Radegast er navnet på en jernbanestation i Łódź som blev indviet i 1925. Under krigen blev det en integreret del af Litzmannstadt Ghettoen.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

I årevis lå den gamle stationsbygning i ruiner og var stort set glemt. Dette blev der ændret på i 2002.

Det skete da en organisation som er talsmand for at bevare den jødiske arv i Łódź foreslog at der skulle oprettes et museum i bygningen, som satte et historisk lys på de tragiske hændelser der fandt sted i Litzmannstadt ghettoen.

Træbygningen på Radegast station blev opført af tyskerne i 1941. I starten fungerede den som et opbevaringsdepot for fødevarer og råvarer, som var beregnet til befolkningen og de folk som holdt til i ghettoen.

Fra januar 1942 begyndte deporteringen af den jødiske befolkning til udryddelseslejrene i Kulmhof (Chełmno nad Nerem) og Auschwitz-Birkenau. Det anslås, at omkring 145.000 jøder passerede gennem stationen.

I dag fungerer bygningen som en afdeling af Uafhængighedsmuseet i Łódź, der ligger ved siden af Litzmannstadt Ghetto monumentet, som blev indviet i 2004.

Inde i stationsbygningen kan de besøgende se en meget detaljeret model af Litzmannstadt Ghetto som viser hvordan bygninger og infrastruktur så ud i 1942.

Udover modellen vises alle bevarede transportlister i en multimedieapplikation sammen med artefakter fra museets egen samling og andre institutioner.

Litzmannstadt Ghetto monumentet

Det største element i Radegast mindesmærket er monumentet som skildrer de deporteredes rejse gennem en bygning som har form som en tunnel.

I indgangen står der på væggene sætningen “Dræb ikke” som er indgraveret på tysk, hebraisk og polsk.

Derudover vises navnene på alle de byer, hvorfra jøder blev bragt til Litzmannstadt ghettoen.

Inde i udstillingen i tunnelkonstruktionen er der udvalgte transportlister som er arrangeret kronologisk, samt billeder fra udryddelseslejren i Chełmno nad Nerem.

Sara Zyskinds beretninger

Det som gør det største indtryk inde i tunneludstillingen er dog billederne af de mennesker som var en del af ghettoen, som for langt de fleste vedkommende var den sidste destination før de blev sendt mod de sidste øjeblikke i deres liv.

Læs også: Tel Aviv – Den kulturelle og finansielle højborg i landet

En af dem som overlevede holocaust var den polske jøde Sara Zyskind (1927-1995), der stammede fra Łódź.

I bogen “De stjålne år” skildrer hun om de oplevelser hun oplevede i tiden før og efter, hvor hun efter krigen genbesøger et Łódź som hun ikke kængere kan genkende og derfor flytter til Palæstina, hvor hun dør i Tel Aviv mange år efter.

“Da portene åbnede sig, og jeg forlod ghettoområdet, sank mit hjerte. Jeg troede, jeg var heldig med at komme afsted. Vores vej var langs skinnerne. Hvornår har jeg sidst set et tog? Hvis jeg bare kunne få en plads ved vinduet, hvorfra jeg kunne beundre mosaikken af ​​marker, skove, små landsbyer, snoede vandløb og køer på græsgange… […]”.

“Fuld af begejstring gik jeg omgivet af en menneskemængde. Min onkel, Salek, min tante og jeg gik hånd i hånd. Vi kunne allerede høre motorens pust og se dampen bølge. Men hvad er det?“

Det er ikke et passagertog, der nærmer sig os i dampskyerne, men en lang række kvægvogne. Hver vogn havde et lille vindue med gitter. En frygtelig skræk greb mig i dens kløer. Jeg så soldaterne brutalt tvinge folk ind i toget. Og først da, for første gang, gik det op for mig, at Salek kunne have haft ret: Vi burde ikke have forladt ghettoen. Men der var det allerede for sent”.

Efterskrift

Tæt på Radegast ligger en bygning som er en af ​​de bevarede bygninger fra den tidligere “sigøjnerlejr”.

Af de mere end 70.000 jøder der i perioden 1942-1944 blev sendt nordpå til udryddelseslejren i Chelmno-nad-Nerem overlevede næsten ingen.

Mod krigens afslutning blev sidste de overlevende ghettobeboere fra den 2. august til den 29. august 1944 transporteret til Auschwitz. Af de mere end 70.000 mennesker, der blev deporteret til Auschwitz overlevede kun et par tusinde. Nogle historikere siger 5.000. Andre 15.000.