Anmeldelse af “ET HJERTE ER ALTID RØDT – EN FILM OM IMPERIET” (2024) af BALSAM HELLSTRÖM om den svenske alternativrockgruppe fra firserne.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

I sluthalvfjerdserne var punken nået til Sverige i form at det legendariske orkester Ebba Grön, hvori Joakim Thåström var den karismatiske frontfigur.

Da bassisten Lennart “Fjodor” Eriksson valgte at træde ud i 1983 blev det enden for bandet. De tre andre medlemmer gik med tiden sammen med den dygtige bassist Christian Falk og saxofonisten og keyboardspilleren Per Hägglund fra det populære og mere funkede og soul prægede Madhouse i det projekt som endte med at hedde Imperiet.

Et nyt musikalsk rige

Det første års tid sammen i Imperiet gik dog mere med at feste og tage stoffer end at lave musik. Og, når de endelig var aktive, blev de beskyldt af gamle Ebba Grön fans at have solgt ud.

De mente at alt var galt med det nye band. Lige fra det at fansene nu skulle betale penge for at se koncerterne, til at de kunne høre dem blive spillet på Sveriges Radio. Og tilmed også udgav lp’er. Hvilket nok var det mindst kommercielle de gjorde, da de i starten ikke solgte en meter ifølge Thåström.

At de nu havde inddraget synth som en del af deres lydunivers var dels ment som en provokation mod deres gamle kernepublikum, men også at de gerne ville fremstå moderne.

Da de var en tur i USA for at indspille en ny plade, følte trommeslageren Gunnar “Gurra” Ljungstedt sig overflødiggjort da produceren insisterede på at bruge en trommemaskine på pladen. Hvilket efterfølgende gjorde at han pakkede sit gode tøj og skred fra bandet og blev efterfølgende erstattet af Fred Asp, som alle bandmedlemmer kendte perifært.

Året før var Stry Terrarie flyttet tilbage til Skåne fra bandets base i Stockholm, efter at have tabt en magtkamp i bandet, hvor han eksisterede på at skifte orgelet ud, da han ville frem i rampelyset og spille guitar.

Det store kommercielle gennembrud

I 1985 udgav Blå Himlen Blues med hitsinglerne C.C. Cowboys og Fred. Pladens amerikanske producer Jeff Eyrich synes det svenske band havde en international lyd, hvilket efterfølgende medførte mange spillejobs i USA på forskellige klubber.

Samme år fortolkede Imperiet Carl Michael Bellman og Evert Taube på singleudspillet Märk hur vår skugga, som strøg til tops på Svensktoppen. Et faktum Joakim Thåström havde det svært ved, da der stadig var noget punkblod i hans årer.

Året efter peakede gruppen kommercielt, da de udgav albummet Synd. Hvilket gav gruppen mod på det store internationale gennembrud. Som dog udeblev da det var svært at konventere de svensksprogede sange til engelsk.

Politisk engagement

I Live Aid året 1985 blev der afholdt støttekoncerten Svensk Rock mod Apartheid i Sverige til ære for ANC. Her gik markante svenske musikere som Michael Wiehe, Björn Afzelius, Tomas Ledin og Imperiet sammen om at bakke op om Nelson Mandelas African National Congress.

Tilstede var også den svenske statsminister Olof Palme som Imperiet kom i kontakt med under det store event da han ville introducere dem før de skulle afholde deres koncert.

Dette var bandet fuldstændig star truck over. Men dog ikke mere, end at de kontaktede statsministeren dagen efter for at høre ham om mulighederne for at den svenske stat kunne sponsere en turne hvor Imperiet skulle give koncerter i latinamerikanske lande. Og, med Palmes medvirken var det startskuddet til at Imperiet kom til at spille i Mexico, Cuba, og Nicaragua.

Den latinamerikanske turne

Turneen var en blandet fornøjelse for bandet. I Mexico oplevede de til deres store overraskelse af der kom 1500-1800 mennesker til deres koncerter. Selv havde de regnet med at der nok højst vil komme 25.

Det var også mens de var i Mexico at de blev nødt til at fyre deres manager Arild Skrindo. En aften havde han taget et stort beløb af bandets fælleskasse for at købe narko. Men ikke nok med at bandmedlemmerne blev røvrendt, så blev han det også selv, da det viste sig at det hvide pulver for vaskepulver.

Før Imperiet ankom til Cuba var de forelsket i øen, men da de forlod den var kærligheden til den væk. Hjemme i Sverige havde de opbygget en naiv forestilling om Fidel Castros kommunistiske styre. Så de blev forfærdet over lige pludselig at erfare at de politisk blev misbrugt af den cubanske stat.

Under deres første koncert, følte de sig nødsaget til at gå fra scenen, da de erfarede at de cubanere som stod og dansede, fik prygl af vagterne som skulle observere deres gig. Det venstreorienterede band tolkede det som om den cubanske stat ikke ønskede at befolkningen blev smittet af vestlig kapitalistisk rockmusik. Så da de fløj videre til Nicaragua, var illusionen om Cuba nedbrudt.

Midt i en krigszone

I Nicaragua fik de dog humøret tilbage igen, da de kunne mærke den store glæde og optimisme der var i landet efter at sandanisterne havde væltet diktatoren Anastasio Somoza i 1979.

Samtidig med at gruppen afholdt deres koncerter i det latinamerikanske land, begyndte Reagans USA militært at intervenere. Og, bandmedlemmerne begyndte langsomt at forstå, at det ikke bare var for deres egen fornøjelse skyld at de var blevet sendt ud, da Sverige, som det eneste land i Vesten støttede styret i Nicaragua.

Meningen var at de igennem kulturen skulle vise svensk opbakning. Hvilket blev yderlige kompliceret af at Olof Palme blev skudt i Stockholm.

Et par år efter var Imperiet sammen med Michael Wiehe tilbage i Nicaragua. Men den varme og glæde som de kunne mærke i befolkningen, var væk.

Imperiets opløsning

Samtidig med at kold krig nærmede sig sin opløsning, så faldt Imperiet også mere og mere fra hinanden.

Efter det fejlslagne forsøg på kommercielt at slå igennem i USA med udgivelsen af en engelsksproget plade med deres bedste numre på, så begyndte det at slå revner i bandet.

Da gruppen så besluttede at kyle Per Hägglund ud af bandet, fordi han prioriterede ture til det græske øhav højere end at være med i studiet og remixe deres indspilninger, så forsvandt det lim, som bandt bandet sammen. Og i 1988 vidste bandmedlemmerne at det var slut inden de drog ud på det som blev deres afskedsturne.

Efterskrift

Det er en af de bedre dokumentarer som jeg har set om musikalske artister. Måske fordi fokusset er på de sociale relationer i bandet, fremfor en analyse af deres albumudgivelse. Samt, fordi de tør åbne sig at åbne sig om konflikter, op og nedture i bandet.

Som mange andre bands oplevede de at blive snydt økonomisk af kyniske pengebagmænd. Men også at de lykkedes med at blive et af de rockorkestre fra Sverige som opnåede kunstnerisk succes.