I halvfjerdserne flirtede den androgyne rockstjerne David Bowie, ikke bare med sine seksuelle præferencer, men også med fascismen. “Du er nødt til at have en ekstrem højreorienteret front til at komme og feje alt af dine fødder og rydde alting op”, og tilføjede ”Når alt kommer til alt, er fascisme virkelig nationalisme. Jeg tror meget stærkt på fascisme, fordi folk altid har reageret med en større effektivitet under en militaristisk ledelse”.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Og, for at gøre tingene værre, forherligede han endda Adolf Hitler, og kaldte ham “den første rockstjerne”. År senere, fortrød han dog disse udtalelser, da han nu hævdede at han ikke var ved sit rette sind i denne periode af sit liv.

The Nazi-Chic

Samtidig med opstod begrebet om ”The Nazi-Chic”. Indflydelsen fra Cavanis film kultfilm ”Natportieren” (1974) eller “Cabaret” (1972) viste sig at være udbredt og langvarig, da det ifølge Neil Tennant fra The Pet Shop Boys “var en del af popkulturen. Det var ikke kun musikteater eller musikfilm”. Og, tilføjer, at “Liza Minnelli-looket i Cabaret havde en enorm indflydelse på punken, hvis du tænker på Siouxsie Sioux”.

Læs også: Kliche: Forude ligger en Maskinel og Musikalsk triumf

I disse år kunne en aura af Weimartidens-dekadence findes i alt fra Roxy Music til The Rocky Horror Picture Show. Og, nogle af disse tendenser, blev kraftigt forstærket i SM-filmen ”Ilsa: Hunulven fra SS” fra 1975, hvori den storbarmede B-skuespiller Dyanne Thorne, som danske Sort Sol har lavet en hyldestsang til, spiller en sadistisk fangevogter.

Facismens spøgelse gik igen igennem Europa

Alt, dette kunne være sjovt, det med at folket skulle klæde sig ud til brug for en fascistisk udklædningsbal, hvis det ikke lige var fordi at den virkelige fascisme blev genoplivet i halvfjerdserne rundt omkring i Europa.

I Frankrig blev Jean-Marie Le Pens evig populære Front National dannet i 1972. Året efter drønede Mogens Glistrups Fremskridtspartiet ind i det danske folketing med 28 mandater, og blev kongerigets andenstørste parti. Året efter, i 1974, havde British National Front så mange som 20.000 medlemmer, og havde også formået at få nogle gode valgresultater.

Læs også: Kraftwerk: Den tyske hyldest til motorvejen fylder 50

I Frankrig blev Jean-Marie Le Pens evig populære Front National dannet i 1972. Året efter drønede Mogens Glistrups Fremskridtspartiet ind i det danske folketing med 28 mandater, og blev kongerigets andenstørste parti. Året efter, i 1974, havde British National Front så mange som 20.000 medlemmer, og havde også formået at få nogle gode valgresultater.

Antisemitten Gainsbourg der ønskede at provokere

Serge Gainsbourg var jøde, og under anden verdenskrig, blev han påtvunget til at have en gul stjerne påklistret sit tøj. På den ene side tog han stærkt afstand fra de fascistiske tendenser han så sig udfolde i rock og i populærkulturen, og indenfor politik, men på den anden side var den antisemitiske musiker, også bevidst om at værdien i at chokere det brede borgerskab, ved at udfordre tabuerne.

Og, efter at pladen ”Vu de l’extérieur” (1973) havde floppet rent salgsmæssigt, tænkte han at det kunne være på sin plads at lave en plade om de tyske nazister, i forbindelse med 30-året for 2. verdenskrigs afslutning.

Det blev til værket ”Rock Around the Bunker”, som med sin udprægede brug af en blanding af noget cabaret musik, tilsat nogle med punkede og rockede toner, som med sit Monty Python-agtige humor tog tykt pis på Nazityskland fra dets opblomstring i 1930erne til tiden efter krigens afslutning.

Læs også: Lars von Trier: Før Riget Exodus

Den blev dog ikke bandlyst for at være blasfemisk som det skete for ”Life of Brian” i lande som Norge, Irland og dele af Storbritannien. Men både musikanmelderne og pladekøberne ignorerede pladen, både i sin samtid og eftertid. Enkelte journalister mener dog at ”Rock Around the Bunker” var den mest ”konsekvente, overbevisende og relevante værk” Serge Gainsbourg lavede.

Rock Around the Bunker: Den Tredje Riges opståen og fald

LPen ”Rock Around the Bunker” af Serge Gainsbourg fortæller historien om Den Tredje Riges opståen og fald i nogenlunde kronologisk rækkefølge. I ”Nazi Rock” møder vi nazistiske Drag Queens i det dekadente Berlin i de tidlige 30’ere, inden vi bliver præsenteret for Hitlers intensiverende vanvid I ”J’Entends des voix off”, inden side et på pladen slutter af med et nummer om koncentrationslejrenes skorstene i “Smoke Gets in Your øjne”. Så langt, så kitschet.

Åbningsnummeret på side to “Zig zig avec toi“ kan forstås som “Sieg sieg avec toi“. Samtidig med kan “zig zig“ betyde sex, alt imens vi måske også tænker på Bowies fiktive figur ”Ziggy Stardust”. Med andre ord, så er dette en sang, som trækker en lige linje mellem fascisme og sex og rock’n’roll.

Læs også: David Černý: Prags elskede og udskældte kunstnersøn

I “Yellow Star“ møder vi den unge Serge Gainsbourg, som skitserer de følelser han havde dengang han blev tvunget til at bære den “kuriøse hieroglyf”. Den tvetydighed, han følte dengang: “måske betyder stjernen sherif, marskal, eller en stor høvding”, modsvares af hans egen vurdering af, hvad stjernen betyder for ham nu, heller hvad den forsat betyder for alle jøder: “Jeg bærer den gule stjerne, Svært for en jøde, Loven om kampen for livet”.

Albummet af Serge Gainsbourg afsluttes med “Rock Around the Bunker” og “S.S. i Uruguay”. Førstnævnte sang ender med en eksplosion, eller et billede på kulturens skæbne i slutningen af krigen. Og, i “S.S. i Uruguay”, render en tidligere S.S.-officer rundt med en stråhat, alt imens han nipper til sin papayajuice gennem et sugerør, og kommanderer med sin lille følge af loyale støtter. Derudover gider han ikke at betale regningen, da genoplivningen (af nazismen) kun er et spørgsmål om tid.