Film: Westerplatte – Polsk antikrigsfilm fra kommunisttiden

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET — Thu, 30 Dec 2021 20:54:12 +0000

Anmeldelse af filmen “WESTERPLATTE” (1967) af Stanisław Różewicz. Ved Moskvas Internationale Filmfestival i 1967 vandt den polske film sølvprisen.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Filmen er den første polske film som bliver filmet med en 35mm filmrulle. Den blev optaget i træningsanlægget til den kaserne, som ligger to km fra hvor jeg bor i Warszawa. Samt på location i Westerplatte lidt udenfor Gdansk.

Fra Socialistisk Realisme til Italiensk Neorealisme

I efterkrigstidens Polen blev det dikteret fra Moskva at kunstnere, arkitekter, designere, m.fl. skulle lave socialistisk realisme.

Dette var ikke ensbetydende med at folk ikke kunne arbejde med andre udtryk, Men faren for at blive ekskluderet af samfundet var ganske stor, hvis de gik deres egne veje.

Efter Stalins død i 1953 blev der imidlertid løsnet lidt for grebet. Det betød at store polske filminstruktører udgav store kunstneriske filmproduktioner inspireret af den italienske neorealisme.

Læs også: Afterimage: Andrzej Wajdas sidste budskab til eftertiden

Eksempelvis er der i Andrzej Wajdas mesterværker ”De 63 dage” (1956) og ”Aske og diamanter” (1958) intet synligt spor af kommunistisk propaganda.

Ligesom der heller ikke blev forsøgt at heltegøre polske kommunistiske soldater på samme måde som der var i gennembrudsfilmen ”En generation” (1955).

Starten på Anden Verdenskrig

På lignende måde som de førnævnte film, er ”Westerplatte” i bund og grund en anti-krigsfilm, hvori plottet handler om hvorfor gå i krig mod en overmagt?

Vi ser derfor ikke hvordan overvejelserne bag krigsmanøvrerne var fra både tysk og polsk side.

I slaget som foregik i nutidens Gdansk markerede militært starten på Anden Verdenskrig.

Det er kun fra polsk side, at vi ser hvordan overvejelserne bliver gjort. Af en hær, som både var langt mindre bemidlet rent mandskabsmæssigt og krigsmaterielt.

Filmens hovedperson er Major Henryk Sucharski, som allerede før slaget, betvivlede projektets ide, da han godt vidste at det var en nytteløs kamp. Men han vælger dog at gå forrest i den polske hærs kamp.

Halvvejs under slaget, som varede en uges tid, vil han rejse det hvide flag. Lazarettet er stigende. Samtidig med får soldaterne ikke får meget søvn, og bliver mere og mere udmattet.

Som den moderne leder han var, rådfører han sig dog med de andre ledende soldater om hvad de skal gøre.

Og da de insisterer på at kæmpe videre, siger han god for det. Indtil et par dage efter, hvor han befaler at de skal overgive sig til tyskerne.

I slutscenen spørger en undrende tysk major ham om, hvorfor de valgte at kæmpe, når de vidste det vil blive en håbløs kamp. Dette vælger han dog ikke at svare på.

Efterskrift

I dag forandrer Putin historiebevidstheden i Rusland. Bl.a. ved at undervisningssystemet skal lære befolkningen at det var Polens egen skyld at Anden Verdenskrig brød ud.

Hvis de havde opfyldt Tysklands krav, om at tildele dem retten til Fristaden Danzig (Gdansk), så var krigen ikke startet.

Problemet ved den tilgang til historien er at det bygger på en falsum. Da der allerede i forvejen var indgået en aftale mellem Tyskland og Sovjetunionen om at dele Polen imellem sig.

Filmen Westerplatte synes umiddelbart at bevæge i samme bølgelængde. Da Sovjetunionen havde en interesse i ikke at idolisere og herorisere de polske krigshelte fra slaget ved Westerplatte, for ikke at “forvirre folk”.

På den anden side, så kan man også argumentere for at filmen er en kommentar til sin samtid. For i 1967, hvor filmen udkom, var det almindeligt at venstreorienterede antikrigsbevægelser i Vesten var imod Vietnamkrigen.