Anmeldelse af VIKTOR (2024) af Olivier Sarbil. Viktor er en døv mand som efter den russiske invasion af Ukraine drømmer om at blive kriger.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Filmen blev vist i Kino Muranow i Warszawa som en del af den årlige internationale Millennium Docs Against Gravity Film Festival.

Tilstede i Gerard salen var også filmens franske instruktør Olivier Sarbil, og lyddesignerne Peter Albrechtsen og Nicolas Becker fra henholdsvis Danmark og Frankrig.

Introduktion

Olivier Sarbil har igennem to årtier arbejdet med at dokumentere krig på film, så det var ikke en ny oplevelse for ham at skulle lave Viktor.

Arbejdet med at filme i krigszoner indebærer også en stor risiko for mediefolk. Dette oplevede Sarbil i 2012 da han var i Libyen.

Her fik han blev han ramt omkring håndleddet og fik skudt sin ørering af, hvilket påvirkede hans hørelse. Efterfølgende blev han indlagt på et hospital i ni måneder før han var fit igen.

Så det at skulle lave en film om en døv persons ageren under krig var i høj grad en personlig motivation for dokumentaristen.

Viktor

Instruktøren fandt Viktor på Facebook i en gruppe for ukrainske døve. Efter at have vurderet forskellige henvendelser var han ikke i tvivl om at det var ham som skulle have rollen da det var noget han kunne føle.

Filmen handler om en person som drømmer om at blive en stor kriger der skal være med til at kæmpe mod Rusland, efter landets fuldskala invasion af Ukraine og over et år frem.

Viktor bliver dog afvist af hæren da det ikke bare handler om at kunne skyde, men at det i høj grad handler om kommunikation, og det vil være et problem da han er døv.

Han bliver så alligevel tilsluttet en gruppe soldater med at fotografere og den måde ligesom filmens instruktør være med at dokumentere krigen.

Filmen blev til over flere måneder. I denne periode brugte Sarbil meget tid på ikke bare at filme, men også at observere Viktor og hans mor i hverdagen.

For at få en bedre forståelse af Viktors tanker og følelser bad han ham om skriftligt at besvare nogle spørgsmål han stillede.

Dette mundede ud i 52 A4 siders tekst. Heraf har instruktøren valgt at bruge 1½ side af disse til brug for en voice over i filmen.

Filmens lydside

Det der gør den sorte hvide dokumentar unik, er primært dens lydside. Arbejdet med at få lavet et koncept for hvordan dette skulle implementeret i filmen kom de to lyd designere ind på.

Her fortalte Peter Albrechtsen bl.a. om at ideen med at lave lyden sådan det svarede til hvordan Viktor oplevede verdenen, opstod allerede før filmoptagelserne startede.

I filmen er der tre forskellige strukturer for hvordan lyden bliver behandlet, Viktor i hjemmet med sin mor, Viktor som samuraikriger, og Viktor som pressefotograf.

Nicolas Becker fulgte op på dette ved at tilføje at for filmholdet var det vigtigste i filmen ikke dens handling. Men det at kunne ramme en døv menneskes oplevelse af hvordan de sanser verdenen det vigtigste.

Inden Olivier Sarbil fastslog at selvom en person er døv er det ikke ensbetydende med at alt er stille.

Efterskrift

Efter filmen var blevet fremvist kunne biografpublikummet se et panel. Denne bestod at de tre filmfolk, og en fra festivalen. Derudover var der en som oversatte fra polsk til engelsk og vice versa. Samt en døveoversætter.

På et tidspunkt bliver der spurgt fra festivalpersonens side om det er rigtigt at nogle af Viktors venner er til stede i salen.

Efter fem-seks døve ukrainske kvinder har rakt hånden op, bliver de spurgt om de har nogle spørgsmål til panelet. Det havde de dog ikke. Men de fortalte med et stort smil på læberne, at de alle sammen kommet pga. ham.

Dette var en situation som alle i salen fandt morsomt. Dette skyldes.den komplekse kommunikationsrække, hvor først to som forstår døvesprog kommunikerer med hinanden.

Efter det blev det så oversat til polsk og efterfølgende engelsk. Men hvor der er vilje, så er der vej. Også i en tid med krig – og fred.