Anmeldelse af WHERE THE HEART BEATS: JOHN CAGE, ZEN BUDDHISM, AND THE INNER LIFE OF ARTISTS (2013) af Kay Larson.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Kay Larson giver i ”Where the Heart Beats” læserne en anderledes biografi om en af det 20 århundredes største modernistiske komponister.

I sin bog skildrer hun John Cage, set igennem de zen buddhistiske briller, og de prominente kunstnere han mødte på sin vej fra 1912-1992

Futurisme, Matematik og Zenbuddhisme

Futuristernes fokusering på hverdagsstøjen og læremesteren Arnold Schoenbergs analytiske, matematiske tolvtoneteknik, var i starten af Cages karriere de helt store inspirationskilder for den amerikanske komponist.

Senere hen i løbet af 1940erne fordybede han sig i østens mystik, og specielt Zen Buddhisme, som han lærte i mødet med den japanske zen mester Suzuki.

Her stiftede han bekendtskab med zen lærdommen der bl.a. foreskriver at du som menneske ikke kan give svar på nogle ting i tilværelsen til et andet menneske, da denne selv skal finde løsningen.

Eller at det med at kede sig med tiden forsvinder, for hvis du keder dig længe nok, så vil kedsomheden begynde at give dig mening.

Samt at ved at benytte dig af begrebsparret ”noget” og ”intet” kan give dig indsigt i livet.

4:33 og 0:00

I 1952 blev hans mest radikale værk 4:33 lanceret i forbindelse med en koncert han afholdte i staterne.

Værkets ”musik” blev skabt af de lyde som primært publikummet skaber, da artisten ved flyglet stort set ikke udfører noget form for støj i de fire minutter og 33 sekundet som stykket varer.

4:33 var en skandale i sin samtid, da det provokerende mange. Deriblandt nogle af John Cages nære venner, som kappede forbindelsen til ham efterfølgende.

Et årti senere kom 0:00 som var en opfølgning på 4:33. Og selvom den er mere radikalt i sit udtryk, da det dækker over en tænkt tanke, så skabte den ikke så meget furore i offentligheden.

John Cage og kunsten

Udover zenbuddhisme, så har Larson i hendes bog valgt at bruge meget stof på Cages møde med billedkunsten. Specielt som den tog sig ud imellem 1940 og 1970.

I starten af denne periode bliver Cage forbundet med strandede kunstnere fra Europa. Mange af dem var flygtet fra Tyskland til USA, hvor de nu søgte at få en ny tilværelse op og stå.

Dette gjaldt bl.a. Laszlo Maholy-Nagy og Josef Albers, som begge er kendt fra Bauhaus. Samt Maz Ernst, der boede i New York i samme bygning pga. Peggy Guggenheim.

Op igennem halvtredserne og tresserne, så var det specielt popkunstnere som også dyrkede zenbuddhismen han krydsede veje med. Og i 1958 var han en af de få som dukkede op ved Yoko Onos første soloudstilling i hendes eget lille galleri i New York.

Efterskrift

Med ”Where the Heart Beats” har Kay Larson skrevet et meget indsigtsrigt værk,. Hvori specielt bogens første to store afsnit om John Cages liv og mødet med zenbuddhisme er meget hyldestgørende.

Bogens sidste tredjedel som primært sætter ham sammen med andre kunstnere, virker dog mere overfladisk. Uden dog at stoffet fremstår helt ubearbejdet.

Alt i alt er det dog en stor nydelse at læse en bog om en kunstner hvori man også får et indblik i sindet på hovedpersonen selv. Om hvad som kan havde inspireret ham i hans daglige virke. Og hvori forfatteren måske klogelig nok ikke giver nogle lange analyser og fortolkninger på hans bagkatalog.