Anmeldelse af “SANGE FRA ET LAND I FLAMMER” (2024) af OLHA ZHURBA om den ukrainske civilbefolkningens lidelser efter Rusland angreb i 2022.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

I starten af dette årtusinde så jeg den svenske film ”Sange fra anden sal” sammen med en kammerat. På vej væk fra Grand Teatret i København fortalte han mig at hvis han havde været mere deprimeret den dag, så havde han taget livet af sig.

Filmen ”Sange fra et land i flammer” som er instrueret af Olha Zhurba er også en tung og eftertænksom film at se. Da den i lighed med Roy Anderssons film også er sat sammen af nogle forskellige scener, som kan forstås hvert for sig, og som en helhed.

Der er derfor ikke en decideret hovedperson til stede da det er en hel befolkningsgruppes skæbne der berettes om.

På Hovedbanegården i Kyiv

For syv år siden var første stop i Kyiv efter ankomsten i lufthavnen Hovedbanegården i byens centrum. Der var ikke mange i den store stationsbygning, og man kunne gå stille og rolig rundt.

I dokumentaren er situationen fuldstændig anderledes efter Ruslands angreb på Ukraine i slutningen af februar 2022. Mange folk venter på tog som kan bringe dem videre til deres endestation.

Over højtaleren bliver mange tog aflyst. Kun den til Lviv vil køre. Den er til gengæld presset med folk som vil væk fra landet (og videre til Polen) til et liv i uvished.

Billederne fra dem som kom til Warszawa Centralna står stadig stærk i min erindring. Her prøvede mødrene i 5-10 graders kulde at holde humøret højt overfor deres børn.

Vejen til helvede

Ude på landet kører en mand med tårerne i øjnene jævnligt den samme rute, hvor han passerer en masse udbrændte køretøjer.

Samtidig med flygter karavaner af biler væk fra Mariupol, der er ved at blive indtaget af russiske styrker. I dagevis har de levet uden el, vand, og oplevet begrænsninger på muligheden for at få mad.

I 2025 anslås det af FN at omkring 350.000 mennesker ud af de 430.000 som boede i byen er flygtet. Og, ifølge den ukrainske præsident Volodymyr Zelenskyj er 20.000 civile blevet dræbt.

Ukraines mange ofre

Langs vejene ser vi en masse mennesker som sidder på hug i en bedene stilling, inden vi et par minutter efter får svaret på hvorfor, da en åben militær kampvogn fremviser en kiste med det ukrainske flag på den.

For faderen til hans dræbte søn har det været vigtig at kunne se et lig for at kunne få fred i sindet. Hvilket mange ukrainere af naturlige årsager ikke har, når deres pårørende bliver meldt savnet. For hvad er der sket med dem?

I en befriet landsby er nogle af dens beboere i gang med at grave en kvinde, som er blevet udsat for en krigsforbrydelse af russiske soldater.

Da de skal få hende op uden af beskadige liget, så prøver de at løfte hende ved hjælp af en tæppe og snore, hvilket besværliggør processen.

Andet steds i Ukraine arbejder retsmedicinere på højtryk med at identificere de dræbte. Udover dødsårsag, så bliver personens ejendele og krop dokumenteret.

For de pårørende er det ikke nok bare at sørge over tabet af deres kære, de skal også kunne bevise at de er hvem de udgiver sig for at være.

Dette gøres blandt andet ved at fremvise billeder, som stemmer overens med myndighedernes optegnelser af den dødes persons krop. Først derefter kan de få udleveret smykker og andre genstande som er fundet på den afdøde.

Unge bliver opdraget til krig

I det vestlige Ukraine ser vi en skoleklasse fra mellemtrinnet som bliver bedt om at redegøre for deres drømme. Dette gøres ved at de skal tegne deres vision på et stykke papir.

Alle elevers tegninger er en kommentar til krigen. En pige skriver på hendes tegning at Ukraine sejrer, inden luftalarmen lyder og alle stormer ud at lokalet.

I samme region af Ukraine er der en gymnasieklasse som er gået i gang med noget gruppearbejde. Først skal de studerende i de forskellige grupper notere hvad der er kommet mere af i Ukraine efter krigen begyndte.

Forskellige sætninger bliver skrevet. Samfundet er splittet. Folk er uenige. Folks masker er faldet. Stigende konfliktniveau. Korruption. Skilsmisser. Inflation. Mere propaganda. Større national bevidsthed og enhed. En undervurdering af fjenden. Afrussificering.

Efterfølgende bliver gymnasieeleverne bedt om at sidde ned, og reflektere over lærerens spørgsmål, ved at besvare dem mundtligt.

Har vi ret til at drømme, når Ukraine er i krig?
Ja.
Føle glæde?
Ja.
Være lykkelige?
Ja.
More os?
Ja.
Hvorfor bliver det så fordømt? Er det svært at svare på?
Fordi andre lider.
Så har vi ret til at gøre det?
Ja. Måske.
Hvordan vil I gerne se Ukraine i fremtiden?
Mange af de studerende byder ind. Frit. Uafhængigt. Helt og udelt. Succesrigt. Blomstrende. Udviklet. Uden korruption. Uden splittelse i samfundet, og hvor man taler ukrainsk. Med åbne grænser. Medlem af NATO. Med kreativitet og udvikling af ukrainsk kultur.
Er I parat til at gøre det som der skal til for at det bliver sådan?
(Dyb tavshed)

Filmen skifter nu over til en russisk gymnasieklasse, som ikke kognitivt skal reflektere overfor det er vigtigt at bakke op omkring krigen, da den i bedste Hitlerjugend-stil fordrer de unge til at gå i march, og synge patriotiske slagsange, der hylder de russiske soldater.

Efterskrift

Selvom vi ikke ser voldsomme krigsscener, så er det en hård, men også meget indsigtsfuld film om hvad den nu årelange russiske aggression har påført af smerter overfor deres naboland.

I en af filmens slutscener ser vi hvordan unge mænd, som har fået amputeret en ben eller to, og fået nogle nye benproteser sat på, skal prøve at få deres nye liv til at fungere.

Om det så lykkes fuldt ud, er svært at gisne om. Men der ingen der er i tvivl om at det ukrainske folks ukrænkelighed og værdighed er intakt på trods af de svære tider.