det trendy at blive venner med Gud og hver mand. Og i den periode, begyndte det at gå op for mig hvad mediet kunne bruges til.

Kontakten med gamle venner blev nemmere, da det nu ”var nok” at udsende en status opdatering. Ligesom man kunne knytte nye relationer sammen med folk man aldrig havde mødt før.

Dette betød også at man på afstand ”kunne styre” hvordan billedet af en selv skulle fremstå for andre. Samtidig med at man erfarede hvordan andre mennesker iscenesatte sig selv.

Alting har en pris

Selvom vi alle var beviste om at prisen for at bruge den gratis service var betaling med data, så var der en tro på at dataene blev brugt på en etisk ansvarlig måde. her var det eneste man kunne risikere, at man kunne blive modsagt eller latterliggjort i et offentligt forum.

Og, ikke ligesom i eks. Rusland, hvor man kan risikere lange fængselsstraffe, hvis man ytrer sig på ”en uheldig” måde.

Med Trumps overtagelse af embedsførelsen i Det Hvide Hus er der sket ting og sager på dette sociale medier.

Dette har også betydet at den teknologi som førhen har været en fornøjelse at bruge langt hen af vejen har ændret karakter, da den har virket som en god COMPANION.

Tidligere har man ikke set det som det store problem om man skulle reflektere over hvordan dataene om en blev brugt. Nu skal man også i den grad tænke over om dataerne bliver misbrugt, hvis de kommer i hænderne for de forkerte mennesker.

Efterskrift

Vi har set det i mange gange før i robotfilm at robotten har vendt sig mod mennesket. Men i COMPANION er det robotten som er den gode, og mennesket det onde. Da de i deres pengegriskhed ikke frastår sig fra at benytte sig af vold.

COMPANION er også en film som handler om kvindefrigørelse, hvilket er en trend som man kan se blive behandlet eksempelvis i film såsom POOR THINGS og BARBIE.

Filmen kan derfor ses som en kritik af et samfund, som udnytter kvinder og teknologi på en uheldig måde. Og, hvis man ikke retter ind, kan der flyde blod i store mængder!