Film: Their Eyes – Hvordan får en selvkørende bil et syn i trafikken?

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET — Thu, 22 May 2025 08:18:40 +0000

Anmeldelse af THEIR EYES (2025) af Nicolas Gourault. Filmen er et portræt af de arbejdere som daglig arbejder med at optimere bilernes syn.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Rundt omkring i den sydlige halvkugle sidder folk i lande såsom Venezuela, Kenya og Filippinerne og arbejder med at fritlægge objekter på billeder de får tilsendt. Når et objekt er blevet fritlagt, så skal de anmærkes i forskellige kategorier.

Disse kategorier kan eks. være mennesker og deres arbejdsfunktioner, veje, skilte, bygninger, himmel, etc.

De forskellige billeder som danner baggrund for deres arbejde, stammer fra videooptagelser af en biltur igennem byen eller et landskab.

Dermed danner arbejdet de udfører grundlaget for de bilernes syn, eller Their Eyes som en af dem konstaterer tørt.

Aflønningsforhold

Det arbejde de udfører, er dårligt betalt fra de store virksomheder der har fået kontrakten.

F.eks. får en medarbejder i Venezuela 0,2 amerikanske dollars, imens en tilsvarende kollega i USA får 2 USD for det samme arbejde.

Selvom den pågældende kvinde i Venezuela synes at de er meget godt aflønnet i Staterne, så er det også i ”Guds eget land” tale om en meget lav løn.

Og at aflønningen er horribelt, afspejles også i at de tilknyttede medarbejdere bliver betalt på grundlag af hvor mange billeder de får anmærket. Da nogle er billederne, kan tage en hel formiddag at fritlægge, hvis der er tale om et komplekst job.

Teamwork

Their Eyes viser også hvor lidt information der er blevet givet på forhånd til kontraktarbejderne.

De aner eksempelvis ikke hvilke lokationer hvor billederne er taget. Men ved brug af logisk sans kan de vurdere at billedet er taget et eller andet sted på den nordlige halvkugle, da de kan se hvide mennesker.

Ved hjælp af navnene på vejskilte kan de se på Google Maps at billedet er blevet filmet i USA.

Dette er ikke en del af jobbeskrivelsen, men dokumenterer menneskets ønske om at have ejerskab over det arbejde de udfører, og som de her bliver fremmedgjort overfor.

Fra tid til anden mødes medarbejderne over nettet. Her erfarede en kenyaner at det ikke kun er mennesker fra Kenya som er tilknyttet projektet, men også fra andre steder i verdenen.

Til disse møder taler de bl.a. om aflønning, men også om hvordan de kan snyde systemet.

Ved at skifte IP-adresse på VPNen kan de foregive at de eksempelvis arbejder i USA eller Tyskland. Da de bliver lønnet efter hvilken lokation de befinder sig på, så oplevede de i en periode at få en højere løn.

Det stoppede dog brat da en medarbejder havde taget et screenshot af deres chatskriverier og havde sendt dette til en administrator.

Their Eyes

I filmens afsluttende scener forlader medarbejderne deres laptops og går en tur i deres nærområde.

Her forklarer de instruktøren om hvordan de opfatter verdenen hvis de skulle se den igennem de øjne de til daglig benytter sig af i deres arbejde.

Optagelserne fra de forskellige verdensdele viser forskellige grader af kompleksiteter.

I Kenyas hovedstad Nairobi så er trafikken kaotisk fordi der ikke er fodgængerovergange.

Dette betyder så også at folk går ud i trafikken, og da bilisterne ikke altid overholder færdselsreglerne i den massive trafik så kan der let opstå trafikuheld.

Trafikken er også massiv i Filippinerne. Her vil det være en udfordring for kontraktarbejderen at skulle fritlægge de mange kabler som er imellem lygtepælene.

Samt at skulle håndtere de mange mennesker som plejer at stimle sig sammen på fortovene ved de små boder.

I Venezuela fører kvinden også med ud i hendes have, hvor der vil være masser af planter som skal fritlægges.

Samtidig med konstaterer hun at hendes havelåge med masser af rum imellem stængerne vil være et tidskrævende arbejde. Derudover mener hun at himlen er problematisk, da de glider i et med bygningerne.

Efterskrift

Their Eyes sætter fokus på hvilke arbejdsvilkår disse arbejdere i AI-industrien opererer under, og om hvordan arbejdet foregår. Begge dele er meget interessante da begge forhold ikke er noget som til dagligt bliver visualiseret for offentligheden.

Selvom der synes at være arbejde nok for flere år for medarbejderne da kompleksiteten i have selvkørende biler til at fungere optimalt i trafikken skal tilpasses lokale forhold, så mærkes der også en bekymring.

Dette kommer konkret til udtryk, da slutreplikken i dokumentaren handler om en frygt for at det kan være at robotteknologien en dag bliver så avanceret, at der ikke er behov for deres arbejdsindsats.