Stort var begejstringen i mange lande da Kosovo som det sidste jugoslaviske delområde blev en selvstændig stat i 2008.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Men sidenhen har den politiske realitet meldt sig på banen, og kun 101 ud af FNs 193 medlemsstater anerkender den lille Balkanstat, hvilket ikke bare medfører finansielle udfordringer, men også stiller Kosovo i en usikker position, da der er lang vej før en optagelse i både EU og NATO kan finde sted.

Og, senest har der været rygter om for et par måneder siden, at det russisk-venligsindede land, Serbien, som bestemt ikke anerkender Kosovos selvstændighed, i ”ly” af krigen i Ukraine, vil annektere det igen.

Lige nu og her, er der dog intet der tyder på, at dette vil finde sted, og jeg ser frem til et godt ophold i Pristina.

Der er mange sår som trænger til at blive helet i Kosovo

Det var lidt uden for Pristina, at et stort serbisk ledet kristen hær, som i 1389 med støtte fra bosniere, albanere, bulgarere og rumænere, led et nederlag i Solsortesletten til osmannerne, som ville erobre Europa.

Udfaldet ændrede Sydøsteuropa kulturelt og religiøst, da osmannerne rykkede et godt stykke nordpå i Europa. Og, i et land som eks. Bosnien, fungerer sammenspillet imellem kristne og muslimer ikke specielt godt, den dag i dag.

For serberne betød det enden for deres store rige i middelalderen. Men, da de kæmpede bravt i krigen, står Solsortesletten, som et nationalt mindesmærke, som de ikke kan forlige sig med, ikke er en del af Serbien længere.

I Pristina står skulpturen New Come, som markerer Kosovos uafhængighed fra Serbien i 2008.

Og, over på den anden side af vejen, kan man se skulpturen ”Heltinder”, som er en hyldest til de ca. 20.000 kosovo-albanske kvinder som blev voldtaget af soldater i den serbiske hær under krigshandlingerne som fandt sted i 1998-1999 i Kovoso.