For første gang i deres over 40-årig karriere besøgte det danske band D-A-D Warszawa, hvor de gav en veloplagt koncert i en intim kontekst.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Sidste år rundede rockorkesteret de 40 år, hvilket bl.a. blev markeret med en udstilling på Nationalmuseet i København, samt nogle store indendørs koncerter i Danmark.

Og i år er de så draget ud på en Europaturne, som Allehelgensaften bragte dem til den polske hovedstad, hvor de spillede på en lille intim scene i universitetets klub.

Her bestod det fremmødte forsamling primært af en blanding af midaldrende mænd som rendte rundt med Thin Lizzy og WASP-rygmærker, unge polske kvinder i Halloweenkostumer, samt danskere bosat i Polen.

En rejse fra kopunk til røvballerock

Selvom D-A-D stadig sælger sig på at være et Cow Punk orkester, så er det mange år siden at de stoppede med at tælle køer, og deres gennembrudshit Counting the Cattle blev af naturlige årsager derfor ikke spillet.

Da den ligesom mange af de andre originale og sjove numre fra dengang forsanger Jesper Binzer og bassisten Stig Pedersen kæmpede om at være bandleder i orkesteret blev endegyldig lagt i graven efter Riskin’ It All albummet, som indeholdt hittet, Bad Craziness.

Cow punkeren Stig Pedersen har dog stadig bibeholdt sin humor og kærlighed for USA. Noget som han bl.a viser frem i hans underholdende specialbyggede bass guitar, der også rummer tekster på hans rem, som linker til den vilde vest.

Alt imens at sangeren Jesper Binzer, i modsætning til hans bror, guitaristen Jacob, stadig ikke vil klippe håret.

Processen med at bevæge sig fra den københavnske undergrund til at blive et etableret band, på linje med hedengangne Gasolin, startede med pladen No Fuel Left for the Pilgrims fra 1989.

Selvom humoren var intakt i titelnummeret, Girl Nation og monsterhittet Sleeping My Day Away, som alle blev spillet i Warszawa. Så var det specielt musikalsk de rykkede sig væk fra den lyd som hidtil havde kendetegnet dem.

I 1998 blev båndet kappet helt til Walt Disney i Grow og Pay, som blev fremført i en udvidet udgave.

I et af deres store glansnumre fornemmer man også at det har været en hård rejse for bandet. Da det ikke har været nemt at slippe fortidens unikke idealer til fordel for succes, penge, og mainstream rock’n’roll.

Speed of Darkness

I Warszawa fremstod det gamle danske hæderkronede orkester som et band med fire store egoer. Som var kendetegnet ved at de alle skulle have plads på den lille scene. Men som også som en gruppe der havde stor spillelyst i de fem kvarter de var på.

Måske var det glæden over at ved at spille for en mindre flok af mennesker i en by, de aldrig havde spillet live i før, der gjorde at de var veloplagte.

For her kunne de ikke forvente per automatik at folk ville skråle med på alle deres numre. Men at de skulle kæmpe mere for sagen. Hvilket også skete da Jesper Binzer vandrede rundt blandt publikum på de forreste rækker.

At bandet efter 40 år i branchen er et andet sted end da de startede er en selvfølge.

Med deres Speed of Darkness album er de blevet mere rockede i deres udtryk. Dette klæder dem, efter to årtier hvor de ikke i lighed med tidligere kan regne med en topplacering på de danske hitlister.

Det er dog stadig de gamle hits som giver dem spillejobs. Og som skaber glæde hos publikum, hvor de blev taget godt imod i Warszawa på en kold Oktober aften.