Anmeldelse af filmen COLD WAR (2018) af Paweł Pawlikowski. Instruktøren af den polske prisvindende film, var også manden bag ”IDA” (2013), som vandt en Oscar for bedste udenlandske film i 2015.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Inspirationskilden til ”Cold War” var forældrenes yderst turbulente og katastrofeagtige forhold fra 1948-1989.

I dette tidsrum var de var gift. Blev skilt. Flyttede/flygtede til hver sit vesteuropæiske land.

Inden de blev skilt fra deres nye ægtefæller. Og gift igen. For så at blive sammen som et par.

Dette forsatte de med at være, indtil de kort tid før Berlinmurens fald i 1989 døde af sygdom. For gamle til at slås, men med stor kærlighed til hinanden.

Ida

Ligesom ”Ida”, rummer ”Cold War” en samfundsmæssig kritik af det polske samfund, som det tog sig ud før i tiden, og i dag.

I Idas rejse for at finde hendes forældres gravsted, finder hun også ud at hun er af jødisk afstamning. Og at familiens husmandssted, nu uretmæssigt er blevet overtaget af etniske polakker.

Denne skildring af polakkere brød de ortodokse katolikker og de højreradikale politikere sig ikke om.

For nogle få år siden, er det derfor blevet strafbart i Polen, hvis man postulerer at polakkere har haft noget med holocaust at gøre.

I ”Cold War” er det statens kontrol, indblanding og snagen i folks privatliv, der får en på snuden.

Efterskrift

For Pawlikowski, så handler det ikke om at lave politiske film, men at lave film om personer.

I mødet mellem mennesker kan der så opstå nogle situationer, der er meget mere politiske, end hvis sigtet udelukkende var at lave en politisk film.

I den meget musiske film ”Cold War” bliver hans pointer meget godt fremstillet. Da det er i møderne mellem Wiktor og Zula, som bliver spillet forrygende godt af Joanna Kulig og Tomasz Kot, som giver filmen fremdrift i en tid, hvor Europa var delt i to, og frasepareret fra hinanden.