Anmeldelse af “SOLISTERNE FRA KYIV” (2025) af TROND KVIG ANDREASSEN. Filmen handler om en ukrainsk emsembles skæbne efter Ruslands invasion.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Dagen før den russiske fuldskalainvasion af Ukraine den 24. februar 2022 drager strygeorkestret Kyiv Soloists af sted til udlandet. Efter planen skulle være en kort turne i Italien.

På grund på de nye omstændigheder beslutter de sig for at udvide koncertrækken. Noget ingen i ensemblet troede rent faktisk ville ske en måneds tid tidligere,

I løbet af de næste to måneders tid bliver 46 koncerter afholdt i otte europæiske lande. Dette skyldes fordi orkesteret vil gøre verdenen opmærksom på Ukraines sag.

På deres rejse kommer de i tysk tv. De får venlige hilsener og gaver fra alle baltiske statsledere og spiller for det svenske kongepar. Slutteligt går turen til Bodø 140 km nord for polarcirklen i det nordlige Norge.

Livet i den nordnorske by

Grunden til at ensemblet vælger at drage til Bodø er fordi de har fået en invitation og et halvt års betalt legat, som gør det muligt for dem både at leve af kunsten, men også at få lidt ro i sjælen.

Da Kyiv Soloists var i Italien kom de i kontakt med en kvindelig klassisk musiker som kom med i gruppen. Da krigen brød ud, flygtede hun med hendes to drenge til hendes søsters familie i Bologna.

Her beslutter hendes ældste dreng at samle penge ind til den ukrainske hær som gademusikant. I løbet af tre uger spiller han violin og indsamler i alt 1050 euro, hvilket er noget hans mor er stolt af.

Mange af kvinderne i det klassiske orkester har det svært med at balancere med at skulle bevare smilet overfor fremmede og den smerte ikke at vide om deres mand nu er omkommet, kommet til skade, eller er blevet taget til fange.

I denne pressede situation er det godt for dem at ensemblet bor sammen i fire forskellige boliger, da de kan trøste hinanden, hvis livet og uvisheden bliver for hårdt.

De seks måneder i Bodø går hurtig, da de også skal dokumentere hvad de oplever overfor deres familiemedlemmer, som gerne vil se nogle smukke billeder fra den nordnorske natur, da de også har et behov for at tænke på noget andet.

Spørgsmålet er nu hvad de skal i fremtiden, inden de sidste billeder af hinanden skal tages. Nogle vælger at tage tilbage til Ukraine, ikke pga. de føler sig dårlig tilpas i Norge, men på grund af hjemve. Andre vælger at drage ud til nye europæiske destinationer.

Livet efter Bodø

Moren med de to drenge, vælger at tage tilbage til Kyiv sammen med et mandligt medlem af strygerorkesteret. Hendes drenge savner deres venner, og keder sig bravt i udlandet, hvor de ikke rigtig falder til.

De vil hellere leve en tilværelse med luftalarmer og det at skulle sove på pap i beskyttelsesrum, end det trygge liv i Norge.

Nataliia drager til Litauen. Her vil hun uddanne sig til at være en person som kan reparere folks klassiske musikinstrumenter.

To af de unge kvindelige musiskere drager henholdsvis til Island og Kroatien da de har fået jobs ved de nationale musikhuse i de to respektive lande.

Det dyrebare liv

Krigen har drevet millioner af mennesker fra Ukrainere på flugt. Både internt i det store østeuropæiske land, men også udenfor dets grænser.

For nogle af de medvirkende var krigen måske det der gjorde i de skal leve i evig landflygtighed, pga. at hvis Rusland med tiden får held med afnazificeringen af ukrainerne, hvilket reelt set betyder, at ukrainerne skal opgive deres sprog og kultur, er det så et liv de ønsker at leve.

For andre af de medvirkende som er vendt tilbage så giver det måske bedre mening at leve i den kontekst hvor forbrydelserne bliver begået i af russerne, end at leve udenfor. Men selvom drømmen om en ny start i fred efter krigen er afsluttet bærer alle rundt med en frygt for hvad der vil ske i morgen.

Ideen om at skildre en gruppe ukraineres liv uden landets grænser, og hvad de vælger at gøre efter at opholdet i Bodø er slut er god, men der er alt for mange anslag til nogle spændende historier som ikke bliver fortalt, eller fulgt til dørs i filmen. Og, det er en skam.