Anmeldelse af den tjekkoslovakiske animerede kortfilm DEN KYBERNETISKE BEDSTEMOR (1962) af den tjekkiske dukkemager og animator JIŘÍ TRNKA.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

I den dystopiske fremtidskommentar, hvor teknologi erstatter menneskelige relationer og følelsesmæssig nærhed, retter Jiří Trnka en skarp kritik af en automatiseret, koldt samfund, som tager sig af at passe og underholde børn.

Her møder vi kontrasten mellem den menneskelige bedstemor og den teknologiske kopi, hvori moralen synes at være at kunstig funktionalitet ikke kan erstatte ægte kærlig omsorg og menneskeligt nærvær. Noget HC Andersen også kommer ind på i Nattergalen, hvor den mekaniske fugl ikke kan udkonkurrere den virkelige nattergal.

”Den Kybernetiske Bedstemor” var ligesom mange andre tjekkoslovakiske produktioner i sin samtid tæt på at være ordløs, da det var tænkt til brug overfor et internationalt publikum.

Filmen bygger derfor stemningen og fortællingen op igennem billeder, lyd og musik. Og, benytter sig af scenografiske symbolske virkemidler såsom maskiner, mennesketomme landskaber, og mekanisk ordnede systemer.

Den Kybernetiske Bedstemor

Filmen ses gennem øjnene på en lille pige, hvis biologiske bedstemor bringer hende hen til en forlystelsespark, hvor hun rejser gennem en futuristisk, teknologisk verden.

Efterfølgende møder barnet en kybernetisk bedstemor, som er et robotlignende væsen, der er designet til at ligne en komfortabel kontorstol med mekaniske “vinger”.

Den er programmeret til at virke venlig venlig i sin form, men mangler empati og menneskelighed. Pga. dens adfærd er kold, mekanisk og fremmedgørende, skræmmer robottens adfærd pigen.

Til sidst genforenes pigen med sin rigtige bedstemor, som slukker robotten og giver hende menneskelig omsorg og varme.

Efterskrift

I kølvandet på Sputnik-opsendelsen, var der i begyndelsen af 1960erne en stor optimisme omkring teknologi i de postkommunistiske lande, hvilket ledte til at naturvidenskaben blev hyldet.

Det, Trnka advarer imod i ”Den Kybernetiske Bedstemor”, er en alt for blind tro på automatisering, hvori mennesket kan blive erstattet af maskiner i et samfund, hvor effektivitet er vigtigere end relationer. Dette gør filmens budskab relevant i dag i en tid med AI og robotter. Da robotbedstemoren kan symbolisere et system der siger det passer på mennesker, men i praksis kontrollerer og fremmedgør dem.