Anmeldelse af STOCKHAUSEN ON MUSIC: LECTURES & INTERVIEWS (1991) af Robin Maconie og KLANG BILDER (2018) af Karlheinz Stockhausen.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Første gang jeg hørte om Karlheinz Stockhausen var i et tv-program, hvori Karl Bartos som fortalte om sin tid i Kraftwerk, udtalte at de var inspirerede af ham og Oskar Sala.

Hvori sidstnævnte gjorde sig bemærket var at skrive musikken til Alfred Hitchcocks Fuglene, og som spillede på en Trautonium, hvilket var en tidlig udgave af en elektronisk synthesizer, så blev landsmanden Stockhausen kendt ud over Tysklands grænser med sine kompositioner der også ledte hen mod Noise og elektronisk musik.

Da jeg så nogle optagelser fra hans Helikopter String Kvartet på YouTube så var jeg solgt. Nogle år havde jeg så fornøjelsen af at høre en af hans kompositioner blev opført i Radiohuset på Frederiksberg.

Og fornyeligt har jeg så læst to bøger om den banebrydende tyske musiker, der i 2001 gjorde sig voldsom upopulær ved at udtale at han anså angrebet på World Trade Center i New York som verdens største kunstværk.

Stockhausen on music

I 1991 udkom en samling af foredrag og interviews som blev redigeret af en Stockhausens gamle elever, komponisten Robin Maconie.

Efter en kort introduktion til Stockhausens barndom, hvor faderen døde kort før krigens afslutning. Men det var måske meget godt fordi han sikkert ville have blevet dømt til døden, da han var en brutal nazist som Stockhausen udtrykker det.

Inden han for alvor gik i gang med at komponere, så analyserede han store mestre, såsom Schoenberg, Webern, Berg, Stravinsky, Bartok og Varese. Og Schoenbergs analytiske og matematiske tilgang til musikken kom ikke bare til at inspirere Stockhausen, men også John Cage.

Igennem bogen bliver vi introduceret til nogle af den elektroniske musik fars tanker om nogle af hans værker Kontra-Punkte, Gesang der Jünglinge og Licht. Inden bogen bliver afrundet af en længere samtale imellem Stockhausen og Maconie.

Klangbilder

Bogen fra 2018 er en udstillingskatalog hvor man ser hvordan Stockhausen visualiserede hans musik og ideer.

Tegningerne skildrer en blanding af noder, flow-charts, og kruseduller, samt små tekster om hans ideer.

Stockhausen voksede op og boede i Ruhr-distriktet i nærheden af Köln og Düsseldorf som var de to kunstneriske monopoler for moderne kunst i 1960erne og 70ernes Vesttyskland.

Selvom der i hans værker indeholder meget brugerdeltagelse og interaktion som der også ses i bl.a. FLUXUS bevægelsen, så påstår han at det var kunstnerne som var inspireret af ham og ikke omvendt.

Og, popkunsten kunne han overhovedet ikke fordrage. På den måde var han ikke bange for at skære igennem, hvad han synes var hot, og hvad var not.

Efterskrift

Stockhausen har inspireret mange lige fra Miles Davis, Herbie Hancock, Kraftwerk og Bjork. The Beatles havde hans ansigt med på deres cover til Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band. På den måde blev han en brobygger imellem den klassiske musik og populærkulturen, uanset om han vil det eller ej.

I 2007 gik en af de største klassiske komponister i det 20. århundrede. Han efterlod sig over 370 værker.