Anmeldelse af filmen DE GAULLE: MODSTANDENS PRIS (2026) af Antonin Baudry. De Gaulle nægter at give op i 1940 efter fransk nederlag.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

De Gaulle: Modstandens Pris begynder i en tid, hvor Frankrig står over for et afgørende sammenbrud.

I 1940 rykker de tyske styrker frem, og den franske hær lider nederlag. Landets politiske ledelse vælger at indgå en våbenhvile med Hitler-Tyskland.

Det bliver begyndelsen på Vichy-regimet under marskal Philippe Pétain, som overtager magten efter våbenhvilen i juni 1940.

Vichy-regimet er centralt for at forstå filmens konflikt. Det er ikke blot en regering, der accepterer nederlaget.

Regimet samarbejder med Nazi-Tyskland og indfører en autoritær politisk orden, der bryder med den franske republiks idealer om frihed, lighed og broderskab.

Det medvirker også til forfølgelsen af jøder og til at begrænse borgernes rettigheder. Frankrig er dermed ikke kun besat udefra; landets egen stat bliver en del af samarbejdet med besættelsesmagten.

Det er denne udvikling, Charles de Gaulle nægter at acceptere. Hvor Pétain mener, at Frankrig må indstille kampen, fastholder de Gaulle, at landet fortsat skal kæmpe på de allieredes side.

Han rejser til London, hvor han forsøger at samle en fri fransk modstandsbevægelse.

Filmens grundlæggende konflikt bliver derfor spørgsmålet om, hvem der egentlig repræsenterer Frankrig: Vichy-regeringen, der har accepteret våbenhvilen, eller de Gaulle, der insisterer på at fortsætte kampen?

London – Kampen for anerkendelse

I London får de Gaulle mulighed for at tale til det franske folk gennem BBC. Den 18. juni 1940 holder han sin berømte appel, hvor han opfordrer franskmændene til ikke at opgive kampen.

Appellen bliver senere et afgørende symbol på den franske modstand, selv om den på selve dagen kun blev hørt af relativt få.

Filmen viser, hvor vanskeligt det er for de Gaulle at få andre til at anerkende ham som Frankrigs legitime leder.

Han har hverken en stor hær eller en regering bag sig. Hans vigtigste redskab er hans overbevisning om, at Frankrig stadig eksisterer som en selvstændig nation, selv om landet er besejret.

Forholdet til Winston Churchill bliver derfor afgørende. Churchill giver de Gaulle en platform, men deres samarbejde er præget af både respekt, irritation og magtkampe.

De Gaulle ønsker ikke blot at være en fransk general, der følger britiske ordrer. Han kræver, at Frankrig bliver behandlet som en selvstændig allieret.

Det skaber sammenstød mellem de to mænd, som begge har stærke forestillinger om politisk lederskab.

Også den amerikanske præsident Franklin D. Roosevelt optræder i filmen. Han er skeptisk over for de Gaulles position og er tilbageholdende med at anerkende ham som Frankrigs repræsentant.

De Gaulle må derfor kæmpe på flere fronter: mod Tyskland, mod Vichy-regimets krav på magten og for at blive taget alvorligt af de allierede.

Afrika. Kampen for et frit Frankrig

Filmen følger også de Gaulles forsøg på at samle støtte i de franske kolonier i Afrika.

Her bliver kampen både militær og politisk. Hvis de Gaulle skal vise, at han repræsenterer mere end sig selv, har han brug for territorier, soldater og ressourcer.

Vi følger blandt andet general Leclercs aktiviteter i Afrika og forsøget på at få franske områder til at slutte sig til Frie Frankrig.

Det er ikke en enkel proces. Nogle franske styrker er fortsat loyale over for Vichy, og det bliver tydeligt, at Frankrigs nederlag har skabt splittelse blandt franskmændene selv.

Filmen viser dermed, at modstanden ikke kun handler om at bekæmpe tyskerne. Den handler også om at genopbygge en politisk og militær fransk autoritet.

Samtidig er det værd at bemærke, at de afrikanske områder først og fremmest skildres gennem de Gaulles kamp for støtte. De lokale befolkningers egne interesser og ønsker får mindre plads.

Fernand og Livia. Modstandens menneskelige pris

Ved siden af de politiske og militære begivenheder følger filmen de unge Fernand og Livia.

Deres historie giver fortællingen et mere personligt perspektiv. Krigen er ikke kun noget, der udspiller sig mellem generaler og statsledere; den griber også ind i almindelige menneskers liv, relationer og valg.

Fernands historie forbindes med mordet på admiral Darlan i Algier i december 1942.

Darlan var en fremtrædende figur i Vichy-systemet, og hans drab viser, hvor kompliceret og splittet modstandskampen var.

Filmen bruger dette forløb til at vise, at kampen mod samarbejdspolitikken også kunne føre til voldelige og moralsk vanskelige beslutninger.

Bir Hakeim – beviset på, at modstanden kan kæmpe

Filmens store militære højdepunkt er slaget ved Bir Hakeim i Libyen i 1942. Her holder franske styrker under general Kœnig stand mod Rommels tyske og italienske styrker i omkring 16 dage.

De franske soldater er under hårdt pres, men deres modstand giver de allierede værdifuld tid og viser, at Frie Frankrig kan bidrage militært til krigen.

Bir Hakeim får derfor en betydning, der rækker ud over selve slaget. Det bliver et symbol på, at den franske modstand ikke blot er en politisk idé eller de Gaulles personlige projekt. Den er blevet en reel militær styrke.

Filmen slutter omkring dette vendepunkt og fortæller dermed ikke hele historien frem til Frankrigs befrielse.

Historie, budskab og nutidig relevans

Filmen er et historisk drama, ikke en dokumentar. Den samler og komprimerer begivenheder og personer for at skabe en sammenhængende fortælling.

De Gaulles rolle og betydning voksede gradvist, og hans appel den 18. juni førte ikke straks til en samlet fransk modstandsbevægelse. Det tog tid at samle soldater, territorier og politisk opbakning.

De Gaulle fremstilles som både modig og kompromisløs, men også som stolt, egenrådig og optaget af sin egen historiske betydning.

Hans personlighed er en del af filmens centrale spørgsmål: Hvor langt kan en leder gå i sin overbevisning om at repræsentere et helt folk? Filmen hylder hans vilje til modstand, men viser også de konflikter, hans ledelsesstil skaber.

Det er netop her, filmen får relevans i dag. Vichy-regimets historie minder os om, at demokratiske samfund ikke nødvendigvis kun trues af en ydre fjende.

De kan også svækkes indefra, når politiske ledere koncentrerer magten, begrænser rettigheder eller fremstiller samarbejde med autoritære kræfter som den eneste realistiske løsning.

Historien viser desuden, hvor hurtigt demokratiske institutioner kan miste deres betydning, når de ikke længere forsvares.

Det betyder ikke, at nutidens politiske konflikter kan sidestilles direkte med Frankrig i 1940.

Men filmen stiller stadig relevante spørgsmål: Hvad sker der, når frygt får større betydning end frihed?

Hvem har ansvaret for at sige fra, når magthavere svigter demokratiske værdier? Og kan et samfund bevare sin frihed, hvis borgerne vænner sig til, at rettigheder og principper gradvist bliver sat til side?

De Gaulle: Modstandens Pris handler derfor ikke kun om en fransk general under Anden Verdenskrig.

Den handler om mod, politisk ansvar og betydningen af at stå fast, når et samfunds grundlæggende værdier er truet.

Filmens vigtigste budskab er, at frihed ikke kan tages for givet. Den kræver mennesker, der er villige til at forsvare den – også når det har en høj personlig og politisk pris.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Napoleon

Napoléon

Napoléons sidste ord skulle ifølge Ridley Scott have været ”Frankrig, Hæren, Josephine.

Den Fremmede

Albert Camus Nobelprisvindende udgivelse får tilsat nye perspektiver i Ozons film.

De Gaulle: Frihedens Stemme

De Gaulle skal samle den opposition der er imod Nazityskland og vinde respekt hos de allierede.


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *