Anmeldelse af filmen “THE GREEN BORDER” (2023) af Agnieszka Holland. Filmen har i den grad sat sindene i kog i instruktørens hjemland, Polen.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Her har bl.a. præsidenten og justitsministeren i skarpe vendinger taget afstand fra filmen.

The Green Border

Filmen sætter fokus på de umenneskelige vilkår som en gruppe flygtninge, primært fra Mellemøsten, oplevede i november 2021.

Her bliver deres liv skildret i de vinterkolde omgivelser i skovene i grænselandet mellem Polen og Belarus.

Den negative kampagne fra statens side har sammenlignet filmen med den tredje riges propagandafilm. I dem bliver polakkerne beskrevet som de rene umennesker.

Kritikken bliver også støttet af grænsevagternes fagforening, som mener at biografgængerne til The Green Border, må betegnes som svin.

Alt dette, har bl.a. på den ene side medført, at instruktøren en overgang har måttet betale for personlig beskyttelse. Ligesom hun nu ikke kan gå tur med sin hund, i frygt for at blive overfaldet på gaden.

På den anden side har den massive omtale også medført at en smal film har trukket tusinder af mennesker ind i biograferne.

Flygtninge som “politisk affald” og pression mellem Belarus og Polen

The Green Border er inddelt i nogle kapitler, hvori vi bliver præsenteret for henholdsvis:

a) Flygtningene.
b) Grænsevagterne.
c) Aktivisterne.
d) Julia (en almindelig borger, som engager sig i flygtningesituationen).

Vi møder bl.a. den afghanske engelsklærerinde, der er på flugt fra Taliban. Og, som nu er på vej mod det civiliserede Polen, hun har hørt meget godt om.

Samtidig med bliver vi præsenteret for en stor gruppe syrere, som er flygtet pga. ISIS, der har tortureret nogle af dem, pga. politiske og religiøse årsager.

Syrene er blevet fortalt af en pårørende, at der er sørget for at de kan komme sikkert fra Minsk over Polen til Malmø i bil.

Men, allerede så snart denne gruppe af flygtninge er ankommet til grænsen mellem Belarus og Polen går det galt.

De bliver nu kastebold imellem de korrupte og sadistiske belarussiske grænsevagter og de polske grænsevagter. Som også går hårdhændet til værks med at få dem gennet tilbage til Belarus.

Humane aktivister i det grønne grænseland

I skovene er det ikke kun grænsevagterne som flygtningene kan løbe ind i. Men også aktivisterne, som kan yde dem lægehjælp, og give dem lidt mad og drikke. Samt oplyse dem om hvilke retslige rettigheder de har.

Til denne gruppe tilslutter psykologen Julia sig, da hun bliver oprørt over den måde flugtningerne bliver behandlet på.

Hun trodser dog aktivisternes retningslinjer, og bevæger sig på egen hånd ind på de områder som er sat i undtagelsestilstand af de polske myndigheder, og bliver bl.a. vidne til at en ung syrisk dreng dør i sumpen.

Læs også: Pigen med nålen: Vic Carmen Sonne stråler i mørket

Men, det er ikke kun hos aktivisterne, og nogle af de almindelige borgere i Polen som bliver berørt af situationen.

En af grænsevagternes hårde facade begynder langsomt at krakelere. Og begynder stiltiende at hjælpe flygtningene, når det er muligt.

Forskelsbehandling af flygtninge

I filmens epilog oplever vi hvordan flygtninge også kan modtages i Polen. Da landet med åbne arme modtog to millioner ukrainske flygtninge på en uge i slutningen af februar 2022.

Efter at landet i årevis ikke en gang ville leve op til bare at kunne tage imod EU’s kvoteflygtninge.

Selvom det er den polske stat, som siger god for at tage imod ukrainerne. Så er det i praksis den polske befolkning, som viser menneskelighed, solidaritet, medfølelse og empati.

De bidske grænsevagter er nu som forvandlet. De bliver portrætteret som nogle der kan samle små tøjbamser op som børnene har tabt på vejen og give dem til deres mødre.

De ukrainske flygtninge ses nu i nogle busser, der gratis vil fragte dem videre til de polske storbyer, som de har udset sig til at være deres nye holdepunkter i tilværelsen.

Agnieszka Hollands instruktørskab

Den 74-årige polske instruktør Agnieszka Holland tog i sine unge år til Prag, for at studere på byens berømte filmskole FAMU.

Hun var optaget af den tjekkoslovakiske New Wave som rummede et stærkt element af sort humor. Det kan bl.a. ses i nogle af filmene som er instrueret af Miloš Forman og Jiří Menzel.

Dermed skilte hun sig ud i forhold til mange af de andre store polske instruktører, der blev uddannet i 1950erne og 60erne primært i Łódź.

Grotesk humor i en alvorlig film

I The Green Border kommer den groteske humor sig til udtryk i det hjerteskærende realistiske drama, der er meget svært ikke at blive berørt af.

F.eks. i en scene, hvor en bil fuld af aktivister bliver stoppet i en skov af to grænsevagter.

Da den ene af dem undrer sig over, hvorfor den mørkhårede Julia ikke siger noget, vil han gerne have hende til at sige noget på polsk.

Hun går så højlydt i gang med at fremsige fadervor, som med sine sætninger om næstekærlighed, bliver for meget for grænsevagterne. De siger til aktivisterne at nu kan de godt passere.

Senere i The Green Border, bliver nogle flygtninge indlogeret hos en af psykologen Julias kunder. Hans traume er den siddende polske regering!

Lige pludselig er hans humør steget betydeligt, da han nu gør noget aktiv som trodser deres politik, i stedet for bare at tale om det.

Efterskrift

Filmen vandt for nylig Specialprisen ved filmfestivalen i Venedig. Og den er nu blevet indstillet til European Film Awards.

Denne skulderklap til holdet bag, er værdsat. Da der har været seriøse problemer med at få den finansieret. Filmen blev derfor udskudt med et års tid.

Instruktøren frygtede i denne periode, at projektet i værste fald kunne blive censureret af den polske stat.

Dette scenarie kunne udspille sig, hvis den nuværende regering forsætter i en ny valgperiode, efter det forestående polske parlamentsvalg om to uger.

Heldigvis overlevede The Green Border. Og blev den mest sete polske film i premiereweekenden.

I fredags, en uge efter lanceringen, har over 260.000 mennesker nu set filmen om flygtningernes overlevelseskamp i skovene mellem Polen og Belarus.