Anmeldelse af filmen “TRIANGLE OF SADNESS” (2022) af Ruben Östlund. I halvfjerdserne sang ABBA “Money, money, money, must be funny, In the rich man’s world”.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Et halvt århundrede senere, går Ruben Östlund sine landsmænd i bedene, med satiren ”TRIANGLE OF SADNESS”. En film som både langer ud til højre og venstre, og som fik De gyldne palmer i Cannes i år.

Influencere på krydstogtophold

Vi møder det sammensatte unge modelpar Carl og Yaya. De har fået en gratis tur på et krydstogtsskib, da de er gode influencere.

Til dagligt lever de af at tage/få taget intetsigende billeder af dem selv til brug for diverse firmaer. Eller til deres følgere på Instagram.

På rejsen møder de bl.a. det gamle russiske ægtepar Vera og Dmitry, som (også) har tjent til vejen på at sælge shit, som Dmitry fortæller parret.

I en tid, hvor han, og de fleste andre fra de gamle postkommunistiske lande har han fravalgt socialismen til fordel for kapitalismen.

Socialisme versus Kapitalisme

Dmitry repræsenterer modstykket til skibets fordrukne amerikanske kaptajn, som aldrig har oplevet bagsiden af socialismen på egen krop. Og, som stadig hylder den:

I en kæmpe brandert med Dmitry afrunder de to den mest hæsblæsende og grotesk humoristiske del af filmen.

Her er det ikke bare havet som laver ravage. Men også de nærmest endeløse orgier af bræk der flyder på interiøret fra det øvrige rigmandsklientel.

I noget som minder om et stille intermezzo midt i filmen spørger Vera en af tjenestepigerne hvad hendes højeste ønske i livet er.

Dette kan hun ikke svare på. Ligesom hun heller ikke er meget for at bytte roller med hende. Da dette er uden for hendes jobbeskrivelse. Men hun går dog med at springe en tur i spabadet efter meget overtalelse.

Skibet hedder afsked

Ligesom i de gamle græske skrifter går skibet ned. Og der er kun de ledende karakterer i filmen som overlever.

Ikke nok med det. De skal også have en ny tilværelse op at køre på en idyllisk eksotisk ø. Alt imens de venter på at komme tilbage til ”den virkelige verden” igen.

I denne nye samfundsstruktur er rollerne i den grad byttet om. Nu er det skibets kvindelige ædruelige asiatiske rengøringschef som viser både kurs og retning for de andre, i hendes nye rolle som holdets kaptajn.

Hun ved hvordan hun kan realisere sine drømme. Og hvordan hun kan styre en besætning som bl.a. tæller hendes egen chef og de rige krydstogtsturister.

Deruodver ved hun hvordan der samtidig med kommer mad på bordet. I hendes idealsamfund hygger hun sig sammen med Carl, alt imens Triangle of Sadness er ved at nå sin afslutning.

Her føler hun at hendes magt er truet da omverdenen så småt at banke på igen. Hvad hun vælger at gøre for at beholde sin magt i hendes autoritære samfund må du se filmen for at få at vide.

Efterskrift

Med “Triangle of Sadness” følger Ruben Östlund fint op på ”The Square”. Som er en film som bl.a. handler om kunstens magt og afmagt i en tid, hvor kvalitet oftest målets i kvantitet,

Dette kan eksempelvis munde ud i, hvor mange mennesker som vil troppe op og se en film som denne.

Det er både ustyrligt morsomt, men også tankevækkende i en tid, hvor herre/slave forholdet er ved at finde indpas igen som en accepteret norm i nutidens mere konservative selvforherligende samfund.

Her synes frihed, lighed, og broderskabsparolen fra den franske revolution nu er yt. Ligesom demokratibegrebet som Carl og Yaya ikke rigtigt aner hvad er for ”et produkt” i mødet med et ældre britisk ægtepar.

Hvor Östlund er en person som nu for alvor har karrieren foran sig, så er den desværre slut for Charlbi Dean, som spiller Yaya.

Hun gik bort i en alt for tidlig alder for lidt over en måneds tid siden. I en ikke uvæsentlig birolle stråler den dansk-kroatiske skuespiller Zlatko Buric i rollen som Dmitry.