Den sidste direktør for Bauhaus-skolen i Tyskland, Ludwig Mies van der Rohe, var hverken adelig, eller en dårlig arkitekt, som navnet kan antyde. Tværtimod bliver han i dag betegnet som en af de allerstørste modernister.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Gennembruddet kom med den tyske pavillon til Verdensudstillingen i Barcelona i 1929, hvilket var en udstillingsbygning, som efterfølgende har været en stor inspirationskilde for mange andre arkitekter.

”Barcelona Pavillonen” som den bliver kaldt i dag, blev genopført i 1986 af spanske arkitekter, og det er den version man som besøgende kan opleve, når man træder ind i det modernistiske mesterværk.

Efter successen med Barcelona Pavilionen skabte Ludwig Mies van der Rohe også Villa Tugendhat i Tjekkiet og det nye nationalgalleri i Berlin. Han oplevede imidlertid sin storhedstid på den anden side af Atlanten.

Efter at nazisterne i årevis havde lavet benspænd for ham, dels ved at fjerne det økonomiske tilskud til Bauhaus-skolen, så den lukkede i 1933, forhindrede de ham også i at arbejde i Tyskland.

Læs også: The Brutalist: at skabe i en verden fyldt med had

Derfor drog han til Chicago i 1937, hvor han var med til at sætte et stort fingeraftryk i den amerikanske storby, hvor han blev til sine dages ende i 1969, hvilket i øvrigt også var det år at den anden af Tysklands store modernistiske arkitekter, Walter Gropius, gik bort.