Sverige: Skærgården i Göteborg (Del I) – Brännö og Styrsö

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET — Sat, 30 May 2026 18:29:47 +0000

Brännö og Styrsö er to øer i den sydlige del af Göteborgs skærgård. På øerne er der idyliske træhuse og storslået natur i uberørte områder.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Da jeg og en tidligere arbejdskollega tog afsted fra Saltholmen på fastlandet, var det i første omgang planen at Brännö skulle ses inden vi fortsatte via Känsö og Vargö inden vi skulle lande på Styrsö

Men planer har det med at blive modificeres af forskellige årsager, derfor blev det i gåsetegn kun Brännö og Styrsö der blev set i den sidste ende.

Brännö

I den ene halvdel af øen er der by, og i den anden halvdel er der natur. Det er yndet sted for den mere velhavende del af befolkningen at have bolig.

Første stop var ved Brännö Lagårds Museum, som havde lukket, ligesom det har det det mest af året, da den kun holder åbent en håndfuld gange løbet af året.

Udenfor bygningen kan man se en minebombe, der blev efterladt ved øen under 2. verdenskrig.

Efter at have fået købt et stykke smørrebrød og en øl ved den lokale købmandsbutik, gik turen videre mod Brännös Brygge, som blev udødeliggjort af sangeren Lasse Dahlquist i tresserne.

Desværre gik båden mod Känsö først et par timer efter, så vi gik tilbage til der hvor vi blev sat i land på Brännö, og ventede i en time og tyve minutter på at færgen kom.

For at komme til Styrsö skulle vi først tilbage til Saltholmen. Her var færgen allerede ved at afgå, men vi nåede at komme med i sidste øjeblik.

Styrsö

Da vi ankom til Styrsö besluttede vi os for at gå mod nogle vikingegrave. Det førte os bl.a. forbi en affaldscentral og et bådbyggerfirma, inden vi nåede stranden.

Selvom vi aldrig fandt nogle vikingegrave var det ligesom at bevæge sig rundt i et uberørt middelalderlig sceneri, som kunne minde om Det syvende segl af Ingmar Bergman.

Efter stranden var passeret var det tid til at bevæge sig over klippen. I dette område var der masse af skov, lyng, og andet bevoksning.

På et tidspunkt virkede det som om at vi var faret vild, men så længe man går via en gangsti, så må der være en vej tilbage, og da det begyndte at gå nedad igen, samtidig med at stien blev bredere, så vidste vi at vi var på rette spor.

Efterskrift

Vi fik ikke set nogle af landsbyerne på Styrsö, som så temmelig hyggelige ud, da vi tog færgen tilbage mod Saltholmen. Men det må blive en anden gang.

Tilbage i Saltholmen stod der mange mennesker og ventede på sporvognslinie nummer 11. Men der var lige akturart plads til alle og vi rullede stille og rolig tilbage mod Gøteborgs centrum.