Engang var Albanien kendt som Europas mest lukkede stat, men i dag kunne jeg uden besvær bogstavelig talt vandre ind i landet fra Montenegro.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Disse tanker strejede mig. For i mange år, troede jeg at det aldrig ville blive mulig for mig at se Albanien.

Men, så lige pludselig, nærmest fra dag til dag. Så var der ikke nogle problemer med at besøge det sydeuropæiske land længere. I dette indlæg vil jeg fokusere på turen ind i Albanien og ud igen.

Indrejse til Albanien fra Montenegro

For at komme ud til busholdepladserne i Podgorica, skal man først betale en afgift.

Efterfølgende var undertegnede i stand til at tage den rigtige forbindelse mod Tirana, hvor der først ventede en tur igennem bjergene på små landeveje.

Ved den montenegrinske-albanske grænseovergang indsamlede buschaufføren først alle passene og Id-kortene, og gav dem til den montenegrinske grænsekontrol.

Heldigvis skulle passagerne ikke samle ind til dem, som jeg engang oplevede da jeg skulle til Serbien.

Efterfølgende kom han tilbage med ID-beviset, som vi fik igen. Så kørte han et lille stykke og stoppede.

Nu skulle vi så hver især selv på fod fremvise passet til den albanske grænsekontrol, inden han så hentede os igen lidt længere fremme.

Jeg er endelig kommet frem til Tirana. En by, som virker meget vibrerende. Nærmest lidt som hvis indre by i København var fyldt med en masse Nørrebrogader.

Udrejse fra Albanien mod Nordmakadonien

Efter en 7 timers behagelig bustur fra Tirana med mange indlagte stop, ankom jeg før tid til Skopje.

Så var der rigeligt med tid til, dels at få noget kaffe, en burek med drikkeyougurt, samt at få strækket benene, og ladet vandet.

I Albanien skal man finde det rejsebureau som rejsen bliver koordineret af, for at finde hvor bussen holder parkeret på den store holdeplads.

På turen videre mod endestationen sidder folk så og venter inde på de små turistkontorer, inden kontordamen siger ordentlig farvel til de rejsende når bussen så ankommer.

Ved den første stop var der tid til at tage en kop kaffe og få noget at spise i landevejsrestauranten. Da personalet hørte jeg fra Danmark, så lignede de nogle som for første gang i deres liv havde mødt en fra kongeriget.

Ved grænsen imellem Albanien og Nordmakedonien, skulle vi først aflevere vores pas/id-kort til grænsepolitiet, inden bussen bakkede baglæns, for derefter at køre ind i en lille hal, der mest af alt lignede et autoværksted.

Her skulle vi fremvise vores bagage til tjek, inden buschaufføren fik et lille dokument på at alt var OK.

Vi kunne så køre tilbage og hente vores ID, som bussens kvindelige passager, efterfølgende fik til opgave af chaufføren at dele tilbage til os.

Hun læste navnene op på alle, undtagen mig, som fik stukket passet tilbage. Ved den nordmakedonske grænse skulle vi så af bussen igen, og fremvise vores ID hver for sig. Inden vi kunne køre videre mod endestationen i Skopje.

Her stod taxichauffører og ventede som sultne gribbe inden busdøren blev åbnet. Nu står det på afslapning i aften inden Skopje skal udforskes i morgen