Anmeldelse af CORSAGE (2022) af MARIE KREUTZER. I filmen møder vi den nu 40-årige Kejserinde Elisabeth af Dobbeltmonarkiet Østrig-Ungarn.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Det mest spændende ved filmen Corsage er dens titel. Da den dels henviser sig til en beklædningsgenstand, der ligesom korsettet gjorde det muligt for kvinderne at snøre deres talje stramt til, sådan de fremstod supertynde.

Men også til dels fungerer som et symbol for en victoriansk og konservativ tid, hvor kvinderne blev undertrykt, da de i det bedre borgerskab udelukkende skulle fokusere på hvordan de så ud, og repræsenterede det hus de stammede fra.

Det samme gjaldt for Kejserinde Elisabeth af Østrig-Ungarn, der ikke ser fem sig til at blive 40 år juleaftensdag 1877. Her ligger hun med hovedet under vandet i badekarret og tæller til fyrre, hvilket foruroliger hendes hofdamer, da de får dødsangst ved hendes opførsel.

Corsage

I Corsage prøver instruktøren Marie Kreutzer at skabe et troværdigt billede af den østrigske kejserinde. Da hun ligner de billeder som er blevet taget af hende. Ligesom de daglige gøremål hun foretog sig, stemmer overens med de historiske kilder.

Hver dag brugte hun tre timer på at få sat håret så det sad rigtigt. Derudover kunne hun godt lide at ride, læse poesi og tage sig en smøg om aftenen.

Men først og fremmest led hun af en kraftig depression, hvilket mange historikere mener skyldes det forhold at hun have svært ved at forlige sig med de stramme normer der herskede hos hoffet.

Da hun første gang havde været rejst ud på egen hånd, vendte hun tilbage med fornyet kraft. Og, det måske i starten var tænkt som en enkelt begivenhed greb om sig, og ofte var hun væk i længere tid.

På grund af dette, gik der også rygter om at hun havde adskillige affærer. Et tema som Corsage også berører. Ligesom hun også beskriver den smerte hendes børn oplever ved at have en fraværende mor, i et kærlighedsløst forhold til sin mand Kejser Franz Joseph d. 1.

Filmens svagheder

Det instruktøren dog ikke lykkedes så godt med i filmen er gøre anti-karakteren Elisabeth, som ingen livskraft har over sig, til at gøre hende til en spændende skikkelse, som f.eks. Julie i Kieslowski-filmen ”Blå”, der også prøver at afskærme sig fra omverdenen efter sin mand og datters dødsfald.

Scenen, hvor den bayerske konge Ludwig d. 2. prøver at tilnærme sig hans kusine Elisabeth, synes at være en overfortolkning af de mere romantiske breve de udvekslede. Men hvor Ludwig siger til Elisabeth, efter at de begge havde badet i en sø, at hun ikke må drukne der, kan også tolkes som et forvarsel om hans egen død, hvor han blev fundet i Starnberger See.

Endelig er der slutscenen hvor hun selv springer i havet og begår selvmord i 1878, det er en meget fiktiv til skrivelse, hvilket kendere af Elisabeths tragiske dø i 1890, hvor hun blev myrdet ved Geneve-søen, bedre kan leve om.

1878 var også året hvor hendes mand annekterer Bosnien. Hvilket Elisabeth også spørger ind til hvorfor han gør det? Måske fornemmer hun at Sarajevo senere hen imod slutningen af hans død, også ville bringe imperiet til fald.

Efterskrift

“Mon, de kan reparere dig”, synger Lars Hug på “Kysser Himlen Farvel”-pladen fra 1987.

Denne sætning tænkte jeg over da jeg så filmen. Og, svaret var nej. For selvom filmen giver et stærkt billede af en sindslidende kvinde, bliver jeg ikke opslugt af hendes skæbne, eller i nogle af birollerne.

Dette er en skam. Da den på et overordnet plan er et ambitiøs projekt om at fortælle et portræt af en kvinde som var forud sin tid.