Tyskland: Vitra Design og Arkitektur

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET — Sat, 07 Jan 2023 21:26:19 +0000

VITRA er en familieejet schweizisk møbelvirksomhed, som i 1950 startede som et butiksindretningsfirma. For at spotte fremtidens tendenser tog stifterne Willi og Erika Fehlbaum på en studietur til New York.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

I den amerikanske storby blev de så betagede af en stol designet af Charles Eames og Ray Eames, at de i 1957 besluttede sig for at skifte spor. Nu med fuld fokus på at producere møbler designet af nogle af verdens bedste designere.

For at ekspandere anlagde de deres virksomhed i Tyskland, ikke så langt fra hovedsædet i Basel. I mange år gik det fint med at få afsat møblerne, som eks. var designet af danske Verner Pa nton, som flyttede til Basel, på foranledning af VITRA.

Det blev derfor dem, som lancerede verdens første stol som var støbt i plast – eller Pantonstolen som designikonet, kendes i daglig tale.

Nicholas Grimshaw

I 1981 brændte virksomheden ned. Dette betød også at VITRA tænke i nye baner da de ville genopføre den.

De hyrede deres derfor den britiske stjernearkitekt Nicholas Grimshaw til at stå for opførelsen af de to første, nye, fabriksbygninger fra 1981 og 1983. Som var konceptuelt, forstået på den måde, at han ønskede at de forskellige bygninger skulle ligne hinanden i stil.

Frank O. Gehry

I slutning af årtiet kom VITRA i kontakt med amerikanske Frank O. Gehry, som virksomheden mødte i forbindelse med et møbelarrangement.

Han forslog dem at tegne et designmuseum til at huse de mange møbler (som i dag tæller over 7000). Og, i 1989 var museet, og en fabriksbygning han også havde tegnet, klar til at blive indviet.

Bygningerne blev dermed det første arkitektur, han havde fået opført udenfor staterne.

Zaha Hadid

Fire år senere kunne VITRA præsentere to andre markante bygninger i det 25 hektar stort campusområde.

Brandstationen er tegnet af Zaha Hadid, hvilket var hendes første bygning til at blive opført, 6 år efter at hun havde startet hendes tegnestue.

Folk inden arkitekturmiljøet havde stort respekt for hendes avantgardistiske og radikale tanker om at bl.a. ingen vægge måtte være parallelle, men ingen turde at hyre hende.

At VITRA så endte med at gøre det, skyldes den gode opfattelse virksomheden havde fået af hende i forbindelse med et møbelprojekt, de gerne ville have hende til at udføre. Men, som desværre mislykkedes, pga. det var for besværligt at sætte i produktion.

Tadao Ando

Japanske Tadao Ando var den anden arkitekt som blev hyret.

I sin første opgave udenfor hjemlandet var han glad for at konferencebygningen skulle opføres i et område med kirsebærtræer, som blev gjort til ”hovedpersonerne” i fortællingen om bygningen.

For når Ando ønsker at der skal være store vinduer, så er det ikke for at folk skal ”se på naturen”, men for at trække ”naturen ind i bygningen”.

Med sin store mur, og smalle gang, som fører hen til indgangen, ønsker han at afskære folk fra den omgivende vej, sådan de kan fordybe sig i egne tanker, samtidig med at de heller ikke kan tale med folk, da den ikke er bred nok til at gå vedsiden af hinanden.

Alvara Siza / Herzog & de Meuron / SANAA

Efter at VITRA med bygningerne fra Gehry, Hadid, og Ando, gik væk fra at alle bygningerne skulle være så strømlinet som Grimshaw havde forstillet sig, så er moralen den i dag, at nye bygninger gerne må have deres individuelle udtryk, men samtidig med skal de skulle fungere med de andre bygninger.

Denne ide, er fabriksbygningerne af Alvara Siza (1994), SANAA (2012), og de to fremvisningsbygninger af Herzog & de Meuron (2010 og 2016) nogle meget gode eksempler på.

Pavilioner

Rundt omkring i campusområdet kan man også se eksempler på arkitektur, som ikke i første omgang var tænkt at blive opført der, men som VITRA senere hen har taget ind, da de stod til at blive revet ned andre sted på kloden.

Disse små stykker af arkitektur kan ses langs VITRA-vejen.

Vitra Design

Besøget hos Vitra blev afsluttet i deres bygning hvor de præsenterer deres produkter til offentligheden. Her kunne man ved selvsyn se at deres senste udgivelser ikke i samme grad lever op til design klassikerne fra tresserne og halvfjerdserne.