I Warszawa står der mange monumenter som markerer Warszawa opstanden, der startede 1. august 1944, og som sluttede 2. oktober samme år.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Den mest markante af alle monumenter, som også er den største af dem, står foran Højsteretsbygningen i den polske hovedstad.

Det storslåede værk viser soldater som kommer op af kloaksystemet, og som kæmper ved murbrokkerne.

Forspillet til Warszawa Opstanden

I slutningen af 1943 begyndte slutspillet om Europas fremtid i forbindelse med Teheran-konferencen. Da det stod klart for de allieredes ledere at Tyskland ville tabe krigen før eller siden.

Ved mødet som fandt sted fra den 28. november til 1. december fastlagde Josef Stalin, Franklin D. Roosevelt og Winston Churchill, bl.a. også Polens fremtidige grænser.

Dette betød at det centraleuropæiske land uden deres medvirken i beslutningsprocessen, skulle miste det østlige område Kresy med hovedbyen Lwow til Sovjetunionen. For til gengæld at få et stykke af det østlige Tyskland.

I sommeren 1944 var Den Røde Hær på vej mod Warszawa. For Churchill som ikke stolede på Stalins fremtidige hensigter da krigen var slut, ønskede derfor at befri den polske hovedstad.

Problemet var bare hvornår operationen skulle ske. For hvis et folkelig oprør fandt sted mod Nazityskland fandt sted for tidlig, så ville de kunne slå den ned. Hvis den fandt sted for sent, så ville Sovjet kunne få kontrollen over byen.

De allieredes dobbeltspil

I juni 1944 forsikrede Roosevelt den polske premierminister Stanislaw Mikolajczyk i eksilregeringen i London at USA’s regering stod “solidt” bag Polen, og at Stalin derfor ikke turde tage landets frihed. Dette skulle senere i praksis fra amerikansk side vise sig at været et falsum, da deres interesser primært var i Fjernøsten. Samt i oprettelsen af FN.

Under pres fra de vestlige allierede, ville de derfor have Mikolajczyk til at give Stalin alt det, han ønskede, for at beholde Polen på vestlig side ved krigens afslutning.

Dette betød bl.a. også at Mikolajczyk skulle gå med til A) at afstå den østlige del af Polen til Sovjet. B) At acceptere Moskvas fortolkning af Katyn-massakren, hvor de fralagde sig al ansvaret for at 22.000 polske officerer var blevet myrdet af dem, men at krigsforbrydelsen skyldes Nazityskland. C) At Polen i fremtiden ville blive ledet af en venligstemt regering overfor Sovjet.

Da Mikołajczyk vidste at det ville han aldrig få igennem internt i de polske magtcirkler, ønskede han derfor ikke at efterleve USA og Storbritanniens ønsker.

I Warszawa havde fået tilsagn fra Sovjetunionen om at de ville støtte Opstanden hvis den blev sat i værk.

Warszawa Opstanden

Den 1. august 1944 startede oprøret klokken fem om eftermiddagen. De polske frihedskæmpere med deres hvid-røde armbind angreb mange af de nazistiske nøglepunkter i Warszawa.

Hvilket kunne være alt fra varehuse, hovedpostkontoret, kraftværket, togstationer og Umschlagsplatz, stedet hvor flere hundrede tusinde jøder var sendt til udryddelse i Treblinka.

Reaktionen fra Berlin kom prompte fra Heinrich Himmler. Han anbefalede Adolf Hitler at alle indbyggere skulle dræbes. Og at hver eneste bygning i Warszawa skulle sprænges i stumper og stykker.

I de første par dage af opstanden dræbte de tyske tropper tusindvis af indbyggere daglig. Alene den 5. august blev 35.000 civile og modstandsfolk dræbt eller likvideret. Men da de løb ind i mangel på ammunition, stoppede den massive antal henrettelser af uskyldige borgere.

De allieredes svigt

Da USA kun sendte forsyninger en enkelt gang, var det i praksis kun Storbritannien som hjalp den polske hjemmehær (AK).

Men da Stalin ikke tillod vest magterne at benytte landingsbanerne i de områder af Polen de havde erobret, tog det lang tid at levere dem. Og, meget af det som blev afkastet fra flyene, ramte ikke de tilsigtede mål. hvilket var noget som tyskerne nød godt af, da de modtog mange af forsyningerne.

Sovjetunionen som havde givet tilsagn om at ville hjælpe den polske hjemmehær, nåede frem til Wisla-floden som løber igennem Warszawa den 13. september.

Men da Moskva dikterede at de ikke skulle passere floden og deltage aktivt i kampene, forblev de på deres afventende position. Derudover havde de fået ordre på at skyde de polske modstandsmænd hvis de mødte nogle.

Efterspillet

Den første oktober overgav den polske hjemmehær sig til overmagten mod en lovning på at blive beskyttet af Genevekonventionen. Og dagen efter var det slut.

Det er anslået at ca. 150.000 civile, og i alt ca. 200.000 døde under krigshandlingerne. Resten af den en million store befolkning blev sendt i fangelejre, som eks. i Pruskow udenfor Warswawa, samt til koncentrationslejre i Tyskland.

85 procent af Warszawas bygninger smadrede tyskerne efter de havde fået fjernet folk fra byen.

I januar 1945 kunne Den Røde Hær så ”befri” Warszawa fra de nazistiske styrker, der var på flugt fra den sønderbombede og ødelagte polske hovedstad.

Monumentet for Warszawa Opstanden

Det store Monument som ærer Warszawa Opstanden blev indviet i 1989. Det blev dermed en af de sidste store synlige offentlige projekter som blev til under kommunisttiden i Polen.

Monumentet blev udført af den anerkendte kunstner Wincenty Kućma baseret på et oplæg af Jacek Budyn.

Et kontroversielt værk

I sin tid var der delte meninger om værket, som mange mente blev opført nogle årtier for sent.

Der var andre der mente at monumentet viser en samling tabere og at den er for tegneserieagtig og karikeret, og at det burde være udtrykt mere abstrakt.

Det største kritikpunkt var at mindesmærket var blevet udført i socialistisk realistisk stil, hvilket var den stilart som Josef Stalin tvang igennem efter krigen.

Her skulle arbejderne skildres som helte. Eller som her, at det var modstandsfolkene som blev fremstillet som nogle heroisk kæmpende sjæle, der kæmpede en brag kamp mod overmagten.

Andre fremhævede denne dobbelttydighed, pga. Sovjetunionens meget uheldige rolle under Warszawa Opstanden hvor de ofrede Warszawa ved ikke at gribe ind.

Monumentet i populærkulturen

Hvert år opsøger mange turister, enten på egen fod eller som en del af en gruppe, Monumentet for Warszawa Opstanden, som i 2012 var en af de mest velbesøgte steder i den polske hovedstad. Og, som bliver betragtet som det vigtigste efterkrigstidsmonument i Warszawa.

Og, hvis de ikke er med på en guidet tur, så er den største tilfredsstillelse for dem at få taget en selfie sammen med de heroiske kæmpende soldater. Imens dem som er ved at kravle ned i kloaksystemet får lov til at stå i fred.

Warszawa Opstanden er mange gange blevet skildret indenfor kulturens verden. Mest kendt udenfor Polens grænser en Andrzej Wajdas film De 63 dage fra 1957.

Han kunne af åbenlyse årsager ikke skildre at Den Røde Hær stod og foretog sig ingenting på den anden side af floden Wisla.

Derfor er fokusset på de polske soldater af hjemmehæren, som i Opstandens sidste dage søger ned i kloaksystemet for at slippe ud af byen.

I den ultramørke film er der ikke meget lys for enden af tunnelen for vores helte som går en dyster fremtid i møde.

Læs også: Mødet mellem Pianisten og Nazisten i Warszawa

Men, som var med til at gøre Wajda til en international anerkendt filminstruktør, til stor frustration for kommunistpartiet, der ikke mente at De 63 dage hørte hjemme i polsk film.

Efterskrift

Hvert år samles tusinde af polakker den 1. august ved den store rundkørsel ved Kultur og Videnskabspaladset i midtbyen klokken 17 for at mindes fortidens helte som blev ofre i et storpolitisk spil.

Mange historikere har derfor sidenhen spurgt om aktionen var nødvendigt da tyskerne allerede var på retræte i Østeuropa. Specielt efter nederlagene i Stalingrad og Leningrad var en kendsgerning. Dette betød også at de før eller siden alligevel ville have blevet tvunget til at rømme Warszawa.

Da de vestligorienterede polakker på den lange bane, frygtede at blive kontrolleret fra Moskva var det vigtigt at det ikke var Den Røde Hær som fik æren for at ”befri” Warszawa.

Derfor startede de Opstanden i håb om at støtten fra de allierede kræfter kunne slå nazisterne ud af byen. Denne tro var desværre fatal da de allierede svigtede polakkerne. Der hurtig kom til at stå alene i deres kamp mod overmagten.

I dag bliver fortællingen om Warszawa Opstanden brugt af speciel de højreorienterede nationalistiske kræfter i Polen.

Da den er et eksempel på hvorfor polakkerne aldrig kan stole på hverken Tyskland eller Rusland. Hvilket er forståeligt nok.

Men fortællingen bremser Polens integration i EU, da mange polakker sætter lighedstegn imellem Tyskland og EU 80 år efter Opstanden .