Anmeldelse af filmen “AFTERIMAGE” (2016) af Andrzej Wajda. Oprindelig ville Andrzej Wajda være kunstmaler. Men, efter at have studeret et stykke tid på kunstakademiet i Krakow droppede han ud, og tog derefter til Lodz, hvor han i årene fra 1949-53 uddannede sig til at blive filminstruktør på byens berømte filmskole.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

I sin sidste film ”Afterimage” som udkom i 2016, tager han os med tilbage til den periode, hvor han befandt sig i Polens tekstilmekka, og hvor doktrinen ”Socialistisk Realisme” regerede. Her bliver vi præsenteret for Władysław Strzemiński, som var en Polens allerstørste kunstnere i det sidste århundrede, og den uret som bliver begået imod ham fra statens side, da han ikke ville følge doktrinen.

Et efterbillede om to store polske kunstnere

Et efterbillede er en teknik taget fra billedkunsten, som handler om se de komplementære omgivelser, hvilket man er i stand til, hvis man er blevet forblændet af en stærk lyskilde, og efterfølgende ser ud i rummet. På mange måder minder Strzemiński om Wajdas dimentrale modstykke.

Wajda, som døde i en høj alder som 90-årig, var løbende i stand til at omgås forskellige styres krav til, hvad der var god tone at lave. Strzemiński derimod, gik i direkte konfrontation mod magthaverne, som kvitterede med at køre ham ud på et sidespor.

Dette betød at han først mistede sin stilling som Professor på kunstakademiet. For derefter at blive kylet ud af fagforeningen. Dette betød at han ikke kunne arbejde indenfor sit felt, samt heller ikke kunne købe materialer, eller få fødevarekort.

Læs også: Apolonia, Apolonia: Kunst, Feminisme og Aktivisme

Tilmed sørgede staten for at alle som hjalp ham, også blev straffet i hverdagsaktiviteterne, for at få dem til at holde sig på afstand af ham. Den idealistiske, men også stædige kunstner, døde officielt af tuberkulose få år efter udstødelsen af samfundet. Han var stort set alene da det skete, fordi han havde holdt på sine idealer hele vejen igennem. Uden på nogen måde at ville bøje sig, eller gå på kompromis med andre, i den kamp, han på forhånd var dømt til at tabe.

Det siges om Wajda, at han var socialist, og nogengange også realist, men aldrig socialistisk realist. I sine film, sørgede han på den ene side for at de ikke var så kontroversielle, at de blev bremset. Men, også at de på den anden side, havde nogle politiske emner på tapetet, der kunne virke anstødelige.

I mange af sine film, lige fra tiden under stalinismen til nu om dage, hvor nationalismen florerer i Polen, så problematiserede han ofte glorificeringen af den romantiske heltedyrkelse og martyrium, hvilket også sker i ”Afterimage”. Selvom han i denne, også langer kraftigt ud efter en autoritær stat.

Læs også: The Brutalist: at skabe i en verden fyldt med had

I filmen ”Katyn” fra 2007, som blev nomineret til en Oscar, og som må have været en svær film for ham at lave, da hans far var en af de mange tusinde ofre i massakren, forsøgte Lov og Retfærdighedspartiet i Polen at få bremset distributionen af filmen til de udenlandske markeder, da de bestemt ikke brød sig om at se den øverste ledelse af den polske hær blive udslettet uden kamp, som om de var mink i Danmark i 2020.