Anmeldelse af kortfilmen om opførelsen af TRIADISK BALLET (1923) af Bauhaus underviseren og kunstneren OSKAR SCHLEMMER.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

I begyndelsen af 1920’erne skabte Oskar Schlemmer et af det 20. århundredes mest radikale scenekunstværker: Triadisk Ballet. Det er et værk, der på trods af sin korte varighed, har fået en enorm betydning inden for performancekunst, modernisme og kroppens æstetik. Det er ikke kun en dans, det er et levende manifest om form, rum, krop og maskine.

Triadisk Ballet

I sin kerne er Triadisk Ballet ikke en traditionel ballet. Den er en undersøgelse af kroppen som skulptur, rytme og rum. Schlemmer trækker ikke på narratives eller psykologisk drama, men på geometriske relationer og visuelle modsigelser. Forestillingen fremstår som en levende, tredimensionel komposition – en slags kinetisk skulptur.

De tre satser (deraf “triadisk”) har hver deres tempo, rytme og atmosfære. Det er som om, kroppen går fra det organiske til det mekaniske og tilbage. De bevægelser er stramme, fokuserede og samtidig legende; det er en bevægelse mod det abstrakte uden at miste sin menneskelige tilstedeværelse.

Kostumerne – fra menneske til form

Schlemmers kostumer er måske det mest ikoniske ved værket. De er ikke dekorative, men funktionelle elementer i et visuelt eksperiment:

Geometriske former som kugler, cylindre og plader omdefinerer kroppen.
De bryder naturlige proportioner, så kroppen nærmest bliver et objekt, en maskine.

Materialerne virker stive og uforanderlige – som om kroppene er arkitektoniske moduler.

Kostumerne gør noget radikalt: de ændrer vores blik på kroppen. Den menneskelige figur bliver til abstrakte elementer i et visuelt spil mellem form og bevægelse. Det er en kritisk pointe: kroppens identitet er ikke uforanderlig, men kan formgives, analyseres og omformes.

Bevægelse og rytme

Schlemmer ser kroppen som en kraft, der kan kvantificeres og designes. I Triadisk Ballet:

• Er bevægelserne ikke emotionelle, men strukturelle.
• Danserens krop er et instrument i et grafisk system.
• Der skabes en rytme ikke kun gennem lyd, men gennem rumlige relationer.

Der er en særlig følelse af afstemt gentagelse og mekanisk præcision, som nærmer sig teknisk koreografi snarere end dramatisk dans. Dette gør værket banebrydende: det tegner linjer til senere eksperimenterende performances og avantgarde-teater.

Æstetik og filosofi

Schlemmer var ikke interessert i at underholde. Han ville reflektere. Hans arbejde er gennemsyret af Bauhaus’ idéer: integrationen af kunst, form og funktion. Triadisk Ballet er derfor ikke bare en forestilling, den er en filosofisk undersøgelse af kroppen – som form, som idé, som maskine og som symbol.

Værket bringer spørgsmål op som:

• Kan kroppen blive til form?
• Hvordan interagerer menneske og rum?
• Hvor begynder performance. Og hvor slutter skulptur?

Det er et banebrydende kunstværk, som fortsat udfordrer vores forestillinger om, hvad en krop kan være, og hvordan vi opfatter scenekunst. Det er æstetisk stringent, filosofisk og formmæssigt kompromisløst.

En klassiker i moderne kunst, ikke kun som et historisk dokument, men som en levende inspirationskilde for nye scenekunstnere og performere.

Denne kollision mellem kropslig tilstedeværelse og formmæssig abstraktion gør balletten til en tankefuld og ofte provokerende oplevelse.

Efterskrift

Triadisk Ballet har haft en enorm betydning for moderne dans, performancekunst og scenografi. Schlemmer var forud for sin tid i måden at nedbryde kroppens figurative identitet og udfordre både publikum og udøver til at tænke udenfor narrativet.

Man kan se værket som en direkte forløber for:

• Performancekunst
• Kroppen som skulptur og installation
• Eksperimentelle bevægelsesstudier i moderne dans

Oskar Schlemmers Triadisk Ballet er ikke blot en forestilling. Det er en analytisk undersøgelse af:

• Krop og form
• Bevægelse og rum
• Menneske og maskine

Det er ikke et værk, man “forstår” med det samme. Men et værk man oplever, reflekterer over og vender tilbage til.