Anmeldelse af BEUYS (2017) af Andres Veiel. Dokumentarfilmen skildrer en af verdenens vigtigste aktionskunster og hans samfundsengagement.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

I sin samtid var Joseph Beuys kendt som en provokerende kunstner, der slog sit navn fast i 1960erne som en del af den performative FLUXUS bevægelse i Düsseldorf. For så senere hen i starten af firserne at engagere sig i tysk politik, da han var med til at stifte det tyske parti Die Grünen, som han var medlem af indtil sin død i 1986.

Om tilblivelsen af Beuys

Det var ikke en nem opgave for Andres Veiel at lave dokumentaren om en af sine personlige inspirationskilder, som havde en tankevækkende tilgang til både kunst og politik. Da han skulle skifte planer mange gange i løbet af tilblivelsesprocessen.

Oprindeligt havde han en ide om at behandle hans kunstværker og performances af Beuys. Men pga. der ifølge tysk lovgivning skal indhentes en godkendelse til at gøre det af boet af kunstneren (hvis denne ikke er i live), så krævede det en hel del af instruktøren for at få denne tilladelse af Beuys enke Eva Beuys.

Efter at Veiel først havde kontaktet hende skriftligt som hun ikke reagerede på, så ringede han til hende to uger efter.

I denne telefonsamtale fik han en blank afvisning af hende, da han i sit brev havde opgivet tre forkerte titler. Og, hvis han begyndte sit projektet ud fra et forkert udgangspunkt, så havde hun absolut ikke brug for en film om hendes ægtefælle. Derefter lagde hun røret på.

Efter at have sundet sig over dette ringende han hende op igen, og bad hende om at se filmen Blackbox Germany han tidligere havde lavet om den tyske terroristorganisation

Veiel, som allerede havde brugt 1½ års tid på projektet, besluttede sig derfor at opsøge hende personligt.

Her forklarede han hende at han under alle omstændigheder ville lave filmen om det så skulle uden kunstværker i den. Det endte med at hun godkendte alle de værker han ville have med i filmen, og så kunne han endelig gå i gang.

Veiels fascination af Joseph Beuys

I filmen siger Joseph Beuys på et tidspunkt at man skal smide kunstværkerne væk og tænke over kunstens idéer. Hvilket nærmest er en religiøs udsagn på linje med Martin Luthers tanker om at det er igennem troen at man skal finde vejen til Gud.

Og for Veiel så var Beuys nærmest en slags Godfather for ham og nogle af sine venner, da han udfordrede både de konservative tyske borgere, og var en modpol til den radikaliserede venstrefløj som den to sig ud i Bader-Meinhof gruppen og RAF.

Dermed banede han vejen for deres egen politiske ståsted midt imellem disse to grupperinger.

Ved finanskrisens start i 2008 var Veiel inde og se en udstilling på Nationalgaleriet ved hovedbanegården i Hamburg. Her så han 2-3 film som omhandlede Joseph Beuys.

I videoerne talte han om strømmen af penge og hvad der skaber en finanskrise. Hvis pengestrømmen bliver løsrevet fra produktionen, så vil vi få bobler. Og disse bobler vil briste.

Overskuddet vil herefter blive privatiseret, men det er kun få som vil tage profitten, hvorimod tab vil blive socialiseret. Det vil blive en sfære uden for vores demokratiske kontrol og rækkevidde.

Derfor opfordrede han beskuerne til at gøre noget ved problemstillingen. Efterfølgende tænkte Veiel, hvorfor ikke lave en dokumentar om hans Godfather.

Politikeren Beuys

Filmen tager sit afsæt i tresserne hvor Joseph Beuys som arbejdede som professor ved Kunstakademiet i Düsseldorf.

Her var han kendt som værende en streng underviser. Men også som en lærer der ikke var en akademisk kunstsnob, da han engagerede sig i relationen til sine studerende, hvis værker han hjalp med at blive udviklet, hvilket var et meget usædvanlig træk for en professor at gøre dengang.

I slutningen af årtiet efter at han havde slået sit navn fast i den internationale kunstverden, så blev hans handlinger mere politiske.

Som en protest mod at de studerende skulle igennem en optagelsesprøve, så tilbød han alle dem som blev fravalgt at de kunne starte på hans hold. Noget som de takkede ja til.

Dette betød også at op imod 400 unge var indskrevet på hans studier, hvilket ledelsen på kunstakademiet på ingen måde bifaldt, da de i første omgang gav ham en ordentlig reprimande.

Da han i de kommende år blev ved med at forsætte praksissen endte det med at han blev fyret i 1972, hvilket medførte store protester fra de studerende men også fra store anerkendte kunstnere.

De 7000 ege og Die Grünen

Han havde en stor tro på at kunst kunne ændre samfundet politisk. Dette ses bl.a. i det store sociale skulptur og gesamtkunstwerk ”De 7000 ege”.

For at få finansieret det store projekt, hvor der skulle plantes 7000 egetræer i Kassel, så stillede han op som reklamefigur for en japansk whiskymærke, ligesom han pressede på overfor de mennesker som havde tjent store penge på hans kunst om at spytte noget i kassen.

Ifølge den danske kunstner Jens Jørgen Thorsen så var FLUXUS verdens første demokratiske kunstbevægelse, da den havde en tro på alle mennesker kan udføre kunst.

Denne tanke bakkede Beuys, som en overgang var med i bevægelsen, op om. Og en vigtig del af konceptet bag ”De 7000 ege” var netop at almindelige folk skulle være med til at få kunstprojektet gennemført, og dermed i fællesskab være med til at lave et kunstværk.

I Die Grünen, som han blev en ledende frontfigur af fra begyndelsen, var for ham et parti som gentænkte demokratiet.

Han blev dog aldrig nogen succes i partiet, da det var præget af alt for mange forskellige holdninger, der strittede i alle mulige retninger.

Hans meninger om økonomi var noget som var med til at trække partiets popularitet ned.

Derfor valgte medlemmerne at han ikke skulle være opstillingsberettiget til Forbundsdagen. Og selvom han vedblev med at være en del af partiet, forsvandt han fra dets søgelys.

Kunsteren Beuys

Som ung teenager var Beuys en del af Hitlerjugend. Senere hen blev han en del af det tyske luftvåben. Her oplevede han at blive skudt ned i 1944.

Men modsat co-piloten så overlevede han ifølge eget udsagn fordi nogle krimtatarer reddede ham, ved at pakke ham ind i fedt og filt.

Efter krigen så blev materialerne fedt og filt væsentlige elementer både i sin teoretiske og fysiske praksis for Beuys. Dette kommer bl.a. til udtryk i konceptet om “social plastik”, der blev synliggjort i flere kunstinstallationer.

En svaghed i Veiels dokumentar er at han ikke giver en ordentlig indføring i dette centrale koncept. Samt rejser et kritisk spørgsmålstegn ved Beuys historie om hvad krimtatarerne gjorde ved ham.

Vi får også historierne om Beuys i forhold til forskellige dyr. Foran en gruppe af de ledende personligheder som var tilknyttet kunstakademiet begynder han at grynte som en hjort. Ligesom vi bliver indført i hans aktioner med en død hare og en prærieulv.

Hvordan man forklarer billeder til en død hare

I værket “Hvordan man forklarer billeder til en død hare” starter aktionen i Galleri Schmela i Düsseldorf.

Beuys, som har påført sig bladguld, guldstøv og honning, fører først de besøgende ud af galleriet og låser døren. Dernæst kan de se hvad der sker inde i galleriet gennem dets hovedruder.

Her vandrer Beuys rundt med den døde hare og fortæller den om de forskellige genstande i rummet.

Haren som i forskellige kultursamfund betød noget positiv, lige fra kærlighed og fertilitet, blev i kunstnernes udlægning af den betragtet som et symbol på genfødsel.

I relation til haren er der så Beuys, som mad sin maske af guld og honning kan forstås som et middel for genoplivning.

På denne måde så bringes tanken om harens dødskarakter den tilbage til livet i samspillet mellem de to aktører.

Jeg kan lide Amerika, og Amerika kan lide mig

I dette performative værk viser Joseph Beuys det fysiske billede af en mand. For hvem materialet og meningen med kunstneriske aktiviteter bestemmes af personlig erfaring og engagement.

Uden at sætte fødderne på amerikansk jord, blev han ført direkte fra lufthavnen til René Block galleriet. Her levede han i tre dage sammen med en prærieulv. Allerede inden han var steget på flyet i Tyskland havde han påført sig filt.

For det meste af tiden var prærieulven venlig overfor Beuys. Men den kunne også finde på at være mere voldelige, hvilket gav sig udtryk i at den begyndte at bide i hans filt.

Under hele aktionen så prøvede Beuys at leve sig ind i dens handlinger, ved at kopiere hvad den gjorde, for at udvikle en form for kommunikation med den.
Værket var en kritik af USA.

Den tyske kunstner som var kritisk overfor amerikanernes engagement i Vietnam, afviste af den grund mange invitationer i at komme til staterne.

Men i ”Jeg kan lide Amerika, og Amerika kan lide mig”, så vender han blikket 180 grader.

Her sætter han spotlys på de amerikanere som forfulgte prærieulven, som Beuys betragtede som et symbol på urbefolkningen. Ved at udvikle en slags venskab med ulven, så medierer han en fredshandling.

Efterskrift

Under arbejdet med at redigere filmmaterialet fremviste Veiel det foreløbige resultat til en amerikansk kollega.

Han kvitterede med at sige, at dette var så typisk tysk, fordi i USA vil man altid afslutte handlingen med at gøre hovedpersonen til en helt.

Og i din film, så ender projektet med at få rejst penge til De 7000 ege som en fiasko. Da det kun lykkes for Beuys at samle penge ind til de 1000 af dem.

Dette udsagn tænkte Andres Veiel over, og besluttede sig efterfølgende for at lade filmen køre i ring.

Dvs. at vi starter et andet sted i handlingen og slutter med et link til introen. Hvilket giver en anden indholdsmæssig afslutning end først tiltænkt.

Om denne ændring af strategi har løftet filmen, er svært at sige. Mere problematisk er det dog at det kræver en vis form for forforståelse fra beskuerens side om Beuys liv og produktion for bedre at kunne forstå pointerne fra instruktørens side noget bedre.