Anmeldelse af filmen “I AM HUMAN” (2019) af Elena Gaby og Taryn Southern. En film omhandlende fordele og risici ved Hjerne-Computer Interfaces.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

De to instruktører undersøger i dokumentaren fordelene og ulemperne for mennesket ved at have et biologisk netværk af neuroner tilkoblet et digitalt netværk af elektroder.

Hjerne-Computer Interfaces

Eksperter anslår at der vil være ca. en million mennesker i verdenen som i 2030 vil have et hjerne-interface implanteret inde i hovedet.

Enkelte videnskabsfolk og kunstnere har i årevis dannet fortrop i denne teknologiske udvikling.

Senest er forretningsmænd såsom Mark Zuckerberg og Elon Musk indirekte hoppet med på denne vogn.

Da de i disse år har kastet en del af deres kærlighed på at kunne producere brugbare og sikre hjerne-computer-interfaces engang i den nære fremtid.

Teknologien giver folk nyt livskvalitet

Mulighederne for at bruge den avancerede teknologi er mangfoldige og synes uendelige.

I filmen møder vi nogle mennesker som i deres daglig virke har forskellige lidelser som de gerne vil have styr på. For at kunne forsætte med at have en normal tilværelse.

Disse patienter er den egentlige avantgarde i udviklingen af hjerne-computer-interfaces.

Tre patienter

Bill blev fuldstændig lam i kroppen efter at være blevet kørt ned af en bilist imens han var ude at cykle. Han er opsat på at gå meget igennem for at komme ud ad denne tilstand.

Anne døjer med Parkinson i sin hverdag. Hun har derfor mistet muligheden for at kunne udøve sine kunstneriske aktiviteter. Hvilket er noget hun gerne vil forsætte med at kunne.

Stephen er blevet blind. Men håber at kunne gense sine kære. Dette er de primære årsager til at disse mennesker frivilligt indgår i et risikabelt samarbejde med videnskabsfolkene.

Stephen får synet tilbage igen. Og Anne slipper for sine rystelser i kroppen, pga. teknologien.

I første omgang lykkedes det for Bill at kunne genaktivere nogle af funktionerne i sin krop. Men slutteligt dør han pga. komplikationerne imellem kroppen ikke kan kapere koblingen til den nye teknologi.

Selvom empirien her er meget, meget begrænset, så understreger den at brugen af interfaces vil blive vejen frem for mange mennesker i fremtiden, pga. dets åbenlyse gode egenskaber.

Hvad er Elon Musk og Mark Zuckerbergs egentlige interesse i at udvikle Hjerne-Computer Interfaces

Men, hvis du spørger etikere fra humaniora, så er de anderledes skeptiske. For hvad er en Zuckerbergs interesse i projektet. Er det at få fuld kontrol over menneskets gøren og laden World Wide. Eller noget andet.

Og, vil den Trump-venlige Musk sælge knowhow om menneskets indre, som både stat og militær kan bruge og misbruge?

Denne bekymring er på ingen måde ny. F.eks. i Anthony Burgess dystopiske novelle ”A Clockwork Orange” fra 1962, ser man hovedpersonen Alex blive hjernevasket af videnskabsmændene. I sådan en grad at han mister lysten til at begå vold og udøve sex i fremtiden.

Da dette eksperiment, er hans billet væk fra fængslet, hvor han har siddet inde pga. mord og voldtægt, så synes alt på overfladen at være godt, da han ikke kan udøve disse ugerninger igen.

Problemet er bare den, at han nu som en fri mand, ikke kan forsvare sig, mod de mange fjender, som gerne vil ham til livs. Samt han ikke er i stand til at få børn.

På et større samfundsmæssigt niveau indser den samfundskritiske forfatter i bogen, at han og andre som er imod den siddende autoritære regering, kan risikere at få en lignende behandling. Sådan de ikke er i stand til at agere i fremtiden. Og at demokratiet dermed er i frit fald.

Efterskrift

Med IN A HUMAN så bidrager dokumentaren til at få os til at tænke over. Samt stille spørgsmålet, om det egentligt er udvikling som vi gerne vil. Eller, om vi stiltiende vil automatisk vil få kroppen ind under huden.

Men, den tager ikke rigtig stilling til at flere og flere betragter det at kunne være offline, som værende en luksus som er forbehold de privilegerede. Eller som er smarte nok til at lukke for strømmen.

Samt, om der fra politisk side, bliver lavet begrænsninger for hvem, og til hvilket brug, hjerne-interfaces kan blive benyttet.