Anmeldelse af teaterstykket EN MYCKET LITEN MANNISKÄ (2026) af Lisa Aschan. Had/kærlighedsrelationer imellem en nyfødt og dets mor.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Engang for lang tid siden svarede forsangeren Steffen Brandt for det århusianske popband TV-2 på et spørgsmål om de dersens rigtige mænd også findes i virkeligheden.

Han fortalte journalisten at ja det gjorde det. Det er en dreng på tre år. Hvilket for ham var det sidste tidspunkt tog et hankønsvæsen seriøst.

Og i stykket “En mycket liten människa” har moren svært ved at finde fodfæste i forhold til hendes mor, kærlighedslivet, samt ikke mindst til hendes nyfødte unge, som er en tatoveret mand, der er højere end hende selv.

En mycket liten människa

Denne aften i Göteborg Stadsteater var publikum primært midaldrerne kvinder, som havde en god aften, sikkert fordi de kunne identificere sig med glæden at føde et barn og det hårde liv der efterfølgende følger med, hvor der er svært at finde tid til ret meget andet end barnet.

Det at instruktøren Lisa Aschan har valgt en fuldvoksen mand til at spille den usædvanlige baby er et godt træk. Da det sætter hankønsrollen ind i et dobbeltperspektiv.

Både som ungen som kan få moren til at sno sig om sig kontant i sin opmærksomhedssøgende adfærd. Og som den ynkelige mand, der ikke kan tage ansvar og som lader stå til mange andre år senere. Samtidig med at han giver de andre skylden for egen mistrivsel.

Det kommer der mange morsomme optrin ud af i løbet af teaterstykket som den Gøteborg-baserede indiepopmusiker El Perro del Mar har skrevet musik til. Hvori den svenske udgave af “Solen af så rød, mor” skrevet af den kontroversielle danske sangskriver Harald Bergstedt bliver brugt til at bekrive morens angst for nattens komme, samtidig med at hun håber barnet måske falder i søvn.

En mycket liten människa kan virke som en hilsen til både barnet og moren, som begge giver udtryk for at de hader hinanden samtidig med at de også elsker hinandens samvær. Stærkest er nok slutscenen, hvor barnet prøver at tage livet af sig selv inden moren kommer og redder den fra den druknedø der var i udsigt.

Dermed bindes der en fin sløjfe om stykket fra det ufødte barn der befinder sig i fostervandet til barnet som ligger i badekarret.

Efterskrift

Det er en underholdende stykke hvor specielt moren og barnet spillet af Caroline Söderström og Mattias Nordkvist primært stjæler opmærksomheden.

Selvom stykket synes at henvende sig til et yngre publikum, så ma det trods alt være alarmerende for Göteborg Stadsteater at det ikke er lykkedes at tiltrække et yngre publikum. For hvor kommer den næste fødekæde fra.