Anmeldelse af PUTINS LEGEPLADS (2024) af KONRAD SZALAJSKI. En instruktør besøger postkommunistiske lande for at undersøge Ruslands ageren.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Den polske filminstruktør Konrad Szalajski ønskede efter Ruslands fuldskalainvasion af Ukraine i 2022 at lave en undersøgelse. Den skulle afdække om Putin og hans stab har undermineret sikkerheden i de gamle Warszawa-pagt lande som i dag er selvstændige.

Polen blev i 2014 ramt af en kæmpe skandale, hvori mange politikere fra Donald Tusks regering blev aflyttet. Det skete efter at den havde støttet Ukraine efter Rusland havde annekeret Krim.

Dette blev starten til enden for hans pro-europæiske styre. Hvilket skyldes at nogle af de mest kontroversielle udtalelser blev lækket til pressen. Og gav Lov og Retfærdighedspartiet (PiS) magten ved det næste valg.

På rejse rundt i Central- og Østeuropa

Samme år eksploderede våbenlagre i Tjjekkiet og Bulgarien. Våbene som var tiltænkt som støtte til Ukraine kunne derfor ikke leveres.

Efter mange års undersøgelser, tydede det på at det i begge lande var russiske agenter som stod bag sabotageaktionerne.

I Moldova har situationen siden selvstændigheden opnåede i starten af halvfemserne været svær, da landet i lighed med Ukraine, ikke er medlem er hverken NATO eller EU.

Det er de til gengæld i Letland. Men i lighed med de to andre baltiske lande, så er en fjerdedel af befolkningen russere (og deres efterkommere) som flyttede til området i tiden under Sovjetunionen.

Det som bekymrer letterne er, vil russerne som bor i Letland demokrati og frihed, eller drømmer de om russiske imperialisme. Samtidig med at de har en frygt for at Putin vil angribe landene under påskud af at ville beskytte russerne som bor der.

Efterskrift

Szalajskis valg af primære kilder er ikke vægtet lige. Dvs at det bliver en blanding af journalister, politiske aktører, samt tidligere præsidenter, som udtaler sig om emnet i de forskellige lande.

Denne vægtning af materialet skyldes sikkert at mange centrale og tungere aktører ikke har villet stille op til filmen.

Hans konklusion bliver derfor noget søgt, da han konkulderer at uanset hvilken af de postkommunnistiske lande han har besøgt, så udtaler kritikerne af Vesten engagement af krigen i Ukraine, sig med samme ordlyd. Hvilket er til gavn for Rusland, der har held med sin hybridkrig i Europa.

Derudover kommer filmen ikke helt under huden på hvorfor det er at befolkningen rundt omkring falder for den russiske propaganda og misinformation. Er det fordi folk er sig selv nærmest, eller er det fordi de mener at det er Ukraine som er skyld i krigen?

Putins legeplads bliver derfor ikke den legeplads som giver ny indsigt eller forståelse for hvorfor disse holdninger finder indpas i Europa lige nu og her.